Når man er en rigtig DSB 1’ pendler er der mange regler, som er “goes without saying”. To af de vigtigeste regelsæt i en IC-3 pendlers liv:
1.
Rejser med påstigning i Høje Taastrup og retning mod København H skal foregå i S-tog. Det kan ikke være rigtigt at vi skal belastes af rejsende med små og mindre seriøse rejser. Og for os rigtige pendlere er Høje Taastrup jo i virkeligheden en del af København
2.
Vi ser ned på rejsende, som kører S-tog. Al sund fornuft er sat ud af spil i et S-tog. Ingen faste pladser, ingen hensyn, alle mod alle og vigtigst af alt….. ingen mulighed for at køre på 1’. Det er også som om at den personlige hygiejne halter hos de rejsende i S-togene. De få gange jeg kører i S-tog oplever jeg altid at rigtig mange rejsende lugter.
Dette bringer os til sagens kerne.
Valby Station.
En station, som Statsbanerne har valgt at intercitytoget skal stoppe på. På denne måde kan S-tog pendlere snyde tiden og komme fra Valby til Høje Taastrup (eller omvendt (eller til Københavns Hovedbanegård)) noget hurtigere end i S-tog. S-togs pendlerne er et stort irritationsmoment i IC-3 da disse ikke kender reglerne og nægter at indordne sig.
Hjemmeværnsmanden hader Valby Station.
Hjemmeværnsmanden tager Valby Station personligt.
Som var Valby Station skabt kun for at genere Hjemmeværnsmanden.
Det er tirsdag morgen. Mit arbejde er flyttet, så jeg kører nu fast til Københavns Hovedbanegård. Jeg sidder i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Idag skal jeg helt Østerport Station – Hjemmeværnsmandens endestation. Det er i den tidlige sommer og Hjemmeværnsmanden er munter. Hjemmeværnsmanden skal snart ud at rejse. Hjemmeværnsmanden skal til Kroatien. Hjemmeværnsmanden glæder sig allermest til at rejse rundt og se steder hvor vigtige slag blev udkæmpet under krigene i Eksjugoslavien. Hjemmeværnsmanden fortæller lystigt om bombetyper i den periode.
“Hvis den først sprænger i nærheden af dig, vil lillemor ikke kunne identificere dig på hospitalet!” griner Hjemmeværnsmanden.
Vi kører ind på Høje Taastrup Station. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret ud på de mange passagerer, som skal med vores IC-3 tog ind mod København.
“For satan!” Hjemmeværnsmandens muntre humør er væk. På en anden perron holder det røde S-tog. Hjemmeværnsmanden peger først ned på menneskemængden og så over på S-toget.
“En ansvarlig ledelse ville gøre noget ved dette!”.
Jeg ved udemærket godt hvad Hjemmeværnsmanden snakker om. “De mennesker må tage et S-tog! En rejse fra København til København skal ikke foregå i et IC tog!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet og kigger mig i øjnene. “Men det har utallige klager ikke lavet om på! Dette tog burde ikke stoppe mellem Roskilde og København! Vi har jo heller ikke to stop i Ringsted!!”. Hjemmeværnsmanden råber den sidste sætning og slår i bordet igen.
De første S-togs pendlere skal igennem vores kupé. 2 unge piger, som tydeligvis ikke er vandt til at køre i IC-3, er de første. Da pigerne skal ind i kupéen leder de efter en knap, som kan åbne døren. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret på de 2 piger. Pigerne leder videre og til sidst kan Hjemmeværnsmanden ikke holde ud at se på det. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet. Med en rutineret og flad hånd i 100% vater lige under dørsensoren får Hjemmeværnsmanden åbnet døren for pigerne.
“SÅ TÆNK JER DOG OM!” råber Hjemmeværnsmanden ind i hovedet på de to piger.
Hjemmeværnsmanden sætter sig igen. Nu kommer 2 yngre mænd ind og sætter sig.
“Lad os tage DSB 1’ – der plejer ikke at bliver tjekket billetter efter Høje Taastrup. Kaffe?”.
Hjemmeværnsmandenrejser sig og går over til de 2 yngre mænd. “Har i DSB 1’ billet?” spørger Hjemmeværnsmanden først roligt. De 2 yngre mænd ignorerer først Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden spørger igen. De 2 yngre mænd ignorerer igen Hjemmeværnsmanden. Og så får Hjemmeværnsmanden nok. Hjemmeværnsmanden slår i bordet. “Nu skal i høre her. Nu forlader i DSB 1’ og finder en anden plads. Og i eftermiddag når i skal hjem fra jeres job i vuggestuen eller børnehaven, så tager i et S-tog. Og det gentager i så længe i rejser i Hovedstadsområdet. IC-3 toget er til langdistancerejser! Er det forstået?“.
De 2 yngre mænd bliver forskrækket, tager deres kaffe og begynder at gå ud af kupéen. “KAFFEN!” råber Hjemmeværnsmanden. De 2 yngre mænd sukker og stiller kaffen fra sig. Så forlader de kupéen. Hjemmeværnsmanden sætter sig igen.
“Sådan skal det gøres”.
Det bliver Valby. På perronen står der en del mennesker og rigtig mange mennesker i toget skal ud. En stemme i højtaleren fortæller at vi får et 5 minutters ophold på Valby Station. Hjemmeværnsmanden trækker vejret dybt og begynder så at tale med en rolig og meget bestemt stemme. “Valby. Altid Valby. Er det ikke det ene, så er det andet. Togbusserne i 2008, personpåkørslen i 2006, toget der gik i stykker i 2011, japanerne sidste sommer……”.
Hjemmeværnsmanden holder en pause. “Jeg vil kæmpe til det sidste for at få nedlagt IC stoppet på Valby Station! Til det sidste!”.
Hjemmeværnsmanden holder endnu en pause. “Og så er der Henrik, men hun bliver vel klogere end dag…”.
“Henrik?” spørger jeg.
Hjemmeværnsmanden peger op på en lejlighedblok ved siden af Valby Station. “Deroppe ligger Henriks lejlighed. Henrik er min datters mand. Om jeg begriber hvad hun ser i ham!”.
Hjemmeværnsmanden kan ikke lide Henrik. Hjemmeværnsmanden ligner en da har spist en citron når Hjemmeværnsmanden siger navnet Henrik. Det skal vises sig at Hjemmeværnsmanden er mere end utilfreds med Henrik, men mere om det senere.
En stemme i højtaleren fortæller at vi får yderligere 5 minutters ophold på Valby Station.
Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. “VALBY!”.