Det er tirsdag morgen. Jeg lægger mærke til det da toget kører ind på Korsør Station. Vogn 21 til 24 er aflåst. Den er sikkert galt med strømmen eller toiletterne i de vogne. Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er Vogn 11 der er ramt. Det har været en lortemorgen. Jeg har sovet elendigt og har en travl dag forude.
Jeg går ind i Vogn 11 og ser til min glæde at Chefen er den eneste i Vogn 11. Chefen sidder på Plads 22, så Plads 26 er ledig. Min morgen bliver langsomt bedre. Chefen har en god dag. En rigtig god dag. Chefen er solariebrun som aldrig før og Chefen taler om sig selv i 3. person i sin iPhone. Chefens skjorte er mintgrøn. Det er en god dag for Chefen.
Mennesket kommer med morgenmad. Mennesket har husket hindbærmarmelade til mig. Da Mennesket stiller morgenmadsbakken foran mig, peger Mennesket på marmeladen og nikker til mig. Jeg nikker igen til Mennesket. Mennesket kigger vredt på Chefen og stiller en morgenmadsbakke med abrikosmarmelade foran Chefen. Mennesket peger på Chefens marmelade og nikker til mig. Jeg nikker tilbage til Mennesket.
Jeg læner mig tilbage og nyder morgenen som gradvist bliver bedre. Toget når til Sorø og der sker nu noget….
Ind i DSB 1′ kupéen i Vogn 11 kommer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er forpustet og ser meget oprørt ud. Hjemmeværnsmanden sætter sig på Plads 28 – skråt overfor Chefen. Det er lang tid siden at Hjemmeværnsmanden har set så vred ud. Hjemmeværnsmanden nikker dog til mig.
Jeg tænker over Hjemmeværnsmanden morgener. Jeg tror at alt er planlagt. Foran Hjemmeværnsmandens seng har Hjemmeværnsmandens kone stillet Hjemmeværnsmandens sutsko, så Hjemmeværnsmanden træder direkte ned i dem når Hjemmeværnsmanden står op. Herefter har Hjemmeværnsmandens kone lavet kaffe og smurt et styke brød til Hjemmeværnsmanden. Altid den samme kop. Altid den samme tallerken (måske en af hærens jubilæumstallerkner). Måske spiser Hjemmeværnsmanden rugbrød om morgenen. Med kødpålæg. Aftenen forinden har Hjemmeværnsmanden lagt næste dages tøj frem. Måske er Hjemmeværnsmanden blevet irriteret, hvis den rigtige ferie t-shirt ikke er ren.
“Hvor er Tunesien-trøjen” spørger Hjemmeværnsmanden nok sin kone.
“Den havde du jo på i søndags…” svarer konen.
“For saaatan….” svarer Hjemmeværnsmanden vredt.
Jeg tænker også at Hjemmeværnsmanden har en meget fast rutine med transporten til Sorø Station. Måske hører Hjemmeværnsmanden det samme stykke musik i bilen hver morgen. Måske er er det marchmusik? Måske er det noget gammel dansk musik. Det er svært at sige. Jeg er ihvertald sikker på at Hjemmeværnsmanden går efter den samme parkeringsplads hver dag og at Hjemmeværnsmanden går langt for at få denne plads.
I dag har Hjemmeværnsmanden en “London” t-shirt på. Der er et billede af Big Ben på den. Mennesket kommer ind i Vogn 11 for at billettere og Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.
“HVORFOR FANDEN ER VOGN 21 LÅST AF!?” råber Hjemmeværnsmanden. “JEG HÅBER FANDME AT I HAR EN GOD GRUND!“.
Mennesket svarer at dele af togets klimaanlæget er gået i stykker og at togets personale er blevet pålagt at lukke de berørte vogne. Hjemmeværnsmanden kommer med et “For saaaatan…” og sætter sig. Chefen har en del gadgets liggende på bordet, hvilket tydeligvis irriterer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager sin computer frem og stiller på bordet. Hjemmeværnsmanden skubber så til Chefens iPad indtil den ryger ned på sædet ved siden af Chefen. Hjemmeværnsmanden kigger på mig og nikker. Chefen bliver irriteret og udbryder: “Du kunne jo spørge om du kunne få mere plads!“. Hjemmeværnsmanden deler bordet i 2 dele med armen og siger uden at kigge på Chefen. “Min halvdel” og peger på den ene halvdel af bordet. “Din halvdel” fortsætter Hjemmeværnsmanden og peger på den anden halvdel af bordet. Jeg tænker at det er ret logisk, men at Chefen nok ikke er vant til den slags. Chefen ryster på hovedet af Hjemmeværnsmanden og laver smilet til mig. Jeg ignorerer Chefens smil. Jeg har valgt side.
Chefens telefon ringer. Chefen kaster sig tilbage i sædet og griner højlydt. Det er en af Chefens venner. For der snakkes om en bytur og nogle damer. Hjemmeværnsmanden skal lige til at flyve op af sædet for at skælde ud, men indser at det er jo ikke er en Stillezone. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt ned i bordet. Jeg får ondt af Hjemmeværnsmanden. Hver gang Chefen hæver stemmen i sin telefonsamtale lægger jeg mærke til en ting på Hjemmeværnsmanden. Det er måske et tick. Måske en stressreaktion. Hjemmeværnsmandens venstre øre bevæger sig hver gang Chefen hæver stemmen. En centimeter op og så ned igen.
Chefen rejser sig og går mod toilettet. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. “Det er som regel de vigtige mennesker, som man er nødsaget til at sætte på plads” siger Hjemmeværnsmanden. “Det oplever jeg overalt hvor jeg er!” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger ud af vinduet. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden tænker. Hjemmeværnsmanden tænker sikkert på alle de gange Hjemmeværnsmanden har måtte sætte vigtige mennesker på plads. “Fandens!!” slutter Hjemmeværnsmanden af og kigger ned i sine papirer. Irritationen over den aflåste Vogn 21 er stadig at spore.
Chefen er kommet tilbage og vi er nået Ringsted Station. Ind på DSB 1′ træder 2 yngre mennesker. Jeg genkender den ene unge mand. Den unge mand er en relativt kendt hip hopper. De 2 unge mennesker sætter sig. Hjemmeværnsmanden rejser sig og går hen til de 2 unge mennesker for at foretage den civile billettering.
“I er klar over at dette er DSB 1′ ?” spørger Hjemmeværnsmanden. De 2 unge mennesker ignorerer Hjemmeværnsmanden. “Her skal man have en gyldig DSB 1′ billet“. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet og går tilbage til sin plads. “Det må kontrolløren klare!” siger Hjemmeværnsmanden og kigger på mig. Havde det været Vogn 21 havde Hjemmeværnsmanden helt sikkert klaret det. Men det er tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke føler sig hjemme i Vogn 11. Hjemmeværnsmanden kigger igen på mig. “Det er den typiske holdning hos ungdommen idag. Da jeg….”
Hjemmeværnsmanden når ikke videre i sætningen for nu træder Mennesket ind af døren. Mennesket kigger sultent på de 2 unge mennesker. Hjemmeværnsmanden smiler. Mennesket forbereder sig på at smide de unge mennesker væk. “Så skal jeg bede d’herre om at trække et andet sted hen end på DSB 1′, hvor man jo skal have en dyr billet” siger Mennesket og ser lykkelig ud.
Den kendte unge mand viser en DSB ‘1 billet til Mennesket. Mennesket stivner. Hjemmeværnsmanden rejser sig op for at se hvad der sker. Hjemmeværnsmanden ser billetten og stivner. Jeg kigger på Hjemmeværnsmandens øre. Det bevæger sig nu op og ned i en rask fart. Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Det er som om at det hele er blevet for meget for Hjemmeværnsmanden. Aflåst Vogn 21, Chefen, de unge mennesker. Hjemmeværnsmanden lukker øjnene. Chefens telefon ringer. Chefen ser med det samme vred ud.
“YOU NEED TO BE AGGRESSIVE! NO BACKING OUT!!” råber Chefen pludselig. “CLOSE CLOSE CLOSE!”.
Hjemmeværnsmandens øre bliver nu oppe. Det falder ikke ned igen. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt på mig. Et blik der fortæller at denne morgen er ødelagt for Hjemmeværnsmanden.
Da jeg skal til at stå af toget, prøver jeg med et “hehe” til Hjemmeværnsmanden på vej ud. Men Hjemmeværnsmanden gengælder ikke mit “hehe” med sit “høhø”.