Chefen

Chefen er en ny pendler. Chefen rejser fra Odense til København hver dag. Chefen er chef. En vejviser. Virksomhedens fyrtårn.  Chefen går ikke så meget op i vogne og kupéer, så Chefen sidder forskellige steder hver dag.

Chefen er i start 50’erne. Chefen vil gerne udstråle en yngre alder, men Chefen snyder ikke mig. Chefen tager meget sol. Chefens hud er som læder på bøjle. Chefen er sportstrænet og slank. Chefen har afbleget kort hår og meget hvide tænder. Chefen er ekspert i at smile med hele ansigtet. Chefen kan se rigtig vred ud for sekundet efter at smile med hele ansigtet. Jeg tænker at Chefen har lært det på et Chef-kursus. “Smil til dine ansatte, det motiverer” har en coach sikkert engang fortalt chefen. På et splitsekund skifter Chefen ansigtsudtrykket tilbage til det sure og anstrengte.

Chefen går i dyrt tøj. Som regel et jakkesæt. Skjorten er for det meste hvid, men der er dage hvor Chefen tager en lyserød skjorte på. Den passer godt til Chefens brune hud. Når Chefen åbner øverste knap i skjorten kommer en flot guldkæde til syne.

På fødderne bærer Chefen sylespidse sko. Chefen har ret store fødder, og sylespidsen gør skoen endnu større. Chefen har alle de nyeste Apple-produkter. iPad, iPhone, MacBook Air. Alt er nyt og poleret. Og Chefen har en lille sort klud, som Chefen ofte tørrer Apple-produkterne af med.

Det er et par måneder siden at jeg stødte på Chefen første gang. Den dag rejste Chefen med 2 kollegaer. Det var meget tydelig at Chefen er chef. Jeg kan huske at Chefen pludselig flåede et stykke papir frem, tegnede en masse firkanter på det, skrev noget uforståeligt i hver af dem og til sidst pegede på en firkant. Imens Chefen pegede på den ene firkant slog Chefen med den anden hånd i bordet i takt til ordene:

“SALES, SALES, SALES!”

Chefen sagde det utrolig højt og slog med kraft i bordet. De 2 andre nikkede i takt til slagene i bordet.

Chefen understreger altid tingene på engelsk og jeg skal ærligt indrømme at det virker. Også på mig. Jeg lader mig rive med. Jeg husker en anden episode hvor Chefen taler i telefon. Jeg tænker at Chefen taler med et sælger. Chefen er tydeligvis ophidset. Pludselig råber Chefen:

“THAT’S A MICKEY MOUSE BUDGET!”

Sælgeren har sikkert sendt et salgsbudget til Chefen og Chefen er bestemt ikke er tilfreds med tallenes størrelse. Chefen råber noget om motivation til sælgeren og afslutter samtalen med ordene:

“Jeg kan IKKE vise aktionærerne et Mickey Mouse budget – det laver du om. Nu!”.

Herefter lægger Chefen på – uden at sige farvel. Jeg tror ikke det er sjovt at rage uklar med Chefen, men jeg tænker også at sælgeren er ret tosset. Man sender ikke et Mickey Mouse budget til Chefen. Efter denne episode har jeg tænkt meget på hvordan Chefen er på Chefens arbejdsplads. Jeg forestiller mig at Chefen elsker at gå en tur gennem de forskellige afdelinger. Chefen elsker at se frygten i de ansattes øjne, når Chefen kommer gående igennem gangene.

En anden gang taler Chefen også i telefon. Samtalen handler igen om salg, kan jeg udlede. Jeg husker specielt denne samtale da Chefen indenfor ganske få sekunder præsterer dette:

Chefen kigger på mig.
Chefen laver smilet.
Chefen kigger væk.
Chefen råber “TARGETING, TARGETING, TARGETING!!”.
Chefen kigger mig.
Chefen laver smilet.

Men Chefen er ikke kun vred når Chefen taler i telefon. Chefen taler også tit med venner. Her kan Chefen også godt lide at være Chef. Det er meget lidt taletid, vennerne får. Chefen fylder meget i samtalen. Chefen taler om rejser. Om at blive kastet ud af en helikopter over et bjerg iført et snowboard. Om restaurant-besøg – gerne fine restauranter. Om brunch i New York. Men mest af alt om piger. Chefen taler meget højt om piger. Gerne unge piger. Chefen fortæller højt om oplevelserne med de unge piger. Der er mange oplevelser. Og de er unge. Chefen sparer ikke på detaljerne. Chefen smiler mere end nogensinde, når Chefen taler om piger.

Øjeblikket efter kan Chefen så ringe til sin kone. Eller det antager jeg at det er. Damen i den anden ende kaldes for “Skat” og der tales om børn og skolegang. Jeg er meget imponeret over Chefens hurtige skift. Chefen smiler dog ikke helt så meget når Chefen taler med konen.

Der er allerede mange gode øjeblikke med Chefen, men jeg vil stoppe for nu og blot sige:

Kære læser, byd Chefen velkommen til “Mit liv som pendler”. 

Skriv et svar