Jeg har ikke set Teltdamen med neglefilen i et par år. Da jeg jeg i 2011-2012 rejste med IC afgangen 8.13 fra Korsør Station, var Teltdamen med neglefilen altid med. Måske er Teltdamen med neglefilen død i dag. Det er ikke til at sige. Det kan også være at det er Hjemmeværnsmandens skyld at Teltdamen med neglefilen ikke længere rejser med denne afgang. Men mere om det senere.
Teltdamen med neglefilen er en rund og fyldig dame. Teltdamen med neglefilen går altid i meget store kjoler med prikker, blomster eller andet forstyrrende mønster. Hun har kort krøllet hår og meget små grønne briller. Det ser meget specielt ud med de små briller, da Teltdamen med neglefilen har et meget stort hoved. Teltdamen med neglefilen har en lille taske med hvori hun opbevarer forskellige ting. Mere om taskens indhold senere.
Teltdamen med neglefilen og jeg stod engang af på Københavns Hovedbanegård samtidigt. Hvis det blæser meget, kan der opstå en form for gennemtræk på perronerne. Den dag blæste det meget. Teltdamen med neglefilen gik ud af toget lige før mig og da Teltdamen med neglefilen trådte ned på perronen blæste Teltdamen med neglefilens meget store kjole op, så man kunne se Teltdamen med neglefilens hudfarvede nylonstrømper. Længere op end til hvor lårene stopper. Jeg kan huske at jeg kiggede på det med en sær tom fornemmelse indeni.
Teltdamen med neglefilen har et meget fast pendlermønster. Teltdamen med neglefilen har nemlig regnet ud at en del af den daglige hygiejne kan håndteres i toget. Hvor vi andre arbejder, tænker store tanker og holder øje med andre rejsende, sætter Teltdamen med neglefilen hår, lægger neglelak og en gang imellem sminke. Til tider kan det være en voldsom affære. Engang gik Teltdamen med neglefilen igang med hårlakken. Her fik Den blege bankmand alligevel nok og bad hende om omgående at stoppe.
Det er betagende at se Teltdamen med neglefilen lægge sminke. Teltdamen med neglefilen lægger nemlig meget sminke i ansigtet. Så meget at hvis man sover en 20 minutters tid kan hun være svær at kende når man vågner. Kroppen og den store kjole afslører dog Teltdamen med neglefilen hurtigt. Teltdamen med neglefilen kan holde en mascara helt stille. Også selvom toget bumler derudaf. Jeg tænker ofte at Teltdamen med neglefilens vægt er en fordel her. På en eller anden måde opvejer Teltdamen med neglefilens vægt rystelserne og Teltdamen med neglefilen kan dermed holde hånden helt stille.
Det er dog af en helt anden grund at jeg for alt i verden undgår at sidde enten overfor eller ved siden af Teltdamen med neglefilen. Når toget har passeret Ringsted, finder Teltdamen med neglefilen sin neglefil frem. Og herefter skal der arbejdes på neglene. Teltdamen med neglefilen gør meget ud af neglene og der files længe. Teltdamen med neglefilen har så meget styr på at file negle at Teltdamen med neglefilen oftest blot stirrer ud af vinduet mens der files. De affilede neglerester danner en fin støvsky omkring Teltdamen med neglefilens mens hun filer. Samme type støvsky som når man sparker til en gammel svamp i skovbunden.
Jeg har det svært med ting som har siddet fast på andre mennesker og af en eller grund ikke længere gør det længere. Neglerester er en af disse ting. Jeg undgår for alt i verden at sidde tæt på Teltdamen med neglefilen, da jeg er angst for at skyen af neglerester lander i mad og drikke. Jeg forestiller mig at negleskyen lægger sig som en en insisterende hinde over min kaffe, som skind på sauce.
Jeg er langt fra den eneste pendler, som har det svært med Teltdamen med neglefilens neglefileri. På en af de meget varme sommerdage i 2012, sad jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 sammen med Teltdamen med neglefilen, Det grå grydehår, Hjemmeværnsmanden og en Engangspendler. Altså en fyldt DSB 1′ Stillezone.
Det grå grydehår, som trods hedebølge bærer det grå jakkesæt, sveder meget som han sidder der på sin plads. Det er tydligt at Det grå grydehår er presset i varmen. Hjemmeværnsmanden er klædt mere fornuftigt på. Helt korte shorts, en ferie t-shirt, tennissokker og sportssandaler. Teltdamen med neglefilen har en meget kort kjole på. En tand for kort. Da Teltdamen med neglefilen begynder at file negle får Det grå grydehår det endnu strammere. Det grå grydehår kommer med en:
“Ja, det skulle man nok have klaret hjemmefra.”
Hjemmeværnsmanden reagerer hurtigt med et:
“DET ER EN STILLEZONE! HER ER MAN STILLE!”
Det grå grydehår bliver helt stille. Tilbage er kun lyden af neglefilen. Sådan en insisterende frem og tilbage lyd. I samme tempo hele tiden. Som sandpapir på træ. Hjemmeværnsmanden opfanger lyden. Hjemmeværnsmanden har endnu ikke set Teltdamen med neglefilen file negle. Det virker som at Hjemmeværnsmanden tror at det er toget, der laver denne lyd. Men lyden irriterer Hjemmeværnsmanden. Han kigger sig irriteret omkring. Og nu opdager han Teltdamen med neglefilens neglefilen. Hjemmeværnsmanden kommer med et “Hvad saaaatan…” og bliver helt rød i hovedet. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og skælder Teltdamen med neglefilen ud. Jeg husker ikke ordene. Der er mange. Hjemmeværnsmanden giver i hvert fald Teltdamen med neglefilen en lektion i at negle files på toilettet. Med helt skinger stemme.
Teltdamen med neglefilen forlader chokeret Stillezonen. Hjemmeværnsmanden sætter ned igen. Han nikker til mig og Det grå grydehår. Vi nikker tilbage
Jeg har ikke set Teltdamen med neglefilen efter denne episode.