Det er mandag. Klokken er 16.34. Jeg står på Høje Taastrup station. DSB melder at toget 16.43 er forsinket i ca. 10 minutter. Der går et par minutter og DSB har endnu en melding. At mit tog kører med 2 færre vognsæt end normalt. Et jag går igennem mig. Det jag føler jeg altid når DSB sender sådan en melding på banen. For hvilke to togsæt er sløjfet? Er det vognsæt 31-32-33-34-41-42? Eller er det vognsæt 11-12-13-14-21-22-23-24? Jeg har før oplevet at Vogn 11 var sløjfet. Så måtte jeg sidde i Vogn 31, hvilket føles helt helt forkert. Fremmede pendlere, en anden lugt, et andet gulvtæppe (gulvtæppet i Vogn 11 er ofte i en dejlig mørk blå farve, der er noget meget beroligende over det. I Vogn 31 det i en grå lys farve.)
Idag er det heldigvis ikke Vogn 11, som DSB har ofret. Det er 31-32-33-34-41-42. Så langt så godt. DSB meddeler at vi alle må være tålmodige, da der er meget lidt plads i toget allerede ved afgang fra København H. Jeg er et meget lidt tålmodigt menneske når jeg pendler. Så allerede inden toget er rullet ind på perron er jeg vred og ophidset.
Da toget ruller ind står folk allerede tæt i toget. I Vogn 11 er det helt galt, men jeg har en pladsbillet. En pladsbillet til Plads 26 i Vogn 11. Jeg har fundet en effektiv måde at komme frem i et fyldt tog. Jeg ved godt at jeg ikke vinder nogen popularitetskonkurrence ved at skrive dette…. jeg træder de medrejsende over deres fødder. Ikke sådan rigtig hårdt, men nok til at de trækker sig til side. Når jeg har trådt på deres fødder kigger jeg med et medfølende blik på dem og giver en kommentar i stil med: “Det må du GODT nok undskylde, det var et uheld!”. Og så smiler jeg til dem.
Jeg får kæmpet mig gennem stillezonen inden DSB 1′ kupéen. Jeg kommer ind til DSB 1′ i Vogn 11 og kan konstatere at der sidder et menneske på Plads 26. Manden er en ældre herre i start 60’erne. Han er typen som er født med et vredt og forudrettet ansigt. Han er iført en mørkeblå termovest, lidt for korte busker og sportssandaler med sorte strømper under. Jeg afkoder lynhurtigt at Manden med termovest og sportssandaler ikke hører til på DSB 1′. Jeg viser stolt Manden med termovest og sportssandaler mit pendlerkort (min pegefinger peger mod DSB 1′ logoet på pendlerkortet) og min pladsbillet og siger de ord, som jeg holder så meget af at sige: “Jeg tror sørme du sidder på min plads, er du flink at flytte dig?”.
Manden med termovest og sportssandaler meddeler mig at pladsbilleter ikke gælder når der mangler vognsæt i toget. Manden med termovest og sportssandaler siger det uden at kigge på mig og uden at fortrække en mine. Jeg kommenterer ikke på Manden med termovest og sportssandalers vanvidskommentar og gentager – denne gang mere insisterende – “Jeg tror sørme du sidder på min plads, er du flink at flytte dig?!”. Manden med termovest og sportssandaler vælger denne gang at ignorere mig. Jeg giver Manden med termovest og sportssandaler en sidste chance og oplyser ham at jeg nu vil hente personale, så vi kan få håndteret denne situation.
Imens dette har stået på, har toget holdt i Roskilde og toget er nu endnu mere fyldt. Jeg kæmper mig ud gennem masserne og konstatere at personalet befinder sig ude i vogn 14. Det er et sandt mareridt at komme ud til vogn 14 og jeg må trampe over fødder og skubbe for at komme derud. Jeg når endelig derud og finder en togkontollør. Den ældre, og meget flinke mand, som dagligt arbejder på strækningen hilser som altid pænt. Jeg fortæller om Manden med termovest og sportssandaler og forlanger at der bliver gjort noget. Togkontrolløren ser pludselig meget træt ud, men pendleren har altid ret. Det har før været nødvendigt at involvere ham i episoder i Vogn 11, så han indser at der ikke er nogen vej udenom. Vi bevæger os tilbage mod vogn 11. Jeg holder mig bag kontrolløren og lader ham bane vejen derud. Da vi ankommer til Vogn 11 er det blevet Ringsted station.
Nu starter diskussionen mellem Manden med termovest og sportssandaler og kontrolløren. Jeg står bag ved kontrolløren og smiler triumferende til Manden med termovest og sportssandaler. Manden med termovest og sportssandaler må til sidst pakke sine ting og flytte sig. Mens Manden med termovest og sportssandaler pakker sammen bliver jeg kaldt mindre pæne ting, men mit overskud er på det tidspunkt så stort at det ingen betydning har. Da jeg har klargjort Plads 26 i Vogn 11 er vi nået til Sorø. Og jeg har således 15 min på Plads 26 i Vogn 11. Jeg skænker en kop kaffe og smager på retfærdigheden. Manden med termovest og sportssandaler bliver stående ved siden af Plads 26 i Vogn 11 indtil Korsør Station. Da jeg skal til at stige af toget, siger jeg (med overskud): “Ja, så kan du overtage min plads”.
Sejr!