Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte

Dag 1:

Jeg kan mærke det allerede da jeg ser toget komme mod perronen. Denne fornemmelse af at der er noget forkert i Vogn 11. I min Vogn. Denne følelser viser sig som regel at holde stik.

Og ganske rigtigt. Da toget ruller ind på perronen ser jeg det. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte sidder i Vogn 11. Og på Plads 26. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  er tilbage efter lang tids fravær.  Jeg rammes af en akut vrede. Jeg flår mobilen frem for at booke Plads 26 i Vogn 11 fra Slagelse station, så jeg efter Slagelse kan smide Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte væk fra Plads 26. Men ak nej. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har naturligvis booket pladsen.

I dag er det en af de vogne, hvor der er 2 siddeplader med front mod Plads 26. Det varierer lidt om pladserne foran Plads 26 vender front eller bagende til Plads 26. Jeg sætter min lige overfor Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Jeg skuler til Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte . Jeg sørger for at fylde ekstra meget med mine ben og finder min computer frem. Irriteret spørger jeg Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte om der mon kan blive plads til min computer eller om Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  har eneret på bordet.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte kigger provokerende på mig og rykker sin 17″ store Dell computer 1 cm tilbage. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  kigger ud af vinduet i nogle sekunder. Jeg skynder min at skubbe den store Dell computer yderligere 10 cm, så den er ved at ryge ned i skødet på Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Denne gang smiler jeg triumferende til Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte.

Nu skal jeg have kaffe. Jeg kigger ned på Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjortes kæmpe skrummel af en computer og ser noget som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte spiller ikke længere kun 7-kabale. Nej, Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har foretaget en installering af et spil computeren. Nu spiller Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte også Skak.

Hvorfor har man partout brug for Plads 26, når man blot skal spille Skat eller 7-kabale. Jeg er vred og tosset. Det er ting man gør i standard-  eller familiekupéer. Ikke på Plads 26 i Vogn 11. Jeg overvejer et kort sekund at spilde et stort krus kaffe udover Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte men slår hurtig den tanke væk. I stedet tager jeg en svær beslutning. Jeg vil prøve at få det bedste ud af turen. Jeg vil forberede mig på det kursus jeg skal på. Jeg vil nyde min kaffe. Jeg vil nyde musik i mine høretelefoner. Dette projekt går godt i ca. 5 minutter. Så ringer Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjortes mobiltelefon.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har en ringetone, som jeg ikke har hørt siden 2005. Det er noget fra et Anders Matthesen show hvor Matthesen med meget høj og skinger stemmer siger et eller andet, som hverken var sjovt i 2005 eller idag. Samtalen, som Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  fører, er åbenbart noget sjovere end ringetonen for Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  griner som en besat. Det er et højt og skingert grin. Et grin, som nærmest gør ondt i mine knogler.

Jeg kan ikke mere. Min tur er ødelagt. Min morgen er ødelagt. Min dag er ødelagt. Knust af Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Jeg tager mine høretelefoner på og lukker øjnene i afmagt.

Da jeg kommer hjem om aftenen skynder jeg mig at bestille en pladsbillet til næste morgen. En pladsbillet til Plads 26 i Vogn 11.

Dag 2:

Da toget ruller ind på perronen næste morgen sidder Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte på Plads 26 i Vogn 11. Men i dag kigger Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte nervøst ud af vinduet af da toget kører ind på perronen. Jeg smiler. Jeg forestiller mig at Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har sovet godt og er i et strålende humør. Tidligere på morgenen har Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  skænket kaffe, smurt et rundstykke og gået til computeren for at købe en pladsbillet. Her erfarer Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte at Plads 26 i Vogn 11 er optaget. Da Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte lidt senere træder ind i Vogn 11 ser Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte at Plads 26 i Vogn 11 er optaget fra Korsør af. Men går den så går den. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  sætter sig alligevel.

Jeg kan næsten ikke vente med at komme ind i toget og smide Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  væk fra Plads 26. Jeg har tænkt hele morgenen over hvilken sætning, som jeg vil benytte.

“Ja, så gik den ikke længere!”
“Så skal der spilles Skak fra Plads 32, kammerat!”
“Du skal stå op tidligere for at snyde mig! Kan du komme væk!”

Der er mange muligheder. Jeg går ind i DSB’1 og ser at Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte er den eneste i hele kupéen. Mit humør bliver endnu bedre. Det kan næsten ikke blive bedre.

“Ja, nu sidder du igen på min plads” siger jeg med et stort triumferende smil på læben. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte leger den gamle leg og spørger om jeg ikke kan sætte mig på en af de mange ledige pladser. Jeg holder mig telefon helt op til Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte s ansigt. 2 cm fra øjnene.

“Se, det er min plads. Jeg vil gerne have min plads nu” siger jeg højt og insisterende.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  rejser sig og begynder at pakke sine ting sammen. Jeg laver tramper utålmodigt i gulvet imens. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte vil nu sætte sig overfor mig. Da Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte skal til at sætte sig siger jeg:

“Åh, kan du ikke tage en anden plads? Så er der bedre benplads.”

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  lusker over til Plads 22. Jeg læner mig tilbage og mærker roen og trygheden. Og sejren.

Jeg skrev sidst om manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Efter jeg havde skrevet det indlæg spekulerede jeg som en gal på hvordan jeg skulle gribe situationen an. Det er jo ikke sådan at pendlere snakker sammen, så at tale med ham om sagen er HELT udelukket.

Jeg vågnede ved 05-tiden med den stærkeste idé nogensinde:

“Hvad om jeg bestiller en pladsbillet fra Odense til København – LIGE nu. Kl. 05! Måske har manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte ikke endnu bestilt sin pladsbillet. Jeg arbejder med IT. Min økonomi kan bære de 30 kroner.”

Og ganske rigtigt, det havde han ikke. Jeg kunne vælge min plads. Plads 26 i vogn 11. På internettet!

Det næste jeg nu vil skrive giver måske ikke dig, kære læser, den samme varme følelse af glæde som den jeg fik da situationen udspillede sig i IC 803 kl. 07.14 på Korsør Station, men jeg håber at du alligevel, kan sætte dig ind i min glæde.

Jeg ser ham allerede da toget kører ind på perronen. Der i vinduet.  Manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte sidder på plads 26 i vogn 11. Jeg kan straks kende ham på den forvaskede lilla skjorte og den sparsommelig hårvækst. Da jeg bevæger mig gennem stillezonen i toget, mod min kupé, er forventningen til det næste der nu skal ske helt i top. Manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte kigger nervøst på mig da jeg stiller mig foran plads 26. Jeg hiver min telefon frem fra lommen, finder pladsbiletten i min mail og siger med en høj og meget demonstrativ stemme: “Ja, det ser sørme ud til at du sidder på min plads”.

Det skal her siges at der sidder i alt, inklusiv manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte, 3 mennesker i kupéen i vogn 11, hvilket giver i alt 24 ledige plader. Manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte spørger om jeg ikke blot kan tage en af de andre ledige pladser. Jeg svarer selvfølgelig nej. Vredt og irriteret.

Manden i de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte må flytte sig. Det gør han mens han sukker og pruster. Det er tydeligt at se at han prøver at se om der er en “Gem” funktion i 7-kabale før han lukker sin PC i. Havde han rykket til plads 22, ville jeg have grædt af glæde, men det gjorde han ikke. Han tog plads 28.

Dette er en af de bedste pendleroplevelser nogensinde. En sejr. En rus. En følelse af lykke. Et af de meget få øjeblikke hvor livet ikke føltes uretfærdigt!

Allerede i aften vil jeg bruge 30,- på at booke min plads i morgen tidlig. Og så håber jeg at jeg kan gennemleve det hele igen!

Den ældre herre, som hver dag er iført de samme karrygule bukser og forvasket lilla skjorte, er nu med samme tog som mig hver morgen. Det har nu stået på i 14 dage og jeg mistænker at han skal pendle fast fra Odense til Kbh. Det kunne jeg jo nok leve med til trods for den skidte tøjstil. Problemet er at han i 14 dage nu har booket plads nummer 26 i vogn 11. Ikke nok med det, så er det ENESTE han laver – på plads 26 i vogn 11 – at spille 7 kabale på hans computer. Det provokerer mig uendelig meget. Plads 26 i vogn 11 er skabt til vigtigere og større ting end at spille 7 kabale. Se nu mig, når jeg sidder på plads 26 i vogn 11, så udretter jeg store ting. Jeg skriver sjove updates på Facebook, griner højlydt af Youtube videoer hvor mennesker falder, skriver stor poesi, skriver musik, ser ned på de andre når de skal have mere kaffe, ser mit spejlbillede i vinduet(jeg ser skøn ud i spejbilledet fra plads 26 i vogn 11) og generelt har jeg det ret vildt på plads 26 i vogn 11.

Men ak. Nu må jeg sidde på gangplads 22 i vogn 11. Her går tykke mennesker fra Ringsted ind i mig, jeg skal rejse mig for at hente kaffe, jeg har andre mennesker på alle sider af mig. Det er ikke til til at tænke en tanke uden at blive forstyrret af det ene eller andet på plads 22 i vogn 11.

Imorges tænkte jeg tanken. Jeg blev helt flov bagefter. “Gid manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte ville gå en langtidssygemelding imøde”. Det ønsker jeg selvfølgelig ikke, men det er soleklart at manden ikke tænker store tanker på plads 26 i vogn 11. Hvorfor kan han ikke bare spille kabale på plads 22 i vogn 11?? Hvorfor skal livet altid være uretfærdigt!?