Tillad mig at præsentere den på mange måder værste af alle mine pendlerbekendtskaber. Hypokonderen.
Hypokonderen er en mand i 50’erne. Hypokonderen er en høj og meget tynd mand. Helt utrolig tynd, faktisk. Hypokonderen er stort set hud på pind. Hypokonderen har næsten ikke noget hår, kun en lille smule over ørene. Hypokonderen går klædt i lyse farver. Hypokonderen har altid en meget stor rygsæk med sig.
Det tog lidt tid før jeg indså et mønster i Hypokonderens hverdag. Men ligeså stille er jeg blevet lullet længere og længere ind i Hypokonderens sære hverdag. Det starter med at jeg bider mærke i et opkald som Hypokonderen foretager hver dag. Hver dag kl. 08.00 ringer Hypokonderen til sin læge. Man kunne så tænke at Hypokonderen måske fejlede noget alvorligt og var nødsaget til at foretage dette opkald hver morgen. Men sådan er virkeligheden ikke. Hypokonderen stiller alle mulige spørgsmål og de er meget forskellige fra dag til dag. En dag handler det om en summen i højre arm, den næste dag om afføring og så mistanke om lungebetændelse. Der er ingen rød tråd i disse opkald – kun en mistanke om sygdom. Det er tydeligt at lægen i den anden ende hurtigt afviser Hypokonderen.
Når lægeopkaldet er overstået skal Hypokonderen have kaffe. Her tager Hypokonderen et par mørke handsker på og bevæger sig op imod kaffeserveringen. Hypokonderen tager det midterste krus i den høje stabel af krus og inspicerer det nøje. Er det ikke tilfredsstillende, skifter Hypokonderen det ud med et andet krus. Et par gange har Hypokonderen måtte droppe kaffen da ingen af krusene levede op til Hypokonderens krav.
Det samme gør sig gældende når togpersonalet serverer morgenmad. Hypokonderen er meget skeptisk og inspicerer nøje morgenmadsbakken. Lever den ikke op til kravene bliver personalet sendt ud efter en ny. Hypokonderen stiller en masse spørgsmål om hvordan morgenmaden har været opbevaret op til togrejsen. En gang imellem afviser Hypokonderen også morgenmaden hvis Hypokonderen har mistanke om at morgenmaden kan være fyldt med sygdom.
En anden sær detalje:
Hypokonderen snakker på kun på udåndingen. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det gør at Hypokonderens sætninger er meget korte da de skal afsluttes på udåndingen. Ofte trækker Hypokonderen ikke vejret særlig dybt, hvilket giver meget kort tid til at færdiggøre sætningen på udåndingen. Nogle gange må Hypokonderen dele sætninger i 2 dele hvis det er en lang sætning.
Når disse ting er overstået har vi passeret Ringsted. Så skal Hypokonderen læse. Hypokonderen læser læge/sundheds/helse magasiner. De gange jeg har siddet ved siden af Hypokonderen, har jeg lagt mærke til at det mest er brevkasserne, som Hypokonderen bruger tid på at læse. Jeg er sikker på at Hypokonderen selv skriver en del til disse brevkasser og leder efter sine egne breve og de tilhørende svar. Der er dage hvor Hypokonderen irriteret smider et blad fra sig og ryster på hovedet. Det må også være irriterende at ens breve ikke kommer med. Og Hypokonderen skriver sikkert mange breve.
Det sker også at Hypokonderen finder en iPad frem. Her læser Hypokonderen på www.netdoktor.dk . På Netdoktor.dk er det samme mønster. Hypokonderen søger og søger. Og meget specifikke steder. Der ryger sikkert rigtig mange mails afsted til netdoktor.dk
Hypokonderen har en meget stor rygsæk med sig på den daglige rejse. Jeg har endnu ikke fået lejlighed til at kigge ned i denne taske. Men jeg kan høre en masse metalgenstande rasle og larme i tasken. Jeg har en forestilling om at der er blodtryksmåler, stetoskop og termometer i tasken. Nu kan kunne man jo få den tanke at Hypokonderen rent faktisk er læge. Men nej. Det er Hypokonderen ikke. På hjemturen har Hypokonderen til tider glemt at tage adgangskortet til sit job af skjorten og dette kort afslører at Hypokonderen IKKE er læge.
Det værste er dog at Hypokonderen får det værste frem i mig. Jeg er selv hypokonder. Ikke så meget som Hypokonderen, men nok til at Hypokonderen kan bringe mig ud af fatning.
Det er mandag morgen. Jeg er træt og jeg har sovet dårligt. Ved siden af mig sidder Hypokonderen. Hypokonderen taler med sin læge i telefonen. Hypokonderen spørger lægen om noget med sit hjerte og bryst. Hypokonderen beskriver en trykkende fornemmelse i hjerte og bryst og er som altid bekymret. Som Hypokonderen kommer længere og længere ind i samtalen med lægen begynder jeg at føle det. En trykken for mit bryst. Stikkende fornemmelser i armene. Jeg mærker min håndflader bliver svedige. Jeg føler mig svimmel. Hypokonderen bliver som altid afvist af lægen og lægger irriteret røret på. Jeg har det svært. Jeg synes at min fysiske tilstand stille og roligt bliver værre og værre. Hypokonderen finder sin iPad frem og jeg kan ikke lade være med at kigge med. Hypokonderen åbner netdoktor.dk og søger på ordet “cancer”.
For en stund falder min verden fra hinanden. Hvad skal der blive af min familie? Hvad skal der blive af det hele? Jeg er tæt på at græde. Det er langt fra første gang at Hypokonderen har bragt mig ud af fatning. Det sker faktisk ret tit. For et par uger siden snakkede Hypokonderen om et dårligt knæ med sin læge. Jeg haltede i to dage. En anden gang talte Hypokonderen med lægen om en mulig blodforgiftning. Da jeg kiggede på mine blodårer så de sorte ud. HELT sorte. Jeg følte en brændende fornemmelse i hele min krop. Det var en forfærdelig følelse.
Tilbage til toget mandag morgen hvor det nu sker. Det der altid sker når en anden pendler presser mig til det yderste. Når jeg har fået nok. Jeg ønsker vedkommende ondt. Og her mandag morgen, med en slem trykken for brystet, ønsker jeg at Hypokonderen vil blive rigtig syg. At Hypokonderens knæ vil falde af. At Hypokonderens hænder vil gå i stykker, så Hypokonderen ikke længere kan holde en telefon. Og mest af alt at Hypokonderen vil blive så syg at Hypokonderen vil blive fyret og aldrig mere skal pendle. Og aldrig mere gøre mig syg.
Men midt i vreden tager min trykken for brystet til og jeg må slappe af. Jeg læner mig tilbage og prøver at fokusere. I dag går det godt. I dag får jeg overbevist mig selv om at jeg ikke er syg inden jeg skal af toget. Så nemt er desværre ikke altid. Nogle gange er jeg syg i dagevis.