Hjemmeværnsmanden – Mit liv som pendler

Hjemmeværnsmanden, svigersønnen Henrik og Panzermuseum East

adminjuli 11, 2017 0 Comments

Det er onsdag morgen og toget er netop kørt ind på Sorø Station. Jeg ser Hjemmeværnsmanden skubbe til et par andre passagere nede på perronen for at komme hurtigt ind i toget. Hjemmeværnsmanden forsvinder ind i toget og træder kort tid efter ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden er i godt humør. Ferien i Eksjugoslavien nærmer sig. Hjemmeværnsmanden har en NATO trøje på. Hjemmeværnsmanden begynder at fortælle om ferien. Hjemmeværnsmanden skal rejse i krigens fodspor og Hjemmeværnsmanden glæder sig.

Der er dog en hage ved denne ferie. Hjemmeværnsmanden skal udover konen have datteren og svigersønnen Henrik med til Eksjugoslavien.

Hjemmeværnsmanden kan virkelig ikke lide svigersønnen Henrik. Jeg spørger hvorfor Henrik så skal med. Hjemmeværnsmanden fortæller at det Hjemmeværnsmandens kone, der sammen med datteren, har truffet beslutningen om en fælles ferie.

“Det er jo nemt at beslutte ting over hovederne på det arbejdende folk” brokker Hjemmeværnsmanden sig.

En stemme over højtaleranlægget fortæller at en kvindelig passager har fået et ildebefindende og at der ventes på en ambulance før vi kan køre videre. Hjemmeværnsmanden brokker sig højlydt.

 “Det har jeg sgu ikke tid til. Få kvindemennesket ud af toget, så vi kan komme videre.”

Hjemmeværnsmanden finder sin “Turen får til Kroatien” bog frem og begynder at læse. Efter en 7-8 minutter tid kommer 2 ambulancefolk løbende langs perronen og ved dørene til Vogn 21 ( som vi sidder i ) får de løftet en kvindelig passager ud og lagt på en båre. Panikken begynder at brede sig på stationen. En ambulancemand begynder at give kunstigt åndedræt og en DSB ansat, som har hjulpet med at få damen ud, begynder at græde. Flere folk stiger ud af toget og ser til. Hjertemassagen stoppes efter meget kort tid. Og kvinden lader til at være ved bevidsthed.

Hjemmeværnsmanden har fuldstændig upåvirket kigget med. Da kvinden er kommet til bevidsthed, kigger Hjemmeværnsmanden igen ned i sin “Turen går til Kroatien”.

“Ja, så kan vi måske komme videre, vi er nu 20 minutter forsinket!”

Der går yderligere en 20 minutters tid før vi forlader Sorø Station. Hjemmeværnsmanden er ikke glad. Og som det er sket så mange gange det sidste stykke tid, når Hjemmeværnsmanden er vred….. Talen falder på svigersønnen Henrik.

“Hvordan skal jeg følge krigens fodspor med Henrik på slæb!” Hjemmeværnsmanden sukker. “Det er jo en umulig opgave”. Jeg spørger Hjemmeværnsmanden om hvorfor det bliver så svært.   “Henrik er modstander af væbnede konflikter. Havde det stået til Henrik, havde man spurgt Hitler om han ikke nok ville lade være med at være så streng!”

Hjemmeværnsmanden fortæller om skuffelsen over datterens valg af mand. Det havde været meget svært at give slip på datteren og Hjemmeværnsmanden havde sådan håbet at datteren ville finde en mand indenfor hæren. Hjemmeværnsmanden havde sågar forsøgt at finde en mand fra hæren, men dette havde datteren afslået.

Og nu er Hjemmeværnsmandens datter altså sammen med pædagogmedhjælperen Henrik. Som ovenikøbet er medlem af Alternativet og går i Birkenstocksandaler. Især sandalerne har Hjemmeværnsmanden brugt meget energi på at være vred på.

Hjemmeværnsmanden fortæller at Hjemmeværnsmanden for noget tid siden blev presset af sin kone og datter til at skabe et bedre forhold til Henrik. Hjemmeværnsmanden havde været modstander, men da Hjemmeværnsmandens datter havde insisteret på at Hjemmeværnsmanden og Henrik tog på en fælles udflugt, måtte Hjemmeværnsmanden bøje sig. Hjemmeværnsmandens eneste krav var dog selv at kunne vælge destinationen.

Valget var naturligvis faldet på Panzermuseum East i Slagelse. Et sted som jeg før har hørt Hjemmeværnsmanden tale entusiatisk om. (Panzermuseum East er et museum med Danmarks største samling af militære køretøjer)

“Cafe Bomben har jo et godt og solidt menukort”.

Cafe Bomben?”  

“Ja, det er Panzermuseum Easts café. Opkaldt efter en klassisk amerikansk bombe, som faktisk hænger i loftet”.

Men allerede på Cafe Bomben starter problemerne. Henrik synes at Cafe Bombens menu er dårlig og vil ikke have Café Bombens mad. Hjemmeværnsmanden bliver vred og bestiller som den eneste mad. Den samme sandwich som altid med tun og agurk.

“Ja, det blev turen jo ikke nemmere af!”.

Samtalen påvirker Hjemmeværnsmanden, som er begyndt at svede. Jeg henter kaffe til os. Hjemmeværnsmanden smiler kort til mig og fortsætter.

“Jeg havde jo booket en rundvisning. Det kan man normalt ikke bare få. Men jeg kender ALLE på stedet. ALLE! Derfor kan jeg få en rundvisning!”. Hjemmeværnsmanden tager en slurk af sin kaffe. “Og så tillader Henrik sig at spørge vores guide om hvor mange mennesker der er blevet dræbt af køretøjerne på stedet!”   Hjemmeværnsmanden tømmer sin kaffekop. “Mange forhåbentligt!”.

Jeg tænker at Henrik lyder enormt provokerende. Et er at være modstander af krig, men når nu Hjemmeværnsmanden faktisk gør en indsats for at bygge en bro til Henrik, hvorfor skal Henrik så være på tværs? Jeg begynder også at hade Henrik.

“I gården står det smukke Bac 1-11 fly. Det er et prægtigt fly. Jeg kan bruge timer på det fly! Der er plads til 100 mennesker, unge mand!”

Hjemmeværnsmanden sukker og fortæller om hvordan oplevelsen indeni flyet også bliver ødelagt af Henrik. “Istedet for at bygge disse krigsmaskiner, skulle man prøve at tale sammen”. havde Henrik sagt.

“Hvornår har det at tale sammen nogensinde løst noget” vrisser Hjemmeværnsmanden.

På dette tidspunkt virker det som at er Hjemmeværnsmandens tur allerede helt ødelagt. Men Hjemmeværnsmanden gør en sidste en indsats. En sidste indsats som dog skal vises sig at blive fatal for turen.

“BRDM 2! Udstillingens højdepunkt!” Hjemmeværnsmanden begiver sig ud i en lang enetale om BRDM 2 køretøjet. Hjemmeværnsmanden lyser op ved snakken om BRDM 2. Hjemmeværnsmanden finder et stykke papir og en kuglepen frem. Hjemmeværnsmanden tegner et landskab. Hjemmeværnsmanden tegner en sol og noge skyer. Hjemmeværnsmanden tegner nogle tændstiksmænd og så tegner Hjemmeværnsmanden en BRDM 2, som kører tændstiksmændene ned. “SÅ hurtig er den” griner Hjemmeværnsmanden.

“Den er altid mit sidste stop!”.

Men også det får Henrik ødelagt. For da Henrik og Hjemmeværnsmanden kommer hen til området hvor BRDM 2 står, ringer Henriks telefon. Henrik taler højt i telefonen. Henrik taler længe i telefonen. Hjemmeværnsmanden venter utålmodigt på at Henrik bliver færdig. Der er meget at fortælle om det prægtige russiske køretøj. Til sidst bliver det nok for Hjemmeværnsmanden, som råber at Henrik skal “slukke for den skide telefon!!”.

Henrik lægger telefonen fra sig og Hjemmeværnsmanden begynder at fortælle om BRDM 2.

“Men Henrik går bare hen til maskinen, sparker til et dæk og griner. Og så siger Henrik sgu at det ligner en legetøjsbil!” råber Hjemmeværnsmanden ud i kupéen.

Og lige der bliver det nok for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden fortsætter sin fortælling og beskriver hvordan udflugten ender lige efter denne bemærkning. Henrik bliver trukket ned til Hjemmeværnsmandens bil. Hjemmeværnsmanden kører til Slagelse Station og sætter Henrik af uden et farvel.

Det er svært ikke at hade Henrik.

Valby – Smertens barn

adminjuli 2, 2017 0 Comments

Når man er en rigtig DSB 1’ pendler er der mange regler, som er “goes without saying”. To af de vigtigeste regelsæt i en IC-3 pendlers liv:

1.
Rejser med påstigning i Høje Taastrup og retning mod København H skal foregå i S-tog. Det kan ikke være rigtigt at vi skal belastes af rejsende med små og mindre seriøse rejser. Og for os rigtige pendlere er Høje Taastrup jo i virkeligheden en del af København

2.
Vi ser ned på rejsende, som kører S-tog. Al sund fornuft er sat ud af spil i et S-tog. Ingen faste pladser, ingen hensyn, alle mod alle og vigtigst af alt….. ingen mulighed for at køre på 1’. Det er også som om at den personlige hygiejne halter hos de rejsende i S-togene. De få gange jeg kører i S-tog oplever jeg altid at rigtig mange rejsende lugter.
Dette bringer os til sagens kerne.

Valby Station.

En station, som Statsbanerne har valgt at intercitytoget skal stoppe på. På denne måde kan S-tog pendlere snyde tiden og komme fra Valby til Høje Taastrup (eller omvendt (eller til Københavns Hovedbanegård)) noget hurtigere end i S-tog. S-togs pendlerne er et stort irritationsmoment i IC-3 da disse ikke kender reglerne og nægter at indordne sig.

Hjemmeværnsmanden hader Valby Station.
Hjemmeværnsmanden tager Valby Station personligt.
Som var Valby Station skabt kun for at genere Hjemmeværnsmanden.

Det er tirsdag morgen. Mit arbejde er flyttet, så jeg kører nu fast til Københavns Hovedbanegård. Jeg sidder i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Idag skal jeg helt Østerport Station – Hjemmeværnsmandens endestation. Det er i den tidlige sommer og Hjemmeværnsmanden er munter. Hjemmeværnsmanden skal snart ud at rejse. Hjemmeværnsmanden skal til Kroatien. Hjemmeværnsmanden glæder sig allermest til at rejse rundt og se steder hvor vigtige slag blev udkæmpet under krigene i Eksjugoslavien. Hjemmeværnsmanden fortæller lystigt om bombetyper i den periode.

“Hvis den først sprænger i nærheden af dig, vil lillemor ikke kunne identificere dig på hospitalet!” griner Hjemmeværnsmanden.

Vi kører ind på Høje Taastrup Station. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret ud på de mange passagerer, som skal med vores IC-3 tog ind mod København.
“For satan!” Hjemmeværnsmandens muntre humør er væk. På en anden perron holder det røde S-tog. Hjemmeværnsmanden peger først ned på menneskemængden og så over på S-toget.

“En ansvarlig ledelse ville gøre noget ved dette!”.

Jeg ved udemærket godt hvad Hjemmeværnsmanden snakker om. “De mennesker må tage et S-tog! En rejse fra København til København skal ikke foregå i et IC tog!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet og kigger mig i øjnene. “Men det har utallige klager ikke lavet om på! Dette tog burde ikke stoppe mellem Roskilde og København! Vi har jo heller ikke to stop i Ringsted!!”. Hjemmeværnsmanden råber den sidste sætning og slår i bordet igen.

De første S-togs pendlere skal igennem vores kupé. 2 unge piger, som tydeligvis ikke er vandt til at køre i IC-3, er de første. Da pigerne skal ind i kupéen leder de efter en knap, som kan åbne døren. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret på de 2 piger. Pigerne leder videre og til sidst kan Hjemmeværnsmanden ikke holde ud at se på det. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet. Med en rutineret og flad hånd i 100% vater lige under dørsensoren får Hjemmeværnsmanden åbnet døren for pigerne.

“SÅ TÆNK JER DOG OM!” råber Hjemmeværnsmanden ind i hovedet på de to piger.

Hjemmeværnsmanden sætter sig igen. Nu kommer 2 yngre mænd ind og sætter sig.

“Lad os tage DSB 1’ – der plejer ikke at bliver tjekket billetter efter Høje Taastrup. Kaffe?”.

Hjemmeværnsmandenrejser sig og går over til de 2 yngre mænd. “Har i DSB 1’ billet?” spørger Hjemmeværnsmanden først roligt. De 2 yngre mænd ignorerer først Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden spørger igen. De 2 yngre mænd ignorerer igen Hjemmeværnsmanden. Og så får Hjemmeværnsmanden nok. Hjemmeværnsmanden slår i bordet.   “Nu skal i høre her. Nu forlader i DSB 1’ og finder en anden plads. Og i eftermiddag når i skal hjem fra jeres job i vuggestuen eller børnehaven, så tager i et S-tog. Og det gentager i så længe i rejser i Hovedstadsområdet. IC-3 toget er til langdistancerejser! Er det forstået?“.

De 2 yngre mænd bliver forskrækket, tager deres kaffe og begynder at gå ud af kupéen. “KAFFEN!” råber Hjemmeværnsmanden. De 2 yngre mænd sukker og stiller kaffen fra sig. Så forlader de kupéen. Hjemmeværnsmanden sætter sig igen.

“Sådan skal det gøres”.

Det bliver Valby. På perronen står der en del mennesker og rigtig mange mennesker i toget skal ud. En stemme i højtaleren fortæller at vi får et 5 minutters ophold på Valby Station. Hjemmeværnsmanden trækker vejret dybt og begynder så at tale med en rolig og meget bestemt stemme.   “Valby. Altid Valby. Er det ikke det ene, så er det andet. Togbusserne i 2008, personpåkørslen i 2006, toget der gik i stykker i 2011, japanerne sidste sommer……”.

Hjemmeværnsmanden holder en pause.   “Jeg vil kæmpe til det sidste for at få nedlagt IC stoppet på Valby Station! Til det sidste!”.

Hjemmeværnsmanden holder endnu en pause.   “Og så er der Henrik, men hun bliver vel klogere end dag…”.

“Henrik?” spørger jeg.

Hjemmeværnsmanden peger op på en lejlighedblok ved siden af Valby Station. “Deroppe ligger Henriks lejlighed. Henrik er min datters mand. Om jeg begriber hvad hun ser i ham!”.

Hjemmeværnsmanden kan ikke lide Henrik. Hjemmeværnsmanden ligner en da har spist en citron når Hjemmeværnsmanden siger navnet Henrik.   Det skal vises sig at Hjemmeværnsmanden er mere end utilfreds med Henrik, men mere om det senere.

En stemme i højtaleren fortæller at vi får yderligere 5 minutters ophold på Valby Station.

Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. “VALBY!”.

Hjemmeværnsmanden og hadet til Fyn

adminjuni 9, 2016 0 Comments

I noget tid har Bane Danmark foretaget sporarbejde på Fyn. Det lader ikke til at det er gået som Bane Danmark kunne have ønsket. Sporarbejdet blev forlænget i ca. 2 uger, der blev indsat togbusser og togtrafikken i resten af landet var påvirket og til stor gene for os pendlere.

Det er tirsdag morgen og jeg sidder i vogn 21 i et tog, som har holdt stille på Korsør Station i ca. 40 minutter. Stemmen i højtaleren siger at vi afventer en række togbusser fra Nyborg, fyldt med passagerer som skal mod København.

Vi ankommer til Sorø Station – meget forsinket. Jeg ser Hjemmeværnsmanden nede på perronen. Hjemmeværnsmanden løber mod dørene i Vogn 21 og får næsten skubbet en ældre mand omkuld på sin vej. Helt inde i DSB 1′ kupéen kan man høre Hjemmeværnsmandens stemme ude fra mellemgangen. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke tilfreds med de mange forsinkelser og skælder en kontrollør ud. Det plejer Hjemmeværnsmanden jo at gøre, men det skal vise sig at der stikker mere bag Hjemmeværnsmandens ophidselse end hvad jeg først regner med. Det er nemlig ikke kun forsinkelserne, der gør Hjemmeværnsmanden så forfærdelig vred.

Hjemmeværnsmanden sætter sig lige over for mig. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet og sidder uroligt. Jeg fornemmer at Hjemmeværnsmanden gerne vil fortælle mig noget, men Hjemmeværnsmanden respekterer naturligvis pendlerens privatliv og venter på mit anerkendende blik. Jeg nikker. Hjemmeværnsmanden trækker vejret dybt og åbner så munden. “Fyn…” siger Hjemmeværnsmanden og ser vred ud. “FYN!” råber Hjemmeværnsmanden så og slår i bordet. Jeg spørger forsigtigt hvad det er med Fyn og så starter hvad der skal blive de mest intense minutter med Hjemmeværnsmanden nogensinde.

“Jeg bryder mig ikke om Fyn. Det startede med øvelsen i 1982. Så ferien i 1984. Og nu forsinkelserne!”

Hjemmeværnsmanden byder mig på kaffe. Når Hjemmeværnsmanden byder på kaffe, betyder det som regel at Hjemmeværnsmanden har noget fortælle. Noget som ikke kan klares på få sætninger. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som henter kaffen. Hjemmeværnsmanden begynder.

“Landsøvelsen 1982. Da Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland blev pålagt at gennemføre Landsøvelsen i Hjemmeværnsdistrikt Fyn!“.

Jeg ved at Hjemmeværnsmaden er tilknyttet Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland. Jeg har flere gang hørt Hjemmeværnsmaden tale passioneret om lige netop det distrikt. Jeg har også set Hjemmeværnsmanden bære en hvid t-shirt med det distrikt trykt på. Hjemmeværnsmanden holder en lille pause. “Hjemmeværnsdistrikt Fyn!” gentager Hjemmeværnsmanden og ryster op hovedet.

Herefter følger en lang og meget detaljeret forklaring om Hjemmeværnsdistrikt Fyn, som Hjemmeværnsmanden ikke har meget tilovers for. Hjemmeværnsmanden fortæller om sjusket påklædning, manglende øvelsesdisciplin og de helt utrolig mange pauser, som Hjemmeværnsdistrikt Fyn holdte under Landsøvelsen i 1982. Men værst af alt, at Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland tabte Frøbjerg Bavnehøj grundet en fejl fra Hjemmeværnsdistrikt Fyns side. “Man gav simpelthen så sjuskede udmeldinger at det kostede os Frøbjerg Bavnehøj! Det var IKKE vores skyld! Man tog ikke øvelsen seriøst. Hvad hvis det havde været alvor? Hvad hvis Danmark havde været under angreb? Hvis Hjemmeværnsdistrikt Fyn havde ansvaret, så havde Danmark tabt! Tabt!“.

“Og alt dette sjusk skulle Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland trækkes med ned i. Og så foran Hendes Majestæt“.

“Dronningen?” spørger jeg.

Hjemmeværnsmanden lyser op og ser stolt ud. “Hendes Majestæt besøger altid Landsøvelsen. Det er en tradition. En stolt tradition. I hvert fald før og efter 1982.”

Jeg får helt ondt af Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden brænder for Hjemmeværnet. Det er Hjemmeværnsmandens liv. Det må være forfærdeligt at opleve ens passion bliver trampet på af en flok skødesløse fynboer.

“Hjemmeværnsdistrikt Fyn, lad os bede til at det aldrig bliver dem, der skal redde vores nation!” Jeg nikker. Ud fra hvad Hjemmeværnsmanden har fortalt, så håber jeg faktisk heller ikke at Hjemmeværnsdistrikt Fyn skal redde os fra noget som helst.

Jeg fylder kaffe i vores kopper og Hjemmeværnsmanden kigger igen på mig. “Så var der jo ferien. Min kones og min ferie i 1984. Det var dengang vi havde en campingvogn. Nu rejser vi kun til udlandet” siger Hjemmeværnsmanden og peger på sin Tunesien t-shirt.

“Svanninge Søgård Camping ved Fåborg havde jo et godt ry dengang” Hjemmeværnsmanden folder en serviet sammen og tørrer sig om munden. “Fyns ældste campingplads!“.

Jeg tænker at det ikke kan være Fyns ældste campingplads, som har ødelagt ferien for Hjemmeværnsmanden, men her tager jeg fejl.

“Vi havde jo booket plads E4. Med udsigt over markerne og længst væk fra fællesområdet. Jeg havde ringet flere gang og tjekket at alt nu var i orden”. Hjemmeværnsmanden krøller servietten sammen og kaster den ned i bordet. “Men ved en fejl var E4 blevet givet til andre. Og da man ikke var indstillet på at rette fejlen fik vi en anden plads. H11. Ved siden af fællesområdet“. Jeg forstår godt at Hjemmeværnsmanden ikke er meget for at ligge tæt på fællesområdet på en campingplads. Der er jo et værre renderi ved sådan et fællesområde.

“Ikke nok med en evig støj og lugtende toiletter, så blev jeg igen mødt af en sjusket ledelse, som ikke var indstillet på at rette fejlen! En typisk fynsk ledelse!“.

Jeg begynder at forstå Hjemmeværnsmandens stærke had til Fyn. Hjemmeværnsmanden har været til grin foran dronningen og til grin på en campingplads. Hjemmeværnsmanden er ikke et menneske, som man gør grin med. Det er voldsomt, det her. Jeg prøver at bløde Hjemmeværnsmanden en smule op ved at spørge ind til om ferien så endte med at blive god.

“Nok er Svanninge Bakker flotte, men det er svært at nyde noget som helst når der grilles lammekød på fællesgrillen på alle tider af døgnet. Jeg tåler ikke lugten af grillet lammekød! Havde man givet os plads E4, var ferien blevet acceptabel og fællesgrillen havde stået langt væk. Men det gjorde man ikke og det ødelagde hele vores sommerferie i 1984. Vi har aldrig camperet siden!“. Hjemmeværnsmanden peger igen på sin Tunesien t-shirt og gentager: “Nu rejser vi kun til udlandet“.

Vi er faktisk ikke nået særlig langt på vores togrejse. Vi er lige kørt fra Ringsted Station. Hjemmeværnsmanden har været stille et stykke tid og jeg er gået i gang med at arbejde da en stemme lyder over højtalerne.

“Vi får et ophold på 20 minutter i Roskilde da vi skal overhales af et Lyntog, som kører direkte fra Odense Station til Københavns Hovedbanegård“.

Hjemmeværnsmanden stivner. “Fyn, altid Fyn!” råber Hjemmeværnsmanden. “Man skulle bo på Fyn! Så kunne man gøre som det passede en!“. Hjemmeværnsmanden kigger på mig for at sikre sig at jeg har fanget at det var ironisk og sarkastisk. Jeg nikker. Jeg forstår. Selvfølgelig vil Hjemmeværnsmanden ikke bo på Fyn. Sjuskede Fyn.

PS: For at få styr på hvor Hjemmeværnsmanden fik en plads på Svanninge Søgård Camping (Nu Faaborg Camping) har jeg fået fat i dette foto. Det viser tydeligt hvor dårligt placeret H11 er på pladsen og hvor fantastisk E4 ligger. (Klik på foto for at se det i en stor version)
Tak for til Faaborg Camping for hjælpen.

Hjemmeværnsmanden, Politikeren og Den røde sodavand

adminnovember 15, 2015 0 Comments

Det er vintertid og det er allerede mørkt når jeg rejser hjemad på den daglige tur. Det er i sig selv ret deprimerende, men jeg elsker nu at sidde i et tog, mens mørket sænker sig udenfor. Så hygger jeg mig rigtig. Jeg drikker kaffe, tænker vigtige tanker, har intense visioner og hviler i mig selv. Så føles hver togtur som juleaften.

Men der er også pendlere, der hader mørket og kulden. Hjemmeværnsmanden er af dem. Hjemmeværnsmanden trives bedst i korte ærmer og helst i sportssandler. Hjemmeværnsmanden er et sommermenneske. Når efteråret kommer snigende holder Hjemmeværnsmanden den kørende i sportssandaler og shorts så længe som overhovedet muligt. Men i oktober må Hjemmeværnsmanden som regel give sig og tage et par hvide tennissokker under de brune sportssandaler og par lange beigefarvede bukser.

Der er forresten en pendler, som jeg ikke har fortalt om. Det er en velkendt politiker på den danske venstrefløj. Politikeren er som regel en glad mand. Men en gang imellem modtager Politikeren et telefonopkald, som kan gøre Politikeren ophidset . Andre gange kan Politikeren sidde og læse i nogle papirer og pludselig blive meget vred over indholdet. Politikeren brænder for sit politiske arbejde, det er der ingen tvivl om. Men overordnet virker Politikeren som et rart menneske.

Jeg er ret sikker på at Hjemmeværnsmanden ikke bryder sig om Politikeren. Jeg tror nemlig at Hjemmeværnsmanden stemmer på den anden fløj. Desuden kender jeg Politikerens holdning til hæren, og jeg kan ikke tro andet end at Politikerens kritiske holdning til krig og hær må provokere Hjemmeværnsmanden.

Det er tirsdag, det er råkoldt, det er mørkt og toget hjem er ved at ramme de 45 minutters forsinkelse. Tog ruller langt om længe ind til perronen på Høje Taastrup station og jeg stiger ind i vogn 21 hvor Hjemmeværnsmanden sidder og skummer af vrede. Jeg kigger ned på Hjemmeværnsmandens fødder og kan se at Hjemmeværnsmanden har 2 sæt tennissokker under sportssandalerne for at modstå den råkolde efterårsdag. I dag har Hjemmeværnsmanden en sweater på. Det er første gange at jeg har set Hjemmeværnsmanden iført en sweater. En sweater med det flotte hjemmeværnslogo på. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret på sit ur.

Politikeren sidder også i Vogn 21. Politikeren skriver løs på sin computer. Politikeren kommer med små tilfredse lyde og foran Politikeren står hvad der ligner en rød sodavand. Jeg tænker at Politikeren har haft sin egen sodavand med i toget. Jeg finder min plads og sætter mig. Da jeg har tager computer frem, skal jeg have kaffe og hér ser jeg det. I kaffeserveringen – ved siden af det almindelige kildevand – står de. De røde sodavand. Jeg kigger op på Hjemmeværnsmanden, som ryster på hovedet.

“Ja, hvad bliver det næste” sukker Hjemmeværnsmanden. “Vingummibamser og røde pølser!?“.

Hjemmeværnsmanden fnyser. Politikeren kigger op. “Det ville nu være rart med en smoothie her i toget. Man får en hel anden energi end al den kaffe“. Politikeren smiler til Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på Politikeren og tager en tår af kaffen. Politikeren fortsætter. “Jeg synes nu er at det er fint med bredere udvalg her i toget og en rød sodavand har aldrig skadet nogen, det er jo næsten nostalgisk”. Politikeren smiler igen til Hjemmeværnsmanden og nu er det tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke gider hører mere på Politikeren.

“Inde på Borgen kan i te jer som det passer jer, men dette er en stillezone! Her er man STILLE!” Hjemmeværnsmanden peger på Stilleskiltet og kigger vredt på Politikeren. Der bliver stille i nogle minutter. Så tager Politikeren den røde sodavand og åbner den. Hjemmeværnsmanden kigger på Politikeren, som hvis Politikeren havde smittet Hjemmeværnsmanden med en grim sygdom. Politikeren tager en stor slurk af den røde sodavand og udbryder et “Aaaaaah!“.

“STILLE!” skriger Hjemmeværnsmanden.

På hele turen har der været temmelig koldt da klimaanlægget ikke fungerer. Hjemmeværnsmanden fryser. Og da en kontrollør kommer ind i kupéen, overfalder Hjemmeværnsmanden vedkommende og forlanger en løsning på problemet med det defekte klimaanlæg. Kontrolløren beklager meget, men Hjemmeværnsmanden er nu rigtig tosset. “I Sølvpilen var der aldrig denne slags problemer!” råber Hjemmeværnsmanden. “Men i disse blikspande er der altid problemer og så skal jeg sidde her og blive syg? Er det hvad du vil have!?“. Jeg kigger over på Politikeren, som tilsyneladende morer sig over optrinet. Kontrolløren forsvinder ud af kupéen og roen falder på igen. Men kun kortvarigt. For så henvender Politikeren sig til Hjemmeværnsmanden og peger på Hjemmeværnsmandens sweater med det flotte hjemmeværnslogo på.

“Hvad gør i så når i er på øvelse i det barske danske klima?” Politikeren griner. “Vi må da ikke håbe at Danmarks sidste bastion ikke falder grundet den barske kulde!“. Politikeren griner nu højlydt. Og nu bliver det hele for meget for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden rejser sig og går helt hen til Politikeren. Nu peger Hjemmeværnsmanden på Politikeren. “Mens i sidder på jeres flade og laver intet som helst, er vi nogle der beskytter vores land!“. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet. “Og lige meget hvor mange penge i stjæler fra os, vil den danske hær stå stolt!”. Hjemmeværnsmanden sænker pegefingeren og går tilbage til sin plads.

“PLADDERHUMANISTER!” råber Hjemmeværnsmanden og slår i bordet. Hjemmeværnsmanden nikker til mig og jeg nikker igen. Hjemmeværnsmanden slår en ekstra gang i bordet og nikker igen til mig. Jeg overvejer om jeg selv skal slå i bordet men retter mig i stedet op og nikker mere intenst til Hjemmeværnsmanden. Så slår Hjemmeværnsmanden i bordet en sidste gang. Og så kan jeg ikke lade være. Jeg slår i bordet og Hjemmeværnsmanden lyser op. Det føles godt. Så kan Politikeren lære det!

Da kaffen blev udskiftet – Part 2

adminaugust 1, 2015 0 Comments

Kære læser, det er en god idé at genopfriske Den nye kontrollør episode inden, du læser dette indlæg.

Først prøvede Statsbanerne at skifte den tunge og drøje kandekaffe ud med instantkaffe. Instantkaffen blev, men den tunge og drøje kandekaffe kom tilbage. Læs evt. dette indlæg for at få genopfrisket denne episode.

Så fjernede Statsbanerne snackkurven. Læs evt. dette indlæg for at genopfriske den episode.

Nu har DSB fjernet den tunge og drøje kandekaffe igen og erstattet denne med instantkaffe fra firmaet Starbucks. Den fine røde termokande pryder ikke længere kaffeserveringen.

Vi spoler tiden tilbage til den mandag for ikke så lang tid siden, hvor Statsbanerne udførte denne voldsomme handling UDEN at informere på forhånd. Flere vil nok huske at Statsbanerne forberedte os pendlere på skiftet til Instantkaffe i sin tid. Så klagede Hjemmeværnsmanden og retfærdigheden sejrede.

Der er en mærkelig stemning da jeg træder ind i Stillezonen på DSB 1′ i Vogn 21 på vejen hjem denne mandag morgen. Vogn 11 er låst af, så jeg er løbet op til Vogn 21. I stillezonen sidder Hjemmeværnsmanden, Den blege bankmand og Æggemanden.

Der er noget anderledes ved Den blege bankmand i dag. Den blege bankmand plejer at bære en lyseblå eller helt hvid skjorte. Men ikke i dag. Den blege bankmand har en lyserød skjorte på. Da Den blege bankmand ser at jeg stirrer på den lyserøde skjorte, bøjer Den blege bankmand hovedet i skam.

Jeg tror godt jeg ved hvad der er sket. Hjemme hos Den blege bankmand, har Den blege bankmands kone tænkt at det er på tide med noget nyt. Den blege bankmands kone har set nyheder på TV. Hun har set de unge nye bankmænd. I friske nye farver. Hun har set unge bankfolk med en gnist. Den gnist, som Den blege bankmand engang besad. Inden de flyttede i ud i det store hus i Roskilde. Dengang de havde den lille lejlighed i Hedehusene. Dengang var der gnist i Den blege bankmand. Ofte bankede det på døren. Det var et bud med blomster. Den blege bankmand kom engang imellem hjem i frokostpausen, drevet af kærlighed.

Men nu er det ikke det samme længere. Den blege bankmand elsker stadig penge, men gnisten mangler. Gnisten efter at nå til tops. Den blege bankmand har sikkert haft den samme stilling i mange år, og selvom det er en høj stilling, føler Den blege bankmands kone at Den blege bankmand burde stræbe efter noget højere. Og nu har de unge flotte og stræbende bankmænd fra TV altså fået Den blege bankmands kone til at tænke at nu skal Den blege bankmand altså piftes op. Med en lyserød skjorte.

Om morgenen har Den blege bankmands kone hængt den lyserøde skjorte op på badeværelset sammen med alt det andet tøj, som Den blege bankmand skal tage på den dag. Den blege bankmand har sikkert ikke orket skænderiet og de mange ord om situationen i det lille hjem. Så med sammenbidte læber og negle presset hårdt mod håndfladerne har Den blege bankmand kravlet i den lyserøde skjorte og nu sidder Den blege bankmand til spot og spe i Vogn 21. Jeg tør slet ikke tænke på dagen i banken. Især under frokosten i kantinen har det sikkert været hårdt for Den blege bankmand.

Tilbage til Vogn 21. Ikke kun Den blege bankmand ser anderledes ud denne morgen. Æggemanden sidder med et stort hvidt papkrus. Der står Starbucks på kaffekruset. Jeg tænker først at Æggemanden har været forbi en Starbucks og købe en god kop kaffe. Men Æggemanden ser ikke helt glad ud. Æggemanden ser aldrig helt glad ud, men her til morgen ser Æggemanden mindre glad ud end normalt.

Mit hoved drejer sig mod Hjemmeværnsmanden, men inden det rammer Hjemmeværnsmanden, ser jeg noget på gulvet. Et Starbucks krus revet i mange stykker på gulvet. Jeg tæller ikke stykker, men konstaterer at dette krus er revet i stykker med vilje og af et vredt menneske.

Mit blik glider nu over på Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet. Eller måske nærmere lilla. Hjemmeværnsmanden har ikke kaffe foran sig, hvilket er usædvanligt. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet da han ser mig. Jeg går til kaffeserveringen for at skænke kaffe. Ingen kaffe, kun kogende vand i den klassiske hvide kande, som ingen pendler nogensinde kunne drømme om at røre. Jeg sætter mig og Hjemmeværnsmanden kigger på mig.

“Det var så den kaffe” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg spørger forsigtigt ind til hvad der er sket og Hjemmeværnsmanden fortæller mig at Den nye kontrollør har været forbi og fortælle at det er slut med den tunge og drøje kandekaffe og at Starbucks kaffen nu er hvad vi pendlere skal drikke. Hjemmeværnsmanden fortæller ligeledes at han ikke kan lide Den nye kontrollørs attitude. “Den unge lømmel!!” råber Hjemmeværnsmanden. Jeg sætter mig uden at tage kaffe og kigger ned på det iturevne krus.

“Hvad er der sket?” spørger jeg. Jeg frygter lidt at Hjemmeværnsmanden har været oppe at slås med Den nye kontrollør. Dette er heldigvis ikke tilfældet. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på mig. “Nogle gange er det nødvendigt at statuere et eksempel. At sige fra. At vise sin utilfredshed!“. Jeg kigger igen ned på det iturevne krus. Det er alligevel revet i ret mange stykker. Jeg ville gerne have set Hjemmeværnsmanden flå kruset i stykker. I vrede.

Den blege bankmand bryder ind. “Det er nemlig rigtigt. De kan ikke blive ved med at lave tingene om“. Hjemmeværnsmanden kigger på Den blege bankmands lyserøde skjorte og Den blege bankmand bøjer igen hovedet i skam.

Døren går op og ind træder Den nye kontrollør. Inden Den nye kontrollør når at se mit kort, flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet. “HVOR ER KAFFEN!?” råber Hjemmeværnsmanden. Den nye kontrollør ignorerer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden stiller sig nu ind mellem mig og Den nye kontrollør og skriger nu. “SE SÅ AT SERVERE DEN SKIDE KAFFE!!“. Den nye kontrollør kigger Hjemmeværnsmanden dybt i øjnene.

“Hør nu her. Jeg har allerede fortalt dig hvordan kaffen fremover vil blive serveret. Fremover er det Starbucks Instantkaffe. Det er ikke noget jeg har besluttet, men jeg synes du skulle tage at prøve den. Den smager godt. Du kunne måske lære noget nyt i dag” siger Den nye kontrollør og smiler til Hjemmeværnsmanden. “Og så skal du lige samle dit rod op” siger Den nye kontrollør og peger ned på det iturevne krus.

“Du skal ikke belære mig om kaffe , jeg drak kaffe da du stadig gik med ble. Nu skal jeg…..” Hjemmeværnsmanden bliver afbrudt af Den nye kontrollør. “Hvis du ikke har andet vigtigt, som ikke er relateret kaffe, vil jeg passe mit arbejde“. Den nye kontrollør forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden står som en statue. Helt stille. Stadig med løftet pegefinger. Der går nogle sekunder. Hjemmeværnsmanden tramper hidsigt i det iturevne krus. Hjemmeværnsmanden sætter sig.

“Jeg betaler denne mands løn!” råber Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand bryder ind med en hurtig udregning, som påviser at Hjemmeværnsmanden kun betaler en brøkdel af Den nye kontrollørs løn. Hjemmeværnsmanden svarer ikke. Hjemmeværnsmanden kigger blot på den lyserøde skjorte og Den blege bankmand bøjer igen hovedet i skam.

Og så sker det, der plejer at ske. Hjemmeværnsmanden finder sin computer frem. Der skal klages. Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden på nettet og Hjemmeværnsmanden begynder at taste løs. Den nye kontrollør træder igen ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden knipser. Den nye kontrollør kigger på Hjemmeværnsmanden. “Så er vi nået til at jeg skal bruge dit fulde navn, unge mand. Jeg er nemlig ved at skrive en klage“. Den nye kontrollør smiler til Hjemmeværnsmanden og oplyser sit navn. “Held og lykke med klagen” slutter Den nye kontrollør af med at sige.

“Det er sidste gang vi får denne mand at se, mine herre” slutter Hjemmeværnsmanden af. “Og vores kaffe er snart tilbage!“.

Hjemmeværnsmanden og smørhåret

adminjuli 7, 2015 0 Comments

Vi bliver ved Roskilde Festivallen. Og vi bliver ved en mandag – dagen efter festivallen, hvor alle festivalgæster skal hjem.

Jeg står på Vogn 21 på Hovedbanegården og bevæger mig ned mod stillezonen. Jeg ser at Hjemmeværnsmanden allerede sidder på sin vanlige plads. Hjemmeværnsmanden bander og svovler mens Hjemmeværnsmanden bladrer nogle papirer igennem. Jeg kan se at papirerne har Hjemmeværnslogoet på, så jeg tænker at det er nogle vigtige papirer. Hjemmeværnsmanden slår i bordet. Engangspendleren overfor Hjemmeværnsmanden hopper i sædet. Jeg ved ikke hvad der står i papirerne, men det er tydeligvis noget, som har bragt Hjemmeværnsmandens sind i kog.

Hjemmeværnsmanden pakker papirerne væk og kigger ud af vinduet. Men Hjemmeværnsmanden kan ikke finde ro og vender og drejer sig i sædet. Efter et par minutter flår Hjemmeværnsmanden den store gamle bærbare computer op af tasken. Der er altid et vis underholdningsmoment at observere Hjemmeværnsmanden og computeren. Computeren er MEGET lang tid om at starte op. Og Hjemmeværnsmanden er MEGET utålmodig. Hjemmeværnsmanden slår til computeren og vrisser “KOM NU!“. Hjemmeværnsmandens computer er endelig startet op og nu skal Hjemmeværnsmanden bruge internettet. Hjemmeværnsmanden sender mig det sørgmodige “Vil du ikke hjælpe mig med at komme på nettet?” blik, som jeg naturligvis fanger og hjælper Hjemmeværnsmanden. Engangspendleren går på toilettet og jeg er alene med Hjemmeværnsmanden i stillezonen. Nu kan Hjemmeværnsmanden ikke længere holde på det.

“De har rykket den årlige øvelse. Til midt i min ferie, så jeg ikke kan deltage! Jeg sidder jo på Cypern!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet. “For SATAN!” Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden ikke har noget at skulle have sagt.

“Nedstemt. Demokrati”. Hjemmeværnsmanden siger ordet “Demokrati” med en hånlig stemme. Engangspendleren kommer tilbage og vi afbryder samtalen. Demokratiet har sejret over Hjemmeværnsmanden. Der er ikke noget at sige til at Hjemmeværnsmanden er ekstra ond i sulet i dag. Engangspendleren fumler med Børsen og taber et tillæg på gulvet. “STILLE!!!” skriger Hjemmeværnsmanden.

Toget begynder at køre og inden Høje Taastrup meddeles det at man må påregne mange rejsende på Roskilde Station grundet Roskilde Festivallens afslutning. Hjemmeværnsmanden tager sig til hovedet. Jeg har lidt ondt af Hjemmeværnsmanden. Først den dårlige nyhed om den årlige øvelse og nu også festivalgæster. Hjemmeværnsmanden slår i bordet igen.

Da vi kører ind til Roskilde Station kan man ikke se andet end festivalgæster. Beskidte festivalgæster. Hjemmeværnsmanden kigger med foragt på de mange mennesker. Og så begynder indstigning i toget. Mange festivalgæster går igennem den lille Stillezone i Vogn 21. Stort set alle snakker og for hver festivalgæst som snakker flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet og hyler “STILLE! STILLE FOR HELVEDE!!!“.

Toget er fyldt og der står nu også 4 festivalgæster i stillezonen hvor vi sidder. Der er så mange mennesker, at de de 4 festivalgæster, som står i vores Stillezone, simpelthen ikke kan være andre steder. Det er 4 unge teenagere. Jeg vil skyde dem til at være en 17-18 år. Alle har de heavyrock t-shirts på, 3 af dem har langt hår, og den sidste kort hår. Alle ser de temmelig berusede ud. Hjemmeværnsmanden henvender sig til de 4 unge heavyrockere. Og med en løftet pegefinger siger Hjemmeværnsmanden.

“I er på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt. Jeg vil gøre jer opmærksom på at dette er en stillezone. EN STIL-LE-ZO-NE!” Hjemmeværnsmanden kigger de 4 unge dybt i øjnene og sætter sig ned igen. Den unge Heavyrocker med det korte hår fniser og tager en tår af en dåseøl, og Hjemmeværnsmanden løfter straks pegefingeren og peger på ham.

Toget har kørt et par minutter og en mærkelig lugt begynder at sprede sig i den lille stillezonekupé. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden også har fanget den. Det er en sammensat lugt. Der er lidt sved i den. Der er urin i den. Der er øl i den. Men der er også en 4. ting. Det er svært at gennemskue. Det er en kvalmende og tung lugt. Og sammen med Hjemmeværnsmanden aftershave er det næsten ikke til at bære. Heavyrockerne kan se at vi snuser og væmmes. De smiler til hinanden og prøver at holde latteren inde. Hjemmeværnsmanden er presset og frustreret. “Hvad saaaatan, er det der lugter sådan….” siger Hjemmeværnsmanden.

Heavyrockerne knækker helt sammen af grin og den korthårede udbryder “VI HAR SMØR I HÅRET!!“. Jeg kigger på deres hår, og ganske rigtigt. Det er fedtet ind i smør. Flere steder sidder der deciderede smørrester. Heavyrockerne er helt smadret af grin og en af de andre råber igen “VI HAR SMØR I HÅRET!“.

Og så går det ned for Hjemmeværnsmanden. Nedsmeltning. Øvelse, festival og nu 4 heavyrockere med smør i håret. “FØJ FOR SATAN!!!” skriger Hjemmeværnsmanden. “KAN I KOMME UD! OG DET ER NU!!“. De 4 heavyrockere er nu helt smadret af grin. Jeg rejser mig og åbner til den lille mellemgang mellem 2 vogne. Jeg ser at der er en lille cirkel hvor ingen mennesker sidder. Jeg knipser til Hjemmeværnsmanden, og peger mod den lille cirkel. Og så sker der noget, som jeg stadig tænker på hver dag. Hjemmeværnsmanden åbner lædermavetasken og finder et par handsker frem. Hvad bruger Hjemmeværnsmanden dog disse handsker til? Jeg ved ikke helt hvilken type handske det er, de er hvide og har nogle gummiknopper på håndflade siden. Hjemmeværnsmanden tager handskerne på og griber fat i 2 af heavyrockerne.

“Nu skal jeg hjælpe jer ud” siger Hjemmeværnsmanden med en skarp stemme. Og med et fast greb trækker Hjemmeværnsmanden de 2 første heavyrockere ud af kupéen og hen til den lille ledige cirkel. Derefter får de 2 sidste samme tur. Døren ud til mellemgangen lukker i og vi sætter os. Hjemmeværnsmanden finder 2 vådservietter i kaffeserveringen og tørrer handskerne af, inden de ryger tilbage i mavetasken. Engangspendleren ser chokeret til. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden.

Der er ingen tvivl om at ovenpå nederlaget med øvelsen, har Hjemmeværnsmanden haft brug for en sejr. Og den fik Hjemmeværnsmanden. Jeg skænker en kop kaffe til Hjemmeværnsmanden og sætter mig tilbage. Hjemmeværnsmanden nikker.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på den slags” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg er enig. Hvad ligner det egentlig at komme smør i håret blot for at chikanere os pendlere.

Mennesket, Hjemmeværnsmanden, Trommemanden og Roskilde Festivallen

adminjuli 2, 2015 0 Comments

Jeg flyttede fra København til Korsør for 8 år siden. Der skulle ske noget nyt. Jeg havde på daværende tidspunkt job på Vesterbro i København og dermed startede mit liv som pendler. Det første halve år kørte jeg ikke på DSB 1′. 3 ting ændrede dog dette.

3 møder med en flok spejdere om morgenen. Spejdere som havde været på weekendtur – uden bad. Lugtende af bål og tis. Og til tider prut. Sur, sur børneprut.
Manglende plads i toget
Roskilde Festival og hvad der her følger med.

Misforstå mig ikke. Jeg har været et aktivt festivalmenneske og holder meget af Roskilde, men som pendler er dagene op til, under og efter Roskilde Festival bare ikke særlig sjove. Endeløse horder af mennesker. Så efter den første oplevelse med Roskilde Festival, som pendler, traf jeg beslutningen. Jeg opgraderede til DSB ‘1.

Ligeså meget som det er ulideligt at pendle under Roskilde Festivallen, så er der også en masse glade pendlerminder forbundet med Roskilde Festivallen. Fordi…

Hjemmeværnsmanden HADER Roskilde Festivallen.
Mennesket HADER Roskilde Festivallen.
Det grå grydehår HADER Roskilde Festivallen.
Den blege bankmand HADER Roskilde Festivallen.
Sixpence Nazisten HADER Roskilde Festivallen.

Og dette har ført til mange guldkorn, som jeg vil poste her mens festivallen står på.

Onsdag d. 1. juli. Jeg skal hjem fra arbejde og venter på mit tog på Høje Taastrup. På stationen er der en hel del festivalgæster, som skal til Roskilde Station. Jeg lægger især mærke til en ung festivalgæst som bærer en trommer i en rem bag om nakken. En lilletromme. Og i et bælte har den unge mand helt ubegribelig mange trommestikker hængende. Der er ingen tvivl om at den unge mand har fået en hel del at drikke. Der trommes på trommen og råbes. Jeg priser mig lykkelig for at disse unge mennesker kun skal med et stop.

Da toget kommer til perronen er det allerede helt proppet. Jeg får presset mig ned til DSB 1’ Stillezonen i Vogn 21, hvor Hjemmeværnsmanden sidder alene. Hjemmeværnsmanden ser meget frustreret ud. Ja, måske mere vred en frustreret. Jeg sætter mig og vi nikker til hinanden. Jeg kan fornemme at Hjemmeværnsmanden gerne vil sige noget, men venter på at jeg godkender samtalen i stillezonen. Jeg laver en bevægelse med hånden og nikker. Den fanger Hjemmeværnsmanden og begynder at tale.

“Dette cirkus har stået på i alle de år, jeg har pendlet. Man burde finde en løsning, så os normale mennesker ikke skulle stå model til dette…”.

Toget bremser hårdt op lige ved Trekroner station. Der meldes i højtalerne at vi får et mindre ophold. Og så hører jeg det. Det lyder som en form for optog der nærmer sig. Og ganske rigtigt, da jeg kigger ud mod mellemgangen ser jeg Trommemanden + optog. De synger og Trommemanden spiller på tromme. Fra den modsatte side går døren op og ind træder Mennesket. Mennesket ser helt vild ud. Det er 25 grader, Mennesket er i fuld uniform og toget er pakket. Mennesket kan ikke skjule at det er en svær dag. “Forbandede festival!” snerrer Mennesket mens Mennesket billetterer.

Så hører Mennesket det også. Optoget ude i gangen. Mennesket kigger ud i mellemgangen og får nu øje på Trommemanden + optog. Mennesket bliver akut lilla i hovedet og løber ud mod optoget. Jeg kan ikke høre de præcise ord, som Mennesket bruger, men Mennesket råber og skælder ud. Der bliver stille i mellemgangen og Mennesket kommer tilbage.

“3 ud af 10 punkter i togets ordensreglement brudt”. Mennesket sveder så meget at svedpletterne under armene nu er trængt helt ud til blazeren. Mennesket finder ordensreglementet frem og peger på de 3 punkter, som Trommemanden + optog har brudt. “Havde jeg haft muligheden, havde jeg smidt HELE banden af toget!“. Ved den tanke går Mennesket i stå og smiler. Vi holder stadig ved Trekroner station og jeg spørger Mennesket hvor længe vi skal vente. Mennesket svarer at Mennesket vil undersøge sagen og vende tilbage. Mennesket forsvinder ud af Stillezonen.

Og så sker det. Vi hører larm igen. Døren til DSB 1′ går op og Trommemanden + optog marcherer gennem DSB 1′ til lyden af den forbandede lilletromme. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og begynder at råbe. Men de 8-10 syngende mennesker overdøver Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager fat i en af festivalgæsterne for at råbe vedkommende op. Dette resulterer i at festivalgæsten tager fat om Hjemmeværnsmanden og begynder at danse. Hjemmeværnsmanden ved slet ikke hvad han skal gøre. Jeg tager mig selv i at råbe: “SÅ GIV DOG SLIP PÅ MANDEN!” i håb om at festivalgæsten slipper Hjemmeværnsmanden. Efter 20 meget lange sekunder giver festivalgæsten slip og optoget fortsætter gennem toget.

Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmandens ferie t-shirt (i dag er det en Bornholm t-shirt med en krøllebølletrold på) er blevet en smule beskidt. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Vi er begge målløse. Hjemmeværnsmanden skal til at sige noget, da døren igen går op og Trommemanden + optog løber i gennem kupéen. Døren går i igen for kun 5 sekunder efter at gå op igen. Denne gang er det Mennesket. Mennesket løber i høj hastighed efter Trommemanden + optog. “STOP SÅ FOR FANDEN!!!” skriger Mennesket. Hjemmeværnsmanden sætter i løb efter Mennesket. Og ude i selvsamme mellemgang får Mennesket stoppet Trommemanden + optog. Et par stykker fra optoget når dog at låse sig ude på toilettet. Mennesket banker hårdt på døren og forlanger at døren bliver åbnet. Dette sker ikke, og så træffer Mennesket en hurtig beslutning. Mennesket sparker døren op og hiver de de 3 personer ud fra toilettet. Det er ikke første gang at jeg har set Mennesket ødelægge døren til toilettet.

Hjemmeværnsmanden har trængt den dansende festivalgæst op i et hjørne og taler med store ord. Hjemmeværnsmanden viser de sorte pletter omkring krøllebølletrolden på t-shirten. Hjemmeværnsmanden har løftet pegefingeren. Så ved man at det er alvor.

Hjemmeværnsmanden kommer tilfreds tilbage til stillezonen. Hjemmeværnsmanden ser tilfreds ud. “Det er sidste gang at han laver sådan et nummer herinde”. Jeg nikker. Toget er begyndt at køre igen, og jeg kigger ud i mellemgangen, hvor jeg ser at Mennesket har fundet bødeblokken frem. Der skrives bøder. Jeg vidste ikke at man kunne give bøder for dårlig opførsel, men mon ikke Mennesket er ligeglad. Sådan en opførsel må have konsekvenser og dem er Mennesket manden for at føre ud i livet.

Endelig Roskilde station og de mange festivalgæster forlader toget. Jeg ser Mennesket nede på perronen. Mennesket råber og ser helt vild ud midt i de mange hundrede mennesker på perronen. Toget kører fra Roskilde Station og Mennesket kommer tilbage til vores Stillezone. Mennesket sætter sig overfor mig og tager kasketten af. Mennesket er badet i sved. “Sådanne lømler skal ikke løbe om hjørnerne med mig” siger Mennesket og tørrer sveden af panden.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på urostiftere. I Hjemmeværnet havde den slags opførsel medført en straf”. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på Mennesket. “En straf!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet imens Hjemmeværnsmanden siger ordet “Straf”.

“Hvis bare man kunne straffe” svarer Mennesket. Vi nikker alle sammen. Hvis bare man kunne straffe den slags opførsel.

Vildmanden med skærmbrillen og det brækkede ben

adminjuni 29, 2015 0 Comments

Hele sidste uge så jeg ikke noget til Vildmanden med skærmbrillen. Det har virkelig været skønt. Vildmanden med skærmbrillen stresser mig helt utrolig meget. Det er som om at kaos omgiver Vildmanden med skærmbrillen.

Men mandag sker det. Vildmanden med skærmbrillen er tilbage. Og Vildmanden med skærmbrillen har brækket benet. HELE Vildmanden med skærmbrillens højre ben er indbundet i gips og dertil har Vildmanden med skærmbrillen valgt at slæbe 2 kæmpe sportstasker med.

Det er sjovt som Vildmanden med skærmbrillen altid har helt utrolig meget bagage med på sin pendlerrejse. Altid meget store tasker, cykler, kufferter, cykelhjelme. Gad vide hvad Vildmanden med skærmbrillen egentlig arbejder med. Vildmanden med skærmbrillen rejser utrolig langt hver eneste dag. Måske er Vildmanden med skærmbrillen opfinder. Måske har Vildmanden med skærmbrillen opfundet et eller andet og er så blevet headhuntet til en større virksomhed i Storkøbenhavn. Der er Vildmanden med skærmbrillen sikkert gemt væk nede i en kælder. Dette skete sikkert efter adskillige medarbejderklager over Vildmanden med skærmbrillens adfærd.

Men i dag har Vildmanden med skærmbrillen altså brækket benet. Kaos udspiller sig da Vildmanden med skærmbrillen skal ind i toget, haltende og med 2 KÆMPE tasker. Vildmanden med skærmbrillen rammer rejsende med tasker og gips, rejsende brokker sig og Vildmanden med skærmbrillen stønner og pruster som en gal. Jeg går bagefter Vildmanden med skærmbrillen da jeg har pladsbillet i Vogn 21 DSB 1′ stillezone. Samme sted som Vildmanden med skærmbrillen skal sidde.

Da vi langt om længe kommer ind i Stillezonen sidder Hjemmeværnsmanden på sin vanlige plads. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet og sukker højt da Hjemmeværnsmanden ser Vildmanden med skærmbrillen. Vildmanden med skærmbrillen knokler for at få de 2 kæmpe tasker op på hattehylden. Jeg tilbyder min hjælp, men Vildmanden med skærmbrillen vil ikke have hjælp. Taskerne kommer med besvær op på hattehylden og Vildmanden med skærmbrillen sætter sig, tager høretelefoner på og finder computeren frem.

Hjemmeværnsmanden er tydeligvis irriteret over al den uro og sidder klar. Klar til at irettesætte Vildmanden med skærmbrillen. Det er meget tydeligt når Hjemmeværnsmanden afventer at kunne irettesætte andre rejsende. Så sætter Hjemmeværnsmanden sig helt ud på kanten af stolen, banker i gulvet med den ene fod og stirrer stift på urostifteren.

Toget sætter i gang, men bremser hurtigt op. Den ene af de to store tasker ryger ned fra hattehylden, ned over Vildmanden med skærmbrillens computer og videre ned over Vildmanden med skærmbrillens brækkede ben.

“AV FOR HEEEELVEDE!!” råber Vildmanden med skærmbrillen.

Hjemmeværnsmanden flyver op af stolen. “DETTE ER EN STILLEZONE!“. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet.

Jeg finder min bedste side frem, rejser mig og løfter tasken op på hattehylden igen. “Tak” siger Vildmanden med skærmbrillen. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på Vildmanden med skærmbrillen.

Nu skal Vildmanden med skærmbrillen have kaffe. Og som altid bilder Vildmanden med skærmbrillen sig ind at høretelefonernes ledning er lang nok til at kunne nå over til kaffeserveringen og beholder derfor høretelefonerne på – mens de er forbundet med computeren. Med besvær kommer Vildmanden med skærmbrillen på benene. Vildmanden med skærmbrillen placerer knæet på det gode ben på gulvet og lader det brækkede ben være strakt ud henover gulvet. Sådan krabber Vildmanden med skærmbrillen sig hen til kaffeserveringen. Som altid er ledningen ikke lang nok og computeren falder til jorden, men rammer naturligvis det brækkede ben på vejen ned.

“AV FOR HEEEELVEDE!!” råber Vildmanden med skærmbrillen.

Nu bliver det for meget for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden slår i bordet og rejser sig. Hjemmeværnsmanden åbner døren ind til resten af DSB 1′ i Vogn 21. “Så er det UD! Og det er NU!”. Hjemmeværnsmandens stemmer er skinger. “Jamen….” prøver Vildmanden med skærmbrillen, men Hjemmeværnsmanden afviser en dialog. “Du må sidde DERINDE. Der kan du larme og te dig tosset. UD!”. Hjemmeværnsmanden nikker til mig. Jeg nikker tilbage. Hvis bare jeg havde samme mod som Hjemmeværnsmanden. Vildmanden med skærmbrillen ser at slaget er tabt. Hjemmeværnsmanden har vundet og Vildmanden med skærmbrillen påbegynder turen ud af Stillezonen.

Da Vildmanden med skærmbrillen forlader stillezonen, kigger jeg på Vildmanden med skærmbrillens brækkede ben og tænker hvordan det mon er brækket. Vildmanden med skærmbrillen er universets mest klodsede menneske, men går op i ekstreme sportsgrene. Det har helt sikkert været på en sådan tur at Vildmanden med skærmbrillen er kommet galt af sted. Men så slår det mig. Vildmanden med skærmbrillen er sikkert kommet til skade allerede i lufthavnen inden afrejse til Alperne, hvor Vildmanden med skærmbrillen sikkert skulle kastes ud af en helikopter kun iført et snowboard. Ulykken i lufthavnen har sikkert været på et af de rullebånd, der findes rundt omkring i lufthavnen. Vildmanden med skærmbrillen er sikkert trådt ud på båndet og har undervurderet hastigheden. Dette har sikkert resulteret i at Vildmanden med skærmbrillen er stået på røven med et brøl.

Og resultatet: Det brækkede ben.

“Sådan skal det gøres” siger Hjemmeværnsmanden og kigger rundt i kupéen. Hjemmeværnsmanden ser tilfreds ud.

I guder hvor er Vildmanden med skærmbrillen dog et irriterende menneske. Men hvor er det godt at jeg har Hjemmeværnsmanden. Endnu en dag hvor jeg elsker Hjemmeværnsmanden mere end jeg elsker mig selv.

Snackkurven

adminapril 29, 2015 0 Comments

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel. Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket, rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket. “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud. Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Den nye køreplan

adminmarts 17, 2015 0 Comments

“I skal være opmærksomme på at der er ændringer i køreplanen fra på mandag. God dag!” Mennesket forsøger at smile, forlader Vogn 11 og lader os pendlere sidde tilbage med usikkerheden omkring nye tider og hvordan dette påvirker vores daglige rutiner.

Som altid har DSB gjort lidt ekstra for os pendlere op til ændringerne. Et A4 papir er hængt op ved kaffeserveringen og med fonten comic sans står der at vi pendlere skal kigge på en hjemmeside for at få de nye tider. Men det er ligesom først da Mennesket gør os opmærksomme på det, at det egentlig går op for os. Vi kigger nervøst på hinanden, men tænker nok alle at det ikke vil blive så slemt.

I mine mange år på ruten, har der endnu ikke været ændret på afgangstiderne og på denne mandag morgen har jeg lykkelig glemt alt om ændringerne trods Menneskets forsøg op at yde en god service ugen forinden. Jeg står på stationen og kigger ud mod Storebæltsbroen. Jeg kigger efter mit tog. Jeg elsker når jeg kan se togets lygter i det fjerne. Det er så smukt. Jeg elsker ting som er smukke. Togets lygter er smukke i mørket.

Minutterne går og intet tog er at se. Jeg går hen til en informationsskærm og ser det der får det til at løbe koldt ned af min ryg. 7.19 står der på skærmen. Normalt står der 7.11. Og så kommer jeg i tanke om hvad Mennesket fortalte. Den nye køreplan. Den fordømte nye køreplan.

Da toget ruller ind på perronen ser jeg at et større selskab sidder i min elskede Vogn 11, så jeg tager en beslutning om at sætte mig i Vogn 21. Da jeg kommer ind i Vogn 21 ser jeg Det grydehår, Chefen og Damen med den hidsige sweater, som åbenbart også har valgt Vogn 11 fra grundet det større selskab. Det grå grydehår ser ud som om en læge netop har fortalt at Det grå grydehår lider af en dødelig sygdom og har få uger tilbage at leve i. Det grå grydehår kigger ned på sit armbåndsur, så rundt i kupéen, så ned på sit armbåndsur. Det grå grydehår sveder og har våde øjne. Engang satte Suzanne Bjerrehus sig ved siden af Det grå grydehår. Reaktionen på den nye køreplan, samt den fyldte Vogn 11, minder meget om reaktionen over Suzanne Bjerrehus. Svær angst og manglende tryghed.

Mennesket kommer ind i kupéen. Mennesket ser stresset ud. Mennesket har nok fået mange spørgsmål om de nye tider. Jeg forestiller mig at Mennesket også er påvirket af den nye køreplan. Mennesket deler rundstykker ud. Jeg får abrikosmarmelade og spørger pænt Mennesket og jeg kan få byttet marmeladen til en jordbær eller hindbær. Mennesket nikker. Mennesket ved det godt. Men på denne morgen er vi alle påvirket. Chefen får naturligvis også en abrikosmarmelade. Chefen spørger Mennesket om den også kan blive byttet. “Der er IKKE andet” svarer Mennesket vredt. Chefen skal til at spørge om hvordan Mennesket kan vide det, men Mennesket skriger skingert tilbage at Mennesket ikke vil høre mere om den nye køreplan. Det grå grydehår lukker øjnene og finder sit glade sted.

Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden ser vild ud i øjnene. Hjemmeværnsmanden flår sin jakke af og kaster den aggressivt op på hattehylden. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Hjemmeværnsmanden nikker ikke.

Hjemmeværnsmanden får skænket kaffe og sat sig. Hjemmeværnsmanden sukker. Minutterne går. Toget forlader ikke Sorø Station. Da vi har holdt på Sorø Station i en 5 minutter drøner et lyntog forbi os og kort tid efter begynder vores tog at køre. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet da Hjemmeværnsmanden ser Mennesket.

“8 minutter på stationen, 6 minutter i toget. Til grin i 14 minutter! Nu kommer jeg for sent og hvad vil i gøre ved DET!”.

Hjemmeværnsmanden er vred. Mennesket venter nogle sekunder efter at Hjemmeværnsmanden er færdig med at råbe. “Er du færdig?” spørger Mennesket køligt. “Nye afgangstider og et længere ophold i Sorø, så lyntoget kan overhale. Dette er grundet den nye køreplan”. Hjemmeværnsmanden bliver rød i hovedet af raseri. “JEG SKAL FANDME IKKE VENTE PÅ ET LYN…”. Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Mennesket afbryder. “Send en klage!” råber Mennesket.

Hjemmeværnsmanden prøver med en sidste sætning, men Mennesket råber “SLUT!”. Mennesket forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene. “Det er typisk. Lyntogspendlerne skal altid behandles bedre end os intercitypendlere. Sådan har det altid været”. Jeg tænker lidt over det og husker pludselig alle de gange hvor mit tog har skulle holde og vente på at et lyntog skulle passere. “De glemmer at det ikke er de rigtige pendlere som rejser i lyntog. Det er kun mennesker som skal på ferie”. Hjemmeværnsmanden har helt ret. Lyntoget er proppet med Engangspendlere. “Men nu skal det være slut. Jeg vil ikke længere finde mig i det. Jeg klager!”. Hjemmeværnsmanden slår i bordet mens Hjemmeværnsmanden siger ordet “klager”. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden klager meget. “Én gang om måneden. Mindst” Hjemmeværnsmanden ser meget alvorlig ud. “Ser du, det er vores pligt. Hvorfor tror du at vi har det så godt herinde? Det er ikke kommet ud af ingenting.”

Igen bliver jeg betaget af Hjemmeværnsmandens visdom. Selvfølgelig har livet ikke altid være så godt på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden har kæmpet mange kampe for os DSB 1′ pendlere. Engang var der sikkert ikke vand. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der vand. Engang var der sikkert ikke en snackkurv. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der en snackkurv. Engang var der sikkert ikke aviser. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der aviser. Jeg bliver lidt rørt over Hjemmeværnsmandens rolle i hvor godt vi har det på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden nikker til mig og finder sin computer frem. Jeg kan se det i Hjemmeværnsmandens øjne. Det er klagetid.

På Roskilde Station har Den blege bankmand også valgt Vogn 11 fra og kommer ind i Vogn 21. Den blege bankmand ser nervøs ud. “Jeg har ventet i 12 minutter, er det virkelig..”. Den blege bankmand bliver afbrudt af Hjemmeværnsmanden, som knipser for at få Den blege bankmands opmærksomhed. Den blege bankmand kigger på Hjemmeværnsmanden, som peger ned på sin computer og nikker. Den blege bankmand nikker forstående tilbage til Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand har forstået hvad der er i gang. Det forstår vi alle. Det gør os trygge denne mandag morgen.

Hjemmeværnsmanden gør os trygge.