Kære læser, inden du læser dette indlæg, er det vigtigt at du kender til episoden med hesten Henning.
Det har været nogle lidt hårde togture med Fikumdikmanden efter indrømmelsen om hesten Henning. Fikumdikmanden taler meget og længe om de svære ting i livet og jeg skal ærligt erkende at det kan være hårdt at håndtere kl. 7.23 om morgenen. Og man skulle vel egentlig tro at Fikumdikmanden ikke havde meget mere dramatisk at fortælle, men det er bestemt ikke tilfældet. Fikumdikmanden kan blive ved og ved. Og Fikumdikmandens humør går MEGET op og ned. Det ene øjeblik stråler Fikumdikmanden af glæde når talen falder på den vin, som Fikumdikmanden har så kær. Det næste øjeblik bøjer Fikumdikmanden hovedet i skam over ting, som Fikumdikmanden engang har gjort.
Denne morgen er ikke anderledes. Det er sommerferie og meget få pendlere er med i Vogn 11. Fikumdikmanden kigger allerede sulten på mig da jeg træder ind i kupéen. Det er en af de morgener hvor jeg simpelthen ikke orker Fikumdikmanden, så jeg sætter mig et stykke væk fra Fikumdikmanden. Men Fikumdikmanden orker i den grad mig og flytter sig hen foran mig.
“Har du haft en god weekend?” spørger Fikumdikmanden. Jeg svarer at den har været helt ok. “Ja, vi har jo haft besøg af børnebørnene. En dreng og en pige”. Fikumdikmanden smiler bredt, da talen falder på børnebørnene. “Jeg elsker de 2 små. Men pigen er så morsyg. Hun græd hele lørdagen. Sådan var jeg også selv. Frygtelig morsyg” siger Fikumdikmanden. “Søndag tog vi på travbanen. De små elsker heste. Ligesom mor gjorde. Vi besøgte også staldene”. Fikumdikmanden ser nu knap så glad ud. Jeg lader med vilje være med at spørge ind til noget, men smiler blot.
“Mor elskede også travbanen” siger Fikumdikmanden så. Jeg kan nu godt se hvad klokken er slået. Der er noget Fikumdikmanden gerne vil tale om. Jeg havde ellers planer om at tage høretelefoner på og se om jeg kunne gå fri. Men jeg kan godt se på Fikumdikmanden at der er noget, der skal ud. Jeg trækker vejret dybt og skænker en kop kaffe til Fikumdikmanden.
“Vi kom meget på travbanen, da jeg var barn. Mor elskede at se staldene og snakke med rytterne”. Fikumdikmanden kigger på mig. “Mor havde planer med Henning. Men så døde Henning, jo. Men det ved du….”. Fikumdikmanden kigger på mig igen. “Mor talte altid med en bestemt rytter. Eddie, hed han. Så jeg måtte passe mig selv ude ved staldene. Jeg hadede de stalde”. Jeg tænker på Fikumdikmandens barndom. Der har været mange issues. Jeg glædes dog ved at Fikumdikmanden har fundet sig en kone, fået børn, fået børnebørn og et erhverv, som Fikumdikmanden holder så meget af.
Men så sker der noget, noget som ryster mig. Igen.
“Mor lånte en bog af Eddie. En bog om at træne væddeløbsheste. Det var en meget stor og dyr bog. Mor ville så gerne have at Henning skulle blive den perfekte travhest”. Fikumdikmanden rynker brynene og slår i bordet. “MOR LÆSTE ALTID I DEN FORBANDEDE BOG!” råber Fikumdikmanden pludselig og afslører en side af Fikumdikmanden, som jeg ikke tidligere har set. Den rigtig vrede side.
“Da Henning stadig var i live….inden….ja, du ved“. Fikumdikmanden er tydeligvis berørt af hvad der nu skal ud af posen. “Mor havde jo alle disse planer. Jeg var aldrig en del af mors glæder og planer. Det gjorde så ondt. Jeg var jo bare en lille dreng, som ville have sin mor så meget” . Fikumdikmanden har sagt den sætning rigtig mange gange. Jeg tænker på Fikumdikmanden som lille. En lille tyk dreng, som bare savnede den mor, som brugte al tiden på heste, arbejder og at læse om heste. Jeg ser for mig en lille kvabset Fikumdikmand gå alene rundt på den store grund. Samle en buket blomster til mor. Lilla, gule, røde og hvide blomster. I en fin buket. Så hjem og putte den fine buket i en vase og give til mor.
“Ja ja, den er fin, Fikumdikmand. Men nu læser mor og væddeløbsheste i den bog, som mor har lånt af den fine rytter, Eddie. Kan du dog ikke se det? Gå ud og leg! Nu!”. Og igen har Fikumdikmanden lagt sig ind i sin seng, taget billedet af mor med sig, kravlet under dynen og grædt sig i søvn.
Fikumdikmanden fortsætter. “En aften havde mor lagt bogen på det lille bord i køkkenet. Jeg kan huske at jeg kiggede længe på bogen. Og så tog jeg den. Jeg tog bogen med ud til den lille sø midt på markerne og gravede den ned”.
Jeg hænger nu ude på kanten af sædet og spørger forsigtigt hvad der så skete. “Mor ledte og ledte. Far ledte og ledte. Men de fandt jo aldrig bogen….”. Et par rejsende er steget på toget i mellemtiden, så Fikumdikmanden taler med meget lav og nærmest hviskende stemme. “Det var jo meget pinligt for mor. Mor tog aldrig tilbage til travbanen. Mor var så pinlig berørt…”. Jeg spørger om hvad rytteren sagde til at bogen var blevet væk.
“Det er jo det” siger Fikumdikmanden. “Mor viste sig aldrig på travbanen igen. Mor opgav væddeløbsdrømmene fordi hun ikke turde vise sig på travbanen efter at bogen forsvandt”. Endnu en gang er jeg rystet over Fikumdikmandens gerninger som barn. Selvom Fikumdikmandens mor måske ikke har været helt fair overfor Fikumdikmanden, så har Fikumdikmandens mor trods alt ikke fortjent at komme i bad standing på travbanen. Det er jo almén kendt at reglerne på travbanen er lidt som i rockerklubberne. Ryger man først i bad standing, så er der ingen vej tilbage til travbanen. Jeg husker en artikel, som jeg engang læste. En travbanes bogholder blev fyret efter kreativ bogføring. Efter fyringen ville chikanen ingen ende tage. Smadret ruder, trusler, råben og aggressiv gestikulering. Travbanen er ikke et sted man ønsker at ende i bad standing.
Først moderens bad standing på travbanen og efterfølgende Hennings død. Det må være tungt at bære rundt på. Selvom jeg kender svaret, spørger jeg Fikumdikmanden om Fikumdikmanden nogensinde fortalte moderen om bogen.
“Nej, jeg gravede den op nogle år senere. Den ligger i kassen med mors ting i kælderen”. Jeg overvejer et sekund at spørge hvad der ellers ligger i denne kasse, men jeg kan ikke overskue flere indrømmelser denne morgen.
Vi sidder lidt i stilhed og da toget kører fra Roskilde station siger Fikumdikmanden noget, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. “Det er godt at der aldrig har været den afstand mellem mig og mine børn eller børnebørn. Jeg elsker dem så meget at jeg nogengange har haft lyst til at kramme dem ihjel….”.