Det Grå Grydehår

Det grå grydehår og rapperne

admin 0 Comments

Det er mandag og Roskilde Festival er slut dagen forinden. Helt grotesk mange mennesker skal med toget mod Jylland. På daværende tidspunkt pendlede jeg fra Hovedbanegården. Da toget kører indtil perronen meddeles det at alle pladsreservationer er annulleret grundet de mange mennesker, som Statsbanerne mener vil stige på toget i Roskilde.

Og ganske rigtigt, på Roskilde Station står festivalgæster så langt øjet rækker. Jeg sidder på DSB 1′ i vogn 11 sammen med Damen med den hidsige sweater og Det grå grydehår. Især Det grå grydehår har det svært under Roskilde Festival. De mange mennesker og de meget høje lyde gør Det grå grydehår nervøs. Det grå grydehår må ofte lukke øjnene og finde sit glade sted når der virkelig er pres på i toget.

Toget fyldes HELT op. Der er så mange mennesker med at også DSB 1′ bliver proppet af festivalgæster. Det grå grydehår er ligbleg. Det grå grydehår sidder med lukkede øjne og mumler et eller andet. Jeg tænker at Det grå grydehår nærmest messer “Find det glade sted, find det glade sted, find det glade sted…”. Eller måske er Det grå grydehårs kone på et tidspunkt blevet træt af Det grå grydehårs usikkerhed. Det er sikkert svært at være ude at handle med Det grå grydehår. Konen har prøvet med: “Skal vi ikke prøve at spise noget nyt i aften? Noget grønt og ingen kød?”. Denne udmelding har sikkert gjort Det grå grydehår så dårlig og svimmel at Det grå grydehår har måtte støtte sig til køledisken. Og efter mange af sådanne episoder har Det grå grydehårs kone fået nok og forlangt at Det grå grydehår ændrede sig. Det grå grydehår har måske prøvet meditation for at finde ro. Og måske er det hvad Det grå grydehår har gang i.

Dørene lukkes i og toget begynder at køre. I vores kupé står 4 unge mænd. I hvide undertrøjer og store bukser. Den ene af de unge mænd har en KÆMPE boomblaster med sig. Boomblastermanden ligner en der har fået en del at drikke. Boomblastermanden prøver at rappe nogle vers af yderst tvivlsom kvalitet. Jeg husker specielt en sætning og jeg skal allerede nu beklage det voldsomme sprogbrug, som ellers ikke er noget vi dyrker her på bloggen. “Kællingerne går ned, på min pik som er fed” snøvler Boomblastermanden. Da Det grå grydehår hører denne linje må Det grå grydehår holde fast i bordkanten og Det grå grydehårs messen tager til.

Det viser sig at Boomblastermanden ikke er den eneste som kan rappe. Skiftevis rapper de unge mennesker. Jeg ved ikke særlig meget om rap. Men det jeg hører er virkelig ringe. Og så sker det. Boomblastermanden trykker play på den store boomblaster og høj rapmusik strømmer ud af højtalerne. Det grå grydehår hopper i sædet, Damen med den hidsige sweater taber sin kaffe udover bordet. Selv får jeg et chok. Rytmen hamrer ud af boomblasteren og Boomblastermanden rapper med på sangen. Det er ikke til at bære.

Pludselig retter Det grå grydehår sig op i sædet og ligner pludselig et menneske med overskud. Det grå grydehår styrkes sikkert ved tanken om hvad konen vil sige, når Det grå grydehår fortæller om hændelsen og fortæller at Det grå grydehår intet gjorde. Konen vil sikkert svare “Det er typisk dig, Grå Grydehår. Da naboen byggede hegnet 4 cm inde på vores grund, gjorde du heller intet. Du er en TØSEDRENG! Det sagde min far også altid at du var!”. Men i Det grå grydehårs alder lader man sig sikkert ikke skille. Så konen holder ud. Måske nyder hun endda at håne Det grå grydehår.

Det grå grydehår rejser sig og går hen til Boomblastermanden og spørger stille og roligt om Boomblastermanden ikke vil skrue ned for musikken eller bedre endnu, slukke for musikken. “Fuck dig, gamle nar!” råber Boomblastermanden ind i hovedet på Det grå grydehår. Det grå grydehår griber ud efter noget at holde i. Jeg rejser mig, støtter den tydeligt rystede Det grå grydehår og siger vredt til Boomblastermanden at man skal tale pænt. Boomblastermanden giver mig samme tur og jeg indser at der ikke kan trænges ind til Boomblastermanden. De ungere rappere rapper videre til musikken og jeg tænker at jeg må holde de 40 minutter ud.

Vi når Ringsted Station og døren til kupéen går op. Ind træder Mennesket. Mennesket stirrer med foragt på Boomblastermanden og scenariet, som udspiller sig. Der går nogle sekunder. Mennesket hader Roskilde Festivallen. Mennesket hader festivalgæsterne. Men Mennesket hader denne form for optøjer endnu mere. Jeg tænker at jeg vil kaste lidt benzin på bålet. Jeg fortæller hvordan at både Det grå grydehår og jeg er blevet overfuset og at det ikke kan være rigtigt. Mennesket koger. Mennesker kigger på mig og siger så de 2 betryggende ord.

“Lad mig!”

Mennesket prikker Boomblastermanden på ryggen og skriger Boomblastermanden ind i hovedet. “HØR, HVAD FANDEN ER DET LIGE HER FOREGÅR!?“. Mennesket flår boomblasteren ud af Boomblastermandens hænder. Jeg er i det øjeblik sikker på at Mennesket vil ødelægge boomblasteren. Men Mennesket gør noget helt andet. Med lynets hast vender Mennesket boomblasteren rundt, åbner en klap på bagsiden og flår samtlige batterier ud. Mennesket lægger batterierne ned i lommen og giver Boomblastermanden boomblasteren tilbage. Jeg kigger over på Det grå grydehår, som er tæt på at græde. Det grå grydehår rokker overkroppen frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Det ligner en stressreaktion.

Mennesket kigger nu Boomblastermanden lige i øjnene. “D’herre, i skal af på Sorø station!“. Boomblastermanden ryster på hovedet og fortæller at rapperne skal til Vejle. “I SKAL IKKE TIL VEJLE! I SKAL AF I SORØ, SOM ER NÆSTE STOP!!” skriger Mennesket.

Boomblastermanden griner hvilket får Mennesket til at se rødt. Mennesket tager fat i Boomblastermanden og trækker ham ud til udgangen. Boomblastermandens rapvenner følger med i en ikke så høj sindstilstand. Og så sker det. Mennesket smider de 4 rappere ud på Sorø Station.  Jeg mærker glæden i min mave. Det grå grydehår er stoppet med at rokke frem og tilbage. Jeg får øjenkontakt med Det grå grydehår. Det grå grydehår har helt røde øjne og højre hånd ryster. Jeg skænker en kop kaffe til Det grå grydehår. Ind kommer Mennesket. Mennesket smiler. Jeg smiler. Damen med den hidsige sweater smiler. Ingen skal bringe ufred i Menneskets tog. Ingen.

Snackkurven

admin 0 Comments

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21.  Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel.  Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden  ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket,  rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket.  “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud.  Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Den nye køreplan

admin 0 Comments

“I skal være opmærksomme på at der er ændringer i køreplanen fra på mandag. God dag!” Mennesket forsøger at smile, forlader Vogn 11 og lader os pendlere sidde tilbage med usikkerheden omkring nye tider og hvordan dette påvirker vores daglige rutiner.

Som altid har DSB gjort lidt ekstra for os pendlere op til ændringerne. Et A4 papir er hængt op ved kaffeserveringen og med fonten comic sans står der at vi pendlere skal kigge på en hjemmeside for at få de nye tider. Men det er ligesom først da Mennesket gør os opmærksomme på det, at det egentlig går op for os. Vi kigger nervøst på hinanden, men tænker nok alle at det ikke vil blive så slemt.

I mine mange år på ruten, har der endnu ikke været ændret på afgangstiderne og på denne mandag morgen har jeg lykkelig glemt alt om ændringerne trods Menneskets forsøg op at yde en god service ugen forinden. Jeg står på stationen og kigger ud mod Storebæltsbroen. Jeg kigger efter mit tog. Jeg elsker når jeg kan se togets lygter i det fjerne. Det er så smukt. Jeg elsker ting som er smukke. Togets lygter er smukke i mørket.

Minutterne går og intet tog er at se. Jeg går hen til en informationsskærm og ser det der får det til at løbe koldt ned af min ryg. 7.19 står der på skærmen. Normalt står der 7.11. Og så kommer jeg i tanke om hvad Mennesket fortalte. Den nye køreplan. Den fordømte nye køreplan.

Da toget ruller ind på perronen ser jeg at et større selskab sidder i min elskede Vogn 11, så jeg tager en beslutning om at sætte mig i Vogn 21. Da jeg kommer ind i Vogn 21 ser jeg Det grydehår, Chefen og Damen med den hidsige sweater, som åbenbart også har valgt Vogn 11 fra grundet det større selskab. Det grå grydehår ser ud som om en læge netop har fortalt at Det grå grydehår lider af en dødelig sygdom og har få uger tilbage at leve i. Det grå grydehår kigger ned på sit armbåndsur, så rundt i kupéen, så ned på sit armbåndsur. Det grå grydehår sveder og har våde øjne. Engang satte Suzanne Bjerrehus sig ved siden af Det grå grydehår. Reaktionen på den nye køreplan, samt den fyldte Vogn 11, minder meget om reaktionen over Suzanne Bjerrehus. Svær angst og manglende tryghed.

Mennesket kommer ind i kupéen. Mennesket ser stresset ud. Mennesket har nok fået mange spørgsmål om de nye tider. Jeg forestiller mig at Mennesket også er påvirket af den nye køreplan. Mennesket deler rundstykker ud. Jeg får abrikosmarmelade og spørger pænt Mennesket og jeg kan få byttet marmeladen til en jordbær eller hindbær. Mennesket nikker. Mennesket ved det godt. Men på denne morgen er vi alle påvirket. Chefen får naturligvis også en abrikosmarmelade. Chefen spørger Mennesket om den også kan blive byttet. “Der er IKKE andet” svarer Mennesket vredt. Chefen skal til at spørge om hvordan Mennesket kan vide det, men Mennesket skriger skingert tilbage at Mennesket ikke vil høre mere om den nye køreplan. Det grå grydehår lukker øjnene og finder sit glade sted.

Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden ser vild ud i øjnene. Hjemmeværnsmanden flår sin jakke af og kaster den aggressivt op på hattehylden. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Hjemmeværnsmanden nikker ikke.

Hjemmeværnsmanden får skænket kaffe og sat sig. Hjemmeværnsmanden sukker. Minutterne går. Toget forlader ikke Sorø Station. Da vi har holdt på Sorø Station i en 5 minutter drøner et lyntog forbi os og kort tid efter begynder vores tog at køre. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet da Hjemmeværnsmanden ser Mennesket.

“8 minutter på stationen, 6 minutter i toget. Til grin i 14 minutter! Nu kommer jeg for sent og hvad vil i gøre ved DET!”.

Hjemmeværnsmanden er vred. Mennesket venter nogle sekunder efter at Hjemmeværnsmanden er færdig med at råbe. “Er du færdig?” spørger Mennesket køligt. “Nye afgangstider og et længere ophold i Sorø, så lyntoget kan overhale. Dette er grundet den nye køreplan”. Hjemmeværnsmanden bliver rød i hovedet af raseri. “JEG SKAL FANDME IKKE VENTE PÅ ET LYN…”. Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Mennesket afbryder. “Send en klage!” råber Mennesket.

Hjemmeværnsmanden prøver med en sidste sætning, men Mennesket råber “SLUT!”. Mennesket forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene. “Det er typisk. Lyntogspendlerne skal altid behandles bedre end os intercitypendlere. Sådan har det altid været”. Jeg tænker lidt over det og husker pludselig alle de gange hvor mit tog har skulle holde og vente på at et lyntog skulle passere. “De glemmer at det ikke er de rigtige pendlere som rejser i lyntog. Det er kun mennesker som skal på ferie”. Hjemmeværnsmanden har helt ret. Lyntoget er proppet med Engangspendlere. “Men nu skal det være slut. Jeg vil ikke længere finde mig i det. Jeg klager!”. Hjemmeværnsmanden slår i bordet mens Hjemmeværnsmanden siger ordet “klager”. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden klager meget. “Én gang om måneden. Mindst” Hjemmeværnsmanden ser meget alvorlig ud. “Ser du, det er vores pligt. Hvorfor tror du at vi har det så godt herinde? Det er ikke kommet ud af ingenting.”

Igen bliver jeg betaget af Hjemmeværnsmandens visdom. Selvfølgelig har livet ikke altid være så godt på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden har kæmpet mange kampe for os DSB 1′ pendlere. Engang var der sikkert ikke vand. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der vand. Engang var der sikkert ikke en snackkurv. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der en snackkurv. Engang var der sikkert ikke aviser. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der aviser. Jeg bliver lidt rørt over Hjemmeværnsmandens rolle i hvor godt vi har det på DSB 1′.  Hjemmeværnsmanden nikker til mig og finder sin computer frem. Jeg kan se det i Hjemmeværnsmandens øjne. Det er klagetid.

På Roskilde Station har Den blege bankmand også valgt Vogn 11 fra og kommer ind i Vogn 21. Den blege bankmand ser nervøs ud. “Jeg har ventet i 12 minutter, er det virkelig..”. Den blege bankmand bliver afbrudt af Hjemmeværnsmanden, som knipser for at få Den blege bankmands opmærksomhed. Den blege bankmand kigger på Hjemmeværnsmanden, som peger ned på sin computer og nikker. Den blege bankmand nikker forstående tilbage til Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand har forstået hvad der er i gang. Det forstår vi alle. Det gør os trygge denne mandag morgen.

Hjemmeværnsmanden gør os trygge.

Den nye kontrollør – utryghed og krig

admin 0 Comments

Dette indlæg er en fortsættelse af indlægget om Hjemmeværnsmanden, Vildmanden med skærmbrillen og foldecyklen.

Det er torsdag morgen. Jeg sidder i DSB 1′ Stillezonen i Vogn 21 og Den nye kontrollør er med i dag. Den nye kontrollør er en ung mand. Den nye kontrollør har kørt på strækningen i 5 måneder nu. Den nye kontrollør er korrekt påklædt. Den nye kontrollør billetterer venligt, dog bestemt. Den nye kontrollør går op sit job.  Så hvad er problemet?

Det er svært for os pendlere at tage en ny kontrollør ind. At acceptere en ny kontrollør. Det tager lang tid før en ny kontrollør forstår det stramme og uskrevne regelsæt på DSB 1′. Det tager lang tid før en ny kontrollør lærer os nøglependlere at kende. En del af de rutinerede kontrollører spørger mig ikke længere om kort eller billet. Mennesket gør selvfølgelig. Men de fleste andre nikker blot til mig. “Det er i orden, hr” siger de. Det kan jeg godt lide. Det tror jeg alle vi rigtige pendlere kan lide. Så føler vi os vigtige. Det kan vi godt lide. Vi kan godt lide at føle os vigtige.

Det grå grydehår er en af dem som har sværest ved at vænne sig til nye ting. Engangspendlere, nye kontrollører og især kvindelige personligheder skræmmer Det grå grydehår. Engang satte Suzanne Brøgger sig ved siden af Det grå grydehår. Der gik Det grå grydehår på ganske kort tid igennem en række følelser:

Frygt – Det grå grydehår lignede en der var ved at få et massivt angstanfald.
Sorg – Det grå grydehår fik våde øjne og, og tror jeg, var meget tæt på at græde.
Vrede – Det grå grydehår insisterede, på en meget ophidset og vred måde, på omgående at komme ud fra sin plads.

Her 5 måneder efter at Den nye kontrollør er begyndt at billetterer på vores rute udviser Det grå grydehår et lignende reaktionsmønster når Den nye kontrollør billetterer. Det grå grydehår har endnu ikke kigget Den nye kontrollør i øjnene og  er tydeligvis stadig stærkt påvirket af det nye element på rejsen.

Det grå grydehår er ikke den eneste, som har det svært ved nye ting. Den blege bankmand har flere gange udvist en stor angst overfor nye tiltag. Kaffen og Rejsekortet er gode eksempler. Bag det hårde forretningsmenneske gemmer der sig et  menneske, som frygter det nye. På den måde minder Den blege bankmand og jeg meget om hinanden. Den blege bankmand har svært ved at vænne sig til Den nye kontrollør. Den nye kontrollør billetterer altid når Den blege bankmand er ved at skænke kaffe. Det ved de rutinerede kontrollører at man ikke skal. Ingen billettering inden for de første 5 minutter efter at toget har forladt stationen. Der skænker vi kaffe. Finder vores ting frem. Sætter os til rette. Den blege bankmand reagerer meget voldsomt når billetteringen foretages så tidligt på rejsen. “Du kan vel vente et øjeblik” snerrer Den blege bankmand ofte og ryster på hovedet.

Der er dog en helt bestemt pendler, som Den nye kontrollør er kommet rigtig skævt ind på. Og det er ikke hvilken som helst pendler. Efter at Den nye kontrollør truede Hjemmeværnsmanden med en kontrolafgift for det ulæselige og kaffeødelagte pendlerkort har Hjemmeværnsmanden ført sin helt egen lille krig mod Den nye kontrollør.

Tilbage til toget denne torsdag morgen. Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden har lyse bukser på og en “Jeg elsker Himmelbjerget” t-shirt på. Hjemmeværnsmanden kigger intensivt efter hvilken kontrollør der er på rejsen i dag. Da Hjemmeværnsmanden ser Den nye kontrollør rynker Hjemmeværnsmanden brynene. Hjemmeværnsmanden flytter som det første alle vandflasker fra stillezonen til kaffeserveringen i den anden del af DSB 1′ kupéen. Det går helt utrolig hurtigt. Lynhurtigt er Hjemmeværnsmanden tilbage på sin plads. Hjemmeværnsmanden lægger sit spritnye blå pendlerkort frem på bordet og kigger stolt på det. Hjemmeværnsmanden nikker til mig. Jeg nikker tilbage. Jeg er med på hvad der nu skal ske. Nu mener Hjemmeværnsmanden business. Hjemmeværnsmanden er klar til kamp. Hjemmeværnsånden raser i Hjemmeværnsmandens årer.

Ind i stillezonen kommer Den nye kontrollør. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.

“Det er ikke for sjov at jeg betaler over 3000,- hver eneste måned for at køre i tog! Hvor er mit vand!”

Hjemmeværnsmanden smiler triumferende til mig mens Den nye kontrollør ser på. Den nye kontrollør forsvinder ud efter vand. Hjemmeværnsmanden sætter sig og kommer med et “høhø“.  Den nye kontrollør kommer tilbage med 5 flasker vand. “Det var bedre” grynter Hjemmeværnsmanden.

“Må jeg se kort eller billet?” spørger Den nye kontrollør. Jeg kan se på Hjemmeværnsmanden at Hjemmeværnsmanden har ventet på dette øjeblik. Hjemmeværnsmanden holder det spritnye pendlerkort helt op i ansigtet på Den nye kontrollør. “Kan du så læse teksten DENNE gang!?” råber Hjemmeværnsmanden. Den nye kontrollør svarer meget afdæmpet og roligt at Hjemmeværnsmanden jo havde vist et ugyldigt kort sidst og at Den nye kontrollør havde været large og ikke givet Hjemmeværnsmanden en kontrolafgift. Den nye kontrollør lader sig ikke provokere. Jeg kan se at det gør Hjemmeværnsmanden endnu mere ond i sulet.

“Nu skal jeg fortælle dig en ting, unge mand. Jeg har kørt på denne strækning i rigtig mange år. Helt tilbage fra tiden med Sølvpilen har jeg dagligt kørt på denne strækning. Og jeg har ALDRIG fået en kontrolafgift. Jeg ka…”

Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Den nye kontrollør afbryder. “Så var det da godt at jeg var large. Og nu må jeg bede dig om at være stille herinde. Det er en stillezone”. Den nye kontrollør fortsætter videre gennem toget. Som om intet var sket.

Hjemmeværnsmanden går i stå. Hjemmeværnsmanden er chokeret. Jeg er chokeret. Hjemmeværnsmanden sætter sig og slår i bordet. “For saaatan”. Hjemmeværnsmanden tager sin computer op og hamrer løs i tastaturet. Sidste jeg så Hjemmeværnsmanden hamrer så hårdt i tastaturet var da kaffen blev skiftet.

Fortsættes…..

Rejsekortet

admin 0 Comments

Jeg bryder mig ikke om nye ting. Om forandring. Om ting der ikke er som er de plejer. Det er der ingen pendlere der gør. I hvert fald ikke rigtige pendlere.

Selv har jeg ikke foretage skiftet til et Rejsekort. Jeg er glad for mit pendlerkort. Der er utrolig mange minder og tryghed forbundet med mit pendlerkort. Det er en af de ting, som jeg holder allermest af. Jeg aner ikke om jeg kan spare penge på et Rejsekort, og jeg er også ligeglad. Jeg beholder mit blå pendlerkort.

Den blege bankmand var den første som skiftede det gamle pendlerkort ud med et Rejsekort. Den blege bankmand var igennem en lang proces inden Den blege bankmand foretog skiftet. I en lang periode havde Den blege bankmand en Rejsekortet-brochure og prisliste liggende i det store ringbind. Den blege bankmand brugte rigtig meget tid på at læse om Rejsekortet. På et tidspunkt tog Den blege bankmand også lommeregneren i brug.

Forrest i Den blege bankmands ringbind sidder en notesblok og den tager Den blege bankmand vigtige notater på. En morgen skrev Den blege bankmand “REJSEKORT” øverst på en side. Den blege bankmand satte en streg under “REJSEKORT” og skrev en lang række udregninger nedenunder. Der indså jeg at Den blege bankmand mente business med Rejsekortet.

Dag 1:

Det er onsdag og Den blege bankmand stiger på toget. Der er noget anderledes ved Den blege bankmand denne morgen. Den blege bankmand virker nervøs. Den blege bankmand tager sig flere gange til inderlommen i den sorte blazer. Så sætter Den blege bankmand sig, finder sit ringbind frem og til sidst tager Den blege bankmand sin pung frem. Ud af pungen tager Den blege bankmand sit nye Rejsekort. På Rejsekortet har Den blege bankmand fået trykt et billede af sig selv. Samme billede som pryder Den blege bankmands ringbind. Den blege bankmand ryster en smule på hænderne da Den blege bankmand skænker kaffe.

Billetteringen. Den blege bankmand ser nu for alvor nervøs ud. Det grå grydehår udbryder et “så….“. Alle i Vogn 11  sidder klar med det blå pendlerkort og stirrer på Den blege bankmand. Den blege bankmand holder sit nye Rejsekort op. Kontrolløren kigger først på de blå pendlerkort og når så til Den blege bankmand. Kontrolløren finder en maskine som lyser blåt frem. Kontrolløren peger på Den blege bankmands Rejsekort.

“Har jeg gjort noget forkert?” spørger Den blege bankmand nervøst.  “Jeg har gjort som der stod!”

Kontrolløren beroliger Den blege bankmand. Alt er i orden.  Den blege bankmand synker tilbage i sædet. Lettet. Det grå grydehår kigger med ærefrygt på Den blege bankmand. Og i et kort sekund tror jeg at Det grå grydehår overvejer at foretage skiftet. Men kort tid efter er det tydeligt at Det grå grydehår har opgivet den tanke. Smilet og det kortvarige overskud er væk. Det grå grydehår kigger trist ned i bordet.

Jeg beundrer virkelig Den blege bankmands mod. Hvis jeg havde foretaget skiftet havde jeg ikke luftet mit Rejsekort på den måde. Så havde jeg gemt det væk. Måske havde jeg stillet mig i mellemgangen, ventet på billetteringen og så sat mig ind i på Plads 26.

Dag 2:

Det er torsdag. Den blege bankmand stiger på toget og ligner en tordensky. Den blege bankmand flår ringbindet op af tasken og bladrer aggressivt i det. Den blege bankmand sidder uroligt i sædet. Den blege bankmand tager sig til hovedet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget. Det kan være meget svært at starte en samtale med en anden pendler. Ingen ønsker at tale med hinanden, men det kan være nødvendigt. Jeg fornemmer at det er nødvendigt. “Mere kaffe?” siger jeg og kigger på Den blege bankmand.

“50,- kroner!” snerrer Den blege bankmand og skuler til sit Rejsekort, som ligger ved siden af ringbindet. Jeg forstår nu hvad der er sket. Den blege bankmand har glemt at tjekke ud og har fået et gebyr på 50,-. Det gebyr  har jeg læst om.  Jeg skænker kaffe til Den blege bankmand. “Mælk eller sukker?” spørger jeg Den blege bankmand. Jeg ved at Den blege bankmand ikke bruger nogle af delene, men Den blege bankmand har brug for at fortælle mere.

“Jeg havde travlt og løb til ud til min bil. Det skal man straffes for. DET ER URETFÆRDIGT!“. Den blege bankmand slår i bordet.  Det giver et sæt i Det grå grydehår, som efterfølgende lukker øjnene. Det gør Det grå grydehår når tingene bliver en tand for intenst. Jeg tror at Det grå grydehår går ind sig selv og finder sit glade sted. Engang gik Mennesket amok på en Engangspendler. Efterfølgende havde Det grå grydehår lukket øjne i præcis 16 minutter.

Dag 6:

Det er mandag. Min rejse går uden stor drama. Det tætteste på drama er da Damen med den hidsige sweater vælter en halv liter vand ud over et bord.

På Roskilde Station stiger Den blege bankmand ind i toget. Den blege bankmand var ikke med toget fredag. Måske har Den blege bankmand holdt en fridag. Jeg tror at Den blege bankmand har evalueret oplevelserne med Rejsekortet.

Den blege bankmand ser glad ud. Den blege bankmand er blevet klippet. Den blege bankmand har en blå/hvid stribet skjorte på. Normalt er Den blege bankmand iført hvid skjorte. Der er med andre ord en helt særlig gnist at spore i Den blege bankmand i dag.
Den blege bankmand finder ringbindet frem. Den blege bankmand finder sin pung frem. Og så sker det. Den blege bankmand kigger mig i øjnene og finder det blå pendlerkort frem. Den blege bankmand lægger stolt det blå pendlerkort ved siden af ringbindet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget.

“Man kan virkelig mærke at det bliver lysere dag for dag” siger jeg til Den blege bankmand.

“Det var en fejl” siger Den blege bankmand. Der bliver stille. Jeg fornemmer at Den blege bankmand ikke er færdig. “Snart er det også lyst når vi tager hjem” fortsætter jeg.

“Det duer ikke at pendle med et Rejsekort. Risikoen for selvforskyldte fejl er simpelthen for stor” siger Den blege bankmand. Mennesket kommer ind for at foretage en billettering. Den blege bankmand holder lettet og lykkelig det blå pendlerkort op. Mennesket nikker. Mennesket hader Rejsekortet. Mennesket er ekstra ond ved rejsende med et Rejsekort. Jeg tror i virkeligheden at det har været Den blege bankmands største frygt. At Mennesket skulle se Den blege bankmands Rejsekort. Den blege bankmand smiler. Jeg smiler. Der bliver stille igen. Den stilhed som alle pendlere holder så meget af.

Dag 10:

Det er torsdag. Jeg skal hjem fra arbejde. Jeg sætter mig i Vogn 21 i håb om at Hjemmeværnsmanden er med. Det gør jeg nogle gange. Nogle gange trænger jeg til at sidde med Hjemmeværnsmanden.  Hjemmeværnsmanden sidder på sin vanlige plads i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden er i et særdeles højt humør og nynner en smule da papirerne bliver bladret igennem.

På Ringsted Station holder vi længere end normalt. En ældre herre forsøger forgæves at tjekke ud med sit Rejsekort nede på perronen men maskinen vil ikke. Hjemmeværnsmanden iagttager manden.

“Det er hvad der sker når computere skal gøre arbejdet” siger Hjemmeværnsmanden. “Så bliver vi mennesker gjort til grin“. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene.

“Det er dankortet om igen“.

Nødstop i Viby Sjælland

admin 0 Comments

På min pendlerrejse kører IC toget gennem en række stationer uden stop. Viby Sjælland er et af disse. Viby Sjælland ligger mellem Roskilde og Ringsted. Jeg har aldrig brudt mig om Viby Sjælland. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men jeg kan bare ikke lide Viby Sjælland.

En kold dag i januar 2013 skal jeg hjem fra arbejde og med mit sædvanlige tog hjem fra Hovedbanegården (som jeg pendlede til på daværende tidspunkt). Der lugter allerede sært i toget, da jeg stiger ind. Det grå grydehår observerer også den sære duft. “Man skal da lige love for at her lugter sært” siger Det grå grydehår henvendt til sig selv. Sixpence-Nazisten er mere ligefrem og råber “FY FOR SATAN!” da Sixpence-Nazisten har sat sig. Toget kører og en kontrollør undskylder dem grimme lugt og lover os rejsende at man er i krig med at finde en løsning.  Sixpence-Nazisten slår igen med flad hånd i bordet.

Jeg sidder overfor Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater sidder modsat køreretningen og ser mildest talt anspændt ud. Damen med den hidsige sweater kæmper med lugten og de sure opstød. Så meget at Damen med hidsige sweater glemmer at vælte noget.

Der meddeles at der er noget galt med togets toiletsystem og at man vælger at gøre et stop på Viby Sjælland station – lige inden Ringsted Station hvor Sixpence-Nazisten skal af – for at togføreren kan forsøge at løse problemet. Sixpence-Nazisten slår endnu en gang i bordet og råber. Toget holder en 10 minutters tid hvorefter det annonceres at toget ikke vil fortsætte og at alle skal forlade toget. Det næste IC tog – 30 min senere – vil stoppe i Viby Sjælland og samle os op. Sixpence-Nazisten bliver nu for alvor vred. Sixpence-Nazisten tramper voldsomt i gulvet og råber om at  komme for sent til en aftale og at nogen må betale den tabte tid.

Da alle rejsende kommer ud på perronen skal der telefoneres. Alle hiver mobiler frem. Blot for at erfare at der absolut ingen dækning er på Viby Sjælland Station. Sixpence-Nazisten løber fra den ene ende af perronen til den anden ende med mobilen helt i vejret for at få signal mens Sixpence-Nazisten bander og svovler som aldrig før. Jeg kigger længere ud af perronen og ser Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden står kun i t-shirt, selvom vi er midt i januar og det er koldt. Jeg tænker at jeg vil få mest ud af ventetiden ved at stille mig ved Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden nikker til mig da Hjemmeværnsmanden ser mig. Jeg nikker tilbage.

“Se hvor de alle løber rundt” siger Hjemmeværnsmanden og står helt stille. “Det er normalt, når et menneske presses, men det nytter ikke noget. Toget kommer ikke hurtigere af at løbe rundt” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som nikker igen. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden må være erfaren i at være presset. Måske har Hjemmeværnsmanden været i krig. Hvis Hjemmeværnsmanden har været i krig, er jeg sikker på at Hjemmeværnsmanden har slået et andet menneske ihjel. Hjemmeværnsmanden slutter enetalen af. “Det gælder til gengæld om at være hurtig, når næste tog kommer ind. Ellers er der ingen plads og så skal man stå. Hurtig og smart, skal man være“. Hjemmeværnsmanden nikker igen. Jeg nikker tilbage og overvejer et “hehe” men vurderer at det ikke passer til situationen.

Der er mange mennesker på Viby Sjælland Station. Rigtig mange. Jeg tænker over Hjemmeværnsmandens vise ord og begynder at forberede mig på at komme i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Længere ude på perronen står Det grå grydehår og Damen med den hidsige sweater – jeg fornemmer at de også forbereder sig. Sixpence-Nazisten har opgivet at få signal på mobilen og har sluttet sig Hjemmeværnsmanden og jeg.

“Så håber jeg FANDME der er plads” råber Sixpence-Nazisten. Hjemmeværnsmand nikker. “Selvfølgelig er der plads, og ellers bliver der plads” siger Hjemmeværnsmanden og stirrer på køreledningerne. Der er noget nedværdigende i at stå op i et tog. Jeg vil hellere vente 30 minutter på næste tog end at stå op. Engangspendlere står, rigtige pendlere sidder. Jeg lufter denne tanke for Sixpence-Nazisten og Hjemmeværnsmanden, som begge nikker. Jeg nikker tilbage og sammen kigger vi på køreledningerne.

De 30 minutter er snart gået. 2 minutter inden næste IC tog ankommer meddeler DSB at toget kommer i spor 4 og ikke 2, hvor vi alle står. Nu begynder vi alle at løbe mod trappen for at komme til den anden perron. Jeg ser lidt længere fremme at Det grå grydehår forsvinder ned mellem alle menneskene. Jeg løber lige i hælene på Hjemmeværnsmanden og Sixpence-Nazisten. Lige ved trappen ligger Det grå grydehår, som åbenbart er faldet. Jeg løber forbi og glædes ved at der nu er en mindre at slås om DSB 1′ pladserne med. Jeg ser at også Hjemmeværnsmanden smiler.

Idet vores lille trio kommer op af trapperne til spor 4, kører toget ind på Viby Sjælland Station. Til vores held holder Vogn 21 lige foran trapperne. Vi kigger på hinanden. Hjemmeværnsmanden nikker og stiller sig ind foran en mor med 3 mindre børn. Sixpence-Nazisten og jeg følger med. Da dørene går op presser Hjemmeværnsmanden sig foran. Hjemmeværnsmanden får skubbet til en ældre mand, som brokker sig og herefter rammer Hjemmeværnsmanden’ taske en ældre dame, som udbryder et “AV for pokker!“. Det går så hurtigt at jeg taber Hjemmeværnsmanden af syne. Sixpence-Nazisten er lige bag mig og vi møver os gennem de mange mennesker i det allerede fyldte tog. Til min rædsel genkender jeg 2 DSB 1′ pendlere foran Sixpence-Nazisten og jeg. Da vi kommer ind i DSB 1′ kupéen, er der kun 2 ledige pladser. Hjemmeværnsmanden sidder ved siden af de 2 ledige pladser og ser meget tilfreds ud. De 2 pendlere foran os skal til at sætte sig på de 2 ledige pladser, men Hjemmeværnsmanden rejser sig.

“Desværre, her er optaget” siger Hjemmeværnsmanden.

De 2 pendlere brokker sig, men Hjemmeværnsmanden ryster blot på hovedet. De 2 pendlere går videre. Sixpence-Nazisten og jeg kommer frem til de 2 pladser. Hjemmeværnsmanden peger først på os og så på de 2 ledige pladser. Jeg føler en brusende fornemmelse i maven. Hjemmeværnsmanden smiler og siger “høhø“. Jeg følger op med et “hehe“. Sixpence-Nazisten smiler og griner.

DLG-fiskeren

admin 0 Comments

DLG-fiskeren er den mest irriterende pendler af dem alle. Heldigvis rejser DLG-fiskeren kun i Vogn 11 1-2 gange om måneden. Men det er også rigeligt.

DLG-fiskeren arbejder ved DLG, det afslører et adgangskort, som hænger i DLG-fiskerens bukser. DLG-fiskeren har helt sikkert været landmand før kontorjobbet. Mange års udendørsliv har slidt huden i DLG-fiskeren ansigt. DLG-fiskeren er ret så overvægtig DLG-fiskeren går i ternet skjorter, seler og bukser i fløjl. Hvis DLG-fiskerens bukser kunne tale ville de skrige efter mere samvær med strømperne. DLG-fiskeren har mere måne end hår.

Det er svært for mig at tale om DLG-fiskeren uden at ordet “Bonderøv” trænger sig på.

DLG-fiskeren har en enestående evne til at lade som om at DLG-fiskeren er hjemme. Jeg har ingen idé om hvor DLG-fiskeren står på toget, men når jeg står på har DLG-fiskeren nået at pakke helt utrolig mange ting ud på bordet. Papir, blade (som vi vender tilbage til), nøgler, kaffe, kuglepenne, en MEGET gammel mobiltelefon, briller, blokke, pung og til sidst et æggeur. Æggeuret ringer altid omkring Roskilde Station. Jeg tror at DLG-fiskeren er bange for at falde i søvn og ikke vågne op i tide. Æggeurets tikken gør mig vanvittig. Men det skal blive meget værre, kære læser. For DLG-fiskeren gør så mange irriterende ting, at jeg slet ikke ved om der er plads til dem alle i dette indlæg.

DLG-fiskeren er lystfisker. DLG-fiskeren har altid utrolig mange blade om fiskeri med. Jeg vidste slet ikke at man kunne få så mange blade om fiskeri. Nogle gange har DLG-fiskeren også manualer med til forskelligt fiskeudstyr. Jeg forestiller mig at DLG-fiskeren netop har købt dette udstyr og er så begejstret at DLG-fiskeren bare MÅ have disse manualer med sig.

Ved serveringen af snacks er DLG-fiskeren helt utrolig grådig, DLG-fiskeren tager gerne en 5-6 stykker chokolade, 4-5 snacks og DLG-fiskeren drikker kaffe som var det sidste dag på jorden. Herudover tager DLG-fiskeren 6-7 pakker med vådservietter. Det meste af dette bliver pakket ned i DLG-fiskerens enorme kuffert. Når DLG-fiskeren så skal til at spise sin snack eller chokolade, kommer sætningen..

“Nå, hvad har vi så her, bom bom?”

Denne sætning siger DLG-fiskeren til alt. Om det er fiskemagasiner, aviser, mad, telefonopkald eller noget på den anden side af vinduet. Ja, selv når DLG-fiskeren kigger i sin egen kuffert…

“Nå, hvad har vi så her, bom bom?”

Den sætning er forfærdelig. Jeg sidder blot og venter på den når DLG-fiskeren er med. Jeg kan ikke foretage mig andet end at tænkte på hvornår DLG-fiskeren siger den igen:

“Nå, hvad har vi så her, bom bom?”

Jeg er ikke den eneste, som er generet af den sætning. Jeg har lagt mærke til Den blege bankmands skuldre. Hver gang DLG-fiskeren siger sætningen, hæver Den blege bankmands skuldre sig, Og lægger sig igen indtil næste gang DLG-fiskeren siger sætningen.

Mennesket, som må se tusindvis af mennesker hver dag, bliver tydeligvis også irriteret når DLG-fiskeren er med. Mennesket får det her helt specielle udtryk i ansigtet, som Mennesket får overfor pendlere, som Mennesket ikke bryder sig om. Jeg husker at Mennesket engang delte snacks ud. DLG-fiskeren havde som altid bredt sig hensynsløst i kupéen. Da DLG-fiskeren gik i gang med at fiske snacks fra kurven blev det alligevel for meget for Mennesket.  “Ja, så tror jeg det er nok! Du ligner jo ikke ligefrem en som mangler noget” sagde Mennesket vredt og flåede kurven til sig. Jeg kan huske at jeg nikkede anderkendende til Mennesket. Man tager 1 stk. chokolade og 1 snack. Mennesket nikkede igen.

DLG-fiskeren elsker at snakke om fiskeri og DLG-fiskeren kan tale længe om fiskeri. Det værste man kan gøre er på nogen måde at kommentere fiskebladende, manualerne eller andet der på nogen måde kan relatere til fiskeri. Jeg husker da Bjørnen med den stærke ost engang kom med en hurtig bemærkning om et godt sted at fiske på Sydsjælland. DLG-fiskeren snakkede uden ende fra Sorø til København H. Selv da Bjørnen med den stærke ost var faldet i søvn, talte DLG-fiskeren videre. Det er nu mest Engangspendlerne, som ryger i DLG-fiskerens fiskefælde. Selv Det grå grydehår holder inde med de små sætninger når DLG-fiskeren er med.

DLG-fiskeren skal også snakke i telefon på rejsen. DLG-fiskeren har en meget gammel mobiltelefon med en antenne på. DLG-fiskeren taler ofte om meget ligegyldige ting i telefonen. Ting som på alle måder kan vente. Sporadisk bryder DLG-fiskeren ud i et “HA HA!”. DLG-fiskeren griner kun med 2 x “HA”. Aldrig 3 x “HA”. De er meget høje og korte og ser man dem ikke komme får man et chok.

“Hej”
“Ja”
“Tjoh”
“Lad os det”
“HA HA!!!”
“Enig”
“Farvel”

Jeg har en dårlig vane. Det er en vane jeg kan blive helt flov over når jeg tager mig selv i det. Jeg kan sidde og ønske mennesker, som irriterer mig, dårligt her i livet. Jeg har taget mig selv i at ønske dårlige ting for DLG-fiskeren, så DLG-fiskeren ikke længere kan ødelægge min rejse. Dette ønske er tit gået igennem mit hoved, når jeg har rejst med DLG-fiskeren:

Jeg forestiller mig at bestyrelsen i DLG holder møde og der skal kigges på besparelser. Først er det noget med at skære ned på kantinemaden på hovedkontoret og efterfølgende kigger de på rejseudgifter. Det første sted hvor jeg fantaserer om at DLG skal spare er på DSB 1′ rejserne. Her meddeles det til blandt andet DLG-fiskeren at rejser fremover IKKE foregår på DSB 1′ men derimod i Familievognen.
Jeg ser så for mig at jeg en dag går igennem Familievognen for at komme ned til Vogn 11. Her ser jeg DLG-fiskeren sidde blandt larmende børn og spejdere som lugter af tis og bål. Jeg nikker til DLG-fiskeren og griner højt. Griner højt og længe på min vej ud af Familievognen. Jeg sætter mig på Plads 26 i Vogn 11 og siger højt at jeg netop har set DLG-fiskeren i Familievognen. Herefter griner vi alle. Selv Sixpence-Nazisten bryder ud i høj latter. Den blege bankmand rejser sig fra sin plads, går til kaffeserveringen, løfter kanden og spørger “Hvem skal have kaffe?!”. Mennesket kommer ind med et smil på læben. “Har i set det, venner?” siger Mennesket. Den blege bankmand lægger en hånd på Menneskets skulder og tilbyder Mennesket kaffe. Mennesket smiler.

Jeg kan godt blive lidt flov når jeg har tænke sådanne tanker.

Sixpence-Nazisten og det manglende internet

admin 0 Comments

Sixpence-Nazisten er den vredeste pendler af dem alle.
Sixpence-Nazisten er aggressiv.
Sixpence-Nazisten er altid vred over noget.

Sixpence-Nazisten rejser fra Ringsted til Høje Taastrup. Sixpence-Nazisten træder ind i Vogn 11på samme måde som Aben træder ind i klasseværelset i filmen Det forsømte forår. Sixpence-Nazisten  er i start 50’erne. Sixpence-Nazisten er for det meste klædt i brunt. Sko, bukser, skjorte og jakke i brun. Øverst bærer Sixpence-Nazisten sin elskede sixpence – med grønne og røde tern. Jeg har aldrig – i mine 7 år på strækningen – set Sixpence-Nazisten uden den sixpence. Det er meget svært at sige hvilket job Sixpence-Nazisten har. Jeg forestiller mig at Sixpence-Nazisten har et job hvor Sixpence-Nazisten ikke skal have med andre mennesker at gøre. Sixpence-Nazisten har sikkert en sjælden spidskompetence og er gemt væk i en kælder hvor andre i det pågældende  firma sjældent kommer.

Jeg tror at Sixpence-Nazisten bor i et hektisk hus med mange mennesker, som kommer og går. Måske er der teenagebørn. Bag Sixpence-Nazistens vrede udtryk synes jeg til tider at kunne se en angst. Jeg ved ikke hvad den angst bunder i. Jeg har dog gjort mig mine tanker. Måske er Sixpence-Nazistens børn kommet i skidt selskab i Ringsted. Det skulle være et hårdt miljø dér i Ringsted. Bare fra Vogn 11 kan man ikke undgå at se bøller på Ringsted Station. Jeg tror gerne at Sixpence-Nazisten vil bruge togturen til at koble af. Til at slippe nogle af de mange bekymringer om det barske miljø i Ringsted.  Det er bare sjældent at Sixpence-Nazisten får slappet af. Problemerne står nærmest i kø for Sixpence-Nazisten.

Kaffekanderne er som regel ved at være tømt ved Ringsted Station. Sixpence-Nazisten bliver meget voldsom når der ikke er mere kaffe på kanden. Først tager Sixpence-Nazisten kanden op og ryster meget voldsomt. Så smider han den tilbage i kaffeserveringen og kommer med et højt suk eller et “ØV!”.  Hvis Sixpence-Nazisten er meget kaffetrængende kan der godt komme et slag i bordet med knyttet hånd. Når DSB personalet kommer og fylder kaffe på kanden, er Sixpence-Nazisten der med det samme. “JEG BETALER FOR KAFFE! JEG VIL HAVE KAFFE NÅR JEG STÅR PÅ TOGET!”

Når Sixpence-Nazisten har fået kaffe, skal Sixpence-Nazisten se TV på sin iPad. Sixpence-Nazisten elsker naturprogrammer. Sixpence-Nazisten elsker TV2 Fri. Når Sixpence-Nazisten ser TV2 Fri, ser Sixpence-Nazisten helt fredfyldt ud.  Det er som at Sixpence-Nazisten glemmer omverden. Det hårde miljø i Ringsted er pludselig ude af Sixpence-Nazistens hoved.  Den vrede mund skifter retning og Sixpence-Nazisten smiler. Og trækker vejret helt normalt. Det er som om at alle i Vogn 11 slapper mere af når Sixpence-Nazisten ser TV2 Fri.

For at Sixpence-Nazisten kan se TV2 Fri skal Sixpence-Nazisten have en fungerende internetforbindelse på sin iPad. Og her møder Sixpence-Nazisten som regel det næste problem.

TDC udbyder internet via hotspot til IC-togene. Dette er gratis at benytte såfremt man sidder på DSB 1′. Desværre fungerer dette internet ikke særlig godt. Ofte kan man slet ikke logge på. For det meste smides man af når man først har fået forbindelse og det er svært at få forbindelse igen. Det er en af de ting, som vi pendlere ofte sådan lige berører – dog uden at tale alt for meget med hinanden. En typisk samtale om internettet i toget forløber ofte sådan her:

Den blege bankmand: “Så er den gal med internettet igen.”
Mig: “Ja. Det er snart hver dag.”
Den blege bankmand: “Ja, i går kom jeg heller ikke på. “

…pause….

Den blege bankmand: “Var det ikke også i onsdags, der var problemer?”
Mig: “Jo. Eller måske var det tirsdag.”

I slutningen af november kommer Sixpence-Nazisten ind i Vogn 11. Sixpence-Nazisten er tydeligvis irriteret. Og da Det grå grydehår skal finde noget i sin jakke, som ligger på hattehylden lige over Sixpence-Nazisten, bliver Sixpence-Nazisten meget ophidset over at Det grå grydehår skal bruge så lang tid på at rode i sin jakke.

“Havde du forestillet dig at dette skulle være en heldagsforestilling” vrisser Sixpence-Nazisten. “Det er jo umuligt at koncentrere sig, når du nærmest sidder på skødet af mig!”. Det grå grydehår sætter sig overfor Sixpence-Nazisten og Sixpence-Nazisten sukker højt mens Sixpence-Nazisten kigger på Det grå grydehår.

Sixpence-Nazisten har fået kaffe og finder sin iPad frem. Sixpence-Nazisten kigger på pladsnummeret og forsøger at logge på internettet. Det der nu sker har jeg døbt “Sixpencesionen”.

1. Sixpence-Nazisten vrisser højt “Hvorfor skal det lort være så langsomt!!”
2. Sixpence-Nazisten  kommer på internettet og får tændt for TV2 Fri. Sixpence-Nazisten smiler.
3. Sixpence-Nazisten mister forbindelsen til internettet. Sixpence-Nazisten slår hårdt i bordet og råber “FOR FANDEN!!”.

Herefter flyver Sixpence-Nazisten  op af sædet og henter DSB personale for at klage og forlange internet. Højdepunktet er når Mennesket er med. Mennesket afviser som altid hjælp til noget som ikke står i Menneskets arbejdsbeskrivelse.

“Jeg kan og vil ikke hjælpe! Du må ringe til TDC!” siger Mennesket. Hvis Mennesket har en overskudsdag kan der godt komme en lille stikpille. “Jeg kan anbefale en god bog. Den hopper ingen steder”. Dette gør Sixpence-Nazisten nærmest lilla i hovedet. Sixpence-Nazisten sætter sig tilbage i sædet. Her kommer der som regel endnu et slag i bordet fulgt op af et “For fanden!”.

Jeg tænker engang imellem på om Mennesket i virkeligheden står i kulissen og afbryder internettet. Når Mennesket så har afbrudt internettet tager Mennesket en tur igennem toget og nyder pendlernes reaktioner. Så går Mennesket tilbage ud i kulissen. Tænder for internettet igen, skænker en kop kaffe og nyder magten.

Teltdamen med neglefilen

admin 0 Comments

Jeg har ikke set Teltdamen med neglefilen i et par år. Da jeg jeg i 2011-2012 rejste med IC afgangen 8.13 fra Korsør Station, var Teltdamen med neglefilen altid med. Måske er Teltdamen med neglefilen død i dag. Det er ikke til at sige. Det kan også være at det er Hjemmeværnsmandens skyld at Teltdamen med neglefilen ikke længere rejser med denne afgang. Men mere om det senere.

Teltdamen med neglefilen er en rund og fyldig dame. Teltdamen med neglefilen går altid i meget store kjoler med prikker, blomster eller andet forstyrrende mønster. Hun har kort krøllet hår og meget små grønne briller. Det ser meget specielt ud med de små briller, da Teltdamen med neglefilen har et meget stort hoved. Teltdamen med neglefilen har en lille taske med hvori hun opbevarer forskellige ting. Mere om taskens indhold senere.

Teltdamen med neglefilen og jeg stod engang af på Københavns Hovedbanegård samtidigt. Hvis det blæser meget, kan der opstå en form for gennemtræk på perronerne. Den dag blæste det meget. Teltdamen med neglefilen gik ud af toget  lige før mig og da Teltdamen med neglefilen trådte ned på perronen blæste Teltdamen med neglefilens meget store kjole op, så man kunne se Teltdamen med neglefilens hudfarvede nylonstrømper. Længere op end til hvor lårene stopper. Jeg kan huske at jeg kiggede på det med en sær tom fornemmelse indeni.

Teltdamen med neglefilen har et meget fast pendlermønster. Teltdamen med neglefilen har nemlig regnet ud at en del af den daglige hygiejne kan håndteres i toget. Hvor vi andre arbejder, tænker store tanker og holder øje med andre rejsende, sætter Teltdamen med neglefilen hår, lægger neglelak og en gang imellem sminke.  Til tider kan det være en voldsom affære. Engang gik Teltdamen med neglefilen igang med hårlakken. Her fik Den blege bankmand alligevel nok og bad hende om omgående at stoppe.

Det er betagende at se Teltdamen med neglefilen lægge sminke. Teltdamen med neglefilen lægger nemlig meget sminke i ansigtet. Så meget at hvis man sover en 20 minutters tid kan hun være svær at kende når man vågner. Kroppen og den store kjole afslører dog Teltdamen med neglefilen hurtigt. Teltdamen med neglefilen kan holde en mascara helt stille. Også selvom toget bumler derudaf. Jeg tænker ofte at Teltdamen med neglefilens vægt er en fordel her. På en eller anden måde opvejer Teltdamen med neglefilens vægt rystelserne og Teltdamen med neglefilen kan dermed holde hånden helt stille.

Det er dog af en helt anden grund at jeg for alt i verden undgår at sidde enten overfor eller ved siden af Teltdamen med neglefilen. Når toget har passeret Ringsted, finder Teltdamen med neglefilen sin neglefil frem. Og herefter skal der arbejdes på neglene. Teltdamen med neglefilen gør meget ud af neglene og der files længe. Teltdamen med neglefilen har så meget styr på at file negle at Teltdamen med neglefilen oftest blot stirrer ud af vinduet mens der files. De affilede neglerester danner en fin støvsky omkring Teltdamen med neglefilens mens hun filer. Samme type støvsky som når man sparker til en gammel svamp i skovbunden.

Jeg har det svært med ting som har siddet fast på andre mennesker og af en eller grund ikke længere gør det længere. Neglerester er en af disse ting. Jeg undgår for alt i verden at sidde tæt på Teltdamen med neglefilen, da jeg er angst for at skyen af neglerester lander i mad og drikke. Jeg forestiller mig at negleskyen lægger sig som en en insisterende hinde over min kaffe, som skind på sauce.

Jeg er langt fra den eneste pendler, som har det svært med Teltdamen med neglefilens neglefileri. På en af de meget varme sommerdage i 2012, sad jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 sammen med Teltdamen med neglefilen, Det grå grydehår, Hjemmeværnsmanden og en Engangspendler. Altså en fyldt DSB 1′ Stillezone.

Det grå grydehår, som trods hedebølge bærer det grå jakkesæt, sveder meget som han sidder der på sin plads. Det er tydligt at Det grå grydehår er presset i varmen. Hjemmeværnsmanden er klædt mere fornuftigt på. Helt korte shorts, en ferie t-shirt, tennissokker og sportssandaler. Teltdamen med neglefilen har en meget kort kjole på. En tand for kort. Da Teltdamen med neglefilen begynder at file negle får Det grå grydehår det endnu strammere. Det grå grydehår kommer med en:

“Ja, det skulle man nok have klaret hjemmefra.”

Hjemmeværnsmanden reagerer hurtigt med et:

“DET ER EN STILLEZONE! HER ER MAN STILLE!”

Det grå grydehår bliver helt stille. Tilbage er kun lyden af neglefilen. Sådan en insisterende frem og tilbage lyd. I samme tempo hele tiden. Som sandpapir på træ. Hjemmeværnsmanden opfanger lyden. Hjemmeværnsmanden har endnu ikke set Teltdamen med neglefilen file negle. Det virker som at Hjemmeværnsmanden tror at det er toget, der laver denne lyd. Men lyden irriterer Hjemmeværnsmanden. Han kigger sig irriteret omkring. Og nu opdager han Teltdamen med neglefilens neglefilen. Hjemmeværnsmanden kommer med et “Hvad saaaatan…” og bliver helt rød i hovedet. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og skælder Teltdamen med neglefilen ud. Jeg husker ikke ordene. Der er mange. Hjemmeværnsmanden giver i hvert fald Teltdamen med neglefilen en lektion i at negle files på toilettet. Med helt skinger stemme.

Teltdamen med neglefilen forlader chokeret Stillezonen. Hjemmeværnsmanden sætter ned igen. Han nikker til mig og Det grå grydehår. Vi nikker tilbage

Jeg har ikke set Teltdamen med neglefilen efter denne episode.

 

Det grå grydehår

admin 0 Comments

Det grå grydehår skifter ofte vogn. Det grå grydehår har ikke en fast plads. Det grå grydehår er atypisk på det punkt. Og alligevel er Det grå grydehår en klassisk pendler med 20+ år på bagen.

Det grå grydehår er en ældre mand. 60+. Det grå grydehår har meget store briller. Det grå grydehår er meget tynd og ranglet og ser helt utrolig skrøbelig ud. Jeg overvejede at kalde Det grå grydehår for “Spindelvævet”. For det er hvad Det grå grydehår mest af alt minder om. Et støvet gammelt spindelvæv. Jeg har dog valgt at navngive Det grå grydehår efter Det grå grydehårs frisure. Det grå grydehår har en bar cirkel på toppen af hovedet. Resten af håret er redt lodret ned og klippet som havde Det grå grydehår haft en gryde eller en potte  på hovedet under klipningen. Længden varierer aldrig. Jeg tænker at Det grå grydehår må blive klippet rigtig tit.

Jeg har fundet en teknik hvorpå jeg kan tjekke Det grå grydehårs hårlænge. Når jeg sidder overfor Det grå grydehår sætter jeg mig helt tilbage i sædet. Det grå grydehår sidder også altid helt tilbage sædet. Det grå grydehårs hår når altid til et bestemt stykke mønster på togsædet når vi begge sidder helt tilbage i sædet.  Aldrig længere, aldrig kortere. Lige der hvor mønsteret bliver grønt går Det grå grydehårs hår til.

Det grå grydehår går altid i et gråt jakkesæt. I blazeren er der meget store skulderpuder. Det grå grydehår har ikke telefon, computer, iPad, Kindle eller lign. Det grå grydehår læser kun avis. Det grå grydehår læser kun Berlingske. I hver DSB 1′ kupé er der et eksemplar af hver af de større aviser. Det grå grydehår bliver vældig irriteret når Berlingske er “optaget”.  Så spørger Det grå grydehår ind til hvornår avisen er ledig. Ikke om Det grå grydehår må overtage avisen efter brug, men HVORNÅR avisen er ledig. Herefter kommer der små kommentarer fra Det grå grydehår. Ikke sådan direkte henvendt, men sagt højt nærmest henvendt til sig selv.

“Det er egentlig utroligt så længe nogle mennesker skal bruge med en avis.”
“I dette tempo når jeg jo ikke at læse noget som helst.”
“Man kunne jo give 1. sektion videre, når man nu læser Kultursektionen.”

Ovenstående er meget typisk for måden hvorpå Det grå grydehår tilgår hverdagens uretfærdigheder. Det grå grydehår kommenterer situationen uden at konfrontere. Det er egentlig en herlig egenskab. Jeg tror at Det grå grydehår sparer mange konflikter på denne måde.

Tirsdag havde en Engangspendler sat sig overfor Det grå grydehår. Engangspendleren havde sat sin taske på gulvet under bordet, så Det grå grydehår ikke rigtig kunne være der med benene. Det grå grydehår er tydeligvis irriteret, kigger ned i jorden og siger så:

“Ja, det havde jo været rart om man havde lagt den taske op på hattehylden, så vi alle kunne være her.”

Da Engangspendleren ikke reagere venter Det grå grydehår en 5 minutter og siger så:

“Ja, det er godt nok svært at være her med benene. Det havde været mere rart for alle hvis man brugte hattehylden til bagage,”

Engangspendleren hører det og flytter undskyldende tasken.  Det grå grydehår siger ikke tak, men strækker benene og ser tilfreds ud.

En anden ting som irriterer Det grå grydehår voldsomt er hvis nogen tager det sidste kaffe og derefter ikke går ud og fortæller personalet at der er brug for mere kaffe. Så er Det grå grydehår der hurtigt med et par hurtige kommentarer – igen ikke henvendt direkte til nogen.

“Nogle mennesker tænker åbenbart kun på sig selv.”
“Ja, men det var da godt at han lige fik det sidste kaffe.”
“Jeg kunne godt have brugt en kop kaffe til denne lange dag.”

Der er mange små ting, som kan genere Det grå grydehår. Blandt andet servicemeddelelserne i højtalerne. Især hvis Det grå grydehår rigtig har sat sig til rette med Berlingske, kaffe og et tilfreds blik og den klassiske “DING DING” lyder fra højtalerne. Så ser Det grå grydehår træt ud og siger ting som

“Det er utroligt at man aldrig kan være i fred.”
“Hvis jeg fik 5,- for hvert DING, ville jeg være rig.”

Jeg mindes engang hvor Det grå grydehår konfronterede Mennesket med de mange servicemeddelelser i toget. Dette er en af de få gange hvor Det grå grydehår henvender sig direkte. Mennesket ser allerede ophidset ud da Det grå grydehår stopper Mennesket. Det grå grydehår spørger Mennesket om det er muligt at skrue ned for de mange meddelelser, da disse er meget forstyrrende for Det grå grydehår. Dette falder bestemt ikke i god jord hos Mennesket. Mennesket bliver hidsig og nærmest råber til Det grå grydehår  “Ja, så skulle jeg løbe hurtigere for at svare på alle de spørgsmål, der så ville komme. Men du ville måske nyde at se mig løbe hurtigere end jeg gør nu!? Det ville du sikkert!”.

Det grå grydehår kigger igen ned i jorden. Da Mennesket er gået kommer Det grå grydehår med et par sætninger:

“Ja, man skal jo ikke hjælpe dem der betaler ens løn.”
“Nå, så blev service en by i Rusland.”

Det grå grydehår er altid et lyspunkt på min rejse.