Damen Med Den Hidsige Sweater

Kirkemageren

admin 0 Comments

Det er ikke tit at Kirkemageren kører med mit tog. Der kan gå måneder imellem. Men Kirkemageren har rejst på strækningen i alle de år jeg har pendlet. Kirkemageren er ikke den typiske pendler på DSB 1’ men mit hjerte fyldes med glæde når jeg ser Kirkemageren sidde i vogn 21, da der som regel sker en række uforudsete ting.

Jeg har svært ved at fastsætte Kirkemagerens alder. Men jeg tror at Kirkemageren er omkring de halvtreds. Kirkemageren har halvlangt rødt hår bundet i en meget lille hestehale bagtil og en voldsom måne på forreste del. Kirkemageren har en speciel ørering i det højre øre. Det kunne godt ligne en sten af en art. Eller en krystal måske.  Kirkemageren har et læderarmbånd på højre arm, og en slidt lædervest over en som regel orange t-shirt med et ørnemotiv på.

Kirkemageren er ikke særlig høj og meget tynd. Kirkemageren har små runde briller. Helt utrolig små briller. De er så små at Kirkemageren må se øverste halvdel af verden over brillen og nederste halvdel af verden igennem brillen. Og da brillen er temmelig stærk må det give et virkelig skævt billede af verden.

Kirkemageren er i et kreativt fag, for Kirkemageren er virkelig skrap med papir, saks og lim. Jeg ved ikke hvilket job Kirkemageren har, men mit bud er at Kirkemageren er lærer på en kreativ uddannelse. Og der har Kirkemageren været i mange år. Det er der ingen tvivl om.

Det er en grå tirsdag morgen lige efter nytår. Vogn 21 er næsten tom. Kun Damen med den hidsige sweater er umiddelbart at finde i vognen. Men da jeg sætter mig ned, kan jeg se Kirkemageren skråt overfor i en anden bås. Foran Kirkemageren ligger der en lille saks, en limstift og en masse papir. Noget er der klippet i og andet venter på at blive til noget. 

Og ja, det lyder måske sært at Kirkemageren sådan holder klippeklistremorgen, men det er slet ikke unormalt. Og det bringer os til hvorfor Kirkemageren hedder Kirkemageren.

Kirkemageren laver kirker i papir. Nogle af kirkerne laves spontant og andre har jeg set af flere omgange, hvor Kirkemageren har hevet en papirkirkemodel frem fra plastikboks i en stor taske og arbejdet videre på.

Den flotteste kirke så jeg sidste sommer. Det var Løgumkloster Kirke. Det var en virkelig flot model. Kirkemageren skulle ikke rigtig lave noget på Løgumkloster Kirke den morgen, hvor jeg så det færdige resultat. Løgumkloster Kirke stod bare på bordet og Kirkemageren stirrede på den i en time uden at kigge væk. Selv ikke da jeg spurgte hvad det dog var for en flot kirke, kiggede Kirkemageren væk. Kirkemageren svarede helt tørt at det var Løgumkloster Kirke. “Det kan du jo se på tårnet i midten” afsluttede Kirkemageren vores lille samtale af med.

Kirkemageren er en meget rolig og indelukket mand, men der er to ting, som kan gøre Kirkemageren rigtig rasende.

– At blive forstyrret mens der arbejdes med papir.
– At blive konfronteret med at tape ville være nemmere at bruge end lim.

Denne tirsdag morgen skal begge af disse ting ske inden for kort tid.

Døren går op og ind kommer ind ny kontrollør. Dem er der desværre kommet en del af. Kontrolløren starter ved Kirkemageren. “Kort eller billet?” siger kontrolløren og kigger ned på Kirkemageren. Kirkemageren reagerer ikke og fortsætter med at folde et stykke papir. “Må jeg have lov til at se kort eller billet” siger den unge kontrollør nu lidt højere.

Kirkemageren lægger papir og saks fra sig, tager sine briller af og kigger så op på kontrolløren. “Forstyrrer jeg dig i dit arbejde? Kommer jeg hen til dig og gør dit arbejde svært for dig?”. Kontrolløren bliver bragt ud af fatning og prøver med en forklaring om at det er nødvendigt at have en gyldig billet. Kirkemageren afbryder kontrolløren.
“Forstyrrer jeg dig i dit arbejde? SÅ SVAR MIG DOG!” Kirkemageren råber den sidste sætning.

“Nej…..Nej, det gør du vel ikke..”
“Må jeg så foreslå at du først spørger om du må forstyrre? Og når JEG så har sagt ja, så kan du spørge om billet!”
“Jeg skal nå at se rigtig mange billetter……”
“Med tidens billetpriser ville det klæde jer at ikke at forstyrre. Havde du spurgt om du måtte forstyrre, kunne jeg have nået at afslutte mine tanker om papiret”
“Jeg er nødt til at se din billet, Hr…”
“Jeg viser IKKE billet før du har spurgt om du må forstyrre!”

Kirkemageren kigger kontrolløren dybt i øjnene og her vælger Kontrolløren at give op. Kontrolløren sukker og lader Kirkemageren være i fred  Kontrolløren passerer Kirkemageren igen og skal til at sige noget. Kontrolløren bliver stående et øjeblik med øjnene rettet på Kirkemageren, sukker igen og vælger så at gå videre. Gad vide hvordan Mennesket ville håndtere denne situation. Mon ikke Mennesket ville have smidt Kirkemageren af toget? Måske ville Mennesket have slået Kirkemageren?

Kirkemageren er igen kommet godt igang med klipperiet. Kirkemageren måler, sætter streger, klipper og limer. Kirkemageren nynner også lidt. Jeg ser noget i Kirkemagerens ansigt, som kunne minde om et smil. Men som det ofte er, så varer glæden kun kortvarigt. Damen med den hidsige sweater har nysgerrigt fulgt med i Kirkemagerens arbejde. Især limen driller Kirkemageren. Det er svært at lime de mange små detaljer i dagens kirke. De forskellige stykker går ofte fra hinanden. Men Kirkemageren er helt rolig. Flere gange går papiret med lim på fra hinanden, men Kirkemageren bliver ikke ophidset eller utålmodig. Kirkemageren limer bare igen, sætter sammen og nynner.

Damen med den hidsige sweater sætter sig overfor Kirkemageren. Damen med den hidsige sweater må have lyttet til diskussionen mellem Kirkemageren og kontrolløren, for Damen med den hidsige sweater starter samtalen det helt rigtigt sted.

“Må jeg forstyrre?” spørger Damen med den hidsige sweater. Kirkemageren kigger op, smiler og nikker.

“Hvor ser det spændende ud, hvad skal det blive til?”

Kirkemageren fortæller at det er en model af Hedensted Kirke. Kirkemageren fortæller lystigt videre om tårnet på Hedensted Kirke.

“Ville det ikke være nemmere at bruge tape til de hjørner dér?” spørger Damen med den hidsige sweater. Kirkemageren går i stå midt i snakken om kirketårnet i Hedensted. Det er som om at alt slukker inde i Kirkemageren for en kort stund. Kirkemageren lægger limen fra sig og kigger på Damen med den hidsige sweater.

“Jeg kunne jo også bare smide det ud! Eller endnu bedre, klippe det i mange stykker og SÅ smide det ud. RESULTATET VILLE BLIVE DET SAMME!”. Kirkemageren er rasende. Kirkemageren rejser sig op.

“Brændte Monet enderne af en korkprop og brugte den til at male åkander med?”

“Jeg tænkte jo bare at det ville være nemmere med tape…”

“Forfærdelig tanke! Tape ødelægger al papirkunst!”
“Kan du ikke sætte det indeni? Så er der ingen der ser det?”

“INDE I KIRKEN? Gu fanden skal der ej være tape i Hedensted Kirke!”
“Ja, så må du meget undskylde!”
“Ja, det må du nok sige!”



Damen med den hidsige sweater går rystet tilbage til sin plads.

Der går ikke et minut, så nynner, klipper og limer Kirkemageren igen.

Det grå grydehår og rapperne

admin 0 Comments

Det er mandag og Roskilde Festival er slut dagen forinden. Helt grotesk mange mennesker skal med toget mod Jylland. På daværende tidspunkt pendlede jeg fra Hovedbanegården. Da toget kører indtil perronen meddeles det at alle pladsreservationer er annulleret grundet de mange mennesker, som Statsbanerne mener vil stige på toget i Roskilde.

Og ganske rigtigt, på Roskilde Station står festivalgæster så langt øjet rækker. Jeg sidder på DSB 1′ i vogn 11 sammen med Damen med den hidsige sweater og Det grå grydehår. Især Det grå grydehår har det svært under Roskilde Festival. De mange mennesker og de meget høje lyde gør Det grå grydehår nervøs. Det grå grydehår må ofte lukke øjnene og finde sit glade sted når der virkelig er pres på i toget.

Toget fyldes HELT op. Der er så mange mennesker med at også DSB 1′ bliver proppet af festivalgæster. Det grå grydehår er ligbleg. Det grå grydehår sidder med lukkede øjne og mumler et eller andet. Jeg tænker at Det grå grydehår nærmest messer “Find det glade sted, find det glade sted, find det glade sted…”. Eller måske er Det grå grydehårs kone på et tidspunkt blevet træt af Det grå grydehårs usikkerhed. Det er sikkert svært at være ude at handle med Det grå grydehår. Konen har prøvet med: “Skal vi ikke prøve at spise noget nyt i aften? Noget grønt og ingen kød?”. Denne udmelding har sikkert gjort Det grå grydehår så dårlig og svimmel at Det grå grydehår har måtte støtte sig til køledisken. Og efter mange af sådanne episoder har Det grå grydehårs kone fået nok og forlangt at Det grå grydehår ændrede sig. Det grå grydehår har måske prøvet meditation for at finde ro. Og måske er det hvad Det grå grydehår har gang i.

Dørene lukkes i og toget begynder at køre. I vores kupé står 4 unge mænd. I hvide undertrøjer og store bukser. Den ene af de unge mænd har en KÆMPE boomblaster med sig. Boomblastermanden ligner en der har fået en del at drikke. Boomblastermanden prøver at rappe nogle vers af yderst tvivlsom kvalitet. Jeg husker specielt en sætning og jeg skal allerede nu beklage det voldsomme sprogbrug, som ellers ikke er noget vi dyrker her på bloggen. “Kællingerne går ned, på min pik som er fed” snøvler Boomblastermanden. Da Det grå grydehår hører denne linje må Det grå grydehår holde fast i bordkanten og Det grå grydehårs messen tager til.

Det viser sig at Boomblastermanden ikke er den eneste som kan rappe. Skiftevis rapper de unge mennesker. Jeg ved ikke særlig meget om rap. Men det jeg hører er virkelig ringe. Og så sker det. Boomblastermanden trykker play på den store boomblaster og høj rapmusik strømmer ud af højtalerne. Det grå grydehår hopper i sædet, Damen med den hidsige sweater taber sin kaffe udover bordet. Selv får jeg et chok. Rytmen hamrer ud af boomblasteren og Boomblastermanden rapper med på sangen. Det er ikke til at bære.

Pludselig retter Det grå grydehår sig op i sædet og ligner pludselig et menneske med overskud. Det grå grydehår styrkes sikkert ved tanken om hvad konen vil sige, når Det grå grydehår fortæller om hændelsen og fortæller at Det grå grydehår intet gjorde. Konen vil sikkert svare “Det er typisk dig, Grå Grydehår. Da naboen byggede hegnet 4 cm inde på vores grund, gjorde du heller intet. Du er en TØSEDRENG! Det sagde min far også altid at du var!”. Men i Det grå grydehårs alder lader man sig sikkert ikke skille. Så konen holder ud. Måske nyder hun endda at håne Det grå grydehår.

Det grå grydehår rejser sig og går hen til Boomblastermanden og spørger stille og roligt om Boomblastermanden ikke vil skrue ned for musikken eller bedre endnu, slukke for musikken. “Fuck dig, gamle nar!” råber Boomblastermanden ind i hovedet på Det grå grydehår. Det grå grydehår griber ud efter noget at holde i. Jeg rejser mig, støtter den tydeligt rystede Det grå grydehår og siger vredt til Boomblastermanden at man skal tale pænt. Boomblastermanden giver mig samme tur og jeg indser at der ikke kan trænges ind til Boomblastermanden. De ungere rappere rapper videre til musikken og jeg tænker at jeg må holde de 40 minutter ud.

Vi når Ringsted Station og døren til kupéen går op. Ind træder Mennesket. Mennesket stirrer med foragt på Boomblastermanden og scenariet, som udspiller sig. Der går nogle sekunder. Mennesket hader Roskilde Festivallen. Mennesket hader festivalgæsterne. Men Mennesket hader denne form for optøjer endnu mere. Jeg tænker at jeg vil kaste lidt benzin på bålet. Jeg fortæller hvordan at både Det grå grydehår og jeg er blevet overfuset og at det ikke kan være rigtigt. Mennesket koger. Mennesker kigger på mig og siger så de 2 betryggende ord.

“Lad mig!”

Mennesket prikker Boomblastermanden på ryggen og skriger Boomblastermanden ind i hovedet. “HØR, HVAD FANDEN ER DET LIGE HER FOREGÅR!?“. Mennesket flår boomblasteren ud af Boomblastermandens hænder. Jeg er i det øjeblik sikker på at Mennesket vil ødelægge boomblasteren. Men Mennesket gør noget helt andet. Med lynets hast vender Mennesket boomblasteren rundt, åbner en klap på bagsiden og flår samtlige batterier ud. Mennesket lægger batterierne ned i lommen og giver Boomblastermanden boomblasteren tilbage. Jeg kigger over på Det grå grydehår, som er tæt på at græde. Det grå grydehår rokker overkroppen frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Det ligner en stressreaktion.

Mennesket kigger nu Boomblastermanden lige i øjnene. “D’herre, i skal af på Sorø station!“. Boomblastermanden ryster på hovedet og fortæller at rapperne skal til Vejle. “I SKAL IKKE TIL VEJLE! I SKAL AF I SORØ, SOM ER NÆSTE STOP!!” skriger Mennesket.

Boomblastermanden griner hvilket får Mennesket til at se rødt. Mennesket tager fat i Boomblastermanden og trækker ham ud til udgangen. Boomblastermandens rapvenner følger med i en ikke så høj sindstilstand. Og så sker det. Mennesket smider de 4 rappere ud på Sorø Station.  Jeg mærker glæden i min mave. Det grå grydehår er stoppet med at rokke frem og tilbage. Jeg får øjenkontakt med Det grå grydehår. Det grå grydehår har helt røde øjne og højre hånd ryster. Jeg skænker en kop kaffe til Det grå grydehår. Ind kommer Mennesket. Mennesket smiler. Jeg smiler. Damen med den hidsige sweater smiler. Ingen skal bringe ufred i Menneskets tog. Ingen.

Snackkurven

admin 0 Comments

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21.  Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel.  Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden  ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket,  rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket.  “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud.  Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Ventetid i Trekroner – en romantisk historie

admin 0 Comments

Det er en skøn onsdag eftermiddag i sommeren 2012. Jeg sidder i Vogn 11 med Den blege bankmand,  Sixpence-Nazisten, Det grå grydehår og Damen med den hidsige sweater.

Allerede på Hovedbanegården ser Den blege bankmand ud til at have en særdeles god dag. Den blege bankmand er iført kortærmet hvid skjorte med brede og lodrette blå striber. Den blege bankmand er overraskende solbrun. Jeg tænker at Den blege bankmand har været på ferie. Måske rejser Den blege bankmand til det sydlige Frankrig. Jeg er sikker på at Den blege bankmand elsker det sydlige Frankrig.

“Kan du holde varmen, unge mand?” spørger Den blege bankmand da vi møder hinanden på perronen. Den blege bankmand tager solbrillerne af og hænger dem i skjortelommen. Den blege bankmand dufter af en dejlig barbersprit. Den blege bankmand smiler. “Hvem kommer først ind!?” siger Den blege bankmand da toget holder ved perronen. Den blege bankmand griner og vi går ind sammen.

Tilbage til toget. Den blege bankmand sidder overfor Damen med den hidsige sweater til venstre for mig på henholdsvis Plads 22 og Plads 28. Selv sidder jeg på Plads 26.

“Vi får et ophold i Trekroner. Dette vil vare ca. 10 minutter” siger en stemme ud af højtalerne.

“ØV!” råber Sixpence-Nazisten fra sin plads. Opholdet slår dog ikke Den blege bankmand  ud. Den blege bankmand kigger på Damen med den hidsige sweater. “Mange mener ikke at RUC er et rigtigt universitet” siger Den blege bankmand. “Legetøjsuniversitetet, kalder jeg det”. Den blege bankmand griner mens Den blege bankmand kigger på Damen med den hidsige sweater, som fniser. Den blege bankmand  læner sig frem mod Damen med den hidsige sweater. “Hvor har du selv gået i skole?“. Damen med den hidsige nævner en skole, som jeg ikke kender. “HERLIGT! DEJLIGT STED!” råber Den blege bankmand og blinker til Damen med den hidsige sweater.

Den blege bankmand finder det store ringbind frem. Damen med den hidsige kigger på billedet af Den blege bankmand på ringbindet og ser imponeret ud. Den blege bankmand bladrer lidt i ringbindet og kigger så på Damen med den hidsige sweater.

“Ved sidste ledermøde foreslog jeg en filial i Trekroner. Hvor der er mange unge mennesker, er der mange penge i omløb”. Den blege bankmand er i topform. “Ingen udvikling er afvikling”. Damen med den hidsige sweater smiler nu mere kærligt og kigger drømmende på Den blege bankmand. Den blege bankmand tager en lille bunke papirer ud af ringbindet og lægger på bordet. Den blege bankmand lader fingeren løbe ned over de mange 6-7-cifrede numre og griner undervejs. Men en sikker hånd sætter Den blege bankmand sit hår skyder brystet frem.

“Mere kaffe?” spørger Damen med den hidsige sweater Den blege bankmand. “Meget gerne.” svarer Den blege bankmand. Damen med den hidsige sweater skænker kaffe til Den blege bankmand. “Bruger du noget i kaffen?“. Den blege bankmand lægger sin hånd over Damen med den hidsige sweaters arm. “Ingenting i min kaffe, jeg kan lide kaffe”. Den blege bankmand ler højlydt. “Ha ha ha”. Den blege bankmand stopper med ét sit grin og kigger Damen med den hidsige sweater dybt i øjnene. Damen med den hidsige sweater udbyder et “iiiih, altså!“.

Sixpence-Nazisten brokker sig over manglende internet, livet pulserer på legetøjsuniversitetet, rejsende bevæger sig gennem toget og Det grå grydehår snakker med sig selv. Men mellem Den blege bankmand og Damen med den hidsige sweater står tiden stille de næste sekunder. Selv da Damen med den hidsige sweater vælter Den blege bankmands kaffekop med hånden står tiden stille. Der går sekunder før Den blege bankmand rejser sig. “Lad mig!” siger Den blege bankmand galant. Damen med den hidsige sweater kigger med længsel på Den blege bankmand mens Den blege bankmand tørrer kaffen op. Den blege bankmands papirer er sølet ind i kaffe, men Den blege bankmand er ikke sur. Tværtimod.

“Det gør ikke noget” siger Den blege bankmand. “De kan printes igen. Og igen. Og igen”. Damen med den hidsige får et mindre surt opstød og puster ud meget tæt på Den blege bankmands ansigt. Men Den blege bankmand smiler stadigvæk.

I en anden virkelighed ville denne lille flirt kunne have udviklet sig. Den blege bankmand ville have inviteret Damen med den hidsige sweater til det sydlige Frankrig. Og ikke 300 flasker væltet fransk rødvin ville kunne skade følelserne mellem det nyforelskede par. Den blege bankmand ville gå lange ture med Damen med den hidsige sweater på de flotte strande. Den blege bankmand ville snakke om investeringer og aktier i selskaber, som er tyndt finansieret. Damen med den hidsige sweater ville kigge forelsket på Den blege bankmand og give Den blege bankmand ret i at RUC er et legetøjsuniversitet. Så ville de begge grine mens solen bevægede sig ned bag havet. Om aftenen vil Den blege bankmand og Damen med den hidsige sweater spise delikatesser og danse til musik som hittede i 70’erne.

Men i den virkelige verden, på denne dejlige onsdag, kører toget videre og Den blege bankmand trækker sig tilbage til ringbindet. Damen med den hidsige sweater finder sin bog frem. En sådan kærlighed mellem 2 pendlere ville aldrig gå. Det ved alle pendlere.

Og som vi forlader Trekroner, dør den lille sommerromance.

Rejsekortet

admin 0 Comments

Jeg bryder mig ikke om nye ting. Om forandring. Om ting der ikke er som er de plejer. Det er der ingen pendlere der gør. I hvert fald ikke rigtige pendlere.

Selv har jeg ikke foretage skiftet til et Rejsekort. Jeg er glad for mit pendlerkort. Der er utrolig mange minder og tryghed forbundet med mit pendlerkort. Det er en af de ting, som jeg holder allermest af. Jeg aner ikke om jeg kan spare penge på et Rejsekort, og jeg er også ligeglad. Jeg beholder mit blå pendlerkort.

Den blege bankmand var den første som skiftede det gamle pendlerkort ud med et Rejsekort. Den blege bankmand var igennem en lang proces inden Den blege bankmand foretog skiftet. I en lang periode havde Den blege bankmand en Rejsekortet-brochure og prisliste liggende i det store ringbind. Den blege bankmand brugte rigtig meget tid på at læse om Rejsekortet. På et tidspunkt tog Den blege bankmand også lommeregneren i brug.

Forrest i Den blege bankmands ringbind sidder en notesblok og den tager Den blege bankmand vigtige notater på. En morgen skrev Den blege bankmand “REJSEKORT” øverst på en side. Den blege bankmand satte en streg under “REJSEKORT” og skrev en lang række udregninger nedenunder. Der indså jeg at Den blege bankmand mente business med Rejsekortet.

Dag 1:

Det er onsdag og Den blege bankmand stiger på toget. Der er noget anderledes ved Den blege bankmand denne morgen. Den blege bankmand virker nervøs. Den blege bankmand tager sig flere gange til inderlommen i den sorte blazer. Så sætter Den blege bankmand sig, finder sit ringbind frem og til sidst tager Den blege bankmand sin pung frem. Ud af pungen tager Den blege bankmand sit nye Rejsekort. På Rejsekortet har Den blege bankmand fået trykt et billede af sig selv. Samme billede som pryder Den blege bankmands ringbind. Den blege bankmand ryster en smule på hænderne da Den blege bankmand skænker kaffe.

Billetteringen. Den blege bankmand ser nu for alvor nervøs ud. Det grå grydehår udbryder et “så….“. Alle i Vogn 11  sidder klar med det blå pendlerkort og stirrer på Den blege bankmand. Den blege bankmand holder sit nye Rejsekort op. Kontrolløren kigger først på de blå pendlerkort og når så til Den blege bankmand. Kontrolløren finder en maskine som lyser blåt frem. Kontrolløren peger på Den blege bankmands Rejsekort.

“Har jeg gjort noget forkert?” spørger Den blege bankmand nervøst.  “Jeg har gjort som der stod!”

Kontrolløren beroliger Den blege bankmand. Alt er i orden.  Den blege bankmand synker tilbage i sædet. Lettet. Det grå grydehår kigger med ærefrygt på Den blege bankmand. Og i et kort sekund tror jeg at Det grå grydehår overvejer at foretage skiftet. Men kort tid efter er det tydeligt at Det grå grydehår har opgivet den tanke. Smilet og det kortvarige overskud er væk. Det grå grydehår kigger trist ned i bordet.

Jeg beundrer virkelig Den blege bankmands mod. Hvis jeg havde foretaget skiftet havde jeg ikke luftet mit Rejsekort på den måde. Så havde jeg gemt det væk. Måske havde jeg stillet mig i mellemgangen, ventet på billetteringen og så sat mig ind i på Plads 26.

Dag 2:

Det er torsdag. Den blege bankmand stiger på toget og ligner en tordensky. Den blege bankmand flår ringbindet op af tasken og bladrer aggressivt i det. Den blege bankmand sidder uroligt i sædet. Den blege bankmand tager sig til hovedet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget. Det kan være meget svært at starte en samtale med en anden pendler. Ingen ønsker at tale med hinanden, men det kan være nødvendigt. Jeg fornemmer at det er nødvendigt. “Mere kaffe?” siger jeg og kigger på Den blege bankmand.

“50,- kroner!” snerrer Den blege bankmand og skuler til sit Rejsekort, som ligger ved siden af ringbindet. Jeg forstår nu hvad der er sket. Den blege bankmand har glemt at tjekke ud og har fået et gebyr på 50,-. Det gebyr  har jeg læst om.  Jeg skænker kaffe til Den blege bankmand. “Mælk eller sukker?” spørger jeg Den blege bankmand. Jeg ved at Den blege bankmand ikke bruger nogle af delene, men Den blege bankmand har brug for at fortælle mere.

“Jeg havde travlt og løb til ud til min bil. Det skal man straffes for. DET ER URETFÆRDIGT!“. Den blege bankmand slår i bordet.  Det giver et sæt i Det grå grydehår, som efterfølgende lukker øjnene. Det gør Det grå grydehår når tingene bliver en tand for intenst. Jeg tror at Det grå grydehår går ind sig selv og finder sit glade sted. Engang gik Mennesket amok på en Engangspendler. Efterfølgende havde Det grå grydehår lukket øjne i præcis 16 minutter.

Dag 6:

Det er mandag. Min rejse går uden stor drama. Det tætteste på drama er da Damen med den hidsige sweater vælter en halv liter vand ud over et bord.

På Roskilde Station stiger Den blege bankmand ind i toget. Den blege bankmand var ikke med toget fredag. Måske har Den blege bankmand holdt en fridag. Jeg tror at Den blege bankmand har evalueret oplevelserne med Rejsekortet.

Den blege bankmand ser glad ud. Den blege bankmand er blevet klippet. Den blege bankmand har en blå/hvid stribet skjorte på. Normalt er Den blege bankmand iført hvid skjorte. Der er med andre ord en helt særlig gnist at spore i Den blege bankmand i dag.
Den blege bankmand finder ringbindet frem. Den blege bankmand finder sin pung frem. Og så sker det. Den blege bankmand kigger mig i øjnene og finder det blå pendlerkort frem. Den blege bankmand lægger stolt det blå pendlerkort ved siden af ringbindet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget.

“Man kan virkelig mærke at det bliver lysere dag for dag” siger jeg til Den blege bankmand.

“Det var en fejl” siger Den blege bankmand. Der bliver stille. Jeg fornemmer at Den blege bankmand ikke er færdig. “Snart er det også lyst når vi tager hjem” fortsætter jeg.

“Det duer ikke at pendle med et Rejsekort. Risikoen for selvforskyldte fejl er simpelthen for stor” siger Den blege bankmand. Mennesket kommer ind for at foretage en billettering. Den blege bankmand holder lettet og lykkelig det blå pendlerkort op. Mennesket nikker. Mennesket hader Rejsekortet. Mennesket er ekstra ond ved rejsende med et Rejsekort. Jeg tror i virkeligheden at det har været Den blege bankmands største frygt. At Mennesket skulle se Den blege bankmands Rejsekort. Den blege bankmand smiler. Jeg smiler. Der bliver stille igen. Den stilhed som alle pendlere holder så meget af.

Dag 10:

Det er torsdag. Jeg skal hjem fra arbejde. Jeg sætter mig i Vogn 21 i håb om at Hjemmeværnsmanden er med. Det gør jeg nogle gange. Nogle gange trænger jeg til at sidde med Hjemmeværnsmanden.  Hjemmeværnsmanden sidder på sin vanlige plads i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden er i et særdeles højt humør og nynner en smule da papirerne bliver bladret igennem.

På Ringsted Station holder vi længere end normalt. En ældre herre forsøger forgæves at tjekke ud med sit Rejsekort nede på perronen men maskinen vil ikke. Hjemmeværnsmanden iagttager manden.

“Det er hvad der sker når computere skal gøre arbejdet” siger Hjemmeværnsmanden. “Så bliver vi mennesker gjort til grin“. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene.

“Det er dankortet om igen“.

Nødstop i Viby Sjælland

admin 0 Comments

På min pendlerrejse kører IC toget gennem en række stationer uden stop. Viby Sjælland er et af disse. Viby Sjælland ligger mellem Roskilde og Ringsted. Jeg har aldrig brudt mig om Viby Sjælland. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men jeg kan bare ikke lide Viby Sjælland.

En kold dag i januar 2013 skal jeg hjem fra arbejde og med mit sædvanlige tog hjem fra Hovedbanegården (som jeg pendlede til på daværende tidspunkt). Der lugter allerede sært i toget, da jeg stiger ind. Det grå grydehår observerer også den sære duft. “Man skal da lige love for at her lugter sært” siger Det grå grydehår henvendt til sig selv. Sixpence-Nazisten er mere ligefrem og råber “FY FOR SATAN!” da Sixpence-Nazisten har sat sig. Toget kører og en kontrollør undskylder dem grimme lugt og lover os rejsende at man er i krig med at finde en løsning.  Sixpence-Nazisten slår igen med flad hånd i bordet.

Jeg sidder overfor Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater sidder modsat køreretningen og ser mildest talt anspændt ud. Damen med den hidsige sweater kæmper med lugten og de sure opstød. Så meget at Damen med hidsige sweater glemmer at vælte noget.

Der meddeles at der er noget galt med togets toiletsystem og at man vælger at gøre et stop på Viby Sjælland station – lige inden Ringsted Station hvor Sixpence-Nazisten skal af – for at togføreren kan forsøge at løse problemet. Sixpence-Nazisten slår endnu en gang i bordet og råber. Toget holder en 10 minutters tid hvorefter det annonceres at toget ikke vil fortsætte og at alle skal forlade toget. Det næste IC tog – 30 min senere – vil stoppe i Viby Sjælland og samle os op. Sixpence-Nazisten bliver nu for alvor vred. Sixpence-Nazisten tramper voldsomt i gulvet og råber om at  komme for sent til en aftale og at nogen må betale den tabte tid.

Da alle rejsende kommer ud på perronen skal der telefoneres. Alle hiver mobiler frem. Blot for at erfare at der absolut ingen dækning er på Viby Sjælland Station. Sixpence-Nazisten løber fra den ene ende af perronen til den anden ende med mobilen helt i vejret for at få signal mens Sixpence-Nazisten bander og svovler som aldrig før. Jeg kigger længere ud af perronen og ser Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden står kun i t-shirt, selvom vi er midt i januar og det er koldt. Jeg tænker at jeg vil få mest ud af ventetiden ved at stille mig ved Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden nikker til mig da Hjemmeværnsmanden ser mig. Jeg nikker tilbage.

“Se hvor de alle løber rundt” siger Hjemmeværnsmanden og står helt stille. “Det er normalt, når et menneske presses, men det nytter ikke noget. Toget kommer ikke hurtigere af at løbe rundt” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som nikker igen. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden må være erfaren i at være presset. Måske har Hjemmeværnsmanden været i krig. Hvis Hjemmeværnsmanden har været i krig, er jeg sikker på at Hjemmeværnsmanden har slået et andet menneske ihjel. Hjemmeværnsmanden slutter enetalen af. “Det gælder til gengæld om at være hurtig, når næste tog kommer ind. Ellers er der ingen plads og så skal man stå. Hurtig og smart, skal man være“. Hjemmeværnsmanden nikker igen. Jeg nikker tilbage og overvejer et “hehe” men vurderer at det ikke passer til situationen.

Der er mange mennesker på Viby Sjælland Station. Rigtig mange. Jeg tænker over Hjemmeværnsmandens vise ord og begynder at forberede mig på at komme i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Længere ude på perronen står Det grå grydehår og Damen med den hidsige sweater – jeg fornemmer at de også forbereder sig. Sixpence-Nazisten har opgivet at få signal på mobilen og har sluttet sig Hjemmeværnsmanden og jeg.

“Så håber jeg FANDME der er plads” råber Sixpence-Nazisten. Hjemmeværnsmand nikker. “Selvfølgelig er der plads, og ellers bliver der plads” siger Hjemmeværnsmanden og stirrer på køreledningerne. Der er noget nedværdigende i at stå op i et tog. Jeg vil hellere vente 30 minutter på næste tog end at stå op. Engangspendlere står, rigtige pendlere sidder. Jeg lufter denne tanke for Sixpence-Nazisten og Hjemmeværnsmanden, som begge nikker. Jeg nikker tilbage og sammen kigger vi på køreledningerne.

De 30 minutter er snart gået. 2 minutter inden næste IC tog ankommer meddeler DSB at toget kommer i spor 4 og ikke 2, hvor vi alle står. Nu begynder vi alle at løbe mod trappen for at komme til den anden perron. Jeg ser lidt længere fremme at Det grå grydehår forsvinder ned mellem alle menneskene. Jeg løber lige i hælene på Hjemmeværnsmanden og Sixpence-Nazisten. Lige ved trappen ligger Det grå grydehår, som åbenbart er faldet. Jeg løber forbi og glædes ved at der nu er en mindre at slås om DSB 1′ pladserne med. Jeg ser at også Hjemmeværnsmanden smiler.

Idet vores lille trio kommer op af trapperne til spor 4, kører toget ind på Viby Sjælland Station. Til vores held holder Vogn 21 lige foran trapperne. Vi kigger på hinanden. Hjemmeværnsmanden nikker og stiller sig ind foran en mor med 3 mindre børn. Sixpence-Nazisten og jeg følger med. Da dørene går op presser Hjemmeværnsmanden sig foran. Hjemmeværnsmanden får skubbet til en ældre mand, som brokker sig og herefter rammer Hjemmeværnsmanden’ taske en ældre dame, som udbryder et “AV for pokker!“. Det går så hurtigt at jeg taber Hjemmeværnsmanden af syne. Sixpence-Nazisten er lige bag mig og vi møver os gennem de mange mennesker i det allerede fyldte tog. Til min rædsel genkender jeg 2 DSB 1′ pendlere foran Sixpence-Nazisten og jeg. Da vi kommer ind i DSB 1′ kupéen, er der kun 2 ledige pladser. Hjemmeværnsmanden sidder ved siden af de 2 ledige pladser og ser meget tilfreds ud. De 2 pendlere foran os skal til at sætte sig på de 2 ledige pladser, men Hjemmeværnsmanden rejser sig.

“Desværre, her er optaget” siger Hjemmeværnsmanden.

De 2 pendlere brokker sig, men Hjemmeværnsmanden ryster blot på hovedet. De 2 pendlere går videre. Sixpence-Nazisten og jeg kommer frem til de 2 pladser. Hjemmeværnsmanden peger først på os og så på de 2 ledige pladser. Jeg føler en brusende fornemmelse i maven. Hjemmeværnsmanden smiler og siger “høhø“. Jeg følger op med et “hehe“. Sixpence-Nazisten smiler og griner.

Hjemmeværnsmanden og personpåkørslen

admin 0 Comments

En ting som vi pendlere oplever fra tid til anden er mennesker, der begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Det har jeg desværre oplevet nogle gange. Det tager gerne en 3-5 timer før toget kan fortsætte, da politiet skal gøre deres arbejde færdigt.

Tilbage i 2010 sidder jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden, Damen med den hidsige sweater og en Engangspendler. Det er en sen fredag eftermiddag og alle vil gerne hjem. Lige efter Roskilde Station bremser toget hårdt op. Der går en 5-10 minutter før personalet kan meddele at toget har haft en personpåkørsel. Der meddeles at toget ikke får lov til bakke tilbage på Roskilde Station, så vi kunne være kommet over i et andet tog. Ærgeligt på en fredag, men det er spillets regler som pendler. Vi er fanget i IC 803 få hundrede meter fra Roskilde Station.

Jeg hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden, men får ikke fat i hvad Hjemmeværnsmanden siger. Jeg skal til at tage mine høretelefoner på for at høre lidt musik, da jeg igen hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden. “Forbandet kujon!” hvisker Hjemmeværnsmanden mens han stirrer tomt ud af vinduet.  En kontrollør kommer løbende gennem toget og Hjemmeværnsmanden stopper hende. Han spørger, i en meget utilfreds tone, hvornår man har tænkt sig at fortsætte da Hjemmeværnsmanden altså får gæster og gerne snart skulle være hjemme. Kontrolløren fortæller at politiet netop er ankommet og at man nu venter på krisehjælp til togføreren samt en ny togfører. Denne melding gør Hjemmeværnsmandens ansigtskulør rød og Hjemmeværnsmanden spørger vredt hvorfor den nuværende togfører ikke bare kan køre videre. Kontrolløren svarer ikke på det spørgsmål og løber videre gennem toget.

Hjemmeværnsmanden går ud af Stillezonen og foretager et opkald. Jeg gætter på at Hjemmeværnsmanden ringer til konen og fortæller hvad der er sket. Hjemmeværnsmanden kommer tilbage i kupéen og skænker en kop kaffe. Hjemmeværnsmanden sidder sådan lidt uroligt og trommer i bordet, hvilket er meget usædvanligt for Hjemmeværnsmanden. Ud af det blå siger Hjemmeværnsmandens noget i stil med at “der røg den fredag…“. Jeg bliver meget overrasket da Hjemmeværnsmanden aldrig før har talt med nogen – med mindre Hjemmeværnsmanden skulle skælde ud – i Stillezonen.

Det er som om at Hjemmeværnsmanden bliver en smule munter. Pludselig kigger Hjemmeværnsmanden mig i øjnene og siger “Et menneske bliver splittet ad når det bliver trukket et par hundrede meter under et så stort tog. Vi må håbe at de har taget højtryksspuleren med“. Hjemmeværnsmanden kommer med et muntert lille “høhø” efter den sætning. Damen med den hidsige sweater bryder ind med et “Det er godt nok forfærdeligt….”. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke enig og svarer at “det er en kujonhandling, som ødelægger alt for alle os raske mennesker“. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde og nikker. For Hjemmeværnsmanden har jo ret.

Hjemmeværnsmanden fortsætter sin snak om at genere så få som muligt ved et selvmord. Hjemmeværnsmanden  mener at det korrekte sted at begå selvmord er med en pistol i en skov. For som Hjemmeværnsmanden så rigtigt påpeger “børn går aldrig alene i en skov, så hvis de finder liget, så vil der altid være en voksen med dem. Modsat hjemme hvor et barn jo kan være alene og finde liget“. Det virker som om at Hjemmeværnsmanden har gjort sig mange tanker om det. Det er svært at være uenig, så jeg nikker igen.

Da der er gået en times tid kommer kontrolløren igennem vores kupé og Hjemmeværnsmanden spørger om toget er blevet spulet færdigt så det kan køre videre. Kontrolløren fortæller Hjemmeværnsmanden at politiet faktisk snart er færdige og en ny togfører er på vej, hvortil Hjemmeværnsmanden spørger om offeret mon havde siddet fast på togførerens forrude, siden det var gået så stærkt at spule toget. Hjemmeværnsmanden  kommer igen med et lille muntert “høhø” og jeg følger op med et “hehe“.

Hjemmeværnsmanden falder herefter i søvn og vågner en times tid efter da toget igen er begyndt at køre. Damen med den hidsige sweater, som også har sovet og nu er vågnet, siger noget i stil med  at “det var dejligt, at det ikke tog mere end et par timer“. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på hende og derefter op på Stillezone skiltet.

Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden med at komme på internettet og rejsen fortsætter. I stilhed.

Damen med den hidsige sweater

admin 0 Comments

Hun har pendlet i samme vogn som jeg on/off i en del år nu. Hun er en ældre, lille og spinkel dame i slut 50’erne.

Første problem er at hun altid bære en utrolig hidsig farvet sweater. En urolig sweater. Gerne i strik og gerne i meget voldsomme mønstre.

Andet problem er at jeg frygter at skulle sidde i nærheden af Damen med den hidsige sweater.  Det gør jeg af to grunde:

  1. Damen med den hidsige sweater taber alt – også drikkevarer
  2. Damen med den hidsige sweater bliver køresyg

Der er stor stressfaktor forbundet med at sidde overfor eller ved siden af Damen med den hidsige sweater. Man kan være sikker på at Damen med den hidsige sweater på et eller andet tidspunk under rejsen spilder kaffe, te eller vand. Mængden af spildt væske kan varierer meget. Nogle gange rammer Damen med den hidsige sweater sin kop med hånden, men når at redde med den anden hånd, så kun lidt væske spildes. Men oftest går Damen med den hidsige sweater all in og vælter hele koppen. Dette betyder at man sidder og venter på dette øjeblik og ikke kan slappe af eller tænke vigtige tanker. Jeg har computer, telefon og nogle gange mit pendlerkort* liggende på bordet og så skal man være hurtig når Damen med den hidsige sweater pludselig vælter en kop kaffe ud over hele bordet.

Hvad der dog er mest kritisk er at Damen med den hidsige sweater bliver køresyg hvis hun ikke sidder i køreretningen. Damen med den hidsige sweater spørger gerne om folk vil bytte plads så hun kan sidde i køreretningen. Det duer bare ikke hvis Damen med den hidsige sweater har sat sig på Plads 27 og jeg sidder på Plads 26. På plads 26 sidder man i køreretningen, det gør man ikke på Plads 27. Men her står jeg fast. Jeg er på ingen måde interesseret i at bytte Plads 26 til Plads 27. Slet ikke. Damen med den hidsige sweater ved det godt. Men en gang om måneden havner vi alligevel i den situation og Damen med den hidsige sweater får sit nej. Hvis andre pendlere, eksempelvis med pladsbillet, heller ikke vil bytte – så  må Damen med den hidsige sweater sidder modsat køreretningen og det gør Damen med den hidsige sweater køresyg.

Nu ved jeg ikke særlig meget om køresyge. Men jeg ved at hvis jeg har kvalme, så hjælper kaffe ikke. Dette faktum stopper ikke Damen med den hidsige sweater. Hun drikker kaffe  som det galdt livet og efter en 20 minutters tid sker der som jeg frygter mere end noget andet. Som toget bumler begynder Damen med den hidsige sweater at få små sure opstød. Man kan se at Damen med den hidsige sweater hopper lidt i sædet når de kommer. Jeg frygter virkelig at Damen med den hidsige sweater en dag går all in på de sure opstød og kaster op ud over det hele. Og her kommer den strikkede sweater i spil. Min folkeskoleven Lasse kastede engang op ned af sin strikkede sweater. Det var ikke lige sådan at få af. Jeg tænker ofte på hvad jeg skal stille op hvis Damen med den hidsige sweater kaster op ned af sin hidsige sweater og vi har 30 minutters transport  endnu. Jeg tror jeg vil ignorere det. Måske lade som om at jeg sover

Der har dog været en tur med Damen med den hidsige sweater, som jeg virkelig nød. Det var en lun forårsdag i 2010,  da vi sad 3 mennesker i DSB 1′ stillekupé. Mig, Damen med den hidsige sweater og Hjemmeværnsmanden. Damen med den hidsige sweater vælter vanen tro en kop kaffe ud over bordet og kaffen flyder over i Hjemmeværnsmandens mange papirer. Jeg vil aldrig glemme den måde Hjemmeværnsmanden sagde  “For saaatan….” på, og han kiggede så vredt på Damen med den hidsige sweater at jeg var overbevist om at han ville gøre noget overilet. Og som han stod der midt i vognen og prøvede at tørre sine papirer i luften med armene udstrakt, iført sin hvide “PARIS” t-shirt,  lignede han lidt en engel. Jeg ville egentlig have gemt den episode til mit indlæg: Hjemmeværnsmanden part 2. Men nu kom det med her

* Jeg lægger til tider mit pendlerkort på bordet for at vise at jeg IKKE er Engangspendler. Det gør jeg oftest hvis jeg sidde ude i Vogn 31 eller Vogn 41. Så er det meget godt lige at markere at man er en seriøs pendler.