Jeg har truffet en beslutning. Det har ikke været en nem beslutning. Men i den sidste ende, har det været en nødvendig beslutning. Jeg har nu officielt skiftet vogn. Siden 2007 har jeg kørt i Vogn 11 – selvfølgelig med undtagelser, men Vogn 11 har været min foretrukne vogn.
Men indenfor de sidste måneder er der sket noget i Vogn 11. Noget som vi rigtige pendlere har det utroligt svært med:
Engangspendlere. De værste rejsende overhovedet.
Vogn 11 er simpelthen blevet invaderet af Engangspendlere. Engangspendlerne skal typisk til Københavns Hovedbanegård. Og her er Vogn 11 tættest på rulletrappen ved ankomst. Engangspendleren skulle jo nødig bevæge sig mere end højest nødvendigt. Jeg mistænker at dette er grunden til at så mange Engangspendlere lader valget falde på Vogn 11.
Engangspendlere rejser ofte i store grupper.
Engangspendlere er typisk offentlig ansatte.
Engangspendlere har typisk aldrig prøvet at rejse på DSB 1′, men har fået rejsen betalt af det offentlige.
Engangspendlere er overvejende kvinder over 50.
Engangspendlere er grådige.
Engangspendlere larmer.
Jeg vil gerne fortælle historien om den dag, hvor jeg traf min beslutning.
Det er tirsdag morgen. Det er mørkt. Det regner. Jeg træder ind i Vogn 11 og inden træder ind til DSB 1′ kan jeg høre det. Det lyder som dengang man var barn og blev lagt i seng mens de voksne holdte fest nedenunder. Man kunne høre stemmerne, den høje stemning, høj latter, banken i bordet og klappen. Sådan lyder der inde fra DSB 1′ og da jeg træder ind i kupéen ser jeg en næsten fyldt kupé. Ca. 10 damer 50+ holder deres egen Engangspendlerfest på DSB 1′.
I alle Engangspendlergrupper er der en Lederengangspendler. En Engangspendler som enten selv har taget førertrøjen eller simpelthen bare er de andre Engangspendleres chef. Dette er ingen undtagelse og det skal vise sig at denne Lederengangspendler er de andre Engangspendleres chef.
Lederengangspendleren er en meget stor dame med en kæmpe blomstret kjole i hidsige farver. Lederengangspendleren går op til kaffeserveringen og jeg bemærker at Lederengangspendleren nynner en Phil Collins sang. Lederengangspendleren lugter så meget af cigaretter at jeg er tæt på at få ondt i hovedet. Jeg tænker at Lederengangspendleren bor i en lejlighed med sin mand gennem alt for mange år. I hjemmet står en hjørnesofa i læder og et glasbord. Der sikkert en fast aftale om at onsdag er det fast “rul-cigaret-aften”. Så ser Lederengangspendleren og mand TV, sikkert noget hvor mennesker skal have vurderet uduelige arvestykker, mens de ruller cigaretter til hele ugen.
Da Lederengangspendleren går tilbage mod sin plads, kigger Lederengangspendleren mig i øjnene og råber: “DET ER GODT NOK LUKSUS, DET HER!“. Lederengangspendleren smiler og jeg får frit udsyn til de gule tænder.
En efter en bevæger Engangspendlerne sig op til kaffeserveringen og ripper den for alt. Selv får jeg ikke kaffe. Alt er tømt. Jeg kan ud fra Engangspendlernes snak konkludere at der er tale om ansatte fra en større kommune i Jylland, som har med borgere at gøre. Engangspendlerne skal til et kursus i København. Engangspendlerne er af den type offentligt ansatte, som sjældent bliver luftet og når det så endelig sker, så skal det nydes maximalt. Mit bud er at alle de store damer mindst har 25 år på bagen i den store jyske kommune.
Engangspendlerne glæder sig meget til kursus og der bliver talt meget højt. Engangspendlerne har ladet tavshedspligten blive hjemme i det store kontormiljø, for adskillige borgere bliver nævnt ved navn, og udfordringerne vedrørende den enkelte borger råbes fra den ene ende af kupéen til den anden.
Vi er kun nået til Sorø, men det føles som om at vi har kørt i et år. Lederengangspendleren rejser sig og tysser på forsamlingen. Lederengangspendleren tager naturligvis ikke hensyn til de 2-3 rigtige pendlere i kupéen. Lederengangspendleren tysser på alle. Lederengangspendleren begynder at fortælle om hvad der skal ske i København. Mest tid bliver der dog brugt på at fortælle om, hvad frokosten vil bestå af. Flere Engangspendlere rækker fingrene op og spørger ind til frokosten. Lederengangspendleren slutter sin tale af med at citere Phil Collins’s “In the air tonight”.
Jeg er voldsomt presset, men det skal blive værre endnu.
Der bliver bragt mere kaffe ind. Det ser Lederengangspendleren med det samme og skynder sig over til kaffeserveringen. Lederengangspendleren kigger på mig og spørger om jeg tit kører i tog. “Ja” svarer jeg, men alt i mig kommer til at fortryde dette svar. For nu har Lederengangspendleren en masse spørgsmål om hvorvidt der altid er så fredeligt på DSB 1′, for så kan man jo virkelig få arbejdet. Jeg er tæt på at græde og prøver at sige, at jeg virkelig gerne bare vil være i fred, men Lederengangspendleren er allerede i gang med at fortælle at de aldrig har fået arbejdet så meget som på denne tur. Så sætter Lederengangspendleren sig på det skrøbelige togbord foran mig. Den enorme vægt presser bordet 5 cm ned og bordet knirker lidende under Lederengangspendleren.
Jeg er nu endnu mere end voldsomt presset, men det skal blive meget meget værre endnu.
Lederengangspendleren svinger kækt sit tørklæde over den enorme skulder og smiler til mig. Den tunge lugt af parfume er ved at sende mig i gulvet. Jeg får sendt et meget anstrengt smil tilbage til Lederengangspendleren. Og så sker det. Lederengangspendleren blinker til mig. Et langsomt flirtende blik. Så rejser Lederengangspendleren og går tilbage til de andre tykke damer. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre mig af selv. Jeg tager mine høretelefoner på og finder noget arbejde frem. Men lige meget hvad jeg gør, ser jeg den blinkende Lederengangspendler for mig.
Bag mig har gruppen af Engangspendlere startet en omgang fælles Sudoku op. Der diskuteres flittigt og da den lille Sudoku er løst, bliver flere Engangspendlere så begejstret at de må rejse sig op og klappe. Jeg vender mig om for at se på det vanvid, der udspiller sig. Jeg lader mit blik gå venstre mod højre. Længst til højre sidder Lederengangspendleren og da mit blik ender dér, vælger Lederengangspendleren at blinke til mig igen og efterfølgende får jeg et lumsk smil.
Nu bliver det for meget. Jeg kan ikke mere. Jeg har lyst til at råbe og skrige. Jeg rejser mig for at skælde ud, men idet jeg skal til rejse mig, slår det mig. Hvad nu hvis Lederengangspendleren bliver opstemt af den slags. Lederengangspendleren er stor nok til at kunne få presset mig ud på toilettet mod min vilje. En række grænseoverskridende billeder af Lederengangspendleren på det lille toilet dannes i mit hoved.
Jeg sætter mig ned igen. Og jeg bander Engangspendlere langt væk. Jeg bander den jyske kommune langt væk. Jeg bander det offentlige langt væk. Jeg er med til at betale for at en stor tyk offentlig ansat skal lægge an på mig og ødelægge hele min dag. Jeg ønsker Lederengangspendleren fyret. Jeg ønsker at Lederengangspendleren skal fortælle manden derhjemme at det har kostet en fyreseddel at flirte med en pendler. Jeg ønsker at Lederengangspendlerens mand vil se rødt. Smadrer glasbordet i afmagt. Kræve skilsmisse. Tage ALT fra Lederengangspendleren. At Lederengangspendleren ender i et arkiv – dybt under jorden.
Toget kører fra Roskilde og jeg kan ikke mere. Jeg pakker mine ting sammen, selvom der er lidt tid til Høje Taastrup. Jeg rejser mig og tager min jakke på. Jeg kigger op og alle gode gange tre blinker Lederengangspendleren til mig. Jeg har nu mest af alt lyst at græde. Men i stedet gør jeg noget andet. Det er en ting jeg har det med at gøre, når jeg er presset og ikke ved hvordan jeg skal komme ud af en situation.
Jeg rækker tunge af Lederengangspendleren og løber ud kupéen. Jeg synker sammen på trappen i mellemgangen og træffer min beslutning. Aldrig mere Vogn 11. Aldrig mere Vogn 11.