Month: august 2015

Æggemanden og Thailand

admin 0 Comments

Der er gået en sommer hvor jeg ikke har set meget til Æggemanden. Der har været mørke stunder, hvor jeg har frygtet for Æggemandens liv. Sidst jeg så Æggemanden var Æggemanden på sammenbruddets rand. Det var bestemt ikke rart at være vidne til. Jeg tænker at det hele nok er kollapset for Æggemanden og at Æggemanden har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor Æggemanden har været i behandling. Det skal dig vise sig at jeg tager grueligt fejl, fordi det går godt for Æggemanden.

Der skal dog gå nogle rejser før jeg får lagt to og to sammen.

Rejse 1:

Jeg træder ind i Vogn 11 og ser Æggemanden. Æggemanden er iført et jakkesæt, som passer. Det stumper ikke. Ja, man skulle næsten tro at det var skræddersyet til Æggemanden. Æggemanden sveder slet ikke. Normalt sveder Æggemanden helt utrolig meget. Under Æggemandens arme og under Æggemandens bryster, plejer man at se skjolder af sved, men ikke i dag. Og Æggemanden er solbrun. Ikke bare lidt Solbrun. Æggemanden er solstraffet.

Æggemanden smiler til mig da jeg træder ind i toget. Æggemandens papirer ligger i 2 fine bunker foran Æggemanden og Æggemanden har fået en ny fin smartphone. Æggemandens smartphone ringer. Det er tydeligt at det er Æggemandens arbejde, der ringer. Æggemanden svarer roligt opkaldet og fortæller at alle papirer er gjort klar og mødet kan starte kl. 11. Æggemanden lægger røret på og kigger ud af vinduet. Let smilende.

Vi ankommer til Sorø og jeg afventer at Æggemanden vil løbe ud for at ryge de 2 cigaretter, men Æggemanden bliver siddende. Jeg opdager nu at jeg har sidder med en kop kaffe foran min mund hele vejen fra Korsør til Sorø – fuldstændig opslugt af Æggemandens overskud og balance.

Nu ser jeg noget, som jeg ikke umiddelbart tillægger nogle nærmere betydning. Æggemanden har manchetknapper i skjorten. Og disse manchetknapper prydes af det thailandske flag. Som sagt lægger jeg ikke mere i det thailandske flag og resten af turen følger jeg Æggemandens uvirkelige overskud med forundring.

Rejse 2:

Der er gået et par dage siden rejse 1. Jeg træder ind i vogn 11 og ser Æggemanden. Æggemanden stråler stadig af overskud. I dag har Æggemanden et beige jakkesæt på. Det er som skabt til Æggemanden. Og selvom Æggemanden har en mærkelig kropsform, så ser Æggemanden helt pæn ud i det beige jakkesæt. Igen taler Æggemanden i telefon med arbejdet. Der er igen styr på tingene. Æggemanden har alt klart til arbejdet.

Nu ringer Æggemandens telefon for 3. gang. Og denne gang smiler Æggemanden mere end nogensinde. Æggemanden kaster sig tilbage i sædet og siger på ubehjælpsom valbyengelsk “You knøw I love you wewy much?“. Æggemanden fortsætter med en lang række kærlighedserklæringer. Jeg tænker over hvem det mon er at Æggemanden har kastet sig kærlighed på og om denne kærlighed er grunden til Æggemandens voldsomme overskud. Også i dag har Æggemanden de thailandske manchetknapper på, men i min egen morgensløvhed får jeg fortsat ikke det hele til at hænge sammen.

Rejse 3:

Der er episoder i mit liv, som jeg ville ønske ikke at have oplevet. Engang faldt jeg på min cykel og landede i en vandpyt. Det var ikke rart.  Jeg fik også engang en gigantisk splint i foden. Det var heller ikke rart.

Synet, samt den efterfølgende episode, der møder mig denne morgen, er ligeledes noget jeg gerne ville have undværet.

I vogn 11 sidder Æggemanden sammen med en meget yngre pige. Æggemanden holder den unge pige helt tæt ind sig og i dag sveder Æggemanden. Æggemanden siger noget til den unge pige – på udueligt engelsk – og den unge pige svarer Æggemanden på endnu dårligere engelsk og med den helt genkendelig thailandske accent. Og så falder alle brikker på plads.

Æggemanden har været i Thailand. Midt i livskrisen træffer Æggemanden et valg om at tage til Thailand. Sikkert Pattaya. Her genoplader Æggemanden. Får syet jakkesæt. Ligger på stranden. Og i Thailand har Æggemanden så mødt denne unge – meget unge – pige og slæbt hende med hjem. Jeg bliver pludselig ramt af akut vrede og harme.

Det er typisk et menneske som Æggemanden. Det går dårligt på hjemmefronten. Selvforskyldt dårligt. Æggemanden har ladet tingene stå til. Ignoreret alle faresignaler. Æggemandens kone er skredet. Huset er på randen af tvang. Æggemandens børn hader Æggemanden. Og Æggemanden drikker for meget. Så stikker Æggemanden af til Thailand og udnytter de unge søde piger. Æggemanden nyder sikkert at se de unge piger skyde bordtennisbolde ud af deres forplantningsorganer. Æggemanden sidder sikkert og ler højlydt mens de unge piger knokler med ulækre europæiske mænd for at tjene penge til de fattige familiemedlemmer hjemme i landsbyen. Æggemanden har ligefrem nydt deres elendighed da den har overtrumfet Æggemandens egen elendighed. “Føj, Æggemand!” tænker jeg.

Jeg kigger igen over på Æggemanden, som sidder med at smil på læben. Æggemandens tykke hånd er gået på opdagelse på den unge piges krop. Æggemanden smiler bøvet og den unge pige smiler forlegent igen. Æggemandens hånd bevæger sig op af den unge piges lår og stopper lige dér hvor låret er ved at slutte. Måske har Æggemanden lagt hånden der hvor låret rent faktisk er slut. Det er ikke lige til at sige. Æggemanden hvisker noget i øret på den unge pige og griner. “Ha ha ha!!” griner Æggemanden højt.

“Ja, ja, Æggemanden” tænker jeg. “Så skal du rigtig vise hende frem, som et stykke kød. Det er jo heller ikke gået for godt på det sidste. Men det her……Føj, Æggemand!“.

Vi er nået frem til Høje Taastrup station og jeg koger indeni. Jeg pakker mine ting sammen og tramper ud af kupéen. Mens jeg går mod dørene går en række forfærdelige tanker igennem mit hoved. Det sker ofte hvis jeg er presset. Jeg ønsker pludselig Æggemanden en masse ondt. Jeg ønsker at Æggemanden rammes af en kønssygdom. Ikke en dødelig en, men en der gør ondt. Jeg ønsker at den unge pige finder et bedre menneske end Æggemanden. Jeg ønsker at det Thailandske politi udsteder en arrestordre på Æggemanden, fordi den unge pige er under den seksuelle lavalder.

Jeg sætter mig på en bænk og prøver at geare lidt ned. Og så sker det, der så tit sker. Jeg rammes af en rigtig dårlig samvittighed. Æggemanden er jo ikke et ondt menneske. Det er gået så skidt for Æggemanden i lang tid.  Æggemanden har søgt tilflugt og kærligheden i en anden kultur. Måske lærer den unge pige også at elske Æggemanden på et tidspunkt. Måske får de et barn. Måske er det den store kærlighed. Måske skal de besøge Rosenborg slot sammen. Hvorfor kan jeg ikke unde den stakkels Æggemand dette?

Vi gør vel alle ting for at blive bekræftet fra tid til anden. Og så slår det mig hvor tit jeg selv gør det. I alle de stunder når jeg tvivler på min faderrolle og på mig selv som menneske. Så ser jeg De unge mødre. Så ler jeg højt og håner de unge mødre og fædre (engang skrev jeg sågar et nedladende digt om en af de unge mødre). Det hjælper stadigvæk.

Jeg beslutter mig for at tilgive Æggemanden. Jeg beslutter mig for at give kærligheden en chance.

Fikumdikmanden, bogen og børnebørnene

admin 0 Comments

Kære læser, inden du læser dette indlæg, er det vigtigt at du kender til episoden med hesten Henning.

Det har været nogle lidt hårde togture med Fikumdikmanden efter indrømmelsen om hesten Henning. Fikumdikmanden taler meget og længe om de svære ting i livet og jeg skal ærligt erkende at det kan være hårdt at håndtere kl. 7.23 om morgenen. Og man skulle vel egentlig tro at Fikumdikmanden ikke havde meget mere dramatisk at fortælle, men det er bestemt ikke tilfældet. Fikumdikmanden kan blive ved og ved. Og Fikumdikmandens humør går MEGET op og ned. Det ene øjeblik stråler Fikumdikmanden af glæde når talen falder på den vin, som Fikumdikmanden har så kær. Det næste øjeblik bøjer Fikumdikmanden hovedet i skam over ting, som Fikumdikmanden engang har gjort.

Denne morgen er ikke anderledes. Det er sommerferie og meget få pendlere er med i Vogn 11. Fikumdikmanden kigger allerede sulten på mig da jeg træder ind i kupéen. Det er en af de morgener hvor jeg simpelthen ikke orker Fikumdikmanden, så jeg sætter mig et stykke væk fra Fikumdikmanden. Men Fikumdikmanden orker i den grad mig og flytter sig hen foran mig.

“Har du haft en god weekend?” spørger Fikumdikmanden. Jeg svarer at den har været helt ok. “Ja, vi har jo haft besøg af børnebørnene. En dreng og en pige”. Fikumdikmanden smiler bredt, da talen falder på børnebørnene. “Jeg elsker de 2 små. Men pigen er så morsyg. Hun græd hele lørdagen. Sådan var jeg også selv. Frygtelig morsyg” siger Fikumdikmanden. “Søndag tog vi på travbanen. De små elsker heste. Ligesom mor gjorde. Vi besøgte også staldene”. Fikumdikmanden ser nu knap så glad ud. Jeg lader med vilje være med at spørge ind til noget, men smiler blot.

“Mor elskede også travbanen” siger Fikumdikmanden så. Jeg kan nu godt se hvad klokken er slået. Der er noget Fikumdikmanden gerne vil tale om. Jeg havde ellers planer om at tage høretelefoner på og se om jeg kunne gå fri. Men jeg kan godt se på Fikumdikmanden at der er noget, der skal ud. Jeg trækker vejret dybt og skænker en kop kaffe til Fikumdikmanden.

“Vi kom meget på travbanen, da jeg var barn. Mor elskede at se staldene og snakke med rytterne”. Fikumdikmanden kigger på mig. “Mor havde planer med Henning. Men så døde Henning, jo. Men det ved du….”. Fikumdikmanden kigger på mig igen. “Mor talte altid med en bestemt rytter. Eddie, hed han. Så jeg måtte passe mig selv ude ved staldene. Jeg hadede de stalde”. Jeg tænker på Fikumdikmandens barndom. Der har været mange issues. Jeg glædes dog ved at Fikumdikmanden har fundet sig en kone, fået  børn, fået børnebørn og et erhverv, som Fikumdikmanden holder så meget af.

Men så sker der noget, noget som ryster mig. Igen.

“Mor lånte en bog af Eddie. En bog om at træne væddeløbsheste. Det var en meget stor og dyr bog. Mor ville så gerne have at Henning skulle blive den perfekte travhest”. Fikumdikmanden rynker brynene og slår i bordet. “MOR LÆSTE ALTID I DEN FORBANDEDE BOG!” råber Fikumdikmanden pludselig og afslører en side af Fikumdikmanden, som jeg ikke tidligere har set. Den rigtig vrede side.

“Da Henning stadig var i live….inden….ja, du ved“. Fikumdikmanden er tydeligvis berørt af hvad der nu skal ud af posen. “Mor havde jo alle disse planer. Jeg var aldrig en del af mors glæder og planer. Det gjorde så ondt. Jeg var jo bare en lille dreng, som ville have sin mor så meget” . Fikumdikmanden har sagt den sætning rigtig mange gange. Jeg tænker på Fikumdikmanden som lille. En lille tyk dreng, som bare savnede den mor, som brugte al tiden på heste, arbejder og at læse om heste. Jeg ser for mig en lille kvabset Fikumdikmand gå alene rundt på den store grund. Samle en buket blomster til mor. Lilla, gule, røde og hvide blomster. I en fin buket. Så hjem og putte den fine buket i en vase og give til mor.

“Ja ja, den er fin, Fikumdikmand. Men nu læser mor og væddeløbsheste i den bog, som mor har lånt af den fine rytter, Eddie. Kan du dog ikke se det? Gå ud og leg! Nu!”. Og igen har Fikumdikmanden lagt sig ind i sin seng, taget billedet af mor med sig, kravlet under dynen og grædt sig i søvn.

Fikumdikmanden fortsætter. “En aften havde mor lagt bogen på det lille bord i køkkenet. Jeg kan huske at jeg kiggede længe på bogen. Og så tog jeg den. Jeg tog bogen med ud til den lille sø midt på markerne og gravede den ned”.

Jeg hænger nu ude på kanten af sædet og spørger forsigtigt hvad der så skete. “Mor ledte og ledte. Far ledte og ledte. Men de fandt jo aldrig bogen….”.  Et par rejsende er steget på toget i mellemtiden, så Fikumdikmanden taler med meget lav og nærmest hviskende stemme. “Det var jo meget pinligt for mor. Mor tog aldrig tilbage til travbanen. Mor var så pinlig berørt…”. Jeg spørger om hvad rytteren sagde til at bogen var blevet væk.

“Det er jo det” siger Fikumdikmanden. “Mor viste sig aldrig på travbanen igen. Mor opgav væddeløbsdrømmene fordi hun ikke turde vise sig på travbanen efter at bogen forsvandt”. Endnu en gang er jeg rystet over Fikumdikmandens gerninger som barn. Selvom Fikumdikmandens mor måske  ikke har været helt fair overfor Fikumdikmanden, så har Fikumdikmandens mor trods alt ikke fortjent at komme i bad standing på travbanen. Det er jo almén kendt at reglerne på travbanen er lidt som i rockerklubberne. Ryger man først i bad standing, så er der ingen vej tilbage til travbanen. Jeg husker en artikel, som jeg engang læste. En travbanes bogholder blev fyret efter kreativ bogføring. Efter fyringen ville chikanen ingen ende tage. Smadret ruder, trusler, råben og aggressiv gestikulering. Travbanen er ikke et sted man ønsker at ende i bad standing.

Først moderens bad standing på travbanen og efterfølgende Hennings død. Det må være tungt at bære rundt på. Selvom jeg kender svaret, spørger jeg Fikumdikmanden om Fikumdikmanden nogensinde fortalte moderen om bogen.

“Nej, jeg gravede den op nogle år senere. Den ligger i kassen med mors ting i kælderen”. Jeg overvejer et sekund at spørge hvad der ellers ligger i denne kasse, men jeg kan ikke overskue flere indrømmelser denne morgen.

Vi sidder lidt i stilhed og da toget kører fra Roskilde station siger Fikumdikmanden noget, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. “Det er godt at der aldrig har været den afstand mellem mig og mine børn eller børnebørn. Jeg elsker dem så meget at jeg nogengange har haft lyst til at kramme dem ihjel….”.

 

Da kaffen blev udskiftet – Part 2

admin 0 Comments

Kære læser, det er en god idé at genopfriske Den nye kontrollør episode inden, du læser dette indlæg.

Først prøvede Statsbanerne at skifte den tunge og drøje kandekaffe ud med instantkaffe. Instantkaffen blev, men den tunge og drøje kandekaffe kom tilbage. Læs evt. dette indlæg for at få genopfrisket denne episode.

Så fjernede Statsbanerne snackkurven. Læs evt. dette indlæg for at genopfriske den episode.

Nu har DSB fjernet den tunge og drøje kandekaffe igen og erstattet denne med instantkaffe fra firmaet Starbucks. Den fine røde termokande pryder ikke længere kaffeserveringen.

Vi spoler tiden tilbage til den mandag for ikke så lang tid siden, hvor Statsbanerne udførte denne voldsomme handling UDEN at informere på forhånd. Flere vil nok huske at Statsbanerne forberedte os pendlere på skiftet til Instantkaffe i sin tid. Så klagede Hjemmeværnsmanden og retfærdigheden sejrede.

Der er en mærkelig stemning da jeg træder ind i Stillezonen på DSB 1′ i Vogn 21 på vejen hjem denne mandag morgen. Vogn 11 er låst af, så jeg er løbet op til Vogn 21. I stillezonen sidder Hjemmeværnsmanden, Den blege bankmand og Æggemanden.

Der er noget anderledes ved Den blege bankmand i dag. Den blege bankmand plejer at bære en lyseblå eller helt hvid skjorte. Men ikke i dag. Den blege bankmand har en lyserød skjorte på. Da Den blege bankmand ser at jeg stirrer på den lyserøde skjorte, bøjer Den blege bankmand hovedet i skam.

Jeg tror godt jeg ved hvad der er sket. Hjemme hos Den blege bankmand, har Den blege bankmands kone tænkt at det er på tide med noget nyt. Den blege bankmands kone har set nyheder på TV. Hun har set de unge nye bankmænd. I friske nye farver. Hun har set unge bankfolk med en gnist. Den gnist, som Den blege bankmand engang besad. Inden de flyttede i ud i det store hus i Roskilde. Dengang de havde den lille lejlighed i Hedehusene. Dengang var der gnist i Den blege bankmand. Ofte bankede det på døren. Det var et bud med blomster. Den blege bankmand kom engang imellem hjem i frokostpausen, drevet af kærlighed.

Men nu er det ikke det samme længere. Den blege bankmand elsker stadig penge, men gnisten mangler. Gnisten efter at nå til tops. Den blege bankmand har sikkert haft den samme stilling i mange år, og selvom det er en høj stilling, føler Den blege bankmands kone at Den blege bankmand burde stræbe efter noget højere. Og nu har de unge flotte og stræbende bankmænd fra TV altså fået Den blege bankmands kone til at tænke at nu skal Den blege bankmand altså piftes op. Med en lyserød skjorte.

Om morgenen har Den blege bankmands kone hængt den lyserøde skjorte op på badeværelset sammen med alt det andet tøj, som Den blege bankmand skal tage på den dag. Den blege bankmand har sikkert ikke orket skænderiet og de mange ord om situationen i det lille hjem. Så med sammenbidte læber og negle presset hårdt mod håndfladerne har Den blege bankmand kravlet i den lyserøde skjorte og nu sidder Den blege bankmand til spot og spe i Vogn 21. Jeg tør slet ikke tænke på dagen i banken. Især under frokosten i kantinen har det sikkert været hårdt for Den blege bankmand.

Tilbage til Vogn 21. Ikke kun Den blege bankmand ser anderledes ud denne morgen. Æggemanden sidder med et stort hvidt papkrus. Der står Starbucks på kaffekruset. Jeg tænker først at Æggemanden har været forbi en Starbucks og købe en god kop kaffe. Men Æggemanden ser ikke helt glad ud. Æggemanden ser aldrig helt glad ud, men her til morgen ser Æggemanden mindre glad ud end normalt.

Mit hoved drejer sig mod Hjemmeværnsmanden, men inden det rammer Hjemmeværnsmanden, ser jeg noget på gulvet. Et Starbucks krus revet i mange stykker på gulvet. Jeg tæller ikke stykker, men konstaterer at dette krus er revet i stykker med vilje og af et vredt menneske.

Mit blik glider nu over på Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet. Eller måske nærmere lilla. Hjemmeværnsmanden har ikke kaffe foran sig, hvilket er usædvanligt. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet da han ser mig. Jeg går til kaffeserveringen for at skænke kaffe. Ingen kaffe, kun kogende vand i den klassiske hvide kande, som ingen pendler nogensinde kunne drømme om at røre. Jeg sætter mig og Hjemmeværnsmanden kigger på mig.

“Det var så den kaffe” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg spørger forsigtigt ind til hvad der er sket og Hjemmeværnsmanden fortæller mig at Den nye kontrollør har været forbi og fortælle at det er slut med den tunge og drøje kandekaffe og at Starbucks kaffen nu er hvad vi pendlere skal drikke. Hjemmeværnsmanden fortæller ligeledes at han ikke kan lide Den nye kontrollørs attitude. “Den unge lømmel!!” råber Hjemmeværnsmanden. Jeg sætter mig uden at tage kaffe og kigger ned på det iturevne krus.

“Hvad er der sket?” spørger jeg. Jeg frygter lidt at Hjemmeværnsmanden har været oppe at slås med Den nye kontrollør. Dette er heldigvis ikke tilfældet. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på mig. “Nogle gange er det nødvendigt at statuere et eksempel. At sige fra. At vise sin utilfredshed!“.  Jeg kigger igen ned på det iturevne krus. Det er alligevel revet i ret mange stykker. Jeg ville gerne have set Hjemmeværnsmanden flå kruset i stykker. I vrede.

Den blege bankmand bryder ind. “Det er nemlig rigtigt. De kan ikke blive ved med at lave tingene om“. Hjemmeværnsmanden kigger på Den blege bankmands lyserøde skjorte og Den blege bankmand bøjer igen hovedet i skam.

Døren går op og ind træder Den nye kontrollør. Inden Den nye kontrollør når at se mit kort, flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet. “HVOR ER KAFFEN!?” råber Hjemmeværnsmanden. Den nye kontrollør ignorerer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden stiller sig nu ind mellem mig og Den nye kontrollør og skriger nu. “SE SÅ AT SERVERE DEN SKIDE KAFFE!!“. Den nye kontrollør kigger Hjemmeværnsmanden dybt i øjnene.

“Hør nu her. Jeg har allerede fortalt dig hvordan kaffen fremover vil blive serveret. Fremover er det Starbucks Instantkaffe. Det er ikke noget jeg har besluttet, men jeg synes du skulle tage at prøve den. Den smager godt. Du kunne måske lære noget nyt i dag” siger Den nye kontrollør og smiler til Hjemmeværnsmanden. “Og så skal du lige samle dit rod op” siger Den nye kontrollør og peger ned på det iturevne krus.

“Du skal ikke belære mig om kaffe , jeg drak kaffe da du stadig gik med ble. Nu skal jeg…..” Hjemmeværnsmanden bliver afbrudt af Den nye kontrollør. “Hvis du ikke har andet vigtigt, som ikke er relateret kaffe, vil jeg passe mit arbejde“. Den nye kontrollør forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden står som en statue. Helt stille. Stadig med løftet pegefinger. Der går nogle sekunder. Hjemmeværnsmanden tramper hidsigt i det iturevne krus. Hjemmeværnsmanden sætter sig.

“Jeg betaler denne mands løn!” råber Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand bryder ind med en hurtig udregning, som påviser at Hjemmeværnsmanden kun betaler en brøkdel af Den nye kontrollørs løn. Hjemmeværnsmanden svarer ikke. Hjemmeværnsmanden kigger blot på den lyserøde skjorte og Den blege bankmand bøjer igen hovedet i skam.

Og så sker det, der plejer at ske. Hjemmeværnsmanden finder sin computer frem. Der skal klages. Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden på nettet og Hjemmeværnsmanden begynder at taste løs. Den nye kontrollør træder igen ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden knipser. Den nye kontrollør kigger på Hjemmeværnsmanden. “Så er vi nået til at jeg skal bruge dit fulde navn, unge mand. Jeg er nemlig ved at skrive en klage“. Den nye kontrollør smiler til Hjemmeværnsmanden og oplyser sit navn. “Held og lykke med klagen” slutter Den nye kontrollør af med at sige.

“Det er sidste gang vi får denne mand at se, mine herre” slutter Hjemmeværnsmanden af.  “Og vores kaffe er snart tilbage!“.