april – 2015 – Mit liv som pendler

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel. Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket, rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket. “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud. Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Jeg har kørt i tog med Den kendte skuespiller 2 gange. Begge gange har været en heftig affære.

Den kendte skuespiller er temmelig tyk og ikke særlig høj. Den kendte skuespiller er ikke så tyk at Den kendte skuespiller ikke kan sidde på en enkel plads, men Den kendte skuespiller vælger alligevel at bestille 2 sæder.

Den kendte skuespiller nærmest falder ind i DSB 1′ kupéen.

Den kendte skuespiller sveder.
Den kendte skuespiller bander.
Den kendte skuespiller pruster.
Den kendte skuespiller har fedtet hår.
Den kendte skuespiller har hul på bukserne.
Den kendte skuespiller virker beruset.

Det er som om at kaos omgiver Den kendte skuespiller.

Den kendte skuespiller finder sine 2 pladser og så sker det, som er sket begge gange jeg har kørt med Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller finder 2 computere frem og tænder dem begge. Den kendte skuespiller sætter nu hver sin film på, på hver af de 2 computere. Og så bliver det helt skørt. For Den kendte skuespiller medvirker i begge film. Den kendte skuespiller vælger ikke at benytte høretelefoner, hvilket selvfølgelig også er svært med 2 computere, men skruer derimod godt op for begge film. Den kendte skuespiller lægger sig ned over de 2 sæder og tager fødderne op på sædet – iført sko.

Vi er flere pendlere som er voldsomt provokeret af denne adfærd. Jeg kigger på Den blege bankmand og Den blege bankmand sender mig et “Lad mig tage denne her” blik. Den blege bankmand går hen til Den kendte skuespiller og læner sig hen over de 2 computere.

“Kunne man forestille sig at du kunne dæmpe dine film?” Den blege bankmand taler venligt men bestemt til Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller skruer en meget lille smule ned. Så lidt ned at det kun kan opfattes som en provokation. Den blege bankmand spørger igen Den kendte skuespiller om Den kendte skuespiller ikke vil skrue ned. Denne gang ignorerer Den kendte skuespiller helt Den blege bankmand.

Den blege bankmand sender mig et trist blik. Et blik der fortæller at Den blege bankmand har givet op. Det ligner ellers ikke Den blege bankmand at give op. Jeg rejser mig og går hen til Den kendte skuespiller. Da jeg står foran Den kendte skuespiller ser jeg at Den kendte skuespiller er faldet i søvn. Den kendte skuespiller udviser en total respektløs opførsel. Jeg overvejer selv at skrue ned, men besinder mig og prikker til Den kendte skuespiller.Den kendte skuespiller sover meget tungt og vågner ikke. Eller også er det Den kendte skuespillers måde at ignorere mig på. Jeg sætter mig tilbage. Jeg kigger på Den blege bankmand. Den blege bankmand ryster på hovedet. Den blege bankmand fortæller en historie om en medarbejde i banken som blev fyret grundet tvivlsom adfærd.

“Desværre kan man ikke fyre en medrejsende” slutter Den blege bankmand af og griner på en trist måde.

På tidspunktet for denne episode kører serveringsvognene stadigvæk i IC-togene. Og det er netop en serveringsvogn, som får vækket Den kendte skuespiller. Da Den kendte skuespiller hører de klirrende flasker i serveringsvognen farer Den kendte skuespiller og bestiller hurtigt 3 små flasker hvidvin. Den kendte skuespiller åbner hurtigt en flaske og drikker den kvarte flaske vin på få tårer. Den kendte skuespiller lægger sig igen med fødderne oppe og slår en høj latter op over hvad Den kendte skuespiller ser på skærmen. Sig selv.

Den blege bankmand skal lige til at rejse sig, da Mennesket træder ind i kupéen. Mennesket ser ikke glad ud. Mennesket er forkølet. Mennesket er ikke typen som melder sig syg. Så Mennesket er naturligvis på arbejde. Mennesket pudser næse, har tårer i øjnene og snøfter uden ende. Mennesket billetterer ved min og Den blege bankmands plads. Så bevæger Mennesket sig over mod Den kendte skuespiller og bliver helt rød i hovedet. Det er tydeligt at Mennesket ikke aner hvem Den kendte skuespiller er, men ser Den kendte skuespiller som en rejsende, der i den grad sidder det forkerte sted.

“HVAD FANDEN FOREGÅR DER HER?” råber Mennesket. “ER DU KLAR OVER AT DETTE ER FØRSTE KLASSE? JEG SKAL BEDE DIG OM OMGÅENDE AT PAKKE DINE TING OG FINDE EN ANDEN PLADS!“. Menneskets stemme er skinger. Den kendte skuespiller viser Mennesket billetten til de 2 sæder. Mennesket stivner og kigger gentagne gange på billetten.

“FÅ DE FØDDER NED FRA SÆDET OG SKRU NED FOR DEN LARM!!” skriger Mennesket og forsvinder ud af Vogn 11.

Mennesket kommer tilbage med snackkurven. I dag er der en spansk tapas anretning med ost, pølse og lidt brød. Mennesket serverer for Den blege bankmand og mig. Mennesket sukker og bevæger sig hen til Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller kigger i kurven.

“Jeg kan ikke lide ost, har du ikke noget andet? Gerne noget sødt, tak!”

Mennesket tager sig til hovedet. “Jamen, så skal jeg da lige smutte ud og bage en kage til herren!”. Mennesket skummer af raseri. Den kendte skuespiller bliver nu ophidset og beder Mennesket om at tjekke om der er noget sødt. Og siger Den kendte skuespiller noget, som får Mennesket til at ændre kurs.

“Jeg skulle jo nødig være nødsaget til at bede om dit navn i forhold til at sende en klage”. Mennesket ser pludselig meget lille ud. Jeg tænker at der enten ALDRIG er blevet klaget over Mennesket. At Mennesket simpelthen har skræmt folk fra at klage. Eller at der ligger så mange klager at Mennesket står yderst på Statsbanernes planke.

Mennesket forsvinder ud af kupéen og kommer kort tid efter tilbage med et lille stykke chokolade til Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller tager imod chokoladen og Mennesket skal til at forlade kupéen igen.

“Åh, undskyld” siger Den kendte skuespiller henvendt til Mennesket. “Jeg har 2 pladser. Jeg bør have 2 stykker chokolade“.

Mennesket læner sin pande mod døren og knytter næverne. Mennesket er helt rød i hovedet. Så begynder Mennesket at hviske… “1, 2, 3, 4……..5“. Det er sikkert Menneskets måde at kontrollere et voldsomt raserianfald på.

Mennesket forsvinder igen og kommer tilbage med et lille stykke chokolade. Mennesket smider det lille stykke chokolade ned på bordet foran Den kendte skuespiller. “Fortsat god rejse, hr!“.

Ikke alle dage er gode for Mennesket.

Selvfølgelig får Mennesket sin hævn. Den historie kommer i næste del.