Month: november 2014

Hjemmeværnsmanden og personpåkørslen

admin 0 Comments

En ting som vi pendlere oplever fra tid til anden er mennesker, der begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Det har jeg desværre oplevet nogle gange. Det tager gerne en 3-5 timer før toget kan fortsætte, da politiet skal gøre deres arbejde færdigt.

Tilbage i 2010 sidder jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden, Damen med den hidsige sweater og en Engangspendler. Det er en sen fredag eftermiddag og alle vil gerne hjem. Lige efter Roskilde Station bremser toget hårdt op. Der går en 5-10 minutter før personalet kan meddele at toget har haft en personpåkørsel. Der meddeles at toget ikke får lov til bakke tilbage på Roskilde Station, så vi kunne være kommet over i et andet tog. Ærgeligt på en fredag, men det er spillets regler som pendler. Vi er fanget i IC 803 få hundrede meter fra Roskilde Station.

Jeg hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden, men får ikke fat i hvad Hjemmeværnsmanden siger. Jeg skal til at tage mine høretelefoner på for at høre lidt musik, da jeg igen hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden. “Forbandet kujon!” hvisker Hjemmeværnsmanden mens han stirrer tomt ud af vinduet.  En kontrollør kommer løbende gennem toget og Hjemmeværnsmanden stopper hende. Han spørger, i en meget utilfreds tone, hvornår man har tænkt sig at fortsætte da Hjemmeværnsmanden altså får gæster og gerne snart skulle være hjemme. Kontrolløren fortæller at politiet netop er ankommet og at man nu venter på krisehjælp til togføreren samt en ny togfører. Denne melding gør Hjemmeværnsmandens ansigtskulør rød og Hjemmeværnsmanden spørger vredt hvorfor den nuværende togfører ikke bare kan køre videre. Kontrolløren svarer ikke på det spørgsmål og løber videre gennem toget.

Hjemmeværnsmanden går ud af Stillezonen og foretager et opkald. Jeg gætter på at Hjemmeværnsmanden ringer til konen og fortæller hvad der er sket. Hjemmeværnsmanden kommer tilbage i kupéen og skænker en kop kaffe. Hjemmeværnsmanden sidder sådan lidt uroligt og trommer i bordet, hvilket er meget usædvanligt for Hjemmeværnsmanden. Ud af det blå siger Hjemmeværnsmandens noget i stil med at “der røg den fredag…“. Jeg bliver meget overrasket da Hjemmeværnsmanden aldrig før har talt med nogen – med mindre Hjemmeværnsmanden skulle skælde ud – i Stillezonen.

Det er som om at Hjemmeværnsmanden bliver en smule munter. Pludselig kigger Hjemmeværnsmanden mig i øjnene og siger “Et menneske bliver splittet ad når det bliver trukket et par hundrede meter under et så stort tog. Vi må håbe at de har taget højtryksspuleren med“. Hjemmeværnsmanden kommer med et muntert lille “høhø” efter den sætning. Damen med den hidsige sweater bryder ind med et “Det er godt nok forfærdeligt….”. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke enig og svarer at “det er en kujonhandling, som ødelægger alt for alle os raske mennesker“. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde og nikker. For Hjemmeværnsmanden har jo ret.

Hjemmeværnsmanden fortsætter sin snak om at genere så få som muligt ved et selvmord. Hjemmeværnsmanden  mener at det korrekte sted at begå selvmord er med en pistol i en skov. For som Hjemmeværnsmanden så rigtigt påpeger “børn går aldrig alene i en skov, så hvis de finder liget, så vil der altid være en voksen med dem. Modsat hjemme hvor et barn jo kan være alene og finde liget“. Det virker som om at Hjemmeværnsmanden har gjort sig mange tanker om det. Det er svært at være uenig, så jeg nikker igen.

Da der er gået en times tid kommer kontrolløren igennem vores kupé og Hjemmeværnsmanden spørger om toget er blevet spulet færdigt så det kan køre videre. Kontrolløren fortæller Hjemmeværnsmanden at politiet faktisk snart er færdige og en ny togfører er på vej, hvortil Hjemmeværnsmanden spørger om offeret mon havde siddet fast på togførerens forrude, siden det var gået så stærkt at spule toget. Hjemmeværnsmanden  kommer igen med et lille muntert “høhø” og jeg følger op med et “hehe“.

Hjemmeværnsmanden falder herefter i søvn og vågner en times tid efter da toget igen er begyndt at køre. Damen med den hidsige sweater, som også har sovet og nu er vågnet, siger noget i stil med  at “det var dejligt, at det ikke tog mere end et par timer“. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på hende og derefter op på Stillezone skiltet.

Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden med at komme på internettet og rejsen fortsætter. I stilhed.

Svovlmanden

admin 0 Comments

Svovlmanden er nogenlunde på min højde (197 cm). Mit bedste bud er at Svovlmanden vejer et sted mellem 170-190 kg. Svovlmanden har et stort hvidt skæg.  Svovlmanden er et voldsomt stort menneske. Det er tydeligt at Svovlmanden har svært ved at finde tøj i sin størrelse. Det ses ved at Svovlmanden altid har det samme tøj på. Et par mørkeblå joggingbukser og en lyseblå sweater. Jeg har aldrig set Svovlmanden i andet tøj. Jeg er i tvivl om Svovlmanden har flere blå joggingbusker af den slags eller om det er det samme par hver gang. På lugten kan det tyde på at det er det samme par. Svovlmandens sved lugter nemlig meget af svovl og Svovlmanden sveder altid. Selv i frostvejr sveder Svovlmanden. Svovllugten er meget gennemtrængende og ikke særlig behagelig.

Svovlmanden bærer altid en lille brun håndtaske i læder. Sådan en med en rem i. Det ser helt forkert ud til Svovlmanden . Jeg ved ikke hvordan Svovlmanden er kommet på den idé. Jeg har aldrig set Svovlmanden  åbne den lille taske. Jeg tænker ofte på hvad Svovlmanden mon har i den lille taske.

Der går måneder mellem at jeg ser Svovlmanden.  Men i går skete det. Svovlmanden træder ind i toget på Roskilde Station. Jeg skal kun til Høje Taastrup, så jeg har kun 8 minutter med Svovlmanden. Alligevel når der at ske meget på de 8 minutter. Svovlmanden  sveder allerede meget da han kanter sig igennem Stillezonen, som er placeret lige inden man træder ind i min kupé. Da jeg lige kigger på Svovlmanden observerer jeg at han sveder en smule mere end normalt og han er forpustet. Jeg tænker at Svovlmanden  har skulle gå hurtigt for at nå toget. Det må heller ikke være nemt når man er så stor. Idet jeg sidder og får lidt ondt af Svovlmanden  går det op for mig at gangpladsen til venstre for mig er ledig og at Svovlmanden rent faktisk bevæger sig hen mod netop denne plads. Som altid lader jeg min taske stå på det tomme sæde, skruer HELT op for musikken i høretelefonerne og lader som om at jeg sover. Ofte vælger andre rejsende at kigge efter en anden plads for ikke at skulle vække mig. En taktik jeg ofte benytter.

Men Svovlmanden prikker mig på skulderen og beder mig fjerne min taske. Svovlmanden slår armlænet op og sætter sig. Jeg bliver presset op af væggen og ruden. Svovlmanden fylder vel 1/5 af mit sæde. Da jeg ikke selv er helt lille sidder jeg mildest talt ikke særlig behageligt. Jeg er stadig i en tilstand af at have lidt ondt af Svovlmanden og jeg ved at jeg kun skal sidde klemt i 8 minutter. Jeg udviser overskud og smiler. Et lidt anstrengt smil grundet lugten, men dog et smil.

Men pludselig, mens jeg sidder klemt der ved siden af Svovlmanden, slår en forfærdelig tanke mig. Den er så forfærdelig at jeg skammer mig over den bagefter. Jeg tænker “Er Svovlmanden med vilje blevet så tyk, så han kan genere os faste pendlere på denne måde? Er det hele bare en leg fra Svovlmandens side. Han kommer bare her i mit tog og maser og lugter som det passer ham…“. Inden jeg indser at den tanke er helt vanvittig, når der at ske noget. Svovlmanden åbner en cola og manden overfor Svovlmanden brokker sig over at Svovlmanden hele tiden sparker til ham. Her fodres mine tanker yderligere. “Ja, selvfølgelig. Hån blot din medpendler ved at sparke ham mens du drikker cola! Det hele er jo bare sjov og ballade for dig, Svovlmand!“. Nu ringer Svovlmandens telefon pludselig og Svovlmanden taler helt utrolig højt ind i den meget lille telefon. Svovlmanden  taler så højt at jeg tænker at dette må være en yderligere provokation fra Svovlmandens side. Jeg mærker afmagten i mig selv og spørger vredt Svovlmanden om der mon er en mulighed for at jeg kan komme ud fra min plads. Svovlmanden kommer på benene og jeg pakker vredt mine ting sammen og forlader min plads. Mens jeg pakker mine ting tramper jeg demonstrativt i gulvet.

Da jeg stiger ud af toget rammes jeg af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over de forfærdelige tanker, som jeg har haft om Svovlmanden i toget. Da jeg var barn stak jeg engang min mor i hånden med en gaffel. Hun blødte. Jeg var vred over et eller andet. Jeg blev sendt op på mit værelse. Der sad jeg så alene, ked af det og med dårlig samvittighed. Kl 08.06 mandag morgen på Høje Taastrup Station belv jeg ført tilbage til  barneværelset og ensomheden.

Livet som pendler går op og ned.

Den Blege Bankmand, Mennesket og Roskilde-tillægget

admin 0 Comments

Hvis man vælger at benytte et IC3 tog mellem Roskilde og København har DSB valgt at pålægge den rejsende et gebyr på 20,-. På denne måde mener DSB at de kan få en del af kortdestinationspendlerne til at benytte Regionaltoget. Vælger man at benytte DSB 1′ er der dog ikke kaffe, snacks, vand mm., hvorfor mange kortdestinationspendlere vælger at benytte IC3 toget. De fleste togkontrollører vælger at se igennem fingrene med dette gebyr, men der er dog nogle kortdestinationspendlerne, som tager diskussionen hver gang.

Jeg har før skrevet om pendlertypen “Bankmanden”.

Læs om pendlertypen Bankmanden her.

Der er naturligvis undtagelser. Den Blege Bankmand er en af dem. Den Blege Bankmand er meget høj, tynd og ranglet. Den Blege Bankmand går altid i det klassiske jakkesæt med en hvidskjorter under samt de obligatoriske sorte businessmand sko. Den Blege Bankmand er tyndhåret og i omegnen af 45, vil jeg skyde på. Jeg tror at Den Blege Bankmand har en høj stilling i en bank. Den Blege Bankmand taler nemlig meget i telefon og gerne om vigtige ting. Den Blege Bankmand bruger ord som “afkast”, “risiko”, “investering” og “milliarder” når han telefonere. Og pludselig – ud af den blå luft – kan Den Blege Bankmand blive frygtelig vred. Så råber Den Blege Bankmand og laver fagter med armene. En gang knyttede Den Blege Bankmand næven og truede mod himlen. Den Blege Bankmand har nogle gange et ringbind med, som Den Blege Bankmand tager op af sin sorte lædermappe. På ringbindet er der et billede af Den Blege Bankmand selv. Sådan et ringbind har man kun hvis man er vigtig. Jeg har aldrig arbejdet et sted hvor jeg fik et sådant ringbind.

Den Blege Bankmand pendler fra Roskilde Station til Københavns Hovedbanegård. Den Blege Bankmand har sine helt egne spilleregler. Når Den Blege Bankmand kommer ind i DSB 1′ kupéen i Vogn 11 stiller Den Blege Bankmand sig først hen til en ledig plads. Den Blege Bankmand kigger på pladsen for at signalere at denne plads nu er optaget. Herefter går Den Blege Bankmand hen til kaffeserveringen og skænker kaffe.  Det sker at en anden pendler, som også steget på i Roskilde, i mellemtiden tager Den Blege Bankmand’ plads. Når Den Blege Bankmand så vender tilbage til den nu optaget plads, bliver Den Blege Bankmand meget vred. Og så får Den Blege Bankmand den helt skingre stemme og skælder ud til den anden pendler finder en anden plads. For denne plads tilhørte jo Den Blege Bankmand, selvom det ikke nødvendigvis var tydeligt for den anden pendler.

Min favoritkontrollør er en ældre og pensionsmoden mand.  Jeg har døbt ham Mennesket (på den vej hvor min far bor, bor en mand, som min far engang så tæske sin hund med en gren. Min far døbte ham Mennesket og dette inspirerede mig til at døbe denne kontrollør “Mennesket”).

Mennesket har briller og et stort hvidt skæg. Mennesket bærer altid DSB uniformen korrekt. Skjorte knappet HELT op. Alle knapper lukket i vesten – selv i hedebølge. Og vigtigst af alt. Mennesket bærer altid togkasketten.  Mennesket fastholder alle regler. Absolut ingen regler bøjes. Nogle gange stiller Mennesket sig i en Stillezone og, tror jeg, venter på at nogle snakker. Her reagerer Mennesket hurtigt og fortælle de støjende elementer om reglerne. Mennesket og Hjemmeværnsmanden kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Hjemmeværnsmanden ser altid mere afslappet ud når Mennesket foretager billetteringen.

Tilbage til Den Blege Bankmand. Den Blege Bankmand kender godt til Roskilde-tillægget. Stort set alle de kontrollører, som håndhæver Roskilde-tillægget, vælger at se igennem fingrene med det overfor Den Blege Bankmand. Dog ikke Mennesket. Jeg tror faktisk at Mennesket håber at Den Blege Bankmand er med. Mennesket lysner helt op når han ser at Den Blege Bankmand er steget på. Og her, kære læser, her kommer noget, som jeg holder frygtelig meget af. Skænderiet mellem Den Blege Bankmand og Mennesket om Roskilde-tillægget. Det ender på samme måde hver gang. Men det gør det ikke mindre godt.

Mennesket går hen til Den Blege Bankmand og siger de sædvanlige ord:  “Ja, så skal jeg bede om 20 kroner i tillæg for rejse i IC3 tog mellem Roskilde og København”.  Som regel eksplodere Den Blege Bankmand lige på stedet. Og med den skingre stemme hyler Den Blege Bankmand op om retfærdighed, uretfærdighed og at andre kontrollører ser igennem fingrene med dette. Mennesket er helt kølig og nede på jorden. Mennesket læser op fra reglerne, fra den lille bog i Menneskets inderlomme og holde fast i kravet om de 20,- . Når Den Blege Bankmand hyler endnu højere , ryster Mennesket bare på hovedet og fortæller Den Blege Bankmand at reglerne er ens for alle. Når Den Blege Bankmand har hylet i nogle minutter finder Mennesket bødeblokken frem og beder om legitimation. Her bliver Den Blege Bankmand stille og betaler de 20,-.  Hvis Den Bleget Bankmand har en sekretær, tror jeg ikke det er sjovt at være ham/hende den pågældende dag.

Jeg har rigtig mange gode minder om Mennesket og Den Blege Bankmand. Dem vil i komme til at høre mere om.

Bjørnen med den stærke ost

admin 0 Comments

På DSB 1′ serveres der en bolle med smør, syltetøj og ost indtil kl. 10.00. Fra 10.00 til 14.00 et stykke chokolade. Og fra 14.00 til 18.00 en snack. Nogle pendlere medbringer egen mad.

Så er der de pendlere, der kombinerer ovenstående.

Jeg har pendlet med ham længe. Men jeg har først på det sidste lagt mærke til det.

Han er en kraftig mand, hvis alder er svær at fastsætte. Mit bud er i midt halvtredserne. Jeg har efterhånden fundet ud af at han er DSB ansat. Jeg gætter på at han har haft et værkstedsjob og senere er rykket ind på et kontor. Han har lidt for korte bukser – gerne i fløjl, en ternet skjorte – store tern, en svært aftagende måne på toppen, tyk og en meget uren hud. Som om han aldrig rigtig er blevet helt ren efter tiden på værkstedet. Jeg har døbt ham Bjørnen grundet hans voldsomt store og behårede hænder. Ydermere kæmper en voldsom dusk brysthår for at komme ud over øverste knap i skjorten. Bjørnen er ikke en pæn mand. Han ser slidt og til tider trist ud.  Jeg spekulerer ofte over om at værkstedslivet knækkede Bjørnen. Måske skred konen også. Og herefter placerede Statsbanerne Bjørnen på et kontor. Et sted Bjørnen aldrig rigtig er blevet glad for. Måske står Bjørnen for at bestille reservedele til værkstederne og mindes dagligt om nedturen for år tilbage.

Bjørnen har fået resten af sit navn grundet Bjørnens meget insisterende vane:

At have sit eget stykke stærke ost med til morgenmadsrundstykket i toget.

Bjørnen med den stærke ost rejser fra Slagelse til Roskilde hver dag. Bjørnen med den stærke ost stiger på kl 7.24 på Slagelse Station. Bjørnen med den stærke ost sætter sig på sin plads INDEN kaffen skænkes. Her finder Bjørnen med den stærke ost den lille plastbøtte frem. I plastbøtten gemmer Bjørnen med den stærke ost det stærke stykke ost.

Billetteringen foretages og Bjørnen med den stærke ost  bliver spurgt om han kunne tænke sig et rundstykke. Sådan et vil Bjørnen med den stærke ost altid gerne have. Bjørnen med den stærke ost venter stadigvæk med at skænke kaffe.

Bjørnen med den stærke ost  får serveret sit rundstykke. Nu åbner Bjørnen med den stærke ost den lille plastbøtte. Jeg elsker virkelig ost. Stort set alle typer ost. Men der er noget i den lugt, som Bjørnen med den stærke ost’ stærke ost udsender, som bare er for voldsom på det tidspunkt af dagen. En sælsom blanding af gødning, børneprut og svovl.

Meget omhyggeligt smører Bjørnen med den stærke ost et tykt lag smør på rundstykket og lægger omhyggeligt det stærke stykke ost på. Efter at have observeret Bjørnen med den stærke ost’ rutine i noget tid, lægger jeg mærke til en ting. Bjørnen med den stærke ost piller rigtig meget ved det stærke stykke ost. Retter på det. Nuldrer det i hjørnerne. Og så dufter Bjørnen med den stærke ost til sine fingre. Og det står på helt indtil Sorø.

Og herefter, kære læser, så bevæger Bjørnen med den stærke ost sig op til kaffeserveringen. Og uden at skænke ostefingrene en tanke, begynder Bjørnen med den stærke ost at skænke kaffe. Bjørnen med den stærke ost  nærmest gnider ostefingrene og og ned af termokanden. Også vandflasker berøres. Og kaffekrus. Vådservietterne rører Bjørnen med den stærke ost ikke.

Den kvikke læser vil huske at Plads 26 i Vogn 11 er placeret lige ved siden af kaffeseveringen. De dage hvor Bjørnen med den stærke ost rigtig har hygget sig med sit stærke stykke ost, hænger lugten ved i kafferserveringen. Næsten på hele turen. Det er med stor ubehag at jeg skænker kaffe og tager vand på disse dage. Tanken om Bjørnen med den stærke ost ostefingre gør mig nærmest syg.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt at Bjørnen med den stærke ost skal ødelægge mine morgener på den måde. Derfor har jeg besluttet mig for at nævne dette problem for Bjørnen med den stærke ost. Jeg vil bede Bjørnen med den stærke ost om at opprioritere hygiejnen.

Fortsættelse følger….

Hjemmeværnsmanden Part 2

admin 0 Comments

Der er så mange gode minder om Hjemmeværnsmanden. Så mange at jeg kom i tanke om flere, da jeg havde lavet det første indlæg om ham. Derfor fortjener Hjemmeværnsmanden en Part 2.

Hvis Hjemmeværnsmanden er ukendt for dig, kære læser, er det vigtigt at du læser dette indlæg først:

KLIK FOR AT LÆSE OM HJEMMEVÆRNSMANDEN

Det er ikke nemt at være gift med Hjemmeværnsmanden. Jeg har en gang oplevet Hjemmeværnsmanden rejse med sin kone. De sad naturligvis på DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden er ikke en mand, der går på kompromis og derfor gælder samme regler for konen som for andre rejsende. Hjemmeværnsmanden og konen stiger på i Sorø og indtager deres pladser. Da de har fået serveret morgenmad, prøver Hjemmeværnsmandens kone at sige noget afdæmpet til Hjemmeværnsmanden.  Uden at sige noget ryster Hjemmeværnsmanden på hovedet og peger på “Stille” skiltet på væggen. Da Hjemmeværnsmandens kone skal have kaffe får hun ved en fejl taget den hvide kande med kogende vand. Hun når dog ikke at hælde vand op, for inden da er Hjemmeværnsmanden der, flår den hvide kande ud af hånden på hende og giver hende den røde kande med kaffe. Stadig uden at sige noget.
Da vi kommer til billetteringen spørger Hjemmeværnsmandens kone togpersonalet om hvornår de er ved deres destination. Her bliver Hjemmeværnsmanden irriteret. Hjemmeværnsmanden  ved det jo godt. Han har sikkert sagt til det hende flere gange derhjemme. Men hun skal spørge. Pludselig er der uro i kupéen, da en Sælger blander sig. Hjemmeværnsmanden bliver helt rød i hovedet og prøver flere gange at bryde ind i samtalen med et “Så fik vi da styr på det”.  Jeg kan huske at jeg følte med Hjemmeværnsmanden. Jeg har rejst med familien i Vogn 11. Det er ikke sjovt.

Hjemmeværnsmandens tålmodighed er meget kort. Der skal ikke meget til, så reagerer Hjemmeværnsmanden. Som da en ældre mand stiger på i Roskilde. Han kommer ind i DSB 1′ Stillezonen i Vogn 21. Den ældre mand har en meget stor kuffert med sig. Jeg tænker længe over hvad man mon har brugt en så stor kuffert til i Roskilde. Jeg må have sidde og tænkt over det et stykke tid, for da jeg kigger op igen ser jeg at den ældre mand slås med at få sin kuffert op på hattehylden – lige over Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden  ser tydeligvis irriteret ud over den ældre mands problemer med kufferten. Og pludselig kan jeg set at det hele bliver for meget for Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden spørger vredt om “hvor lang tid det der egentlig skal tage”. En Engangspendler rejser sig og hjælper den ældre mand. Da den ældre mand sætter sig i sædet, ryster Hjemmeværnsmanden stadig på hovedet.

Hjemmeværnsmandens (og min) tålmodighed sættes ofte på prøve. Det er ellers sjældent at der er Hus Forbi sælgere med IC3 toget. Men det sker fra tid til anden. Hjemmeværnsmanden har ellers en god dag den pågældende dag. Hjemmeværnsmanden giver mig et smil, da Hjemmeværnsmanden sætter sig. Hjemmeværnsmanden kommer på internettet uden hjælp. Og Hjemmeværnsmanden har en skjorte på. En grøn og hvid ternet skjorte. Den klæder Hjemmeværnsmanden.

Da Hus Forbi manden første gang går igennem DSB Stillekupéen giver Hjemmeværnsmanden blot Hus Forbi manden et afværgende blik og en “nej nej” signalering med Hjemmeværnsmandens store hånd.

Da Hus Forbi manden anden gang går igennem kupéen og kommer  med en bemærkningen “Helt uden at lyve, det koster kun tyve”, begynder Hjemmeværnsmanden at blive irriteret. Han siger vredt og bestemt til Hus Forbi manden at Hjemmeværnsmanden IKKE er interesseret og spørger Hus Forbi manden om han ikke kan se at det er en DSB 1′ Stillezone. Hus Forbi manden går videre igennem toget. Hjemmeværnsmanden og jeg kigger på hinanden med det der “måske han bare skulle tage sig sammen og få et rigtigt arbejde – ligesom os“-agtige måde. Så kigger vi ned i hver vores computer.
Da Hus Forbi manden 3. gang kommer igennem kupéen, denne gang med kommentaren “uden at spørge, du får 2 for fyrre”, bliver det for meget for Hjemmeværnsmanden. Han flyver op af sædet og råber af Hus Forbi manden. Hus Forbi manden forsvinder ud af kupéen og kommer ikke tilbage. Hjemmeværnsmanden  sætter sig. Hjemmeværnsmanden kigger på mig og nikker. Nikker som kun Hjemmeværnsmanden kan, når Hjemmeværnsmanden har vundet en kamp.

Jeg har sagt det før og siger det igen. Hjemmeværnsmanden er min yndlingspendler.

Damen med den hidsige sweater

admin 0 Comments

Hun har pendlet i samme vogn som jeg on/off i en del år nu. Hun er en ældre, lille og spinkel dame i slut 50’erne.

Første problem er at hun altid bære en utrolig hidsig farvet sweater. En urolig sweater. Gerne i strik og gerne i meget voldsomme mønstre.

Andet problem er at jeg frygter at skulle sidde i nærheden af Damen med den hidsige sweater.  Det gør jeg af to grunde:

  1. Damen med den hidsige sweater taber alt – også drikkevarer
  2. Damen med den hidsige sweater bliver køresyg

Der er stor stressfaktor forbundet med at sidde overfor eller ved siden af Damen med den hidsige sweater. Man kan være sikker på at Damen med den hidsige sweater på et eller andet tidspunk under rejsen spilder kaffe, te eller vand. Mængden af spildt væske kan varierer meget. Nogle gange rammer Damen med den hidsige sweater sin kop med hånden, men når at redde med den anden hånd, så kun lidt væske spildes. Men oftest går Damen med den hidsige sweater all in og vælter hele koppen. Dette betyder at man sidder og venter på dette øjeblik og ikke kan slappe af eller tænke vigtige tanker. Jeg har computer, telefon og nogle gange mit pendlerkort* liggende på bordet og så skal man være hurtig når Damen med den hidsige sweater pludselig vælter en kop kaffe ud over hele bordet.

Hvad der dog er mest kritisk er at Damen med den hidsige sweater bliver køresyg hvis hun ikke sidder i køreretningen. Damen med den hidsige sweater spørger gerne om folk vil bytte plads så hun kan sidde i køreretningen. Det duer bare ikke hvis Damen med den hidsige sweater har sat sig på Plads 27 og jeg sidder på Plads 26. På plads 26 sidder man i køreretningen, det gør man ikke på Plads 27. Men her står jeg fast. Jeg er på ingen måde interesseret i at bytte Plads 26 til Plads 27. Slet ikke. Damen med den hidsige sweater ved det godt. Men en gang om måneden havner vi alligevel i den situation og Damen med den hidsige sweater får sit nej. Hvis andre pendlere, eksempelvis med pladsbillet, heller ikke vil bytte – så  må Damen med den hidsige sweater sidder modsat køreretningen og det gør Damen med den hidsige sweater køresyg.

Nu ved jeg ikke særlig meget om køresyge. Men jeg ved at hvis jeg har kvalme, så hjælper kaffe ikke. Dette faktum stopper ikke Damen med den hidsige sweater. Hun drikker kaffe  som det galdt livet og efter en 20 minutters tid sker der som jeg frygter mere end noget andet. Som toget bumler begynder Damen med den hidsige sweater at få små sure opstød. Man kan se at Damen med den hidsige sweater hopper lidt i sædet når de kommer. Jeg frygter virkelig at Damen med den hidsige sweater en dag går all in på de sure opstød og kaster op ud over det hele. Og her kommer den strikkede sweater i spil. Min folkeskoleven Lasse kastede engang op ned af sin strikkede sweater. Det var ikke lige sådan at få af. Jeg tænker ofte på hvad jeg skal stille op hvis Damen med den hidsige sweater kaster op ned af sin hidsige sweater og vi har 30 minutters transport  endnu. Jeg tror jeg vil ignorere det. Måske lade som om at jeg sover

Der har dog været en tur med Damen med den hidsige sweater, som jeg virkelig nød. Det var en lun forårsdag i 2010,  da vi sad 3 mennesker i DSB 1′ stillekupé. Mig, Damen med den hidsige sweater og Hjemmeværnsmanden. Damen med den hidsige sweater vælter vanen tro en kop kaffe ud over bordet og kaffen flyder over i Hjemmeværnsmandens mange papirer. Jeg vil aldrig glemme den måde Hjemmeværnsmanden sagde  “For saaatan….” på, og han kiggede så vredt på Damen med den hidsige sweater at jeg var overbevist om at han ville gøre noget overilet. Og som han stod der midt i vognen og prøvede at tørre sine papirer i luften med armene udstrakt, iført sin hvide “PARIS” t-shirt,  lignede han lidt en engel. Jeg ville egentlig have gemt den episode til mit indlæg: Hjemmeværnsmanden part 2. Men nu kom det med her

* Jeg lægger til tider mit pendlerkort på bordet for at vise at jeg IKKE er Engangspendler. Det gør jeg oftest hvis jeg sidde ude i Vogn 31 eller Vogn 41. Så er det meget godt lige at markere at man er en seriøs pendler. 

Hjemmeværnsmanden

admin 0 Comments

Nu skal det jo heller ikke være så negativt det hele. Der er også gode pendlerstunder.

Jeg vil gerne fortælle om min yndlingspendler. Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er et fantastisk menneske. Desværre pendler jeg ikke så ofte med Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden sidder nemlig altid på DSB 1′ i Vogn 21 på Plads 12 i DSB 1′ Stillezonen hvor jeg jo som bekendt helst sidder i Vogn 11 på Plads 26.

Hjemmeværnsmanden og jeg minder på mange måder om hinanden. Hjemmeværnsmanden har også et sæt stramme regler for det at rejse med tog. Hjemmeværnsmanden er ofte mere konsekvent end jeg, og det sætter jeg stor pris på. For hvor endte vi ellers, hvis det hele bare fik lov til at sejle?

Hjemmeværnsmanden er en mand i slut 50’erne. Hjemmeværnsmanden har gråt hår og et rigtig fint gråt overskæg. Et særdeles veltrimmet overskæg. Hjemmeværnsmanden er for det meste iført et par brune sejlersko, et par lyse lærredsbukser og en t-shirt. T-shirten er altid nede i bukserne. På t-shirten er der som regel trykt noget ferie-relateret. I sidste uge stod der “KRETA” på Hjemmeværnsmandens t-shirt. Engang så jeg der stod “CYPERN”. Engang mener jeg også at der stod “SVANEKE” på den. Jeg udleder at Hjemmeværnsmanden rejser en del. Hjemmeværnsmanden er også altid solbrun. Hjemmeværnsmanden har altid mange papirer med på sin rejse. Hjemmeværnsmanden har også en computer. Den kan Hjemmeværnsmanden aldrig komme på nettet med. Så kigger Hjemmeværnsmanden sørgmodigt på mig, og uden at sige noget til hinanden går jeg over til Hjemmeværnsmanden og foretager de 2 nødvendige klik for Hjemmeværnsmanden. Så lyser Hjemmeværnsmanden op, men kun for en stund. Så fokuserer Hjemmeværnsmanden igen på ro og orden.

Når man placerer sig i DSB 1′ Stillezone følger der en række konsekvenser med:

– man kan ikke snakke i mobil
– man kan ikke føre en samtale – ej heller en afdæmpet samtale
– man kan ikke høre høj musik i sine høretelefoner
– man kan ikke sidde meget uroligt og støjende
– man kan ikke bladre voldsomt i en avis

Man skal være stille!

Jeg har aldrig talt med Hjemmeværnsmanden, da pendlere jo aldrig taler sammen, men vi nikker til hinanden. Så hvis en Engangspendler sætter sig i en DSB 1′ Stillezone kupé, og ikke overholder spillereglerne (hvilket er ofte), så kræver det kun et opgivende blik mellem Hjemmeværnsmanden og jeg, så bliver reglerne ridset op for Engangspendleren. Her er Hjemmeværnsmanden hurtigst. Hjemmeværnsmanden er til tider så hurtig at jeg slet ikke når at følge med. Jeg tænker ofte at Hjemmeværnsmanden venter på støjen og uroen. Hjemmeværnsmanden ved den kommer. Hjemmeværnsmanden ser støjen og uroen før den er aktuel.

Modsat Vogn 11, som er den sidste vogn i toget, ligger Vogn 21 i midten af toget. Dette medfører en hel del gennemgang. Det er ikke sjovt at sidde et sted hvor der hele tiden er gennemgang. Det er Hjemmeværnsmanden og jeg helt enige om. Så hvis en familie med 3 børn skal igennem så FLYVER Hjemmeværnsmanden op og råber om stilhed. Det har naturligvis resulteret i vrede mennesker, som ikke vil råbes af. Men Hjemmeværnsmanden gider slet ikke at diskutere. Hjemmeværnsmanden peger blot på Stilleskiltet og sætter sig igen.

Hvis Hjemmeværnsmanden har mistanker om at et menneske, uden gyldig billet til DSB 1′, har fået sat sig på DSB 1, kan Hjemmeværnsmanden godt vælge at foretage en delvis civil billettering. Hjemmeværnsmanden kræver ikke at se billet, men fortæller på en meget bestemt måde at KUN rejsende med DSB 1′ billet må sidde på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden er helt utrolig god til at spotte disse mennesker. Hjemmeværnsmanden ser dem lige med det samme. Jeg ved ikke hvordan Hjemmeværnsmanden gør.

Hjemmeværnsmanden er heller ikke glad for rejsende med så høj musik i høretelefonerne at musikken kan høres i kupéen. Her er Hjemmeværnsmanden meget hurtig. Hjemmeværnsmanden rejser sig, prikker den rejsende med den høje musik på skulderen og beder omgående vedkommende om at skrue ned eller finde et andet sted at sidde. Herefter nedstirrer Hjemmeværnsmanden dem til der er skruet ned. Det manglede også bare. Hvis rejsende vi lege diskotek må de jo sætte sig i familievognen. Her er Hjemmeværnsmanden og jeg enige.

Men bedst af alt. Det bedste jeg ved. Der findes næsten ikke noget bedre. Når en rejsende glemmer at slå lyden fra på sin mobil.
Telefonen ringer i den rejsendes taske, og den rejsende famler forvildet efter telefonen. Hjemmeværnsmanden FLYVER op og skriger op om at man IKKE må snakke i mobil på DSB 1′ Stillezone.

Jeg har lært meget af Hjemmeværnsmanden. Der burde være flere pendlere som Hjemmeværnsmanden. Jeg sidder ikke i DSB 1′ Stillezone, hvis jeg kan undgå det. Man skal være på. Man skal være efter folk. Man skal påpege langt oftere end på alm. DSB 1′. Jeg respekterer virkelig Hjemmeværnsmanden for hans valg af plads. Jeg ser op til Hjemmeværnsmanden.

Manden med termovest og sportssandaler

admin 0 Comments

Det er mandag. Klokken er 16.34. Jeg står på Høje Taastrup station. DSB melder at toget 16.43 er forsinket i ca. 10 minutter. Der går et par minutter og DSB har endnu en melding. At mit tog kører med 2 færre vognsæt end normalt. Et jag går igennem mig. Det jag føler jeg altid når DSB sender sådan en melding på banen. For hvilke to togsæt er sløjfet? Er det vognsæt 31-32-33-34-41-42? Eller er det vognsæt 11-12-13-14-21-22-23-24? Jeg har før oplevet at Vogn 11 var sløjfet. Så måtte jeg sidde i Vogn 31, hvilket føles helt helt forkert. Fremmede pendlere, en anden lugt, et andet gulvtæppe (gulvtæppet i Vogn 11 er ofte i en dejlig mørk blå farve, der er noget meget beroligende over det. I Vogn 31 det i en grå lys farve.)

Idag er det heldigvis ikke Vogn 11, som DSB har ofret. Det er 31-32-33-34-41-42. Så langt så godt. DSB meddeler at vi alle må være tålmodige, da der er meget lidt plads i toget allerede ved afgang fra København H. Jeg er et meget lidt tålmodigt menneske når jeg pendler. Så allerede inden toget er rullet ind på perron er jeg vred og ophidset.

Da toget ruller ind står folk allerede tæt i toget. I Vogn 11 er det helt galt, men jeg har en pladsbillet. En pladsbillet til Plads 26 i Vogn 11. Jeg har fundet en effektiv måde at komme frem i et fyldt tog. Jeg ved godt at jeg ikke vinder nogen popularitetskonkurrence ved at skrive dette…. jeg træder de medrejsende over deres fødder. Ikke sådan rigtig hårdt, men nok til at de trækker sig til side. Når jeg har trådt på deres fødder kigger jeg med et medfølende blik på dem og giver en kommentar i stil med: “Det må du GODT nok undskylde, det var et uheld!”. Og så smiler jeg til dem.

Jeg får kæmpet mig gennem stillezonen inden DSB 1′ kupéen. Jeg kommer ind til DSB 1′ i Vogn 11 og kan konstatere at der sidder et menneske på Plads 26. Manden er en ældre herre i start 60’erne. Han er typen som er født med et vredt og forudrettet ansigt. Han er iført en mørkeblå termovest, lidt for korte busker og sportssandaler med sorte strømper under. Jeg afkoder lynhurtigt at Manden med termovest og sportssandaler ikke hører til på DSB 1′. Jeg viser stolt Manden med termovest og sportssandaler mit pendlerkort (min pegefinger peger mod DSB 1′ logoet på pendlerkortet) og min pladsbillet og siger de ord, som jeg holder så meget af at sige: “Jeg tror sørme du sidder på min plads, er du flink at flytte dig?”.

Manden med termovest og sportssandaler meddeler mig at pladsbilleter ikke gælder når der mangler vognsæt i toget. Manden med termovest og sportssandaler siger det uden at kigge på mig og uden at fortrække en mine. Jeg kommenterer ikke på Manden med termovest og sportssandalers vanvidskommentar og gentager – denne gang mere insisterende – “Jeg tror sørme du sidder på min plads, er du flink at flytte dig?!”. Manden med termovest og sportssandaler vælger denne gang at ignorere mig. Jeg giver Manden med termovest og sportssandaler en sidste chance og oplyser ham at jeg nu vil hente personale, så vi kan få håndteret denne situation.

Imens dette har stået på, har toget holdt i Roskilde og toget er nu endnu mere fyldt. Jeg kæmper mig ud gennem masserne og konstatere at personalet befinder sig ude i vogn 14. Det er et sandt mareridt at komme ud til vogn 14 og jeg må trampe over fødder og skubbe for at komme derud. Jeg når endelig derud og finder en togkontollør. Den ældre, og meget flinke mand, som dagligt arbejder på strækningen hilser som altid pænt. Jeg fortæller om Manden med termovest og sportssandaler og forlanger at der bliver gjort noget. Togkontrolløren ser pludselig meget træt ud, men pendleren har altid ret. Det har før været nødvendigt at involvere ham i episoder i Vogn 11, så han indser at der ikke er nogen vej udenom. Vi bevæger os tilbage mod vogn 11.  Jeg holder mig bag kontrolløren og lader ham bane vejen derud. Da vi ankommer til Vogn 11 er det blevet Ringsted station.

Nu starter diskussionen mellem Manden med termovest og sportssandaler og kontrolløren. Jeg står bag ved kontrolløren og smiler triumferende til Manden med termovest og sportssandaler. Manden med termovest og sportssandaler må til sidst pakke sine ting og flytte sig. Mens Manden med termovest og sportssandaler pakker sammen bliver jeg kaldt mindre pæne ting, men mit overskud er på det tidspunkt så stort at det ingen betydning har. Da jeg har klargjort Plads 26 i Vogn 11 er vi nået til Sorø. Og jeg har således 15 min på Plads 26 i Vogn 11. Jeg skænker en kop kaffe og smager på retfærdigheden. Manden med termovest og sportssandaler bliver stående ved siden af Plads 26 i Vogn 11 indtil Korsør Station. Da jeg skal til at stige af toget, siger jeg (med overskud): “Ja, så kan du overtage min plads”.

Sejr!

Den Nynnende Mand

admin 0 Comments

Jeg kunne se at noget var anderledes allerede da jeg trådte ind i DSB 1′ kupéen i Vogn 11 kl. 07. 14.

Det er ikke så meget den spildte kaffe foran kaffeserveringen. Det er heller ikke så meget at den ene avis er meget krøllet. Ej heller at der er lagt skrald på kaffeserveringen. Det er noget helt helt andet. Da jeg klargører Plads 26 til min rejse (*læs mere om klargøring af Plads 26 længere nede), hører jeg noget som jeg først tror kom fra et andet sted, men det går hurtigt op for mig at dette ikke er tilfældet.

En meget stor mand sidder på Plads 28 og nynner. Ikke sådan en svag nynnen med en tynd stemme, men derimod en dyb nynnen. Den type nynnen som trænger ind overalt. Ikke nok med at han nynner, han er også meget voldsom i sine bevægelser. Den Nynnende Mand rusker en ny avis, som var den et uartigt barn. Den Nynnende Mand sidder midt i en sky af gule servietter, der vidner om spildt kaffe. Med jævne mellemrum kommer der en prustelyd fra Den Nynnende Mand . En lyd der lyder som en blanding af nys, snorken,støn og en pistol fra Star Wars.

Jeg har aldrig set Den Nynnende  Mand før, men jeg kan se med det samme at jeg ikke kan lide ham OG at min rejse formentlig er ødelagt.

Det varer ikke længe inden Den Nynnende Mands telefon ringer. Den Nynnende Mand har naturligvis ikke slået ringetonen fra. Den Nynnende Mand har brugt en meget insisterende og støjende ringetone, som tydeligvis stresser ham, da han ikke kan finde sin telefon. Nu bliver Den Nynnende Mand meget voldsom i sin kamp for at finde telefonen og bander og pruster. Den Nynnende Mand finder til sidst telefonen i sin taske.

Nu er der mange måder hvorpå man kan føre en diskret samtale i et tog. Det skal siges at jeg er modstander af ALLE former for samtaler i et tog. Især telefonsamtaler. Det er forstyrrende.

Den Nynnende Mand vælger den mest generende form for telefonsamtale i et tog. Den ligger tæt op af Sælgerens. Den Nynnende Mand taler helt utrolig højt. Og ofte bryder han ud i en dyb og rallende latter. Da Den Nynnende Mand endelig er færdig med at snakke telefon nyder jeg stilheden, men nydelsen er kort, for Den Nynnende Mand sætter lynhurtigt ind med nynnen igen. Denne gang en endnu mere insisterende nynne. En tilfreds nynnen. Som om at Den Nynnende Mand har opnået noget i sin telefonsamtale.

Da vi når Ringsted er det blevet for meget for mig, jeg spørger Den Nynnende Mand  om han ikke kan lade være med at nynne. Den Nynnende Mand bliver vred og siger til mig at jeg ikke skal blande mig i hans nynnen. Der er meget langt fra pendlerspillereglerne til det her. Jeg svarer meget skarpt at det måske var en god idé IKKE at krølle alle aviserne, da vi er andre, som nyder at læse dem. Den Nynnende Mand bliver stille og jeg går smilende tilbage til Plads 26. Det føles godt at fortælle andre hvordan man opfører sig på en rejse. Den Nynnende Mand  skal af før mig. Han pruster og kigger surt på mig på vej ud. Jeg håber aldrig at Den Nynnende Mand skal køre i tog mere.

Klargøring af Plads 26 i Vogn 11:

Jeg stiller min taske op af Plads 25′ bagside
Jeg tager min jakke af og lægger på hattehylden
Jeg starter med at åbne bordet bagpå Plads 25, hvor jeg lægger min telefon, mit pendlerkort og mine høretelefoner
Jeg sætter mig på Plads 26 og lægger min computer på bordet foran mig. Dette bord sidder på bagsiden af Plads 27
Jeg skænker kaffe , som bliver stillet i kaffeholderen på bordet bag på Plads 25
Jeg tager en vand, som jeg stiller til venstre for kaffen. Her glider den mindst rundt på bordet, da den bliver stoppet af min telefon
Jeg slår mit sæde bagud, så jeg sidder bedre.
Nu er jeg klar til at påbegynde min rejse
Alt dette tager ca. 2 minutter og er overstået idet IC 804 passerer Spæncom Cement.