Hjemmeværnsmanden, svigersønnen Henrik og Panzermuseum East

admin 0 Comments

Det er onsdag morgen og toget er netop kørt ind på Sorø Station. Jeg ser Hjemmeværnsmanden skubbe til et par andre passagere nede på perronen for at komme hurtigt ind i toget. Hjemmeværnsmanden forsvinder ind i toget og træder kort tid efter ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden er i godt humør. Ferien i Eksjugoslavien nærmer sig. Hjemmeværnsmanden har en NATO trøje på. Hjemmeværnsmanden begynder at fortælle om ferien. Hjemmeværnsmanden skal rejse i krigens fodspor og Hjemmeværnsmanden glæder sig.

Der er dog en hage ved denne ferie. Hjemmeværnsmanden skal udover konen have datteren og svigersønnen Henrik med til Eksjugoslavien.

Hjemmeværnsmanden kan virkelig ikke lide svigersønnen Henrik. Jeg spørger hvorfor Henrik så skal med. Hjemmeværnsmanden fortæller at det Hjemmeværnsmandens kone, der sammen med datteren, har truffet beslutningen om en fælles ferie.

“Det er jo nemt at beslutte ting over hovederne på det arbejdende folk” brokker Hjemmeværnsmanden sig.

En stemme over højtaleranlægget fortæller at en kvindelig passager har fået et ildebefindende og at der ventes på en ambulance før vi kan køre videre. Hjemmeværnsmanden brokker sig højlydt.


“Det har jeg sgu ikke tid til. Få kvindemennesket ud af toget, så vi kan komme videre.”

Hjemmeværnsmanden finder sin “Turen får til Kroatien” bog frem og begynder at læse. Efter en 7-8 minutter tid kommer 2 ambulancefolk løbende langs perronen og ved dørene til Vogn 21 ( som vi sidder i ) får de løftet en kvindelig passager ud og lagt på en båre. Panikken begynder at brede sig på stationen. En ambulancemand begynder at give kunstigt åndedræt og en DSB ansat, som har hjulpet med at få damen ud, begynder at græde. Flere folk stiger ud af toget og ser til. Hjertemassagen stoppes efter meget kort tid. Og kvinden lader til at være ved bevidsthed.

Hjemmeværnsmanden har fuldstændig upåvirket kigget med. Da kvinden er kommet til bevidsthed, kigger Hjemmeværnsmanden igen ned i sin “Turen går til Kroatien”.

“Ja, så kan vi måske komme videre, vi er nu 20 minutter forsinket!”

Der går yderligere en 20 minutters tid før vi forlader Sorø Station. Hjemmeværnsmanden er ikke glad. Og som det er sket så mange gange det sidste stykke tid, når Hjemmeværnsmanden er vred….. Talen falder på svigersønnen Henrik.

“Hvordan skal jeg følge krigens fodspor med Henrik på slæb!” Hjemmeværnsmanden sukker. “Det er jo en umulig opgave”. Jeg spørger Hjemmeværnsmanden om hvorfor det bliver så svært. 

“Henrik er modstander af væbnede konflikter. Havde det stået til Henrik, havde man spurgt Hitler om han ikke nok ville lade være med at være så streng!”

Hjemmeværnsmanden fortæller om skuffelsen over datterens valg af mand. Det havde været meget svært at give slip på datteren og Hjemmeværnsmanden havde sådan håbet at datteren ville finde en mand indenfor hæren. Hjemmeværnsmanden havde sågar forsøgt at finde en mand fra hæren, men dette havde datteren afslået.

Og nu er Hjemmeværnsmandens datter altså sammen med pædagogmedhjælperen Henrik. Som ovenikøbet er medlem af Alternativet og går i Birkenstocksandaler. Især sandalerne har Hjemmeværnsmanden brugt meget energi på at være vred på.

Hjemmeværnsmanden fortæller at Hjemmeværnsmanden for noget tid siden blev presset af sin kone og datter til at skabe et bedre forhold til Henrik. Hjemmeværnsmanden havde været modstander, men da Hjemmeværnsmandens datter havde insisteret på at Hjemmeværnsmanden og Henrik tog på en fælles udflugt, måtte Hjemmeværnsmanden bøje sig. Hjemmeværnsmandens eneste krav var dog selv at kunne vælge destinationen.

Valget var naturligvis faldet på Panzermuseum East i Slagelse. Et sted som jeg før har hørt Hjemmeværnsmanden tale entusiatisk om. (Panzermuseum East er et museum med Danmarks største samling af militære køretøjer)

“Cafe Bomben har jo et godt og solidt menukort”.

Cafe Bomben?”



“Ja, det er Panzermuseum Easts café. Opkaldt efter en klassisk amerikansk bombe, som faktisk hænger i loftet”.

Men allerede på Cafe Bomben starter problemerne. Henrik synes at Cafe Bombens menu er dårlig og vil ikke have Café Bombens mad. Hjemmeværnsmanden bliver vred og bestiller som den eneste mad. Den samme sandwich som altid med tun og agurk.

“Ja, det blev turen jo ikke nemmere af!”.

cafebomben

Samtalen påvirker Hjemmeværnsmanden, som er begyndt at svede. Jeg henter kaffe til os. Hjemmeværnsmanden smiler kort til mig og fortsætter.

“Jeg havde jo booket en rundvisning. Det kan man normalt ikke bare få. Men jeg kender ALLE på stedet. ALLE! Derfor kan jeg få en rundvisning!”. Hjemmeværnsmanden tager en slurk af sin kaffe. “Og så tillader Henrik sig at spørge vores guide om hvor mange mennesker der er blevet dræbt af køretøjerne på stedet!” 

Hjemmeværnsmanden tømmer sin kaffekop. “Mange forhåbentligt!”.

Jeg tænker at Henrik lyder enormt provokerende. Et er at være modstander af krig, men når nu Hjemmeværnsmanden faktisk gør en indsats for at bygge en bro til Henrik, hvorfor skal Henrik så være på tværs? Jeg begynder også at hade Henrik.

“I gården står det smukke Bac 1-11 fly. Det er et prægtigt fly. Jeg kan bruge timer på det fly! Der er plads til 100 mennesker, unge mand!”

Hjemmeværnsmanden sukker og fortæller om hvordan oplevelsen indeni flyet også bliver ødelagt af Henrik. “Istedet for at bygge disse krigsmaskiner, skulle man prøve at tale sammen”. havde Henrik sagt.

“Hvornår har det at tale sammen nogensinde løst noget” vrisser Hjemmeværnsmanden.

På dette tidspunkt virker det som at er Hjemmeværnsmandens tur allerede helt ødelagt. Men Hjemmeværnsmanden gør en sidste en indsats. En sidste indsats som dog skal vises sig at blive fatal for turen.

“BRDM 2! Udstillingens højdepunkt!” Hjemmeværnsmanden begiver sig ud i en lang enetale om BRDM 2 køretøjet. Hjemmeværnsmanden lyser op ved snakken om BRDM 2. Hjemmeværnsmanden finder et stykke papir og en kuglepen frem. Hjemmeværnsmanden tegner et landskab. Hjemmeværnsmanden tegner en sol og noge skyer. Hjemmeværnsmanden tegner nogle tændstiksmænd og så tegner Hjemmeværnsmanden en BRDM 2, som kører tændstiksmændene ned. “SÅ hurtig er den” griner Hjemmeværnsmanden.

“Den er altid mit sidste stop!”.

praga_brdm

Men også det får Henrik ødelagt. For da Henrik og Hjemmeværnsmanden kommer hen til området hvor BRDM 2 står, ringer Henriks telefon. Henrik taler højt i telefonen. Henrik taler længe i telefonen. Hjemmeværnsmanden venter utålmodigt på at Henrik bliver færdig. Der er meget at fortælle om det prægtige russiske køretøj. Til sidst bliver det nok for Hjemmeværnsmanden, som råber at Henrik skal “slukke for den skide telefon!!”.

Henrik lægger telefonen fra sig og Hjemmeværnsmanden begynder at fortælle om BRDM 2.

“Men Henrik går bare hen til maskinen, sparker til et dæk og griner. Og så siger  Henrik sgu at det ligner en legetøjsbil!” råber Hjemmeværnsmanden ud i kupéen.

Og lige der bliver det nok for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden fortsætter sin fortælling og beskriver hvordan udflugten ender lige efter denne bemærkning. Henrik bliver trukket ned til Hjemmeværnsmandens bil. Hjemmeværnsmanden kører til Slagelse Station og sætter Henrik af uden et farvel.

Det er svært ikke at hade Henrik.

Valby – Smertens barn

admin 0 Comments

Når man er en rigtig DSB 1’ pendler er der mange regler, som er “goes without saying”. To af de vigtigeste regelsæt i en IC-3 pendlers liv:

1.
Rejser med påstigning i Høje Taastrup og retning mod København H skal foregå i S-tog. Det kan ikke være rigtigt at vi skal belastes af rejsende med små og mindre seriøse rejser. Og for os rigtige pendlere er Høje Taastrup jo i virkeligheden en del af København

2.
Vi ser ned på rejsende, som kører S-tog. Al sund fornuft er sat ud af spil i et S-tog. Ingen faste pladser, ingen hensyn, alle mod alle og vigtigst af alt….. ingen mulighed for at køre på 1’. Det er også som om at den personlige hygiejne halter hos de rejsende i S-togene. De få gange jeg kører i S-tog oplever jeg altid at rigtig mange rejsende lugter.
Dette bringer os til sagens kerne.

Valby Station.

En station, som Statsbanerne har valgt at intercitytoget skal stoppe på. På denne måde kan S-tog pendlere snyde tiden og komme fra Valby til Høje Taastrup (eller omvendt (eller til Københavns Hovedbanegård)) noget hurtigere end i S-tog. S-togs pendlerne er et stort irritationsmoment i IC-3 da disse ikke kender reglerne og nægter at indordne sig.

Hjemmeværnsmanden hader Valby Station.
Hjemmeværnsmanden tager Valby Station personligt.
Som var Valby Station skabt kun for at genere Hjemmeværnsmanden.

Det er tirsdag morgen. Mit arbejde er flyttet, så jeg kører nu fast til Københavns Hovedbanegård. Jeg sidder i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Idag skal jeg helt Østerport Station – Hjemmeværnsmandens endestation. Det er i den tidlige sommer og Hjemmeværnsmanden er munter. Hjemmeværnsmanden skal snart ud at rejse. Hjemmeværnsmanden skal til Kroatien. Hjemmeværnsmanden glæder sig allermest til at rejse rundt og se steder hvor vigtige slag blev udkæmpet under krigene i Eksjugoslavien. Hjemmeværnsmanden fortæller lystigt om bombetyper i den periode.

“Hvis den først sprænger i nærheden af dig, vil lillemor ikke kunne identificere dig på hospitalet!” griner Hjemmeværnsmanden.

Vi kører ind på Høje Taastrup Station. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret ud på de mange passagerer, som skal med vores IC-3 tog ind mod København.
“For satan!” Hjemmeværnsmandens muntre humør er væk. På en anden perron holder det røde S-tog. Hjemmeværnsmanden peger først ned på menneskemængden og så over på S-toget.

“En ansvarlig ledelse ville gøre noget ved dette!”.

Jeg ved udemærket godt hvad Hjemmeværnsmanden snakker om. “De mennesker må tage et S-tog! En rejse fra København til  København skal ikke foregå i et IC tog!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet og kigger mig i øjnene. “Men det har utallige klager ikke lavet om på! Dette tog burde ikke stoppe mellem Roskilde og København! Vi har jo heller ikke to stop i Ringsted!!”. Hjemmeværnsmanden råber den sidste sætning og slår i bordet igen.

De første S-togs pendlere skal igennem vores kupé. 2 unge piger, som tydeligvis ikke er vandt til at køre i IC-3, er de første. Da pigerne skal ind i kupéen leder de efter en knap, som kan åbne døren. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret på de 2 piger. Pigerne leder videre og til sidst kan Hjemmeværnsmanden ikke holde ud at se på det. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet. Med en rutineret og flad hånd i 100% vater lige under dørsensoren får Hjemmeværnsmanden åbnet døren for pigerne.

“SÅ TÆNK JER DOG OM!” råber Hjemmeværnsmanden ind i hovedet på de to piger.

Hjemmeværnsmanden sætter sig igen. Nu kommer 2 yngre mænd ind og sætter sig.

“Lad os tage DSB 1’ – der plejer ikke at bliver tjekket billetter efter Høje Taastrup. Kaffe?”.

Hjemmeværnsmandenrejser  sig og går over til de 2 yngre mænd. “Har i DSB 1’ billet?” spørger Hjemmeværnsmanden først roligt. De 2 yngre mænd ignorerer først Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden spørger igen. De 2 yngre mænd ignorerer igen Hjemmeværnsmanden. Og så får Hjemmeværnsmanden nok. Hjemmeværnsmanden slår i bordet. 

“Nu skal i høre her. Nu forlader i DSB 1’ og finder en anden plads. Og i eftermiddag når i skal hjem fra jeres job i vuggestuen eller børnehaven, så tager i et S-tog. Og det gentager i så længe i rejser i Hovedstadsområdet. IC-3 toget er til langdistancerejser! Er det forstået?“.

De 2 yngre mænd bliver forskrækket, tager deres kaffe og begynder at gå ud af kupéen. “KAFFEN!” råber Hjemmeværnsmanden. De 2 yngre mænd sukker og stiller kaffen fra sig. Så forlader de kupéen. Hjemmeværnsmanden sætter sig igen.

“Sådan skal det gøres”.

Det bliver Valby. På perronen står der en del mennesker og rigtig mange mennesker i toget skal ud. En stemme i højtaleren fortæller at vi får et 5 minutters ophold på Valby Station. Hjemmeværnsmanden trækker vejret dybt og begynder så at tale med en rolig og meget bestemt stemme. 

“Valby. Altid Valby. Er det ikke det ene, så er det andet. Togbusserne i 2008, personpåkørslen i 2006, toget der gik i stykker i 2011, japanerne sidste sommer……”.

Hjemmeværnsmanden holder en pause. 

“Jeg vil kæmpe til det sidste for at få nedlagt IC stoppet på Valby Station! Til det sidste!”.

Hjemmeværnsmanden holder endnu en pause. 

“Og så er der Henrik, men hun bliver vel klogere end dag…”.

“Henrik?” spørger jeg.

Hjemmeværnsmanden peger op på en lejlighedblok ved siden af Valby Station. “Deroppe ligger Henriks lejlighed. Henrik er min datters mand. Om jeg begriber hvad hun ser i ham!”.

Hjemmeværnsmanden kan ikke lide Henrik. Hjemmeværnsmanden ligner en da har spist en citron når Hjemmeværnsmanden siger navnet Henrik. 

Det skal vises sig at Hjemmeværnsmanden er mere end utilfreds med Henrik, men mere om det senere.

En stemme i højtaleren fortæller at vi får yderligere 5 minutters ophold på Valby Station.

Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. “VALBY!”.

Kirkemageren

admin 0 Comments

Det er ikke tit at Kirkemageren kører med mit tog. Der kan gå måneder imellem. Men Kirkemageren har rejst på strækningen i alle de år jeg har pendlet. Kirkemageren er ikke den typiske pendler på DSB 1’ men mit hjerte fyldes med glæde når jeg ser Kirkemageren sidde i vogn 21, da der som regel sker en række uforudsete ting.

Jeg har svært ved at fastsætte Kirkemagerens alder. Men jeg tror at Kirkemageren er omkring de halvtreds. Kirkemageren har halvlangt rødt hår bundet i en meget lille hestehale bagtil og en voldsom måne på forreste del. Kirkemageren har en speciel ørering i det højre øre. Det kunne godt ligne en sten af en art. Eller en krystal måske.  Kirkemageren har et læderarmbånd på højre arm, og en slidt lædervest over en som regel orange t-shirt med et ørnemotiv på.

Kirkemageren er ikke særlig høj og meget tynd. Kirkemageren har små runde briller. Helt utrolig små briller. De er så små at Kirkemageren må se øverste halvdel af verden over brillen og nederste halvdel af verden igennem brillen. Og da brillen er temmelig stærk må det give et virkelig skævt billede af verden.

Kirkemageren er i et kreativt fag, for Kirkemageren er virkelig skrap med papir, saks og lim. Jeg ved ikke hvilket job Kirkemageren har, men mit bud er at Kirkemageren er lærer på en kreativ uddannelse. Og der har Kirkemageren været i mange år. Det er der ingen tvivl om.

Det er en grå tirsdag morgen lige efter nytår. Vogn 21 er næsten tom. Kun Damen med den hidsige sweater er umiddelbart at finde i vognen. Men da jeg sætter mig ned, kan jeg se Kirkemageren skråt overfor i en anden bås. Foran Kirkemageren ligger der en lille saks, en limstift og en masse papir. Noget er der klippet i og andet venter på at blive til noget. 

Og ja, det lyder måske sært at Kirkemageren sådan holder klippeklistremorgen, men det er slet ikke unormalt. Og det bringer os til hvorfor Kirkemageren hedder Kirkemageren.

Kirkemageren laver kirker i papir. Nogle af kirkerne laves spontant og andre har jeg set af flere omgange, hvor Kirkemageren har hevet en papirkirkemodel frem fra plastikboks i en stor taske og arbejdet videre på.

Den flotteste kirke så jeg sidste sommer. Det var Løgumkloster Kirke. Det var en virkelig flot model. Kirkemageren skulle ikke rigtig lave noget på Løgumkloster Kirke den morgen, hvor jeg så det færdige resultat. Løgumkloster Kirke stod bare på bordet og Kirkemageren stirrede på den i en time uden at kigge væk. Selv ikke da jeg spurgte hvad det dog var for en flot kirke, kiggede Kirkemageren væk. Kirkemageren svarede helt tørt at det var Løgumkloster Kirke. “Det kan du jo se på tårnet i midten” afsluttede Kirkemageren vores lille samtale af med.

Kirkemageren er en meget rolig og indelukket mand, men der er to ting, som kan gøre Kirkemageren rigtig rasende.

– At blive forstyrret mens der arbejdes med papir.
– At blive konfronteret med at tape ville være nemmere at bruge end lim.

Denne tirsdag morgen skal begge af disse ting ske inden for kort tid.

Døren går op og ind kommer ind ny kontrollør. Dem er der desværre kommet en del af. Kontrolløren starter ved Kirkemageren. “Kort eller billet?” siger kontrolløren og kigger ned på Kirkemageren. Kirkemageren reagerer ikke og fortsætter med at folde et stykke papir. “Må jeg have lov til at se kort eller billet” siger den unge kontrollør nu lidt højere.

Kirkemageren lægger papir og saks fra sig, tager sine briller af og kigger så op på kontrolløren. “Forstyrrer jeg dig i dit arbejde? Kommer jeg hen til dig og gør dit arbejde svært for dig?”. Kontrolløren bliver bragt ud af fatning og prøver med en forklaring om at det er nødvendigt at have en gyldig billet. Kirkemageren afbryder kontrolløren.
“Forstyrrer jeg dig i dit arbejde? SÅ SVAR MIG DOG!” Kirkemageren råber den sidste sætning.

“Nej…..Nej, det gør du vel ikke..”
“Må jeg så foreslå at du først spørger om du må forstyrre? Og når JEG så har sagt ja, så kan du spørge om billet!”
“Jeg skal nå at se rigtig mange billetter……”
“Med tidens billetpriser ville det klæde jer at ikke at forstyrre. Havde du spurgt om du måtte forstyrre, kunne jeg have nået at afslutte mine tanker om papiret”
“Jeg er nødt til at se din billet, Hr…”
“Jeg viser IKKE billet før du har spurgt om du må forstyrre!”

Kirkemageren kigger kontrolløren dybt i øjnene og her vælger Kontrolløren at give op. Kontrolløren sukker og lader Kirkemageren være i fred  Kontrolløren passerer Kirkemageren igen og skal til at sige noget. Kontrolløren bliver stående et øjeblik med øjnene rettet på Kirkemageren, sukker igen og vælger så at gå videre. Gad vide hvordan Mennesket ville håndtere denne situation. Mon ikke Mennesket ville have smidt Kirkemageren af toget? Måske ville Mennesket have slået Kirkemageren?

Kirkemageren er igen kommet godt igang med klipperiet. Kirkemageren måler, sætter streger, klipper og limer. Kirkemageren nynner også lidt. Jeg ser noget i Kirkemagerens ansigt, som kunne minde om et smil. Men som det ofte er, så varer glæden kun kortvarigt. Damen med den hidsige sweater har nysgerrigt fulgt med i Kirkemagerens arbejde. Især limen driller Kirkemageren. Det er svært at lime de mange små detaljer i dagens kirke. De forskellige stykker går ofte fra hinanden. Men Kirkemageren er helt rolig. Flere gange går papiret med lim på fra hinanden, men Kirkemageren bliver ikke ophidset eller utålmodig. Kirkemageren limer bare igen, sætter sammen og nynner.

Damen med den hidsige sweater sætter sig overfor Kirkemageren. Damen med den hidsige sweater må have lyttet til diskussionen mellem Kirkemageren og kontrolløren, for Damen med den hidsige sweater starter samtalen det helt rigtigt sted.

“Må jeg forstyrre?” spørger Damen med den hidsige sweater. Kirkemageren kigger op, smiler og nikker.

“Hvor ser det spændende ud, hvad skal det blive til?”

Kirkemageren fortæller at det er en model af Hedensted Kirke. Kirkemageren fortæller lystigt videre om tårnet på Hedensted Kirke.

“Ville det ikke være nemmere at bruge tape til de hjørner dér?” spørger Damen med den hidsige sweater. Kirkemageren går i stå midt i snakken om kirketårnet i Hedensted. Det er som om at alt slukker inde i Kirkemageren for en kort stund. Kirkemageren lægger limen fra sig og kigger på Damen med den hidsige sweater.

“Jeg kunne jo også bare smide det ud! Eller endnu bedre, klippe det i mange stykker og SÅ smide det ud. RESULTATET VILLE BLIVE DET SAMME!”. Kirkemageren er rasende. Kirkemageren rejser sig op.

“Brændte Monet enderne af en korkprop og brugte den til at male åkander med?”

“Jeg tænkte jo bare at det ville være nemmere med tape…”

“Forfærdelig tanke! Tape ødelægger al papirkunst!”
“Kan du ikke sætte det indeni? Så er der ingen der ser det?”

“INDE I KIRKEN? Gu fanden skal der ej være tape i Hedensted Kirke!”
“Ja, så må du meget undskylde!”
“Ja, det må du nok sige!”



Damen med den hidsige sweater går rystet tilbage til sin plads.

Der går ikke et minut, så nynner, klipper og limer Kirkemageren igen.

Hjemmeværnsmanden og hadet til Fyn

admin 0 Comments

I noget tid har Bane Danmark foretaget sporarbejde på Fyn. Det lader ikke til at det er gået som Bane Danmark kunne have ønsket. Sporarbejdet blev forlænget i ca. 2 uger, der blev indsat togbusser og togtrafikken i resten af landet var påvirket og til stor gene for os pendlere.

Det er tirsdag morgen og jeg sidder i vogn 21 i et tog, som har holdt stille på Korsør Station i ca. 40 minutter. Stemmen i højtaleren siger at vi afventer en række togbusser fra Nyborg, fyldt med passagerer som skal mod København.

Vi ankommer til Sorø Station – meget forsinket. Jeg ser Hjemmeværnsmanden nede på perronen. Hjemmeværnsmanden løber mod dørene i Vogn 21 og får næsten skubbet en ældre mand omkuld på sin vej. Helt inde i DSB 1′ kupéen kan man høre Hjemmeværnsmandens stemme ude fra mellemgangen. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke tilfreds med de mange forsinkelser og skælder en kontrollør ud. Det plejer Hjemmeværnsmanden jo at gøre, men det skal vise sig at der stikker mere bag Hjemmeværnsmandens ophidselse end hvad jeg først regner med. Det er nemlig ikke kun forsinkelserne, der gør Hjemmeværnsmanden så forfærdelig vred.

Hjemmeværnsmanden sætter sig lige over for mig. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet og sidder uroligt. Jeg fornemmer at Hjemmeværnsmanden gerne vil fortælle mig noget, men Hjemmeværnsmanden respekterer naturligvis pendlerens privatliv og venter på mit anerkendende blik. Jeg nikker. Hjemmeværnsmanden trækker vejret dybt og åbner så munden. “Fyn…” siger Hjemmeværnsmanden og ser vred ud. “FYN!” råber Hjemmeværnsmanden så og slår i bordet. Jeg spørger forsigtigt hvad det er med Fyn og så starter hvad der skal blive de mest intense minutter med Hjemmeværnsmanden nogensinde.

“Jeg bryder mig ikke om Fyn. Det startede med øvelsen i 1982. Så ferien i 1984.  Og nu forsinkelserne!”

Hjemmeværnsmanden byder mig på kaffe. Når Hjemmeværnsmanden byder på kaffe, betyder det som regel at Hjemmeværnsmanden har noget fortælle. Noget som ikke kan klares på få sætninger. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som henter kaffen. Hjemmeværnsmanden begynder.

“Landsøvelsen 1982. Da Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland blev pålagt at gennemføre Landsøvelsen i Hjemmeværnsdistrikt Fyn!“.

Jeg ved at Hjemmeværnsmaden er tilknyttet Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland. Jeg har flere gang hørt Hjemmeværnsmaden tale passioneret om lige netop det distrikt. Jeg har også set Hjemmeværnsmanden bære en hvid t-shirt med det distrikt trykt på. Hjemmeværnsmanden holder en lille pause. “Hjemmeværnsdistrikt Fyn!” gentager Hjemmeværnsmanden og ryster op hovedet.

Herefter følger en lang og meget detaljeret forklaring om Hjemmeværnsdistrikt Fyn, som Hjemmeværnsmanden ikke har meget tilovers for. Hjemmeværnsmanden fortæller om sjusket påklædning, manglende øvelsesdisciplin og de helt utrolig mange pauser, som Hjemmeværnsdistrikt Fyn holdte under Landsøvelsen i 1982. Men værst af alt, at Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland tabte Frøbjerg Bavnehøj grundet en fejl fra Hjemmeværnsdistrikt Fyns side.  “Man gav simpelthen så sjuskede udmeldinger at det kostede os Frøbjerg Bavnehøj!  Det var IKKE vores skyld! Man tog ikke øvelsen seriøst. Hvad hvis det havde været alvor? Hvad hvis Danmark havde været under angreb? Hvis  Hjemmeværnsdistrikt Fyn havde ansvaret, så havde Danmark tabt! Tabt!“.

“Og alt dette sjusk skulle Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland trækkes med ned i. Og så foran Hendes Majestæt“.

“Dronningen?” spørger jeg.

Hjemmeværnsmanden lyser op og ser stolt ud. “Hendes Majestæt besøger altid Landsøvelsen. Det er en tradition. En stolt tradition. I hvert fald før og efter 1982.”

Jeg får helt ondt af Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden brænder for Hjemmeværnet. Det er Hjemmeværnsmandens liv. Det må være forfærdeligt at opleve ens passion bliver trampet på af en flok skødesløse fynboer.

“Hjemmeværnsdistrikt Fyn, lad os bede til at det aldrig bliver dem, der skal redde vores nation!” Jeg nikker. Ud fra hvad Hjemmeværnsmanden har fortalt, så håber jeg faktisk heller ikke at Hjemmeværnsdistrikt Fyn skal redde os fra noget som helst.

Jeg fylder kaffe i vores kopper og Hjemmeværnsmanden kigger igen på mig. “Så var der jo ferien. Min kones og min ferie i 1984. Det var dengang vi havde en campingvogn. Nu rejser vi kun til udlandet” siger Hjemmeværnsmanden og peger på sin Tunesien t-shirt.

“Svanninge Søgård Camping ved Fåborg havde jo et godt ry dengang” Hjemmeværnsmanden folder en serviet sammen og tørrer sig om munden. “Fyns ældste campingplads!“.

Jeg tænker at det ikke kan være Fyns ældste campingplads, som har ødelagt ferien for Hjemmeværnsmanden, men her tager jeg fejl.

“Vi havde jo booket plads E4. Med udsigt over markerne og længst væk fra fællesområdet. Jeg havde ringet flere gang og tjekket at alt nu var i orden”. Hjemmeværnsmanden krøller servietten sammen og kaster den ned i bordet. “Men ved en fejl var E4 blevet givet til andre. Og da man ikke var indstillet på at rette fejlen fik vi en anden plads. H11. Ved siden af fællesområdet“.  Jeg forstår godt at Hjemmeværnsmanden ikke er meget for at ligge tæt på fællesområdet på en campingplads. Der er jo et værre renderi ved sådan et fællesområde.

“Ikke nok med en evig støj  og lugtende toiletter, så blev jeg igen mødt af en sjusket ledelse, som ikke var indstillet på at rette fejlen! En typisk fynsk ledelse!“.

Jeg begynder at forstå Hjemmeværnsmandens stærke had til Fyn. Hjemmeværnsmanden har været til grin foran dronningen og til grin på en campingplads. Hjemmeværnsmanden er ikke et menneske, som man gør grin med. Det er voldsomt, det her. Jeg prøver at bløde Hjemmeværnsmanden en smule op ved at spørge ind til om ferien så endte med at blive god.

“Nok er Svanninge Bakker flotte, men det er svært at nyde noget som helst når der grilles lammekød på fællesgrillen på alle tider af døgnet. Jeg tåler ikke lugten af grillet lammekød! Havde man givet os plads E4, var ferien blevet acceptabel og fællesgrillen havde stået langt væk. Men det gjorde man ikke og det ødelagde hele vores sommerferie i 1984.  Vi har aldrig camperet siden!“. Hjemmeværnsmanden peger igen på sin Tunesien t-shirt og gentager: “Nu rejser vi kun til udlandet“.

Vi er faktisk ikke nået særlig langt på vores togrejse. Vi er lige kørt fra Ringsted Station. Hjemmeværnsmanden har været stille et stykke tid og jeg er gået i gang med at arbejde da en stemme lyder over højtalerne.

“Vi får et ophold på 20 minutter i Roskilde da vi skal overhales af et Lyntog, som kører direkte fra Odense Station til Københavns Hovedbanegård“.

Hjemmeværnsmanden stivner. “Fyn, altid Fyn!” råber Hjemmeværnsmanden. “Man skulle bo på Fyn! Så kunne man gøre som det passede en!“. Hjemmeværnsmanden kigger på mig for at sikre sig at jeg har fanget at det var ironisk og sarkastisk. Jeg nikker. Jeg forstår. Selvfølgelig vil Hjemmeværnsmanden ikke bo på Fyn. Sjuskede Fyn.

PS: For at få styr på hvor Hjemmeværnsmanden fik en plads på Svanninge Søgård Camping (Nu Faaborg Camping) har jeg fået fat i dette foto. Det viser tydeligt hvor dårligt placeret H11 er på pladsen og hvor fantastisk E4 ligger. (Klik på foto for at se det i en stor version)
Tak for til Faaborg Camping for hjælpen.

camping

Engangspendlerne og det store skift

admin 0 Comments

Jeg har truffet en beslutning. Det har ikke været en nem beslutning. Men i den sidste ende, har det været en nødvendig beslutning. Jeg har nu officielt skiftet vogn. Siden 2007 har jeg kørt i Vogn 11 – selvfølgelig med undtagelser, men Vogn 11 har været min foretrukne  vogn.

Men indenfor de sidste måneder er der sket noget i Vogn 11. Noget som vi rigtige pendlere har det utroligt svært med:

Engangspendlere. De værste rejsende overhovedet.

Vogn 11 er simpelthen blevet invaderet af Engangspendlere. Engangspendlerne skal typisk til Københavns  Hovedbanegård. Og her er Vogn 11 tættest på rulletrappen ved ankomst. Engangspendleren skulle jo nødig bevæge sig mere end højest nødvendigt. Jeg mistænker at dette er grunden til at så mange Engangspendlere lader valget falde på Vogn 11.

Engangspendlere rejser ofte i store grupper.
Engangspendlere er typisk offentlig ansatte.
Engangspendlere har typisk aldrig prøvet at rejse på DSB 1′, men har fået rejsen betalt af det offentlige.
Engangspendlere er overvejende kvinder over 50.
Engangspendlere er grådige.
Engangspendlere larmer.

Jeg vil gerne fortælle historien om den dag, hvor jeg traf min beslutning.

Det er tirsdag morgen. Det er mørkt. Det regner. Jeg træder ind i Vogn 11 og inden træder ind til DSB 1′ kan jeg høre det. Det lyder som dengang man var barn og blev lagt i seng mens de voksne holdte fest nedenunder. Man kunne høre stemmerne, den høje stemning, høj latter, banken i bordet og klappen. Sådan lyder der inde fra DSB 1′ og da jeg træder ind i kupéen ser jeg en næsten fyldt kupé. Ca. 10 damer 50+ holder deres egen Engangspendlerfest på DSB 1′.

I alle Engangspendlergrupper er der en Lederengangspendler. En Engangspendler som enten selv har taget førertrøjen eller simpelthen bare er de andre Engangspendleres chef. Dette er ingen undtagelse og det skal vise sig at denne Lederengangspendler er de andre Engangspendleres chef.

Lederengangspendleren er en meget stor dame med en kæmpe blomstret kjole i hidsige farver. Lederengangspendleren går op til kaffeserveringen og jeg bemærker at Lederengangspendleren nynner en Phil Collins sang. Lederengangspendleren lugter så meget af cigaretter at jeg er tæt på at få ondt i hovedet. Jeg tænker at Lederengangspendleren bor i en lejlighed med sin mand gennem alt for mange år. I hjemmet står en hjørnesofa i læder og et glasbord. Der sikkert en fast aftale om at onsdag er det fast “rul-cigaret-aften”. Så ser Lederengangspendleren og mand TV, sikkert noget hvor mennesker skal have vurderet uduelige arvestykker, mens de ruller cigaretter til hele ugen.

Da Lederengangspendleren går tilbage mod sin plads, kigger Lederengangspendleren mig i øjnene og råber: “DET ER GODT NOK LUKSUS, DET HER!“. Lederengangspendleren smiler og jeg får frit udsyn til de gule tænder.

En efter en bevæger Engangspendlerne sig op til kaffeserveringen og ripper den for alt. Selv får jeg ikke kaffe. Alt er tømt. Jeg kan ud fra Engangspendlernes snak konkludere at der er tale om ansatte fra en større kommune i Jylland, som har med borgere at gøre. Engangspendlerne skal til et kursus i København. Engangspendlerne er af den type offentligt ansatte, som sjældent bliver luftet og når det så endelig sker, så skal det nydes maximalt. Mit bud er at alle de store damer mindst har 25 år på bagen i den store jyske kommune.

Engangspendlerne glæder sig meget til kursus og der bliver talt meget højt. Engangspendlerne har ladet tavshedspligten blive hjemme i det store kontormiljø, for adskillige borgere bliver nævnt ved navn, og udfordringerne vedrørende den enkelte borger råbes fra den ene ende af kupéen til den anden.

Vi er kun nået til Sorø, men det føles som om at vi har kørt i et år. Lederengangspendleren rejser sig og tysser på forsamlingen. Lederengangspendleren tager naturligvis ikke hensyn til de 2-3 rigtige pendlere i kupéen. Lederengangspendleren tysser på alle. Lederengangspendleren begynder at fortælle om hvad der skal ske i København. Mest tid bliver der dog brugt på at fortælle om, hvad frokosten vil bestå af. Flere Engangspendlere rækker fingrene op og spørger ind til frokosten.  Lederengangspendleren slutter sin tale af med at citere Phil Collins’s “In the air tonight”.

Jeg er voldsomt presset, men det skal blive værre endnu.

Der bliver bragt mere kaffe ind. Det ser Lederengangspendleren med det samme og skynder sig over til kaffeserveringen. Lederengangspendleren kigger på mig og spørger om jeg tit kører i tog. “Ja” svarer jeg, men alt i mig kommer til at fortryde dette svar. For nu har Lederengangspendleren en masse spørgsmål om hvorvidt der altid er så fredeligt på DSB 1′, for så kan man jo virkelig få arbejdet. Jeg er tæt på at græde og prøver at sige, at jeg virkelig gerne bare vil være i fred, men Lederengangspendleren er allerede i gang med at fortælle at de aldrig har fået arbejdet så meget som på denne tur. Så sætter Lederengangspendleren sig på det skrøbelige togbord foran mig. Den enorme vægt presser bordet 5 cm ned og bordet knirker lidende under Lederengangspendleren.

Jeg er nu endnu mere end voldsomt presset, men det skal blive meget meget værre endnu.

Lederengangspendleren svinger kækt sit tørklæde over den enorme skulder og smiler til mig. Den tunge lugt af parfume er ved at sende mig i gulvet. Jeg får sendt et meget anstrengt smil tilbage til Lederengangspendleren. Og så sker det. Lederengangspendleren blinker til mig. Et langsomt flirtende blik. Så rejser Lederengangspendleren og går tilbage til de andre tykke damer. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre mig af selv. Jeg tager mine høretelefoner på og finder noget arbejde frem. Men lige meget hvad jeg gør, ser jeg den blinkende Lederengangspendler for mig.

Bag mig har gruppen af Engangspendlere startet en omgang fælles Sudoku op. Der diskuteres flittigt og da den lille Sudoku er løst, bliver flere Engangspendlere så begejstret at de må rejse sig op og klappe. Jeg vender mig om for at se på det vanvid, der udspiller sig. Jeg lader mit blik gå venstre mod højre. Længst til højre sidder Lederengangspendleren og da mit blik ender dér, vælger Lederengangspendleren at blinke til mig igen og efterfølgende får jeg et lumsk smil.

Nu bliver det for meget. Jeg kan ikke mere. Jeg har lyst til at råbe og skrige. Jeg rejser mig for at skælde ud,  men idet jeg skal til rejse mig, slår det mig. Hvad nu hvis Lederengangspendleren bliver opstemt af den slags. Lederengangspendleren er stor nok til at kunne få presset mig ud på toilettet mod min vilje. En række grænseoverskridende billeder af Lederengangspendleren på det lille toilet dannes i mit hoved.

Jeg sætter mig ned igen. Og jeg bander Engangspendlere langt væk. Jeg bander den jyske kommune langt væk. Jeg bander det offentlige langt væk. Jeg er med til at betale for at en stor tyk offentlig ansat skal lægge an på mig og ødelægge hele min dag. Jeg ønsker Lederengangspendleren fyret. Jeg ønsker at Lederengangspendleren skal fortælle manden derhjemme at det har kostet en fyreseddel at flirte med en pendler. Jeg ønsker at Lederengangspendlerens mand vil se rødt. Smadrer glasbordet i afmagt. Kræve skilsmisse. Tage ALT fra Lederengangspendleren. At Lederengangspendleren ender i et arkiv – dybt under jorden.

Toget kører fra Roskilde og jeg kan ikke mere. Jeg pakker mine ting sammen, selvom der er lidt tid til Høje Taastrup. Jeg rejser mig og tager min jakke på. Jeg kigger op og alle gode gange tre blinker Lederengangspendleren til mig. Jeg har nu mest af alt lyst at græde. Men i stedet gør jeg noget andet. Det er en ting jeg har det med at gøre, når jeg er presset og ikke ved hvordan jeg skal komme ud af en situation.

Jeg rækker tunge af Lederengangspendleren og løber ud kupéen. Jeg synker sammen på trappen i mellemgangen og træffer min beslutning. Aldrig mere Vogn 11. Aldrig mere Vogn 11.

Hjemmeværnsmanden, Politikeren og Den røde sodavand

admin 0 Comments

Det er vintertid og det er allerede mørkt når jeg rejser hjemad på den daglige tur. Det er i sig selv ret deprimerende, men jeg elsker nu at sidde i et tog, mens mørket sænker sig udenfor. Så hygger jeg mig rigtig. Jeg drikker kaffe, tænker vigtige tanker, har intense visioner og hviler i mig selv. Så føles hver togtur som juleaften.

Men der er også pendlere, der hader mørket og kulden. Hjemmeværnsmanden er af dem. Hjemmeværnsmanden trives bedst i korte ærmer og helst i sportssandler. Hjemmeværnsmanden er et sommermenneske. Når efteråret kommer snigende holder Hjemmeværnsmanden den kørende i sportssandaler og shorts så længe som overhovedet muligt. Men i oktober må Hjemmeværnsmanden som regel give sig og tage et par hvide tennissokker under de brune sportssandaler og par lange beigefarvede bukser.

Der er forresten en pendler, som jeg ikke har fortalt om. Det er en velkendt politiker på den danske venstrefløj. Politikeren er som regel en glad mand. Men en gang imellem modtager Politikeren et telefonopkald, som kan gøre Politikeren ophidset . Andre gange kan Politikeren sidde og læse i nogle papirer og pludselig blive meget vred over indholdet. Politikeren brænder for sit politiske arbejde, det er der ingen tvivl om. Men overordnet virker Politikeren som et rart menneske.

Jeg er ret sikker på at Hjemmeværnsmanden ikke bryder sig om Politikeren. Jeg tror nemlig at Hjemmeværnsmanden stemmer på den anden fløj. Desuden kender jeg Politikerens holdning til hæren, og jeg kan ikke tro andet end at Politikerens kritiske holdning til krig og hær må provokere Hjemmeværnsmanden.

Det er tirsdag, det er råkoldt, det er mørkt og toget hjem er ved at ramme de 45 minutters forsinkelse. Tog ruller langt om længe ind til perronen på Høje Taastrup station og jeg stiger ind i vogn 21 hvor Hjemmeværnsmanden sidder og skummer af vrede. Jeg kigger ned på Hjemmeværnsmandens fødder og kan se at Hjemmeværnsmanden har 2 sæt tennissokker under sportssandalerne for at modstå den råkolde efterårsdag. I dag har Hjemmeværnsmanden en sweater på. Det er første gange at jeg har set Hjemmeværnsmanden iført en sweater. En sweater med det flotte hjemmeværnslogo på. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret på sit ur.

Politikeren sidder også i Vogn 21. Politikeren skriver løs på sin computer. Politikeren kommer med små tilfredse lyde og foran Politikeren står hvad der ligner en rød sodavand. Jeg tænker at Politikeren har haft sin egen sodavand med i toget. Jeg finder min plads og sætter mig. Da jeg har tager computer frem, skal jeg have kaffe og hér ser jeg det. I kaffeserveringen – ved siden af det almindelige kildevand – står de. De røde sodavand. Jeg kigger op på Hjemmeværnsmanden, som ryster på hovedet.

“Ja, hvad bliver det næste” sukker Hjemmeværnsmanden. “Vingummibamser og røde pølser!?“.

IMG_2326

Hjemmeværnsmanden fnyser. Politikeren kigger op. “Det ville nu være rart med en smoothie her i toget. Man får en hel anden energi end al den kaffe“. Politikeren smiler til Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på Politikeren og tager en tår af kaffen. Politikeren fortsætter. “Jeg synes nu er at det er fint med bredere udvalg her i toget og en rød sodavand har aldrig skadet nogen, det er jo næsten nostalgisk”. Politikeren smiler igen til Hjemmeværnsmanden og nu er det tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke gider hører mere på Politikeren.

“Inde på Borgen kan i te jer som det passer jer, men dette er en stillezone! Her er man STILLE!” Hjemmeværnsmanden peger på Stilleskiltet og kigger vredt på Politikeren. Der bliver stille i nogle minutter. Så tager Politikeren den røde sodavand og åbner den. Hjemmeværnsmanden kigger på Politikeren, som hvis Politikeren havde smittet Hjemmeværnsmanden med en grim sygdom. Politikeren tager en stor slurk af den røde sodavand og udbryder et “Aaaaaah!“.

“STILLE!” skriger Hjemmeværnsmanden.

På hele turen har der været temmelig koldt da klimaanlægget ikke fungerer. Hjemmeværnsmanden fryser.  Og da en kontrollør kommer ind i kupéen, overfalder Hjemmeværnsmanden vedkommende og forlanger en løsning på problemet med det defekte klimaanlæg. Kontrolløren beklager meget, men Hjemmeværnsmanden er nu rigtig tosset. “I Sølvpilen var der aldrig denne slags problemer!” råber Hjemmeværnsmanden. “Men i disse blikspande er der altid problemer og så skal jeg sidde her og blive syg? Er det hvad du vil have!?“. Jeg kigger over på Politikeren, som tilsyneladende morer sig over optrinet. Kontrolløren forsvinder ud af kupéen og roen falder på igen. Men kun kortvarigt. For så henvender Politikeren sig til Hjemmeværnsmanden og peger på Hjemmeværnsmandens sweater med det flotte hjemmeværnslogo på.

“Hvad gør i så når i er på øvelse i det barske danske klima?” Politikeren griner. “Vi må da ikke håbe at Danmarks sidste bastion ikke falder grundet den barske kulde!“. Politikeren griner nu højlydt. Og nu bliver det hele for meget for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden rejser sig  og går helt hen til Politikeren. Nu peger Hjemmeværnsmanden på Politikeren. “Mens i sidder på jeres flade og laver intet som helst, er vi nogle der beskytter vores land!“. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet. “Og lige meget hvor mange penge i stjæler fra os, vil den danske hær stå stolt!”. Hjemmeværnsmanden sænker pegefingeren og går tilbage til sin plads.

“PLADDERHUMANISTER!” råber Hjemmeværnsmanden og slår i bordet. Hjemmeværnsmanden nikker til mig og jeg nikker igen. Hjemmeværnsmanden slår en ekstra gang i bordet og nikker igen til mig. Jeg overvejer om jeg selv skal slå i bordet men retter mig i stedet op og nikker mere intenst til Hjemmeværnsmanden. Så slår Hjemmeværnsmanden i bordet en sidste gang. Og så kan jeg ikke lade være. Jeg slår i bordet og Hjemmeværnsmanden lyser op. Det føles godt. Så kan Politikeren lære det!

Æggemanden og Thailand

admin 0 Comments

Der er gået en sommer hvor jeg ikke har set meget til Æggemanden. Der har været mørke stunder, hvor jeg har frygtet for Æggemandens liv. Sidst jeg så Æggemanden var Æggemanden på sammenbruddets rand. Det var bestemt ikke rart at være vidne til. Jeg tænker at det hele nok er kollapset for Æggemanden og at Æggemanden har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor Æggemanden har været i behandling. Det skal dig vise sig at jeg tager grueligt fejl, fordi det går godt for Æggemanden.

Der skal dog gå nogle rejser før jeg får lagt to og to sammen.

Rejse 1:

Jeg træder ind i Vogn 11 og ser Æggemanden. Æggemanden er iført et jakkesæt, som passer. Det stumper ikke. Ja, man skulle næsten tro at det var skræddersyet til Æggemanden. Æggemanden sveder slet ikke. Normalt sveder Æggemanden helt utrolig meget. Under Æggemandens arme og under Æggemandens bryster, plejer man at se skjolder af sved, men ikke i dag. Og Æggemanden er solbrun. Ikke bare lidt Solbrun. Æggemanden er solstraffet.

Æggemanden smiler til mig da jeg træder ind i toget. Æggemandens papirer ligger i 2 fine bunker foran Æggemanden og Æggemanden har fået en ny fin smartphone. Æggemandens smartphone ringer. Det er tydeligt at det er Æggemandens arbejde, der ringer. Æggemanden svarer roligt opkaldet og fortæller at alle papirer er gjort klar og mødet kan starte kl. 11. Æggemanden lægger røret på og kigger ud af vinduet. Let smilende.

Vi ankommer til Sorø og jeg afventer at Æggemanden vil løbe ud for at ryge de 2 cigaretter, men Æggemanden bliver siddende. Jeg opdager nu at jeg har sidder med en kop kaffe foran min mund hele vejen fra Korsør til Sorø – fuldstændig opslugt af Æggemandens overskud og balance.

Nu ser jeg noget, som jeg ikke umiddelbart tillægger nogle nærmere betydning. Æggemanden har manchetknapper i skjorten. Og disse manchetknapper prydes af det thailandske flag. Som sagt lægger jeg ikke mere i det thailandske flag og resten af turen følger jeg Æggemandens uvirkelige overskud med forundring.

Rejse 2:

Der er gået et par dage siden rejse 1. Jeg træder ind i vogn 11 og ser Æggemanden. Æggemanden stråler stadig af overskud. I dag har Æggemanden et beige jakkesæt på. Det er som skabt til Æggemanden. Og selvom Æggemanden har en mærkelig kropsform, så ser Æggemanden helt pæn ud i det beige jakkesæt. Igen taler Æggemanden i telefon med arbejdet. Der er igen styr på tingene. Æggemanden har alt klart til arbejdet.

Nu ringer Æggemandens telefon for 3. gang. Og denne gang smiler Æggemanden mere end nogensinde. Æggemanden kaster sig tilbage i sædet og siger på ubehjælpsom valbyengelsk “You knøw I love you wewy much?“. Æggemanden fortsætter med en lang række kærlighedserklæringer. Jeg tænker over hvem det mon er at Æggemanden har kastet sig kærlighed på og om denne kærlighed er grunden til Æggemandens voldsomme overskud. Også i dag har Æggemanden de thailandske manchetknapper på, men i min egen morgensløvhed får jeg fortsat ikke det hele til at hænge sammen.

Rejse 3:

Der er episoder i mit liv, som jeg ville ønske ikke at have oplevet. Engang faldt jeg på min cykel og landede i en vandpyt. Det var ikke rart.  Jeg fik også engang en gigantisk splint i foden. Det var heller ikke rart.

Synet, samt den efterfølgende episode, der møder mig denne morgen, er ligeledes noget jeg gerne ville have undværet.

I vogn 11 sidder Æggemanden sammen med en meget yngre pige. Æggemanden holder den unge pige helt tæt ind sig og i dag sveder Æggemanden. Æggemanden siger noget til den unge pige – på udueligt engelsk – og den unge pige svarer Æggemanden på endnu dårligere engelsk og med den helt genkendelig thailandske accent. Og så falder alle brikker på plads.

Æggemanden har været i Thailand. Midt i livskrisen træffer Æggemanden et valg om at tage til Thailand. Sikkert Pattaya. Her genoplader Æggemanden. Får syet jakkesæt. Ligger på stranden. Og i Thailand har Æggemanden så mødt denne unge – meget unge – pige og slæbt hende med hjem. Jeg bliver pludselig ramt af akut vrede og harme.

Det er typisk et menneske som Æggemanden. Det går dårligt på hjemmefronten. Selvforskyldt dårligt. Æggemanden har ladet tingene stå til. Ignoreret alle faresignaler. Æggemandens kone er skredet. Huset er på randen af tvang. Æggemandens børn hader Æggemanden. Og Æggemanden drikker for meget. Så stikker Æggemanden af til Thailand og udnytter de unge søde piger. Æggemanden nyder sikkert at se de unge piger skyde bordtennisbolde ud af deres forplantningsorganer. Æggemanden sidder sikkert og ler højlydt mens de unge piger knokler med ulækre europæiske mænd for at tjene penge til de fattige familiemedlemmer hjemme i landsbyen. Æggemanden har ligefrem nydt deres elendighed da den har overtrumfet Æggemandens egen elendighed. “Føj, Æggemand!” tænker jeg.

Jeg kigger igen over på Æggemanden, som sidder med at smil på læben. Æggemandens tykke hånd er gået på opdagelse på den unge piges krop. Æggemanden smiler bøvet og den unge pige smiler forlegent igen. Æggemandens hånd bevæger sig op af den unge piges lår og stopper lige dér hvor låret er ved at slutte. Måske har Æggemanden lagt hånden der hvor låret rent faktisk er slut. Det er ikke lige til at sige. Æggemanden hvisker noget i øret på den unge pige og griner. “Ha ha ha!!” griner Æggemanden højt.

“Ja, ja, Æggemanden” tænker jeg. “Så skal du rigtig vise hende frem, som et stykke kød. Det er jo heller ikke gået for godt på det sidste. Men det her……Føj, Æggemand!“.

Vi er nået frem til Høje Taastrup station og jeg koger indeni. Jeg pakker mine ting sammen og tramper ud af kupéen. Mens jeg går mod dørene går en række forfærdelige tanker igennem mit hoved. Det sker ofte hvis jeg er presset. Jeg ønsker pludselig Æggemanden en masse ondt. Jeg ønsker at Æggemanden rammes af en kønssygdom. Ikke en dødelig en, men en der gør ondt. Jeg ønsker at den unge pige finder et bedre menneske end Æggemanden. Jeg ønsker at det Thailandske politi udsteder en arrestordre på Æggemanden, fordi den unge pige er under den seksuelle lavalder.

Jeg sætter mig på en bænk og prøver at geare lidt ned. Og så sker det, der så tit sker. Jeg rammes af en rigtig dårlig samvittighed. Æggemanden er jo ikke et ondt menneske. Det er gået så skidt for Æggemanden i lang tid.  Æggemanden har søgt tilflugt og kærligheden i en anden kultur. Måske lærer den unge pige også at elske Æggemanden på et tidspunkt. Måske får de et barn. Måske er det den store kærlighed. Måske skal de besøge Rosenborg slot sammen. Hvorfor kan jeg ikke unde den stakkels Æggemand dette?

Vi gør vel alle ting for at blive bekræftet fra tid til anden. Og så slår det mig hvor tit jeg selv gør det. I alle de stunder når jeg tvivler på min faderrolle og på mig selv som menneske. Så ser jeg De unge mødre. Så ler jeg højt og håner de unge mødre og fædre (engang skrev jeg sågar et nedladende digt om en af de unge mødre). Det hjælper stadigvæk.

Jeg beslutter mig for at tilgive Æggemanden. Jeg beslutter mig for at give kærligheden en chance.

Fikumdikmanden, bogen og børnebørnene

admin 0 Comments

Kære læser, inden du læser dette indlæg, er det vigtigt at du kender til episoden med hesten Henning.

Det har været nogle lidt hårde togture med Fikumdikmanden efter indrømmelsen om hesten Henning. Fikumdikmanden taler meget og længe om de svære ting i livet og jeg skal ærligt erkende at det kan være hårdt at håndtere kl. 7.23 om morgenen. Og man skulle vel egentlig tro at Fikumdikmanden ikke havde meget mere dramatisk at fortælle, men det er bestemt ikke tilfældet. Fikumdikmanden kan blive ved og ved. Og Fikumdikmandens humør går MEGET op og ned. Det ene øjeblik stråler Fikumdikmanden af glæde når talen falder på den vin, som Fikumdikmanden har så kær. Det næste øjeblik bøjer Fikumdikmanden hovedet i skam over ting, som Fikumdikmanden engang har gjort.

Denne morgen er ikke anderledes. Det er sommerferie og meget få pendlere er med i Vogn 11. Fikumdikmanden kigger allerede sulten på mig da jeg træder ind i kupéen. Det er en af de morgener hvor jeg simpelthen ikke orker Fikumdikmanden, så jeg sætter mig et stykke væk fra Fikumdikmanden. Men Fikumdikmanden orker i den grad mig og flytter sig hen foran mig.

“Har du haft en god weekend?” spørger Fikumdikmanden. Jeg svarer at den har været helt ok. “Ja, vi har jo haft besøg af børnebørnene. En dreng og en pige”. Fikumdikmanden smiler bredt, da talen falder på børnebørnene. “Jeg elsker de 2 små. Men pigen er så morsyg. Hun græd hele lørdagen. Sådan var jeg også selv. Frygtelig morsyg” siger Fikumdikmanden. “Søndag tog vi på travbanen. De små elsker heste. Ligesom mor gjorde. Vi besøgte også staldene”. Fikumdikmanden ser nu knap så glad ud. Jeg lader med vilje være med at spørge ind til noget, men smiler blot.

“Mor elskede også travbanen” siger Fikumdikmanden så. Jeg kan nu godt se hvad klokken er slået. Der er noget Fikumdikmanden gerne vil tale om. Jeg havde ellers planer om at tage høretelefoner på og se om jeg kunne gå fri. Men jeg kan godt se på Fikumdikmanden at der er noget, der skal ud. Jeg trækker vejret dybt og skænker en kop kaffe til Fikumdikmanden.

“Vi kom meget på travbanen, da jeg var barn. Mor elskede at se staldene og snakke med rytterne”. Fikumdikmanden kigger på mig. “Mor havde planer med Henning. Men så døde Henning, jo. Men det ved du….”. Fikumdikmanden kigger på mig igen. “Mor talte altid med en bestemt rytter. Eddie, hed han. Så jeg måtte passe mig selv ude ved staldene. Jeg hadede de stalde”. Jeg tænker på Fikumdikmandens barndom. Der har været mange issues. Jeg glædes dog ved at Fikumdikmanden har fundet sig en kone, fået  børn, fået børnebørn og et erhverv, som Fikumdikmanden holder så meget af.

Men så sker der noget, noget som ryster mig. Igen.

“Mor lånte en bog af Eddie. En bog om at træne væddeløbsheste. Det var en meget stor og dyr bog. Mor ville så gerne have at Henning skulle blive den perfekte travhest”. Fikumdikmanden rynker brynene og slår i bordet. “MOR LÆSTE ALTID I DEN FORBANDEDE BOG!” råber Fikumdikmanden pludselig og afslører en side af Fikumdikmanden, som jeg ikke tidligere har set. Den rigtig vrede side.

“Da Henning stadig var i live….inden….ja, du ved“. Fikumdikmanden er tydeligvis berørt af hvad der nu skal ud af posen. “Mor havde jo alle disse planer. Jeg var aldrig en del af mors glæder og planer. Det gjorde så ondt. Jeg var jo bare en lille dreng, som ville have sin mor så meget” . Fikumdikmanden har sagt den sætning rigtig mange gange. Jeg tænker på Fikumdikmanden som lille. En lille tyk dreng, som bare savnede den mor, som brugte al tiden på heste, arbejder og at læse om heste. Jeg ser for mig en lille kvabset Fikumdikmand gå alene rundt på den store grund. Samle en buket blomster til mor. Lilla, gule, røde og hvide blomster. I en fin buket. Så hjem og putte den fine buket i en vase og give til mor.

“Ja ja, den er fin, Fikumdikmand. Men nu læser mor og væddeløbsheste i den bog, som mor har lånt af den fine rytter, Eddie. Kan du dog ikke se det? Gå ud og leg! Nu!”. Og igen har Fikumdikmanden lagt sig ind i sin seng, taget billedet af mor med sig, kravlet under dynen og grædt sig i søvn.

Fikumdikmanden fortsætter. “En aften havde mor lagt bogen på det lille bord i køkkenet. Jeg kan huske at jeg kiggede længe på bogen. Og så tog jeg den. Jeg tog bogen med ud til den lille sø midt på markerne og gravede den ned”.

Jeg hænger nu ude på kanten af sædet og spørger forsigtigt hvad der så skete. “Mor ledte og ledte. Far ledte og ledte. Men de fandt jo aldrig bogen….”.  Et par rejsende er steget på toget i mellemtiden, så Fikumdikmanden taler med meget lav og nærmest hviskende stemme. “Det var jo meget pinligt for mor. Mor tog aldrig tilbage til travbanen. Mor var så pinlig berørt…”. Jeg spørger om hvad rytteren sagde til at bogen var blevet væk.

“Det er jo det” siger Fikumdikmanden. “Mor viste sig aldrig på travbanen igen. Mor opgav væddeløbsdrømmene fordi hun ikke turde vise sig på travbanen efter at bogen forsvandt”. Endnu en gang er jeg rystet over Fikumdikmandens gerninger som barn. Selvom Fikumdikmandens mor måske  ikke har været helt fair overfor Fikumdikmanden, så har Fikumdikmandens mor trods alt ikke fortjent at komme i bad standing på travbanen. Det er jo almén kendt at reglerne på travbanen er lidt som i rockerklubberne. Ryger man først i bad standing, så er der ingen vej tilbage til travbanen. Jeg husker en artikel, som jeg engang læste. En travbanes bogholder blev fyret efter kreativ bogføring. Efter fyringen ville chikanen ingen ende tage. Smadret ruder, trusler, råben og aggressiv gestikulering. Travbanen er ikke et sted man ønsker at ende i bad standing.

Først moderens bad standing på travbanen og efterfølgende Hennings død. Det må være tungt at bære rundt på. Selvom jeg kender svaret, spørger jeg Fikumdikmanden om Fikumdikmanden nogensinde fortalte moderen om bogen.

“Nej, jeg gravede den op nogle år senere. Den ligger i kassen med mors ting i kælderen”. Jeg overvejer et sekund at spørge hvad der ellers ligger i denne kasse, men jeg kan ikke overskue flere indrømmelser denne morgen.

Vi sidder lidt i stilhed og da toget kører fra Roskilde station siger Fikumdikmanden noget, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. “Det er godt at der aldrig har været den afstand mellem mig og mine børn eller børnebørn. Jeg elsker dem så meget at jeg nogengange har haft lyst til at kramme dem ihjel….”.

 

Da kaffen blev udskiftet – Part 2

admin 0 Comments

Kære læser, det er en god idé at genopfriske Den nye kontrollør episode inden, du læser dette indlæg.

Først prøvede Statsbanerne at skifte den tunge og drøje kandekaffe ud med instantkaffe. Instantkaffen blev, men den tunge og drøje kandekaffe kom tilbage. Læs evt. dette indlæg for at få genopfrisket denne episode.

Så fjernede Statsbanerne snackkurven. Læs evt. dette indlæg for at genopfriske den episode.

Nu har DSB fjernet den tunge og drøje kandekaffe igen og erstattet denne med instantkaffe fra firmaet Starbucks. Den fine røde termokande pryder ikke længere kaffeserveringen.

Vi spoler tiden tilbage til den mandag for ikke så lang tid siden, hvor Statsbanerne udførte denne voldsomme handling UDEN at informere på forhånd. Flere vil nok huske at Statsbanerne forberedte os pendlere på skiftet til Instantkaffe i sin tid. Så klagede Hjemmeværnsmanden og retfærdigheden sejrede.

Der er en mærkelig stemning da jeg træder ind i Stillezonen på DSB 1′ i Vogn 21 på vejen hjem denne mandag morgen. Vogn 11 er låst af, så jeg er løbet op til Vogn 21. I stillezonen sidder Hjemmeværnsmanden, Den blege bankmand og Æggemanden.

Der er noget anderledes ved Den blege bankmand i dag. Den blege bankmand plejer at bære en lyseblå eller helt hvid skjorte. Men ikke i dag. Den blege bankmand har en lyserød skjorte på. Da Den blege bankmand ser at jeg stirrer på den lyserøde skjorte, bøjer Den blege bankmand hovedet i skam.

Jeg tror godt jeg ved hvad der er sket. Hjemme hos Den blege bankmand, har Den blege bankmands kone tænkt at det er på tide med noget nyt. Den blege bankmands kone har set nyheder på TV. Hun har set de unge nye bankmænd. I friske nye farver. Hun har set unge bankfolk med en gnist. Den gnist, som Den blege bankmand engang besad. Inden de flyttede i ud i det store hus i Roskilde. Dengang de havde den lille lejlighed i Hedehusene. Dengang var der gnist i Den blege bankmand. Ofte bankede det på døren. Det var et bud med blomster. Den blege bankmand kom engang imellem hjem i frokostpausen, drevet af kærlighed.

Men nu er det ikke det samme længere. Den blege bankmand elsker stadig penge, men gnisten mangler. Gnisten efter at nå til tops. Den blege bankmand har sikkert haft den samme stilling i mange år, og selvom det er en høj stilling, føler Den blege bankmands kone at Den blege bankmand burde stræbe efter noget højere. Og nu har de unge flotte og stræbende bankmænd fra TV altså fået Den blege bankmands kone til at tænke at nu skal Den blege bankmand altså piftes op. Med en lyserød skjorte.

Om morgenen har Den blege bankmands kone hængt den lyserøde skjorte op på badeværelset sammen med alt det andet tøj, som Den blege bankmand skal tage på den dag. Den blege bankmand har sikkert ikke orket skænderiet og de mange ord om situationen i det lille hjem. Så med sammenbidte læber og negle presset hårdt mod håndfladerne har Den blege bankmand kravlet i den lyserøde skjorte og nu sidder Den blege bankmand til spot og spe i Vogn 21. Jeg tør slet ikke tænke på dagen i banken. Især under frokosten i kantinen har det sikkert været hårdt for Den blege bankmand.

Tilbage til Vogn 21. Ikke kun Den blege bankmand ser anderledes ud denne morgen. Æggemanden sidder med et stort hvidt papkrus. Der står Starbucks på kaffekruset. Jeg tænker først at Æggemanden har været forbi en Starbucks og købe en god kop kaffe. Men Æggemanden ser ikke helt glad ud. Æggemanden ser aldrig helt glad ud, men her til morgen ser Æggemanden mindre glad ud end normalt.

Mit hoved drejer sig mod Hjemmeværnsmanden, men inden det rammer Hjemmeværnsmanden, ser jeg noget på gulvet. Et Starbucks krus revet i mange stykker på gulvet. Jeg tæller ikke stykker, men konstaterer at dette krus er revet i stykker med vilje og af et vredt menneske.

Mit blik glider nu over på Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet. Eller måske nærmere lilla. Hjemmeværnsmanden har ikke kaffe foran sig, hvilket er usædvanligt. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet da han ser mig. Jeg går til kaffeserveringen for at skænke kaffe. Ingen kaffe, kun kogende vand i den klassiske hvide kande, som ingen pendler nogensinde kunne drømme om at røre. Jeg sætter mig og Hjemmeværnsmanden kigger på mig.

“Det var så den kaffe” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg spørger forsigtigt ind til hvad der er sket og Hjemmeværnsmanden fortæller mig at Den nye kontrollør har været forbi og fortælle at det er slut med den tunge og drøje kandekaffe og at Starbucks kaffen nu er hvad vi pendlere skal drikke. Hjemmeværnsmanden fortæller ligeledes at han ikke kan lide Den nye kontrollørs attitude. “Den unge lømmel!!” råber Hjemmeværnsmanden. Jeg sætter mig uden at tage kaffe og kigger ned på det iturevne krus.

“Hvad er der sket?” spørger jeg. Jeg frygter lidt at Hjemmeværnsmanden har været oppe at slås med Den nye kontrollør. Dette er heldigvis ikke tilfældet. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på mig. “Nogle gange er det nødvendigt at statuere et eksempel. At sige fra. At vise sin utilfredshed!“.  Jeg kigger igen ned på det iturevne krus. Det er alligevel revet i ret mange stykker. Jeg ville gerne have set Hjemmeværnsmanden flå kruset i stykker. I vrede.

Den blege bankmand bryder ind. “Det er nemlig rigtigt. De kan ikke blive ved med at lave tingene om“. Hjemmeværnsmanden kigger på Den blege bankmands lyserøde skjorte og Den blege bankmand bøjer igen hovedet i skam.

Døren går op og ind træder Den nye kontrollør. Inden Den nye kontrollør når at se mit kort, flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet. “HVOR ER KAFFEN!?” råber Hjemmeværnsmanden. Den nye kontrollør ignorerer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden stiller sig nu ind mellem mig og Den nye kontrollør og skriger nu. “SE SÅ AT SERVERE DEN SKIDE KAFFE!!“. Den nye kontrollør kigger Hjemmeværnsmanden dybt i øjnene.

“Hør nu her. Jeg har allerede fortalt dig hvordan kaffen fremover vil blive serveret. Fremover er det Starbucks Instantkaffe. Det er ikke noget jeg har besluttet, men jeg synes du skulle tage at prøve den. Den smager godt. Du kunne måske lære noget nyt i dag” siger Den nye kontrollør og smiler til Hjemmeværnsmanden. “Og så skal du lige samle dit rod op” siger Den nye kontrollør og peger ned på det iturevne krus.

“Du skal ikke belære mig om kaffe , jeg drak kaffe da du stadig gik med ble. Nu skal jeg…..” Hjemmeværnsmanden bliver afbrudt af Den nye kontrollør. “Hvis du ikke har andet vigtigt, som ikke er relateret kaffe, vil jeg passe mit arbejde“. Den nye kontrollør forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden står som en statue. Helt stille. Stadig med løftet pegefinger. Der går nogle sekunder. Hjemmeværnsmanden tramper hidsigt i det iturevne krus. Hjemmeværnsmanden sætter sig.

“Jeg betaler denne mands løn!” råber Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand bryder ind med en hurtig udregning, som påviser at Hjemmeværnsmanden kun betaler en brøkdel af Den nye kontrollørs løn. Hjemmeværnsmanden svarer ikke. Hjemmeværnsmanden kigger blot på den lyserøde skjorte og Den blege bankmand bøjer igen hovedet i skam.

Og så sker det, der plejer at ske. Hjemmeværnsmanden finder sin computer frem. Der skal klages. Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden på nettet og Hjemmeværnsmanden begynder at taste løs. Den nye kontrollør træder igen ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden knipser. Den nye kontrollør kigger på Hjemmeværnsmanden. “Så er vi nået til at jeg skal bruge dit fulde navn, unge mand. Jeg er nemlig ved at skrive en klage“. Den nye kontrollør smiler til Hjemmeværnsmanden og oplyser sit navn. “Held og lykke med klagen” slutter Den nye kontrollør af med at sige.

“Det er sidste gang vi får denne mand at se, mine herre” slutter Hjemmeværnsmanden af.  “Og vores kaffe er snart tilbage!“.

Fikumdikmanden og episoden med hesten

admin 0 Comments

Jeg har fået knyttet et tættere forhold til Fikumdikmanden end nogen anden pendler. Det er som om at den episode med min familie, som vinkede til mig fra perronen, har rørt ved noget i Fikumdikmanden. Fikumdikmanden vil rigtig gerne tale. Fikumdikmanden elsker jo vin. Jeg elsker selv hvidvin, så vi har talt en del om hvidvin. Vi taler også om mad. Fikumdikmanden elsker dansk mad. Og gryderetter. Især gryderettet. Men der er en ting, som fylder mere end vin og mad i vores samtaler.

Fikumdikmandens barndom, ungdom og forholdet til Fikumdikmandens mor.

Fikumdikmanden taler meget om ting, som Fikumdikmanden ikke fik fortalt sin mor. Fikumdikmanden lider af en frygtelig dårlig samvittighed. Og der er meget Fikumdikmanden gerne ville have fortalt moderen inden hendes død. Der er særlig en episode, som jeg kan fornemme at Fikumdikmanden er ked af at Fikumdikmanden aldrig fik fortalt moderen.

Episoden med hesten. Den har været luftet nogle gange fra Fikumdikmandens side og Fikumdikmanden ser ekstra påvirket ud når den episode bringes i spil. Jeg har besluttet mig for at finde ud af episoden med hesten går ud på. Og det skal vise sig at blive en yderst dramatisk historie og morgen i Vogn 11.

Det er en fredag morgen og jeg stiger på toget 7.23. Det er sommerferie for de fleste. Fikumdikmanden sidder alene på DSB 1′ i Vogn 11. Jeg er glad for at vi er alene. Det er som om at Fikumdikmanden åbner mere op, når vi er alene. Samtalen drejes igen ind på ting som Fikumdikmanden angrer og igen siger Fikumdikmanden ordene  “Episoden med hesten“.

Nu kan jeg ikke længere holde mit spørgsmål tilbage. “Hvad var det med den hest?” spørger jeg. Fikumdikmanden læner sig tilbage i sædet, tager sixpencen af og sukker dybt. “Jeg er jo fra landet” begynder Fikumdikmanden. “Jeg er vokset op på en gård. Med 3 skorstene. Der var nu dejligt. Vi havde 5 heste og en masse køer. Køerne og markerne var vores levebrød“. Jeg tænker at Fikumdikmanden  egentlig ikke ligner en fra landet. Jeg havde skudt Fikumdikmanden til at være fra en større by. Det stilfulde ydre bærer ikke præg af landet.

“Min mor elskede heste. De betød alt for hende“. Fikumdikmanden ser allerede meget berørt ud og jeg skynder mig at fylde kaffe i Fikumdikmandens krus. “Men der var særlig en hest, hun elskede. Hun kunne bruge timer med den hest. Den hed Henning. Mor elskede Henning”. Fikumdikmanden får våde øjne og kigger ned i bordet. “Nogle gange….” Fikumdikmanden går i stå. Der går nogle sekunder. “Nogle gange var det svært at min mor elskede Henning så højt…..”.

Jeg husker på hvad Fikumdikmanden  tidligere har fortalt. Det store behov for nærhed. Den voldsomme morsyge. Behovet for at blive holdt om. Mange af de ting, som Fikumdikmanden simpelthen ikke kunne få fra sin mor. Jeg forstår godt at det har været hårdt at se den stærke kærlighed mellem moderen og Henning. Jeg ser for mig at Fikumdikmanden kommer ud til moderen i stalden. Moderen strigler Henning og ler højt, krammer Henning og har overskud til Henning. Fikumdikmanden er nok en 8 år. Fikumdikmanden er ked af det. Fikumdikmanden vil bare gerne være tæt på mor. Mærke hende. Lugte hendes lugt. Lugten af tryghed. Men moderen har travlt med Henning.

“Ikke nu, Fikumdikmand! Mor er lige sammen med Henning! Kan du ikke se det?”

Og så er Fikumdikmanden ellers gået tilbage til sit værelse. Her har Fikumdikmanden grædt sig i søvn.

Det skal vise sig at min forestilling ikke er langt fra sandheden, for Fikumdikmanden begynder nu at tale om at det var svært at være nummer 2. Og så ovenikøbet slået af en hest. “Der skulle jo arbejdes på sådan en gård dengang. Så både min mor og far havde lange arbejdsdage. Mange gange blev klokken langt over spisetid før de var færdige med dagens gøremål. Mange dage gik mor direkte ud til Henning efter maden. Og så måtte jeg finde på noget selv. Ofte kunne jeg høre mor grine og le ude fra stalden”. Fikumdikmanden sukker. “Det var de stunder hvor jeg havde allermest brug for mor….Det var de stunder, der gjorde så ondt”.

Fikumdikmanden tager en dyb indånding. “En aften var jeg rigtig sur på mor“. Jeg fornemmer at vi er ved at nå ind til sagens kerne. Fikumdikmanden er helt rød i hovedet og tager brillerne af. “Jeg lukkede Henning ud af stalden“.  Fikumdikmanden kigger mig dybt i øjnene. “Jeg lukkede Henning ud af stalden” gentager Fikumdikmanden. Jeg er rystet. Fikumdikmanden fik simpelthen nok og straffede moderen ved at lukke Henning ud af stalden.

Fikumdikmanden kigger mig igen dybt i øjnene. “Men det er ikke alt. Henning blev kørt ned på grusvejen, som førte op til den store vej. Det var købmanden, der ramte Henning“. Fikumdikmanden tager sig til hovedet. “Købmanden kom selv op til gården og fortalte om påkørslen og far tog med købmanden ned for at se om det var en af vores heste. Da far kom tilbage, fortalte han at Henning var død….”.

Jeg er nu mere end rystet. Det er meget voldsomt det hele. Også Fikumdikmanden er voldsomt berørt. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg skænker mere kaffe op til Fikumdikmanden.

“Mor græd og græd. Og jeg blev sendt til mit værelse for at jeg ikke skulle se mor græde. Jeg kunne høre mor græde hele aftenen. Og næste morgen stod hun ikke op. Der gik mange dage før mor stod op igen. Det var jo ikke meningen at Henning skulle dø….jeg var jo bare en lille dreng, der havde brug for sin mor”.

Jeg spørger forsigtigt til om Fikumdikmanden fik meget skæld ud. Jeg frygter at Fikumdikmanden nu vil fortælle mig at Fikumdikmanden er blevet fysisk straffet. Men det er heldigvis ikke tilfældet. “Jeg fortalte aldrig mor at det var mig, der lukkede Henning ud. Og nu er hun død…………Undskyld, mor“. Fikumdikmanden bøjer hovedet i skam. Jeg sidder lamslået tilbage. Sikke en hemmelighed at have båret rundt på i alle disse år. Der går nok ikke en dag hvor Fikumdikmanden ikke tænker tilbage på den dag, hvor Fikumdikmanden lukkede Henning ud og Henning efterfølgende blev kørt ned.

“Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” får jeg fremstammet. Fikumdikmanden ryster på hovedet. “Der er ikke så meget at sige. Mor er død og sandheden om Henning vil hun aldrig få“.

“Undskyld, mor” siger Fikumdikmanden og kigger mod himlen.