Tanker om Mennesket

Dette indlæg er lidt anderledes end de andre, som i indtil videre har læst, kære læsere. For tiden er Mennesket med på de fleste af mine daglige rejser. Mennesket er efterhånden godt beskrevet i denne blog, så jeg vil i dette indlæg ikke bruge tid på at beskrive Mennesket yderligere. Derimod har jeg gjort mig rigtig mange tanker om hvordan Mennesket er blevet som Mennesket er blevet. Hvad der ligger til baggrund for de ofte meget aggressive kampe, som Mennesket vælger at føre dag efter dag. Med andre ord, så er dette mine tanker om Menneskets liv og det er udelukket resultatet af mine spekulationer.

Mennesket er vokset op med Statsbanerne i blodet. Menneskets far var togfører og Menneskets mor arbejdede i det administrative felt ved Statsbanerne. Jeg er sikker på at både Menneskets mor og far satte en stor ære i at arbejde for Statsbanerne. Måske havde Menneskets mor kage med hjem når generaldirektøren fyldte år. Jeg tror at Menneskets i en meget tidlig alder blev introduceret til toge og togdrift. Jeg tænker at når Mennesket sad på potten, så gav moderen læsestof om Statsbanerne til Mennesket. Måske et personaleblad. Så sad Mennesket der på potten og kiggede på billeder af tog – alt imens kaldet til Statsbanerne blev stærkere og stærkere.

Mennesket har et mål gennem hele skolegangen, selvfølgelig et job ved Statsbanerne. Og målet; at køre toget. Desværre bærer Mennesket meget stærke briller grundet et svagt syn og her tror jeg at den første rigtige afvisning i livet har fundet sted. Et nederlag, som til den dag i dag piner Mennesket.  Mennesket kunne ikke køre tog grundet det svage syn. Det har dog ikke stoppet Mennesket i at arbejde ved Statsbanerne. Statsbanerne har alle dage været Menneskets kald.

Mennesket finder en kone. Desværre det ikke muligt at finde en kone internt ved Statsbanerne, så Mennesket har fundet en kone med et administrativ job inden for det offentlige. Måske Måløv Kommune. Det er et svært ægteskab. Mennesket er meget væk. Mennesket tager mange vagter og det er svært at opretholde gejsten i ægteskabet. I start 1988 vælger Menneskets kone at lade sig skille fra Mennesket. Her følger en svær periode i Menneskets liv. En tid hvor Mennesket tvivler på sig selv. Tvivler på kaldet. Tvivler på en fremtid i Statsbanerne. Et sted der har kostet Mennesket så dyrt.

25. april 1988 kl. 06 ringer Mennesket til sin chef og melder sig syg. Den første og sidste sygedag i Menneskets efterhånden lange liv. Det er ikke et rart opkald. Menneskets hænder ryster. Mennesket står ikke op af sengen den dag. Mennesket vender og drejer livet. Prøver at finde hoved og hale i det hele. Så tænder Mennesket for radioen og kommer ind midt i Radioavisens Ekstranyheds udsendelse. “8 dræbt i togulykke i Sorø” siger oplæseren. Mennesket ringer til en kollega for at høre hvilket tog, der er forulykket. Mennesket er tæt på at besvime da Mennesket hører at det er IC 104, som er forulykket og at 8 mennesker har mistet livet og 70 mennesker er såret. IC 104 er Menneskets afgang. Menneskets liv. Og blot 4 timer tidligere ringede Mennesket til Menneskets chef og meldte sig syg.

De følgende timer bliver afgørende i Menneskets liv. Mennesket tager en stor beslutning. Mennesket tager Sorø-ulykken på sine skuldre. Mennesket er overbevist om at hvis Mennesket havde været på IC 104 på det tidspunkt, så havde Sorø-ulykken ikke fundet sted. Hvor der før havde været en tvivl om hvorvidt kaldet til Statsbanerne var det rigtige, har Mennesket nu besluttet sig. Kaldet til Statsbanerne har aldrig været stærkere.

“ALDRIG IGEN!” har Mennesket skrevet på alle sider i en notesbog. Flere gange med streg under.

De næste uger klipper Mennesket avisartikler ud, optager nyhedsudsendelser og går ture ved ulykkesstedet. De mange udklip sætter Mennesket ind i et ringbind, men de rigtige vigtige artikler hænger Mennesket op på væggen.  Blandet andet gennemgangen af ulykken fra DSB personalebladet. Den kopierer Mennesket, så den både hænger i stuen og i køkkenet. “ALDRIG IGEN” har Mennesket også skrevet på hver kopi.

Mennesket går nu mere op i sit job end nogensinde før. Mennesket laver aggressive billetteringer. Mennesket udskriver bøder. Mennesket forlanger ro og orden og ikke mindst respekt for DSB’ regler. Mennesket vil ikke længere acceptere rejsende, som på en eller anden måde kan bringe rejsen i fare. Mennesket registrerer hvornår rejsende går på toilettet, og er de der længere end nødvendigt, er Mennesket der og forlanger en billettering. Ser Mennesket bagage i midtergangen, bliver Mennesket vred. Det er sikkerhedsbrud, som Mennesket hverken kan eller vil acceptere. Mennesket ifører sig i alt slags vejr den fulde uniform. “Det er vigtigt at give de rejsende en tryghed, uniformer giver tryghed” tænker Mennesket og tænker tilbage på faderens smukke brune uniform.

Kollegaerne begynder at trække sig. Der snakkes om Mennesket på Hovedbanegårdens frokoststue når Mennesket ikke er der. Der trækkes lod om hvem der skal dele vagt med Mennesket.

Mennesket bryder sig ikke længere om at være hjemme. Mennesket vil hellere sove i de kabiner, som kontrollørerne har på udvalgte stationer. Her er Mennesket tæt på togene. Tæt på Statsbanerne. Her kan Mennesket hurtigt reagere. Sådan har det ny været i siden den sorte dag – 25. april 1988.

Her snart 30 år efter Sorø-ulykken fortsætter Mennesket ufortrødent sin kamp ved Statsbanerne. Kampen for at den store tragedie fra 1988 aldrig må gentage sig. Ingen kompromis. Ingen lempelser af regler. Aldrig mere Sorø 1988 siger Mennesket til sig selv. Hver eneste dag.

Udklip fra DSB personalebladet, som Mennesket har hængende i køkken og stue:

Screen Shot 2015-01-19 at 11.41.11

 

Skriv et svar