Snackkurven

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21.  Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel.  Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden  ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket,  rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket.  “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud.  Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Skriv et svar