Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte

Den ældre herre, som hver dag er iført de samme karrygule bukser og forvasket lilla skjorte, er nu med samme tog som mig hver morgen. Det har nu stået på i 14 dage og jeg mistænker at han skal pendle fast fra Odense til Kbh. Det kunne jeg jo nok leve med til trods for den skidte tøjstil. Problemet er at han i 14 dage nu har booket plads nummer 26 i vogn 11. Ikke nok med det, så er det ENESTE han laver – på plads 26 i vogn 11 – at spille 7 kabale på hans computer. Det provokerer mig uendelig meget. Plads 26 i vogn 11 er skabt til vigtigere og større ting end at spille 7 kabale. Se nu mig, når jeg sidder på plads 26 i vogn 11, så udretter jeg store ting. Jeg skriver sjove updates på Facebook, griner højlydt af Youtube videoer hvor mennesker falder, skriver stor poesi, skriver musik, ser ned på de andre når de skal have mere kaffe, ser mit spejlbillede i vinduet(jeg ser skøn ud i spejbilledet fra plads 26 i vogn 11) og generelt har jeg det ret vildt på plads 26 i vogn 11.

Men ak. Nu må jeg sidde på gangplads 22 i vogn 11. Her går tykke mennesker fra Ringsted ind i mig, jeg skal rejse mig for at hente kaffe, jeg har andre mennesker på alle sider af mig. Det er ikke til til at tænke en tanke uden at blive forstyrret af det ene eller andet på plads 22 i vogn 11.

Imorges tænkte jeg tanken. Jeg blev helt flov bagefter. “Gid manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte ville gå en langtidssygemelding imøde”. Det ønsker jeg selvfølgelig ikke, men det er soleklart at manden ikke tænker store tanker på plads 26 i vogn 11. Hvorfor kan han ikke bare spille kabale på plads 22 i vogn 11?? Hvorfor skal livet altid være uretfærdigt!?