Hjemmeværnsmanden, svigersønnen Henrik og Panzermuseum East

Det er onsdag morgen og toget er netop kørt ind på Sorø Station. Jeg ser Hjemmeværnsmanden skubbe til et par andre passagere nede på perronen for at komme hurtigt ind i toget. Hjemmeværnsmanden forsvinder ind i toget og træder kort tid efter ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden er i godt humør. Ferien i Eksjugoslavien nærmer sig. Hjemmeværnsmanden har en NATO trøje på. Hjemmeværnsmanden begynder at fortælle om ferien. Hjemmeværnsmanden skal rejse i krigens fodspor og Hjemmeværnsmanden glæder sig.

Der er dog en hage ved denne ferie. Hjemmeværnsmanden skal udover konen have datteren og svigersønnen Henrik med til Eksjugoslavien.

Hjemmeværnsmanden kan virkelig ikke lide svigersønnen Henrik. Jeg spørger hvorfor Henrik så skal med. Hjemmeværnsmanden fortæller at det Hjemmeværnsmandens kone, der sammen med datteren, har truffet beslutningen om en fælles ferie.

“Det er jo nemt at beslutte ting over hovederne på det arbejdende folk” brokker Hjemmeværnsmanden sig.

En stemme over højtaleranlægget fortæller at en kvindelig passager har fået et ildebefindende og at der ventes på en ambulance før vi kan køre videre. Hjemmeværnsmanden brokker sig højlydt.


“Det har jeg sgu ikke tid til. Få kvindemennesket ud af toget, så vi kan komme videre.”

Hjemmeværnsmanden finder sin “Turen får til Kroatien” bog frem og begynder at læse. Efter en 7-8 minutter tid kommer 2 ambulancefolk løbende langs perronen og ved dørene til Vogn 21 ( som vi sidder i ) får de løftet en kvindelig passager ud og lagt på en båre. Panikken begynder at brede sig på stationen. En ambulancemand begynder at give kunstigt åndedræt og en DSB ansat, som har hjulpet med at få damen ud, begynder at græde. Flere folk stiger ud af toget og ser til. Hjertemassagen stoppes efter meget kort tid. Og kvinden lader til at være ved bevidsthed.

Hjemmeværnsmanden har fuldstændig upåvirket kigget med. Da kvinden er kommet til bevidsthed, kigger Hjemmeværnsmanden igen ned i sin “Turen går til Kroatien”.

“Ja, så kan vi måske komme videre, vi er nu 20 minutter forsinket!”

Der går yderligere en 20 minutters tid før vi forlader Sorø Station. Hjemmeværnsmanden er ikke glad. Og som det er sket så mange gange det sidste stykke tid, når Hjemmeværnsmanden er vred….. Talen falder på svigersønnen Henrik.

“Hvordan skal jeg følge krigens fodspor med Henrik på slæb!” Hjemmeværnsmanden sukker. “Det er jo en umulig opgave”. Jeg spørger Hjemmeværnsmanden om hvorfor det bliver så svært. 

“Henrik er modstander af væbnede konflikter. Havde det stået til Henrik, havde man spurgt Hitler om han ikke nok ville lade være med at være så streng!”

Hjemmeværnsmanden fortæller om skuffelsen over datterens valg af mand. Det havde været meget svært at give slip på datteren og Hjemmeværnsmanden havde sådan håbet at datteren ville finde en mand indenfor hæren. Hjemmeværnsmanden havde sågar forsøgt at finde en mand fra hæren, men dette havde datteren afslået.

Og nu er Hjemmeværnsmandens datter altså sammen med pædagogmedhjælperen Henrik. Som ovenikøbet er medlem af Alternativet og går i Birkenstocksandaler. Især sandalerne har Hjemmeværnsmanden brugt meget energi på at være vred på.

Hjemmeværnsmanden fortæller at Hjemmeværnsmanden for noget tid siden blev presset af sin kone og datter til at skabe et bedre forhold til Henrik. Hjemmeværnsmanden havde været modstander, men da Hjemmeværnsmandens datter havde insisteret på at Hjemmeværnsmanden og Henrik tog på en fælles udflugt, måtte Hjemmeværnsmanden bøje sig. Hjemmeværnsmandens eneste krav var dog selv at kunne vælge destinationen.

Valget var naturligvis faldet på Panzermuseum East i Slagelse. Et sted som jeg før har hørt Hjemmeværnsmanden tale entusiatisk om. (Panzermuseum East er et museum med Danmarks største samling af militære køretøjer)

“Cafe Bomben har jo et godt og solidt menukort”.

Cafe Bomben?”



“Ja, det er Panzermuseum Easts café. Opkaldt efter en klassisk amerikansk bombe, som faktisk hænger i loftet”.

Men allerede på Cafe Bomben starter problemerne. Henrik synes at Cafe Bombens menu er dårlig og vil ikke have Café Bombens mad. Hjemmeværnsmanden bliver vred og bestiller som den eneste mad. Den samme sandwich som altid med tun og agurk.

“Ja, det blev turen jo ikke nemmere af!”.

cafebomben

Samtalen påvirker Hjemmeværnsmanden, som er begyndt at svede. Jeg henter kaffe til os. Hjemmeværnsmanden smiler kort til mig og fortsætter.

“Jeg havde jo booket en rundvisning. Det kan man normalt ikke bare få. Men jeg kender ALLE på stedet. ALLE! Derfor kan jeg få en rundvisning!”. Hjemmeværnsmanden tager en slurk af sin kaffe. “Og så tillader Henrik sig at spørge vores guide om hvor mange mennesker der er blevet dræbt af køretøjerne på stedet!” 

Hjemmeværnsmanden tømmer sin kaffekop. “Mange forhåbentligt!”.

Jeg tænker at Henrik lyder enormt provokerende. Et er at være modstander af krig, men når nu Hjemmeværnsmanden faktisk gør en indsats for at bygge en bro til Henrik, hvorfor skal Henrik så være på tværs? Jeg begynder også at hade Henrik.

“I gården står det smukke Bac 1-11 fly. Det er et prægtigt fly. Jeg kan bruge timer på det fly! Der er plads til 100 mennesker, unge mand!”

Hjemmeværnsmanden sukker og fortæller om hvordan oplevelsen indeni flyet også bliver ødelagt af Henrik. “Istedet for at bygge disse krigsmaskiner, skulle man prøve at tale sammen”. havde Henrik sagt.

“Hvornår har det at tale sammen nogensinde løst noget” vrisser Hjemmeværnsmanden.

På dette tidspunkt virker det som at er Hjemmeværnsmandens tur allerede helt ødelagt. Men Hjemmeværnsmanden gør en sidste en indsats. En sidste indsats som dog skal vises sig at blive fatal for turen.

“BRDM 2! Udstillingens højdepunkt!” Hjemmeværnsmanden begiver sig ud i en lang enetale om BRDM 2 køretøjet. Hjemmeværnsmanden lyser op ved snakken om BRDM 2. Hjemmeværnsmanden finder et stykke papir og en kuglepen frem. Hjemmeværnsmanden tegner et landskab. Hjemmeværnsmanden tegner en sol og noge skyer. Hjemmeværnsmanden tegner nogle tændstiksmænd og så tegner Hjemmeværnsmanden en BRDM 2, som kører tændstiksmændene ned. “SÅ hurtig er den” griner Hjemmeværnsmanden.

“Den er altid mit sidste stop!”.

praga_brdm

Men også det får Henrik ødelagt. For da Henrik og Hjemmeværnsmanden kommer hen til området hvor BRDM 2 står, ringer Henriks telefon. Henrik taler højt i telefonen. Henrik taler længe i telefonen. Hjemmeværnsmanden venter utålmodigt på at Henrik bliver færdig. Der er meget at fortælle om det prægtige russiske køretøj. Til sidst bliver det nok for Hjemmeværnsmanden, som råber at Henrik skal “slukke for den skide telefon!!”.

Henrik lægger telefonen fra sig og Hjemmeværnsmanden begynder at fortælle om BRDM 2.

Men Henrik går bare hen til maskinen, sparker til et dæk og griner. Og så siger  Henrik sgu at det ligner en legetøjsbil!” råber Hjemmeværnsmanden ud i kupéen.

Og lige der bliver det nok for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden fortsætter sin fortælling og beskriver hvordan udflugten ender lige efter denne bemærkning. Henrik bliver trukket ned til Hjemmeværnsmandens bil. Hjemmeværnsmanden kører til Slagelse Station og sætter Henrik af uden et farvel.

Det er svært ikke at hade Henrik.

Skriv et svar