Hjemmeværnsmanden og smørhåret

Vi bliver ved Roskilde Festivallen. Og vi bliver ved en mandag  – dagen efter festivallen, hvor alle festivalgæster skal hjem.

Jeg står på Vogn 21 på Hovedbanegården og bevæger mig ned mod stillezonen. Jeg ser at Hjemmeværnsmanden allerede sidder på sin vanlige plads. Hjemmeværnsmanden bander og svovler mens Hjemmeværnsmanden bladrer nogle papirer igennem. Jeg kan se at papirerne har Hjemmeværnslogoet på, så jeg tænker at det er nogle vigtige papirer. Hjemmeværnsmanden slår i bordet. Engangspendleren overfor Hjemmeværnsmanden hopper i sædet. Jeg ved ikke hvad der står i papirerne, men det er tydeligvis noget, som har bragt Hjemmeværnsmandens sind i kog.

Hjemmeværnsmanden pakker papirerne væk og kigger ud af vinduet. Men Hjemmeværnsmanden kan ikke finde ro og vender og drejer sig i sædet. Efter et par minutter flår Hjemmeværnsmanden den store gamle bærbare computer op af tasken. Der er altid et vis underholdningsmoment at observere Hjemmeværnsmanden og computeren. Computeren er MEGET lang tid om at starte op. Og Hjemmeværnsmanden er MEGET utålmodig. Hjemmeværnsmanden slår til computeren og vrisser “KOM NU!“. Hjemmeværnsmandens computer er endelig startet op og nu skal Hjemmeværnsmanden bruge internettet. Hjemmeværnsmanden sender mig det sørgmodige “Vil du ikke hjælpe mig med at komme på nettet?” blik, som jeg naturligvis fanger og hjælper Hjemmeværnsmanden. Engangspendleren går på toilettet og jeg er alene med Hjemmeværnsmanden i stillezonen. Nu kan Hjemmeværnsmanden ikke længere holde på det.

De har rykket den årlige øvelse. Til midt i min ferie, så jeg ikke kan deltage! Jeg sidder jo på Cypern!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet. “For SATAN!” Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden ikke har noget at skulle have sagt.

“Nedstemt. Demokrati”. Hjemmeværnsmanden siger ordet “Demokrati” med en hånlig stemme. Engangspendleren kommer tilbage og vi afbryder samtalen. Demokratiet har sejret over Hjemmeværnsmanden. Der er ikke noget at sige til at Hjemmeværnsmanden er ekstra ond i sulet i dag. Engangspendleren fumler med Børsen og taber et tillæg på gulvet. “STILLE!!!” skriger Hjemmeværnsmanden.

Toget begynder at køre og inden Høje Taastrup meddeles det at man må påregne mange rejsende på Roskilde Station grundet Roskilde Festivallens afslutning. Hjemmeværnsmanden tager sig til hovedet. Jeg har lidt ondt af Hjemmeværnsmanden. Først den dårlige nyhed om den årlige øvelse og nu også festivalgæster. Hjemmeværnsmanden slår i bordet igen.

Da vi kører ind til Roskilde Station kan man ikke se andet end festivalgæster. Beskidte festivalgæster. Hjemmeværnsmanden  kigger med foragt på de mange mennesker. Og så begynder indstigning i toget. Mange festivalgæster går igennem den lille Stillezone i Vogn 21. Stort set alle snakker og for hver festivalgæst som snakker flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet og hyler “STILLE! STILLE FOR HELVEDE!!!“.

Toget er fyldt og der står nu også 4 festivalgæster i stillezonen hvor vi sidder. Der er så mange mennesker, at de de 4 festivalgæster, som står i vores Stillezone, simpelthen ikke kan være andre steder. Det er 4 unge teenagere. Jeg vil skyde dem til at være en 17-18 år. Alle har de heavyrock t-shirts på, 3 af dem har langt hår, og den sidste kort hår. Alle ser de temmelig berusede ud. Hjemmeværnsmanden henvender sig til de 4 unge heavyrockere. Og med en løftet pegefinger siger Hjemmeværnsmanden.

I er på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt. Jeg vil gøre jer opmærksom på at dette er en stillezone. EN STIL-LE-ZO-NE!” Hjemmeværnsmanden kigger de 4 unge dybt i øjnene og sætter sig ned igen. Den unge Heavyrocker med det korte hår fniser og tager en tår af en dåseøl, og Hjemmeværnsmanden løfter straks pegefingeren og peger på ham.

Toget har kørt et par minutter og en mærkelig lugt begynder at sprede sig i den lille stillezonekupé. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden også har fanget den. Det er en sammensat lugt. Der er lidt sved i den. Der er urin i den. Der er øl i den. Men der er også en 4. ting. Det er svært at gennemskue. Det er en kvalmende og tung lugt. Og sammen med Hjemmeværnsmanden aftershave er det næsten ikke til at bære. Heavyrockerne kan se at vi snuser og væmmes. De smiler til hinanden og prøver at holde latteren inde. Hjemmeværnsmanden er presset og frustreret. “Hvad saaaatan, er det der lugter sådan….” siger Hjemmeværnsmanden.

Heavyrockerne knækker helt sammen af grin og den korthårede udbryder “VI HAR SMØR I HÅRET!!“. Jeg kigger på deres hår, og ganske rigtigt. Det er fedtet ind i smør. Flere steder sidder der deciderede smørrester. Heavyrockerne er helt smadret af grin og en af de andre råber igen “VI HAR SMØR I HÅRET!“.

Og så går det ned for Hjemmeværnsmanden. Nedsmeltning. Øvelse, festival og nu 4 heavyrockere med smør i håret. “FØJ FOR SATAN!!!” skriger Hjemmeværnsmanden. “KAN I KOMME UD! OG DET ER NU!!“. De 4 heavyrockere er nu helt smadret af grin. Jeg rejser mig og åbner til den lille mellemgang mellem 2 vogne. Jeg ser at der er en lille cirkel hvor ingen mennesker sidder. Jeg knipser til Hjemmeværnsmanden, og peger mod den lille cirkel. Og så sker der noget, som jeg stadig tænker på hver dag. Hjemmeværnsmanden åbner lædermavetasken og finder et par handsker frem. Hvad bruger Hjemmeværnsmanden dog disse handsker til? Jeg ved ikke helt hvilken type handske det er, de er hvide og har nogle gummiknopper på håndflade siden. Hjemmeværnsmanden tager handskerne på og griber fat i 2 af heavyrockerne.

“Nu skal jeg hjælpe jer ud” siger Hjemmeværnsmanden med en skarp stemme. Og med et fast greb trækker Hjemmeværnsmanden de 2 første heavyrockere ud af kupéen og hen til den lille ledige cirkel. Derefter får de 2 sidste samme tur. Døren ud til mellemgangen lukker i og vi sætter os. Hjemmeværnsmanden finder 2 vådservietter i kaffeserveringen og tørrer handskerne af, inden de ryger tilbage i mavetasken. Engangspendleren ser chokeret til. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden.

Der er ingen tvivl om at ovenpå nederlaget med øvelsen, har Hjemmeværnsmanden haft brug for en sejr. Og den fik Hjemmeværnsmanden. Jeg skænker en kop kaffe til Hjemmeværnsmanden og sætter mig tilbage. Hjemmeværnsmanden nikker.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på den slags” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg er enig. Hvad ligner det egentlig at komme smør i håret blot for at chikanere os pendlere.

Skriv et svar