Hjemmeværnsmanden og personpåkørslen

En ting som vi pendlere oplever fra tid til anden er mennesker, der begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Det har jeg desværre oplevet nogle gange. Det tager gerne en 3-5 timer før toget kan fortsætte, da politiet skal gøre deres arbejde færdigt.

Tilbage i 2010 sidder jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden, Damen med den hidsige sweater og en Engangspendler. Det er en sen fredag eftermiddag og alle vil gerne hjem. Lige efter Roskilde Station bremser toget hårdt op. Der går en 5-10 minutter før personalet kan meddele at toget har haft en personpåkørsel. Der meddeles at toget ikke får lov til bakke tilbage på Roskilde Station, så vi kunne være kommet over i et andet tog. Ærgeligt på en fredag, men det er spillets regler som pendler. Vi er fanget i IC 803 få hundrede meter fra Roskilde Station.

Jeg hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden, men får ikke fat i hvad Hjemmeværnsmanden siger. Jeg skal til at tage mine høretelefoner på for at høre lidt musik, da jeg igen hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden. “Forbandet kujon!” hvisker Hjemmeværnsmanden mens han stirrer tomt ud af vinduet.  En kontrollør kommer løbende gennem toget og Hjemmeværnsmanden stopper hende. Han spørger, i en meget utilfreds tone, hvornår man har tænkt sig at fortsætte da Hjemmeværnsmanden altså får gæster og gerne snart skulle være hjemme. Kontrolløren fortæller at politiet netop er ankommet og at man nu venter på krisehjælp til togføreren samt en ny togfører. Denne melding gør Hjemmeværnsmandens ansigtskulør rød og Hjemmeværnsmanden spørger vredt hvorfor den nuværende togfører ikke bare kan køre videre. Kontrolløren svarer ikke på det spørgsmål og løber videre gennem toget.

Hjemmeværnsmanden går ud af Stillezonen og foretager et opkald. Jeg gætter på at Hjemmeværnsmanden ringer til konen og fortæller hvad der er sket. Hjemmeværnsmanden kommer tilbage i kupéen og skænker en kop kaffe. Hjemmeværnsmanden sidder sådan lidt uroligt og trommer i bordet, hvilket er meget usædvanligt for Hjemmeværnsmanden. Ud af det blå siger Hjemmeværnsmandens noget i stil med at “der røg den fredag…“. Jeg bliver meget overrasket da Hjemmeværnsmanden aldrig før har talt med nogen – med mindre Hjemmeværnsmanden skulle skælde ud – i Stillezonen.

Det er som om at Hjemmeværnsmanden bliver en smule munter. Pludselig kigger Hjemmeværnsmanden mig i øjnene og siger “Et menneske bliver splittet ad når det bliver trukket et par hundrede meter under et så stort tog. Vi må håbe at de har taget højtryksspuleren med“. Hjemmeværnsmanden kommer med et muntert lille “høhø” efter den sætning. Damen med den hidsige sweater bryder ind med et “Det er godt nok forfærdeligt….”. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke enig og svarer at “det er en kujonhandling, som ødelægger alt for alle os raske mennesker“. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde og nikker. For Hjemmeværnsmanden har jo ret.

Hjemmeværnsmanden fortsætter sin snak om at genere så få som muligt ved et selvmord. Hjemmeværnsmanden  mener at det korrekte sted at begå selvmord er med en pistol i en skov. For som Hjemmeværnsmanden så rigtigt påpeger “børn går aldrig alene i en skov, så hvis de finder liget, så vil der altid være en voksen med dem. Modsat hjemme hvor et barn jo kan være alene og finde liget“. Det virker som om at Hjemmeværnsmanden har gjort sig mange tanker om det. Det er svært at være uenig, så jeg nikker igen.

Da der er gået en times tid kommer kontrolløren igennem vores kupé og Hjemmeværnsmanden spørger om toget er blevet spulet færdigt så det kan køre videre. Kontrolløren fortæller Hjemmeværnsmanden at politiet faktisk snart er færdige og en ny togfører er på vej, hvortil Hjemmeværnsmanden spørger om offeret mon havde siddet fast på togførerens forrude, siden det var gået så stærkt at spule toget. Hjemmeværnsmanden  kommer igen med et lille muntert “høhø” og jeg følger op med et “hehe“.

Hjemmeværnsmanden falder herefter i søvn og vågner en times tid efter da toget igen er begyndt at køre. Damen med den hidsige sweater, som også har sovet og nu er vågnet, siger noget i stil med  at “det var dejligt, at det ikke tog mere end et par timer“. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på hende og derefter op på Stillezone skiltet.

Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden med at komme på internettet og rejsen fortsætter. I stilhed.

Skriv et svar