Hjemmeværnsmanden og hadet til Fyn

I noget tid har Bane Danmark foretaget sporarbejde på Fyn. Det lader ikke til at det er gået som Bane Danmark kunne have ønsket. Sporarbejdet blev forlænget i ca. 2 uger, der blev indsat togbusser og togtrafikken i resten af landet var påvirket og til stor gene for os pendlere.

Det er tirsdag morgen og jeg sidder i vogn 21 i et tog, som har holdt stille på Korsør Station i ca. 40 minutter. Stemmen i højtaleren siger at vi afventer en række togbusser fra Nyborg, fyldt med passagerer som skal mod København.

Vi ankommer til Sorø Station – meget forsinket. Jeg ser Hjemmeværnsmanden nede på perronen. Hjemmeværnsmanden løber mod dørene i Vogn 21 og får næsten skubbet en ældre mand omkuld på sin vej. Helt inde i DSB 1′ kupéen kan man høre Hjemmeværnsmandens stemme ude fra mellemgangen. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke tilfreds med de mange forsinkelser og skælder en kontrollør ud. Det plejer Hjemmeværnsmanden jo at gøre, men det skal vise sig at der stikker mere bag Hjemmeværnsmandens ophidselse end hvad jeg først regner med. Det er nemlig ikke kun forsinkelserne, der gør Hjemmeværnsmanden så forfærdelig vred.

Hjemmeværnsmanden sætter sig lige over for mig. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet og sidder uroligt. Jeg fornemmer at Hjemmeværnsmanden gerne vil fortælle mig noget, men Hjemmeværnsmanden respekterer naturligvis pendlerens privatliv og venter på mit anerkendende blik. Jeg nikker. Hjemmeværnsmanden trækker vejret dybt og åbner så munden. “Fyn…” siger Hjemmeværnsmanden og ser vred ud. “FYN!” råber Hjemmeværnsmanden så og slår i bordet. Jeg spørger forsigtigt hvad det er med Fyn og så starter hvad der skal blive de mest intense minutter med Hjemmeværnsmanden nogensinde.

Jeg bryder mig ikke om Fyn. Det startede med øvelsen i 1982. Så ferien i 1984.  Og nu forsinkelserne!

Hjemmeværnsmanden byder mig på kaffe. Når Hjemmeværnsmanden byder på kaffe, betyder det som regel at Hjemmeværnsmanden har noget fortælle. Noget som ikke kan klares på få sætninger. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som henter kaffen. Hjemmeværnsmanden begynder.

Landsøvelsen 1982. Da Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland blev pålagt at gennemføre Landsøvelsen i Hjemmeværnsdistrikt Fyn!“.

Jeg ved at Hjemmeværnsmaden er tilknyttet Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland. Jeg har flere gang hørt Hjemmeværnsmaden tale passioneret om lige netop det distrikt. Jeg har også set Hjemmeværnsmanden bære en hvid t-shirt med det distrikt trykt på. Hjemmeværnsmanden holder en lille pause. “Hjemmeværnsdistrikt Fyn!” gentager Hjemmeværnsmanden og ryster op hovedet.

Herefter følger en lang og meget detaljeret forklaring om Hjemmeværnsdistrikt Fyn, som Hjemmeværnsmanden ikke har meget tilovers for. Hjemmeværnsmanden fortæller om sjusket påklædning, manglende øvelsesdisciplin og de helt utrolig mange pauser, som Hjemmeværnsdistrikt Fyn holdte under Landsøvelsen i 1982. Men værst af alt, at Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland tabte Frøbjerg Bavnehøj grundet en fejl fra Hjemmeværnsdistrikt Fyns side.  “Man gav simpelthen så sjuskede udmeldinger at det kostede os Frøbjerg Bavnehøj!  Det var IKKE vores skyld! Man tog ikke øvelsen seriøst. Hvad hvis det havde været alvor? Hvad hvis Danmark havde været under angreb? Hvis  Hjemmeværnsdistrikt Fyn havde ansvaret, så havde Danmark tabt! Tabt!“.

Og alt dette sjusk skulle Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland trækkes med ned i. Og så foran Hendes Majestæt“.

Dronningen?” spørger jeg.

Hjemmeværnsmanden lyser op og ser stolt ud. “Hendes Majestæt besøger altid Landsøvelsen. Det er en tradition. En stolt tradition. I hvert fald før og efter 1982.

Jeg får helt ondt af Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden brænder for Hjemmeværnet. Det er Hjemmeværnsmandens liv. Det må være forfærdeligt at opleve ens passion bliver trampet på af en flok skødesløse fynboer.

Hjemmeværnsdistrikt Fyn, lad os bede til at det aldrig bliver dem, der skal redde vores nation!” Jeg nikker. Ud fra hvad Hjemmeværnsmanden har fortalt, så håber jeg faktisk heller ikke at Hjemmeværnsdistrikt Fyn skal redde os fra noget som helst.

Jeg fylder kaffe i vores kopper og Hjemmeværnsmanden kigger igen på mig. “Så var der jo ferien. Min kones og min ferie i 1984. Det var dengang vi havde en campingvogn. Nu rejser vi kun til udlandet” siger Hjemmeværnsmanden og peger på sin Tunesien t-shirt.

Svanninge Søgård Camping ved Fåborg havde jo et godt ry dengang” Hjemmeværnsmanden folder en serviet sammen og tørrer sig om munden. “Fyns ældste campingplads!“.

Jeg tænker at det ikke kan være Fyns ældste campingplads, som har ødelagt ferien for Hjemmeværnsmanden, men her tager jeg fejl.

Vi havde jo booket plads E4. Med udsigt over markerne og længst væk fra fællesområdet. Jeg havde ringet flere gang og tjekket at alt nu var i orden”. Hjemmeværnsmanden krøller servietten sammen og kaster den ned i bordet. “Men ved en fejl var E4 blevet givet til andre. Og da man ikke var indstillet på at rette fejlen fik vi en anden plads. H11. Ved siden af fællesområdet“.  Jeg forstår godt at Hjemmeværnsmanden ikke er meget for at ligge tæt på fællesområdet på en campingplads. Der er jo et værre renderi ved sådan et fællesområde.

Ikke nok med en evig støj  og lugtende toiletter, så blev jeg igen mødt af en sjusket ledelse, som ikke var indstillet på at rette fejlen! En typisk fynsk ledelse!“.

Jeg begynder at forstå Hjemmeværnsmandens stærke had til Fyn. Hjemmeværnsmanden har været til grin foran dronningen og til grin på en campingplads. Hjemmeværnsmanden er ikke et menneske, som man gør grin med. Det er voldsomt, det her. Jeg prøver at bløde Hjemmeværnsmanden en smule op ved at spørge ind til om ferien så endte med at blive god.

Nok er Svanninge Bakker flotte, men det er svært at nyde noget som helst når der grilles lammekød på fællesgrillen på alle tider af døgnet. Jeg tåler ikke lugten af grillet lammekød! Havde man givet os plads E4, var ferien blevet acceptabel og fællesgrillen havde stået langt væk. Men det gjorde man ikke og det ødelagde hele vores sommerferie i 1984.  Vi har aldrig camperet siden!“. Hjemmeværnsmanden peger igen på sin Tunesien t-shirt og gentager: “Nu rejser vi kun til udlandet“.

Vi er faktisk ikke nået særlig langt på vores togrejse. Vi er lige kørt fra Ringsted Station. Hjemmeværnsmanden har været stille et stykke tid og jeg er gået i gang med at arbejde da en stemme lyder over højtalerne.

Vi får et ophold på 20 minutter i Roskilde da vi skal overhales af et Lyntog, som kører direkte fra Odense Station til Københavns Hovedbanegård“.

Hjemmeværnsmanden stivner. “Fyn, altid Fyn!” råber Hjemmeværnsmanden. “Man skulle bo på Fyn! Så kunne man gøre som det passede en!“. Hjemmeværnsmanden kigger på mig for at sikre sig at jeg har fanget at det var ironisk og sarkastisk. Jeg nikker. Jeg forstår. Selvfølgelig vil Hjemmeværnsmanden ikke bo på Fyn. Sjuskede Fyn.

PS: For at få styr på hvor Hjemmeværnsmanden fik en plads på Svanninge Søgård Camping (Nu Faaborg Camping) har jeg fået fat i dette foto. Det viser tydeligt hvor dårligt placeret H11 er på pladsen og hvor fantastisk E4 ligger. (Klik på foto for at se det i en stor version)
Tak for til Faaborg Camping for hjælpen.

camping

Skriv et svar