Fikumdikmanden

Jeg har kendt til Fikumdikmanden længe. Flere år faktisk. Men det er først for nylig at Fikumdikmanden rigtig har gjort sig bemærket som pendler.

Fikumdikmanden  er en mand i midt 60’erne. Fikumdikmanden er vinhandler og rejser fra Fyn til København en 2-3 gange om ugen. Fikumdikmanden er en lille tyk mand, som altid er yderst velklædt. Mit gæt er at Fikumdikmanden  går i meget dyrt tøj. Fikumdikmanden bærer små runde briller med et kraftligt stel. Fikumdikmanden har altid en sixpence på og Fikumdikmanden har et skæg, som der virkelig bliver kælet for. Fikumdikmanden er yderst stilfuld.

Fikumdikmanden brænder for den gode vin. Fikumdikmanden har altid en iPad og et lille tastatur med på sin rejse. Her kigger Fikumdikmanden på vine. Fikumdikmanden læser om vine, kigger ud af vinduet og smasker lidt. Som om at Fikumdikmanden smager på vinen ud fra beskrivelsen på en hjemmeside. Så lukker Fikumdikmanden øjnene, lader indtrykket trænge ind og går så videre til næste vin. Og sådan kan Fikumdikmanden få en hel rejse til at gå.

Da serveringsvognene stadig kørte stolt, kunne man købe noget virkelig dårlig vin. I kvarte flasker. Når Fikumdikmanden så en rejsende købe en sådan vin, kunne man se afmagten i Fikumdikmandens øjne. Afmagt over dårlig vin. Afmagt over at et andet menneske træffer en beslutning om at drikke dårlig vin. Afmagt over at Statsbanerne træffer en beslutning om at sælge dårlig vin.

Det er fredag morgen og min kone og søn har fulgt mig til stationen for at vinke farvel. Jeg ser allerede Fikumdikmanden sidde i Vogn 11, da toget kører ind til perronen. Fikumdikmanden kigger ned på min kone og søn. Og da jeg kommer ind i kupéen, kigger Fikumdikmanden stadigvæk på min kone og søn, som står og vinker. Fikumdikmanden kigger på mig og smiler. Der går lidt tid og så henvender Fikumdikmanden sig til mig. For første gang nogensinde.

“Sikke en sød søn, du har” siger Fikumdikmanden.
“Tak” svarer jeg.
“Han er glad for sin mor, kan jeg se” fortsætter Fikumdikmanden.
“Ja, han er lidt morsyg for tiden” svarer jeg.

Der går lidt tid. “Jeg var meget morsyg som lille” siger Fikumdikmanden så. “Men det var en anden tid. Der var mere distance mellem forældre og børn“. Fikumdikmanden ser helt trist ud. “Jeg ville så gerne holdes om, hele tiden. Jeg bliver så glad når jeg ser en mor holde om sit barn. Det gør mig glad, men det vækker også et savn i mig“.

Det er voldsomt at blive mødt af dette kl. 7.23 fredag morgen. Men jeg tænker at min lille familie må have ramt noget dybt i Fikumdikmanden.

Fikumdikmandens telefon ringer og Fikumdikmanden besvarer opkaldet. Jeg er ret sikker på at det er Fikumdikmandens kone. Fikumdikmanden glemmer for en stund moderen og der tales om nogle gæster til et middagsarrangement. Fikumdikmanden taler længe om hvilke vine, der skal serveres. Fikumdikmanden bruger utrolig lang tid på HVER enkel vin, som Fikumdikmanden har overvejet. Fikumdikmanden kommer frem til at Fikumdikmanden  vil servere en tung spansk vin til maden. Og det er ikke hvilken som helst mad, som Fikumdikmanden vil lave til gæsterne.

Jeg laver sådan en fikumdikgryde” siger Fikumdikmanden til konen. “Du ved, den med mørbrad og cocktailpølser. Den smager skønt med den spanske vin“.

Fikumdikmanden ser helt salig ud ved tanken om den gode vin og fikumdikgryden. Jeg tænker på Fikumdikmandens kone og håber at hun ligeledes brænder for den gode vin. Ellers må det være hårdt at være gift med Fikumdikmanden. Der har sikkert været episoder hvor Fikumdikmandens kone er kommet til at åbne en forkert flaske vin til maden. Efterfølgende har Fikumdikmanden sovet i gæsteværelset i 14 dage – som straf. Måske har Fikumdikmandens kone forsøgt at undskylde overfor Fikumdikmanden. Men Fikumdikmandens sind er sikkert som vin. Det skal modnes før det er klart.

Fikumdikmanden kigger igen på mig. “Min mor er død. Der var så meget jeg ikke fik sagt“.  Nu ser Fikumdikmanden for alvor trist ud. “Jeg boede jo hjemme meget længe, på den måde var jeg nok lidt anderledes. Det var svært for mig at forlade min mor“. Jeg tænker at Fikumdikmanden sikkert først er flyttet hjemmefra i 30 års alderen. Og at Fikumdikmandens kone har en meget moderlig rolle i Fikumdikmandens liv, Fikumdikmanden har jo brug for den moderlige omsorg. “Der er så mange ting, jeg gerne ville have sagt undskyld for, men det fik jeg aldrig gjort mens hun var i live”. Jeg er lidt paf, da Fikumdikmanden aldrig rigtig har sagt noget, og nu lukker op for den helt store godtepose.  “Undskyld, mor” siger Fikumdikmanden og kigger ud af vinduet.

Jeg siger til Fikumdikmanden at det jo altid er trist, hvis der er ting man ikke når at fortælle før et menneske dør. Men Fikumdikmanden er nu et helt andet sted.

Alle de gange jeg kom for sent, alle de gange jeg løj om hvor jeg tog hen, episoden med hesten….“. Fikumdikmanden lukker sin iPad ned og retter på sin sixpence. “Mest af alt ville jeg bare gerne holdes om dengang. Men sådan var min mor ikke og nu er hun død“.

Fikumdikmanden får røde øjne og jeg rejser mig og skænker en kop kaffe til Fikumdikmanden.  Resten af turen stirrer Fikumdikmanden tomt ud af vinduet. Jeg får helt dårlig samvittighed over at have bragt det store afsavn og uafsluttede forhold til moderen op i Fikumdikmanden.

Det skal vise sig ikke at blive sidste gang at Fikumdikmanden fortæller om sin barndom og mor……

 

Skriv et svar