Fikumdikmanden og episoden med hesten

Jeg har fået knyttet et tættere forhold til Fikumdikmanden end nogen anden pendler. Det er som om at den episode med min familie, som vinkede til mig fra perronen, har rørt ved noget i Fikumdikmanden. Fikumdikmanden vil rigtig gerne tale. Fikumdikmanden elsker jo vin. Jeg elsker selv hvidvin, så vi har talt en del om hvidvin. Vi taler også om mad. Fikumdikmanden elsker dansk mad. Og gryderetter. Især gryderettet. Men der er en ting, som fylder mere end vin og mad i vores samtaler.

Fikumdikmandens barndom, ungdom og forholdet til Fikumdikmandens mor.

Fikumdikmanden taler meget om ting, som Fikumdikmanden ikke fik fortalt sin mor. Fikumdikmanden lider af en frygtelig dårlig samvittighed. Og der er meget Fikumdikmanden gerne ville have fortalt moderen inden hendes død. Der er særlig en episode, som jeg kan fornemme at Fikumdikmanden er ked af at Fikumdikmanden aldrig fik fortalt moderen.

Episoden med hesten. Den har været luftet nogle gange fra Fikumdikmandens side og Fikumdikmanden ser ekstra påvirket ud når den episode bringes i spil. Jeg har besluttet mig for at finde ud af episoden med hesten går ud på. Og det skal vise sig at blive en yderst dramatisk historie og morgen i Vogn 11.

Det er en fredag morgen og jeg stiger på toget 7.23. Det er sommerferie for de fleste. Fikumdikmanden sidder alene på DSB 1′ i Vogn 11. Jeg er glad for at vi er alene. Det er som om at Fikumdikmanden åbner mere op, når vi er alene. Samtalen drejes igen ind på ting som Fikumdikmanden angrer og igen siger Fikumdikmanden ordene  “Episoden med hesten“.

Nu kan jeg ikke længere holde mit spørgsmål tilbage. “Hvad var det med den hest?” spørger jeg. Fikumdikmanden læner sig tilbage i sædet, tager sixpencen af og sukker dybt. “Jeg er jo fra landet” begynder Fikumdikmanden. “Jeg er vokset op på en gård. Med 3 skorstene. Der var nu dejligt. Vi havde 5 heste og en masse køer. Køerne og markerne var vores levebrød“. Jeg tænker at Fikumdikmanden  egentlig ikke ligner en fra landet. Jeg havde skudt Fikumdikmanden til at være fra en større by. Det stilfulde ydre bærer ikke præg af landet.

Min mor elskede heste. De betød alt for hende“. Fikumdikmanden ser allerede meget berørt ud og jeg skynder mig at fylde kaffe i Fikumdikmandens krus. “Men der var særlig en hest, hun elskede. Hun kunne bruge timer med den hest. Den hed Henning. Mor elskede Henning”. Fikumdikmanden får våde øjne og kigger ned i bordet. “Nogle gange….” Fikumdikmanden går i stå. Der går nogle sekunder. “Nogle gange var det svært at min mor elskede Henning så højt…..”.

Jeg husker på hvad Fikumdikmanden  tidligere har fortalt. Det store behov for nærhed. Den voldsomme morsyge. Behovet for at blive holdt om. Mange af de ting, som Fikumdikmanden simpelthen ikke kunne få fra sin mor. Jeg forstår godt at det har været hårdt at se den stærke kærlighed mellem moderen og Henning. Jeg ser for mig at Fikumdikmanden kommer ud til moderen i stalden. Moderen strigler Henning og ler højt, krammer Henning og har overskud til Henning. Fikumdikmanden er nok en 8 år. Fikumdikmanden er ked af det. Fikumdikmanden vil bare gerne være tæt på mor. Mærke hende. Lugte hendes lugt. Lugten af tryghed. Men moderen har travlt med Henning.

“Ikke nu, Fikumdikmand! Mor er lige sammen med Henning! Kan du ikke se det?”

Og så er Fikumdikmanden ellers gået tilbage til sit værelse. Her har Fikumdikmanden grædt sig i søvn.

Det skal vise sig at min forestilling ikke er langt fra sandheden, for Fikumdikmanden begynder nu at tale om at det var svært at være nummer 2. Og så ovenikøbet slået af en hest. “Der skulle jo arbejdes på sådan en gård dengang. Så både min mor og far havde lange arbejdsdage. Mange gange blev klokken langt over spisetid før de var færdige med dagens gøremål. Mange dage gik mor direkte ud til Henning efter maden. Og så måtte jeg finde på noget selv. Ofte kunne jeg høre mor grine og le ude fra stalden”. Fikumdikmanden sukker. “Det var de stunder hvor jeg havde allermest brug for mor….Det var de stunder, der gjorde så ondt”.

Fikumdikmanden tager en dyb indånding. “En aften var jeg rigtig sur på mor“. Jeg fornemmer at vi er ved at nå ind til sagens kerne. Fikumdikmanden er helt rød i hovedet og tager brillerne af. “Jeg lukkede Henning ud af stalden“.  Fikumdikmanden kigger mig dybt i øjnene. “Jeg lukkede Henning ud af stalden” gentager Fikumdikmanden. Jeg er rystet. Fikumdikmanden fik simpelthen nok og straffede moderen ved at lukke Henning ud af stalden.

Fikumdikmanden kigger mig igen dybt i øjnene. “Men det er ikke alt. Henning blev kørt ned på grusvejen, som førte op til den store vej. Det var købmanden, der ramte Henning“. Fikumdikmanden tager sig til hovedet. “Købmanden kom selv op til gården og fortalte om påkørslen og far tog med købmanden ned for at se om det var en af vores heste. Da far kom tilbage, fortalte han at Henning var død….”.

Jeg er nu mere end rystet. Det er meget voldsomt det hele. Også Fikumdikmanden er voldsomt berørt. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg skænker mere kaffe op til Fikumdikmanden.

“Mor græd og græd. Og jeg blev sendt til mit værelse for at jeg ikke skulle se mor græde. Jeg kunne høre mor græde hele aftenen. Og næste morgen stod hun ikke op. Der gik mange dage før mor stod op igen. Det var jo ikke meningen at Henning skulle dø….jeg var jo bare en lille dreng, der havde brug for sin mor”.

Jeg spørger forsigtigt til om Fikumdikmanden fik meget skæld ud. Jeg frygter at Fikumdikmanden nu vil fortælle mig at Fikumdikmanden er blevet fysisk straffet. Men det er heldigvis ikke tilfældet. “Jeg fortalte aldrig mor at det var mig, der lukkede Henning ud. Og nu er hun død…………Undskyld, mor“. Fikumdikmanden bøjer hovedet i skam. Jeg sidder lamslået tilbage. Sikke en hemmelighed at have båret rundt på i alle disse år. Der går nok ikke en dag hvor Fikumdikmanden ikke tænker tilbage på den dag, hvor Fikumdikmanden lukkede Henning ud og Henning efterfølgende blev kørt ned.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” får jeg fremstammet. Fikumdikmanden ryster på hovedet. “Der er ikke så meget at sige. Mor er død og sandheden om Henning vil hun aldrig få“.

Undskyld, mor” siger Fikumdikmanden og kigger mod himlen.

Skriv et svar