Tilbage i foråret 2011 skete der noget dramatisk for os pendlere. DSB havde forberedt os på ændringerne i et stykke tid op til selve dagen.
“NU SKIFTER VI KAFFEN” havde DSB skrevet ved kaffeserveringen. Med så store bogstaver (og Comic Sans font) at vi ikke kunne undgå at se det. For første og eneste gang blev der snakket mellem os pendlere i Vogn 11. Ikke sådan lange samtaler. En typisk dialog om kaffen gik sådan her:
Den Blege Bankmand: “Nåda. Så skifter de kaffen ud.”
Mig: “Ja, det gør de da også.”
Den Blege Bankmand: “Ja, man må da håbe at det bliver bedre.”
Mig: “Ja, det må mand da godt nok”.
Sådan lød det ofte mellem os pendlere i ugerne op til Skiftet. Især Den Blege Bankmand var meget optaget af Skiftet. En dag hørte jeg en stemme bag mig på rulletrappen på Hovedbanegården.
“Ja, spændende bliver det…”
Det var Den Blege Bankmand. Den Blege Bankmand fortalte også en historie om da kaffen var blevet skiftet på Den Blege Bankmands arbejde. Det havde skabt en rigtig skidt stemning, og jeg tænkte at Den Blege Bankmand frygtede at der ville opstå ubehagelige situationer i Vogn 11. Nu begyndte frygten også at røre på sig i mig. Jeg tænkte på al den uro, som potentielt kunne opstå. Alt for lange samtaler i Vogn 11. At man pludselig havde noget sammen. Et fællesskab.
DSB havde lagt Skiftet en fredag. Og det skulle blive værre end frygtet.
Da jeg den fredag træder ind i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 ser Kaffeserveringen helt forkert ud. Der står 3 forskellige papkrus. Alle har Nescafé logoet påtrykt. På den ene står der “Cappuccino”. På den næste står der “Espresso”. Og på den sidste står der bare “Kaffe”. Nede i koppen er der et stykke folie, som skal trækkes af. Og herunder ligger det brune pulver, som på magisk vis skal blive til kaffe, når man hælder kogende vand på. På nederste hylde i Kaffeserveringen er den røde og sorte klassiske termokande fjernet og tilbage står kun den hvide termokande – indeholdende kogende vand. Altså det man bruger til te. Hvor der før hang et “NU SKIFTER VI KAFFEN” skilt, hænger nu et “HER ER DEN NYE KAFFE” skilt. Stadig med meget store bogstaver (og Comic Sans font ).
Jeg prøver den almindelige “kaffe” og smagen er helt ved siden af. Det er ikke den tunge og drøje kaffe, som jeg er vant til i Vogn 11.
Jeg sidder og surmuler i noget tid og pludselig sker det. Toget kører ind på Sorø Station og Hjemmeværnsmanden træder ind i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Da Hjemmeværnsmanden har smidt en Engangspendler væk fra sin plads, taget overtøjet af og fundet alle sine papirer frem, skal Hjemmeværnsmanden have kaffe. Hjemmeværnsmanden ser de 3 forskellige papkrus og udbryder et “Hvad satan…”. Præcis på samme måde som da Damen med den hidsige sweater spidlte kaffe på Hjemmeværnsmandens papirer. Hjemmeværnsmanden roder lidt rundt med foliet nede i papkruset men ender med at knuse kruset i hænderne i arrigskab, så der står kaffepulver ud over det hele. Hjemmeværnsmanden sætter sig tilbage på sin plads, stirrer ud af vinduet og ryster på hovedet.
Jeg ser at Mennesket billetterer i den resterende del af DSB 1′ kupéen i Vogn 21 og at flere pendlere taler meget vredt til Mennesket. Jeg kan se at Mennesket afviser enhver form for brok, som kun Mennesket kan gøre. Det sker med en rysten på hovedet og en afvisende gestikuleren med højre hånd. Hjemmeværnsmanden ser kort tid efter Mennesket. Hjemmeværnsmanden rejser sig og står afventende i midtergangen. Hjemmeværnsmanden ligner mest af alt en aggressiv gorilla, som venter på sin modstander. Mennesket træder ind i Stillezonen. Det er tydeligt at Mennesket er forberedt på Hjemmeværnsmandens angreb. Hjemmeværnsmanden når næsten ikke at sige noget før Mennesket afbryder med et “Jeg har intet med kaffen at gøre! Du må klage til DSB! Slut!”. Mennesket går hurtigt videre. Hjemmeværnsmanden bliver helt rød i hovedet og sætter sig på sin plads. Hjemmeværnsmanden flår sin PC op af tasken og tæsker løs i tastaturet. Klagen skriver jo ikke sig selv.
I de følgende uger brokkede vi os alle. Der var uro på DSB 1′. Svovlmanden begyndte at tage sin egen termokande med. Den Blege Bankmand drak kun vand. Damen med den hidsige sweater prøvede med Cappuccino, men hendes sure opstød blev forstærket og Damen med den hidsige sweater gav op. I halvanden uge var Hjemmeværnsmanden slet ikke med toget. Jeg tænkte at Hjemmeværnsmanden tog bilen i protest.
Jeg ved ikke hvad der gjorde udslaget. Men pludselig en morgen var den gamle kaffe tilbage. Nescafé krusene var der stadig, men den gamle kaffe var tilbage. Jeg husker at solen skinnede og duften af den tunge og drøje kaffe aldrig har lugtet bedre. Skæbnen ville det at jeg den dag rejste i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Da Hjemmeværnsmanden træder ind i kupéen, kigger han på den røde termokanden og smiler. Et lille smil, men dog et smil. Mennesket kommer ind i kupéen efter Ringsted Station for at foretage en billettering. Hjemmeværnsmanden kigger triumferende på Mennesket og nærmest skåler med den gamle kaffe til Mennesket. Hjemmeværnsmanden ser næsten lykkelig ud da Mennesket forlader kupéen.
Den dag i dag er jeg stadig overbevist om at Hjemmeværnsmand skrev en klage i toget og at lige netop denne klage fik vores kaffe tilbage. Her år efter episoden er der stadig dage hvor jeg elsker Hjemmeværnsmanden mere end jeg elsker mig selv.