Mennesket – Mit liv som pendler

Kirkemageren

adminjanuar 13, 2017 0 Comments

Det er ikke tit at Kirkemageren kører med mit tog. Der kan gå måneder imellem. Men Kirkemageren har rejst på strækningen i alle de år jeg har pendlet. Kirkemageren er ikke den typiske pendler på DSB 1’ men mit hjerte fyldes med glæde når jeg ser Kirkemageren sidde i vogn 21, da der som regel sker en række uforudsete ting.

Jeg har svært ved at fastsætte Kirkemagerens alder. Men jeg tror at Kirkemageren er omkring de halvtreds. Kirkemageren har halvlangt rødt hår bundet i en meget lille hestehale bagtil og en voldsom måne på forreste del. Kirkemageren har en speciel ørering i det højre øre. Det kunne godt ligne en sten af en art. Eller en krystal måske. Kirkemageren har et læderarmbånd på højre arm, og en slidt lædervest over en som regel orange t-shirt med et ørnemotiv på.

Kirkemageren er ikke særlig høj og meget tynd. Kirkemageren har små runde briller. Helt utrolig små briller. De er så små at Kirkemageren må se øverste halvdel af verden over brillen og nederste halvdel af verden igennem brillen. Og da brillen er temmelig stærk må det give et virkelig skævt billede af verden.

Kirkemageren er i et kreativt fag, for Kirkemageren er virkelig skrap med papir, saks og lim. Jeg ved ikke hvilket job Kirkemageren har, men mit bud er at Kirkemageren er lærer på en kreativ uddannelse. Og der har Kirkemageren været i mange år. Det er der ingen tvivl om.

Det er en grå tirsdag morgen lige efter nytår. Vogn 21 er næsten tom. Kun Damen med den hidsige sweater er umiddelbart at finde i vognen. Men da jeg sætter mig ned, kan jeg se Kirkemageren skråt overfor i en anden bås. Foran Kirkemageren ligger der en lille saks, en limstift og en masse papir. Noget er der klippet i og andet venter på at blive til noget.   Og ja, det lyder måske sært at Kirkemageren sådan holder klippeklistremorgen, men det er slet ikke unormalt. Og det bringer os til hvorfor Kirkemageren hedder Kirkemageren.

Kirkemageren laver kirker i papir. Nogle af kirkerne laves spontant og andre har jeg set af flere omgange, hvor Kirkemageren har hevet en papirkirkemodel frem fra plastikboks i en stor taske og arbejdet videre på.

Den flotteste kirke så jeg sidste sommer. Det var Løgumkloster Kirke. Det var en virkelig flot model. Kirkemageren skulle ikke rigtig lave noget på Løgumkloster Kirke den morgen, hvor jeg så det færdige resultat. Løgumkloster Kirke stod bare på bordet og Kirkemageren stirrede på den i en time uden at kigge væk. Selv ikke da jeg spurgte hvad det dog var for en flot kirke, kiggede Kirkemageren væk. Kirkemageren svarede helt tørt at det var Løgumkloster Kirke. “Det kan du jo se på tårnet i midten” afsluttede Kirkemageren vores lille samtale af med.

Kirkemageren er en meget rolig og indelukket mand, men der er to ting, som kan gøre Kirkemageren rigtig rasende.

– At blive forstyrret mens der arbejdes med papir.
– At blive konfronteret med at tape ville være nemmere at bruge end lim.

Denne tirsdag morgen skal begge af disse ting ske inden for kort tid.

Døren går op og ind kommer ind ny kontrollør. Dem er der desværre kommet en del af. Kontrolløren starter ved Kirkemageren. “Kort eller billet?” siger kontrolløren og kigger ned på Kirkemageren. Kirkemageren reagerer ikke og fortsætter med at folde et stykke papir. “Må jeg have lov til at se kort eller billet” siger den unge kontrollør nu lidt højere.

Kirkemageren lægger papir og saks fra sig, tager sine briller af og kigger så op på kontrolløren. “Forstyrrer jeg dig i dit arbejde? Kommer jeg hen til dig og gør dit arbejde svært for dig?”. Kontrolløren bliver bragt ud af fatning og prøver med en forklaring om at det er nødvendigt at have en gyldig billet. Kirkemageren afbryder kontrolløren.
“Forstyrrer jeg dig i dit arbejde? SÅ SVAR MIG DOG!” Kirkemageren råber den sidste sætning.

“Nej…..Nej, det gør du vel ikke..”
“Må jeg så foreslå at du først spørger om du må forstyrre? Og når JEG så har sagt ja, så kan du spørge om billet!”
“Jeg skal nå at se rigtig mange billetter……”
“Med tidens billetpriser ville det klæde jer at ikke at forstyrre. Havde du spurgt om du måtte forstyrre, kunne jeg have nået at afslutte mine tanker om papiret”
“Jeg er nødt til at se din billet, Hr…”
“Jeg viser IKKE billet før du har spurgt om du må forstyrre!”

Kirkemageren kigger kontrolløren dybt i øjnene og her vælger Kontrolløren at give op. Kontrolløren sukker og lader Kirkemageren være i fred Kontrolløren passerer Kirkemageren igen og skal til at sige noget. Kontrolløren bliver stående et øjeblik med øjnene rettet på Kirkemageren, sukker igen og vælger så at gå videre. Gad vide hvordan Mennesket ville håndtere denne situation. Mon ikke Mennesket ville have smidt Kirkemageren af toget? Måske ville Mennesket have slået Kirkemageren?

Kirkemageren er igen kommet godt igang med klipperiet. Kirkemageren måler, sætter streger, klipper og limer. Kirkemageren nynner også lidt. Jeg ser noget i Kirkemagerens ansigt, som kunne minde om et smil. Men som det ofte er, så varer glæden kun kortvarigt. Damen med den hidsige sweater har nysgerrigt fulgt med i Kirkemagerens arbejde. Især limen driller Kirkemageren. Det er svært at lime de mange små detaljer i dagens kirke. De forskellige stykker går ofte fra hinanden. Men Kirkemageren er helt rolig. Flere gange går papiret med lim på fra hinanden, men Kirkemageren bliver ikke ophidset eller utålmodig. Kirkemageren limer bare igen, sætter sammen og nynner.

Damen med den hidsige sweater sætter sig overfor Kirkemageren. Damen med den hidsige sweater må have lyttet til diskussionen mellem Kirkemageren og kontrolløren, for Damen med den hidsige sweater starter samtalen det helt rigtigt sted.

“Må jeg forstyrre?” spørger Damen med den hidsige sweater. Kirkemageren kigger op, smiler og nikker.

“Hvor ser det spændende ud, hvad skal det blive til?”

Kirkemageren fortæller at det er en model af Hedensted Kirke. Kirkemageren fortæller lystigt videre om tårnet på Hedensted Kirke.

“Ville det ikke være nemmere at bruge tape til de hjørner dér?” spørger Damen med den hidsige sweater. Kirkemageren går i stå midt i snakken om kirketårnet i Hedensted. Det er som om at alt slukker inde i Kirkemageren for en kort stund. Kirkemageren lægger limen fra sig og kigger på Damen med den hidsige sweater.

“Jeg kunne jo også bare smide det ud! Eller endnu bedre, klippe det i mange stykker og SÅ smide det ud. RESULTATET VILLE BLIVE DET SAMME!”. Kirkemageren er rasende. Kirkemageren rejser sig op.

“Brændte Monet enderne af en korkprop og brugte den til at male åkander med?” 
“Jeg tænkte jo bare at det ville være nemmere med tape…” 
“Forfærdelig tanke! Tape ødelægger al papirkunst!”
“Kan du ikke sætte det indeni? Så er der ingen der ser det?” 
“INDE I KIRKEN? Gu fanden skal der ej være tape i Hedensted Kirke!”
“Ja, så må du meget undskylde!”
“Ja, det må du nok sige!”  

Damen med den hidsige sweater går rystet tilbage til sin plads.

Der går ikke et minut, så nynner, klipper og limer Kirkemageren igen.

Det grå grydehår og rapperne

adminjuli 6, 2015 0 Comments

Det er mandag og Roskilde Festival er slut dagen forinden. Helt grotesk mange mennesker skal med toget mod Jylland. På daværende tidspunkt pendlede jeg fra Hovedbanegården. Da toget kører indtil perronen meddeles det at alle pladsreservationer er annulleret grundet de mange mennesker, som Statsbanerne mener vil stige på toget i Roskilde.

Og ganske rigtigt, på Roskilde Station står festivalgæster så langt øjet rækker. Jeg sidder på DSB 1′ i vogn 11 sammen med Damen med den hidsige sweater og Det grå grydehår. Især Det grå grydehår har det svært under Roskilde Festival. De mange mennesker og de meget høje lyde gør Det grå grydehår nervøs. Det grå grydehår må ofte lukke øjnene og finde sit glade sted når der virkelig er pres på i toget.

Toget fyldes HELT op. Der er så mange mennesker med at også DSB 1′ bliver proppet af festivalgæster. Det grå grydehår er ligbleg. Det grå grydehår sidder med lukkede øjne og mumler et eller andet. Jeg tænker at Det grå grydehår nærmest messer “Find det glade sted, find det glade sted, find det glade sted…”. Eller måske er Det grå grydehårs kone på et tidspunkt blevet træt af Det grå grydehårs usikkerhed. Det er sikkert svært at være ude at handle med Det grå grydehår. Konen har prøvet med: “Skal vi ikke prøve at spise noget nyt i aften? Noget grønt og ingen kød?”. Denne udmelding har sikkert gjort Det grå grydehår så dårlig og svimmel at Det grå grydehår har måtte støtte sig til køledisken. Og efter mange af sådanne episoder har Det grå grydehårs kone fået nok og forlangt at Det grå grydehår ændrede sig. Det grå grydehår har måske prøvet meditation for at finde ro. Og måske er det hvad Det grå grydehår har gang i.

Dørene lukkes i og toget begynder at køre. I vores kupé står 4 unge mænd. I hvide undertrøjer og store bukser. Den ene af de unge mænd har en KÆMPE boomblaster med sig. Boomblastermanden ligner en der har fået en del at drikke. Boomblastermanden prøver at rappe nogle vers af yderst tvivlsom kvalitet. Jeg husker specielt en sætning og jeg skal allerede nu beklage det voldsomme sprogbrug, som ellers ikke er noget vi dyrker her på bloggen. “Kællingerne går ned, på min pik som er fed” snøvler Boomblastermanden. Da Det grå grydehår hører denne linje må Det grå grydehår holde fast i bordkanten og Det grå grydehårs messen tager til.

Det viser sig at Boomblastermanden ikke er den eneste som kan rappe. Skiftevis rapper de unge mennesker. Jeg ved ikke særlig meget om rap. Men det jeg hører er virkelig ringe. Og så sker det. Boomblastermanden trykker play på den store boomblaster og høj rapmusik strømmer ud af højtalerne. Det grå grydehår hopper i sædet, Damen med den hidsige sweater taber sin kaffe udover bordet. Selv får jeg et chok. Rytmen hamrer ud af boomblasteren og Boomblastermanden rapper med på sangen. Det er ikke til at bære.

Pludselig retter Det grå grydehår sig op i sædet og ligner pludselig et menneske med overskud. Det grå grydehår styrkes sikkert ved tanken om hvad konen vil sige, når Det grå grydehår fortæller om hændelsen og fortæller at Det grå grydehår intet gjorde. Konen vil sikkert svare “Det er typisk dig, Grå Grydehår. Da naboen byggede hegnet 4 cm inde på vores grund, gjorde du heller intet. Du er en TØSEDRENG! Det sagde min far også altid at du var!”. Men i Det grå grydehårs alder lader man sig sikkert ikke skille. Så konen holder ud. Måske nyder hun endda at håne Det grå grydehår.

Det grå grydehår rejser sig og går hen til Boomblastermanden og spørger stille og roligt om Boomblastermanden ikke vil skrue ned for musikken eller bedre endnu, slukke for musikken. “Fuck dig, gamle nar!” råber Boomblastermanden ind i hovedet på Det grå grydehår. Det grå grydehår griber ud efter noget at holde i. Jeg rejser mig, støtter den tydeligt rystede Det grå grydehår og siger vredt til Boomblastermanden at man skal tale pænt. Boomblastermanden giver mig samme tur og jeg indser at der ikke kan trænges ind til Boomblastermanden. De ungere rappere rapper videre til musikken og jeg tænker at jeg må holde de 40 minutter ud.

Vi når Ringsted Station og døren til kupéen går op. Ind træder Mennesket. Mennesket stirrer med foragt på Boomblastermanden og scenariet, som udspiller sig. Der går nogle sekunder. Mennesket hader Roskilde Festivallen. Mennesket hader festivalgæsterne. Men Mennesket hader denne form for optøjer endnu mere. Jeg tænker at jeg vil kaste lidt benzin på bålet. Jeg fortæller hvordan at både Det grå grydehår og jeg er blevet overfuset og at det ikke kan være rigtigt. Mennesket koger. Mennesker kigger på mig og siger så de 2 betryggende ord.

“Lad mig!”

Mennesket prikker Boomblastermanden på ryggen og skriger Boomblastermanden ind i hovedet. “HØR, HVAD FANDEN ER DET LIGE HER FOREGÅR!?“. Mennesket flår boomblasteren ud af Boomblastermandens hænder. Jeg er i det øjeblik sikker på at Mennesket vil ødelægge boomblasteren. Men Mennesket gør noget helt andet. Med lynets hast vender Mennesket boomblasteren rundt, åbner en klap på bagsiden og flår samtlige batterier ud. Mennesket lægger batterierne ned i lommen og giver Boomblastermanden boomblasteren tilbage. Jeg kigger over på Det grå grydehår, som er tæt på at græde. Det grå grydehår rokker overkroppen frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Det ligner en stressreaktion.

Mennesket kigger nu Boomblastermanden lige i øjnene. “D’herre, i skal af på Sorø station!“. Boomblastermanden ryster på hovedet og fortæller at rapperne skal til Vejle. “I SKAL IKKE TIL VEJLE! I SKAL AF I SORØ, SOM ER NÆSTE STOP!!” skriger Mennesket.

Boomblastermanden griner hvilket får Mennesket til at se rødt. Mennesket tager fat i Boomblastermanden og trækker ham ud til udgangen. Boomblastermandens rapvenner følger med i en ikke så høj sindstilstand. Og så sker det. Mennesket smider de 4 rappere ud på Sorø Station. Jeg mærker glæden i min mave. Det grå grydehår er stoppet med at rokke frem og tilbage. Jeg får øjenkontakt med Det grå grydehår. Det grå grydehår har helt røde øjne og højre hånd ryster. Jeg skænker en kop kaffe til Det grå grydehår. Ind kommer Mennesket. Mennesket smiler. Jeg smiler. Damen med den hidsige sweater smiler. Ingen skal bringe ufred i Menneskets tog. Ingen.

Mennesket, Hjemmeværnsmanden, Trommemanden og Roskilde Festivallen

adminjuli 2, 2015 0 Comments

Jeg flyttede fra København til Korsør for 8 år siden. Der skulle ske noget nyt. Jeg havde på daværende tidspunkt job på Vesterbro i København og dermed startede mit liv som pendler. Det første halve år kørte jeg ikke på DSB 1′. 3 ting ændrede dog dette.

3 møder med en flok spejdere om morgenen. Spejdere som havde været på weekendtur – uden bad. Lugtende af bål og tis. Og til tider prut. Sur, sur børneprut.
Manglende plads i toget
Roskilde Festival og hvad der her følger med.

Misforstå mig ikke. Jeg har været et aktivt festivalmenneske og holder meget af Roskilde, men som pendler er dagene op til, under og efter Roskilde Festival bare ikke særlig sjove. Endeløse horder af mennesker. Så efter den første oplevelse med Roskilde Festival, som pendler, traf jeg beslutningen. Jeg opgraderede til DSB ‘1.

Ligeså meget som det er ulideligt at pendle under Roskilde Festivallen, så er der også en masse glade pendlerminder forbundet med Roskilde Festivallen. Fordi…

Hjemmeværnsmanden HADER Roskilde Festivallen.
Mennesket HADER Roskilde Festivallen.
Det grå grydehår HADER Roskilde Festivallen.
Den blege bankmand HADER Roskilde Festivallen.
Sixpence Nazisten HADER Roskilde Festivallen.

Og dette har ført til mange guldkorn, som jeg vil poste her mens festivallen står på.

Onsdag d. 1. juli. Jeg skal hjem fra arbejde og venter på mit tog på Høje Taastrup. På stationen er der en hel del festivalgæster, som skal til Roskilde Station. Jeg lægger især mærke til en ung festivalgæst som bærer en trommer i en rem bag om nakken. En lilletromme. Og i et bælte har den unge mand helt ubegribelig mange trommestikker hængende. Der er ingen tvivl om at den unge mand har fået en hel del at drikke. Der trommes på trommen og råbes. Jeg priser mig lykkelig for at disse unge mennesker kun skal med et stop.

Da toget kommer til perronen er det allerede helt proppet. Jeg får presset mig ned til DSB 1’ Stillezonen i Vogn 21, hvor Hjemmeværnsmanden sidder alene. Hjemmeværnsmanden ser meget frustreret ud. Ja, måske mere vred en frustreret. Jeg sætter mig og vi nikker til hinanden. Jeg kan fornemme at Hjemmeværnsmanden gerne vil sige noget, men venter på at jeg godkender samtalen i stillezonen. Jeg laver en bevægelse med hånden og nikker. Den fanger Hjemmeværnsmanden og begynder at tale.

“Dette cirkus har stået på i alle de år, jeg har pendlet. Man burde finde en løsning, så os normale mennesker ikke skulle stå model til dette…”.

Toget bremser hårdt op lige ved Trekroner station. Der meldes i højtalerne at vi får et mindre ophold. Og så hører jeg det. Det lyder som en form for optog der nærmer sig. Og ganske rigtigt, da jeg kigger ud mod mellemgangen ser jeg Trommemanden + optog. De synger og Trommemanden spiller på tromme. Fra den modsatte side går døren op og ind træder Mennesket. Mennesket ser helt vild ud. Det er 25 grader, Mennesket er i fuld uniform og toget er pakket. Mennesket kan ikke skjule at det er en svær dag. “Forbandede festival!” snerrer Mennesket mens Mennesket billetterer.

Så hører Mennesket det også. Optoget ude i gangen. Mennesket kigger ud i mellemgangen og får nu øje på Trommemanden + optog. Mennesket bliver akut lilla i hovedet og løber ud mod optoget. Jeg kan ikke høre de præcise ord, som Mennesket bruger, men Mennesket råber og skælder ud. Der bliver stille i mellemgangen og Mennesket kommer tilbage.

“3 ud af 10 punkter i togets ordensreglement brudt”. Mennesket sveder så meget at svedpletterne under armene nu er trængt helt ud til blazeren. Mennesket finder ordensreglementet frem og peger på de 3 punkter, som Trommemanden + optog har brudt. “Havde jeg haft muligheden, havde jeg smidt HELE banden af toget!“. Ved den tanke går Mennesket i stå og smiler. Vi holder stadig ved Trekroner station og jeg spørger Mennesket hvor længe vi skal vente. Mennesket svarer at Mennesket vil undersøge sagen og vende tilbage. Mennesket forsvinder ud af Stillezonen.

Og så sker det. Vi hører larm igen. Døren til DSB 1′ går op og Trommemanden + optog marcherer gennem DSB 1′ til lyden af den forbandede lilletromme. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og begynder at råbe. Men de 8-10 syngende mennesker overdøver Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager fat i en af festivalgæsterne for at råbe vedkommende op. Dette resulterer i at festivalgæsten tager fat om Hjemmeværnsmanden og begynder at danse. Hjemmeværnsmanden ved slet ikke hvad han skal gøre. Jeg tager mig selv i at råbe: “SÅ GIV DOG SLIP PÅ MANDEN!” i håb om at festivalgæsten slipper Hjemmeværnsmanden. Efter 20 meget lange sekunder giver festivalgæsten slip og optoget fortsætter gennem toget.

Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmandens ferie t-shirt (i dag er det en Bornholm t-shirt med en krøllebølletrold på) er blevet en smule beskidt. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Vi er begge målløse. Hjemmeværnsmanden skal til at sige noget, da døren igen går op og Trommemanden + optog løber i gennem kupéen. Døren går i igen for kun 5 sekunder efter at gå op igen. Denne gang er det Mennesket. Mennesket løber i høj hastighed efter Trommemanden + optog. “STOP SÅ FOR FANDEN!!!” skriger Mennesket. Hjemmeværnsmanden sætter i løb efter Mennesket. Og ude i selvsamme mellemgang får Mennesket stoppet Trommemanden + optog. Et par stykker fra optoget når dog at låse sig ude på toilettet. Mennesket banker hårdt på døren og forlanger at døren bliver åbnet. Dette sker ikke, og så træffer Mennesket en hurtig beslutning. Mennesket sparker døren op og hiver de de 3 personer ud fra toilettet. Det er ikke første gang at jeg har set Mennesket ødelægge døren til toilettet.

Hjemmeværnsmanden har trængt den dansende festivalgæst op i et hjørne og taler med store ord. Hjemmeværnsmanden viser de sorte pletter omkring krøllebølletrolden på t-shirten. Hjemmeværnsmanden har løftet pegefingeren. Så ved man at det er alvor.

Hjemmeværnsmanden kommer tilfreds tilbage til stillezonen. Hjemmeværnsmanden ser tilfreds ud. “Det er sidste gang at han laver sådan et nummer herinde”. Jeg nikker. Toget er begyndt at køre igen, og jeg kigger ud i mellemgangen, hvor jeg ser at Mennesket har fundet bødeblokken frem. Der skrives bøder. Jeg vidste ikke at man kunne give bøder for dårlig opførsel, men mon ikke Mennesket er ligeglad. Sådan en opførsel må have konsekvenser og dem er Mennesket manden for at føre ud i livet.

Endelig Roskilde station og de mange festivalgæster forlader toget. Jeg ser Mennesket nede på perronen. Mennesket råber og ser helt vild ud midt i de mange hundrede mennesker på perronen. Toget kører fra Roskilde Station og Mennesket kommer tilbage til vores Stillezone. Mennesket sætter sig overfor mig og tager kasketten af. Mennesket er badet i sved. “Sådanne lømler skal ikke løbe om hjørnerne med mig” siger Mennesket og tørrer sveden af panden.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på urostiftere. I Hjemmeværnet havde den slags opførsel medført en straf”. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på Mennesket. “En straf!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet imens Hjemmeværnsmanden siger ordet “Straf”.

“Hvis bare man kunne straffe” svarer Mennesket. Vi nikker alle sammen. Hvis bare man kunne straffe den slags opførsel.

Snackkurven

adminapril 29, 2015 0 Comments

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel. Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket, rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket. “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud. Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Den nye køreplan

adminmarts 17, 2015 0 Comments

“I skal være opmærksomme på at der er ændringer i køreplanen fra på mandag. God dag!” Mennesket forsøger at smile, forlader Vogn 11 og lader os pendlere sidde tilbage med usikkerheden omkring nye tider og hvordan dette påvirker vores daglige rutiner.

Som altid har DSB gjort lidt ekstra for os pendlere op til ændringerne. Et A4 papir er hængt op ved kaffeserveringen og med fonten comic sans står der at vi pendlere skal kigge på en hjemmeside for at få de nye tider. Men det er ligesom først da Mennesket gør os opmærksomme på det, at det egentlig går op for os. Vi kigger nervøst på hinanden, men tænker nok alle at det ikke vil blive så slemt.

I mine mange år på ruten, har der endnu ikke været ændret på afgangstiderne og på denne mandag morgen har jeg lykkelig glemt alt om ændringerne trods Menneskets forsøg op at yde en god service ugen forinden. Jeg står på stationen og kigger ud mod Storebæltsbroen. Jeg kigger efter mit tog. Jeg elsker når jeg kan se togets lygter i det fjerne. Det er så smukt. Jeg elsker ting som er smukke. Togets lygter er smukke i mørket.

Minutterne går og intet tog er at se. Jeg går hen til en informationsskærm og ser det der får det til at løbe koldt ned af min ryg. 7.19 står der på skærmen. Normalt står der 7.11. Og så kommer jeg i tanke om hvad Mennesket fortalte. Den nye køreplan. Den fordømte nye køreplan.

Da toget ruller ind på perronen ser jeg at et større selskab sidder i min elskede Vogn 11, så jeg tager en beslutning om at sætte mig i Vogn 21. Da jeg kommer ind i Vogn 21 ser jeg Det grydehår, Chefen og Damen med den hidsige sweater, som åbenbart også har valgt Vogn 11 fra grundet det større selskab. Det grå grydehår ser ud som om en læge netop har fortalt at Det grå grydehår lider af en dødelig sygdom og har få uger tilbage at leve i. Det grå grydehår kigger ned på sit armbåndsur, så rundt i kupéen, så ned på sit armbåndsur. Det grå grydehår sveder og har våde øjne. Engang satte Suzanne Bjerrehus sig ved siden af Det grå grydehår. Reaktionen på den nye køreplan, samt den fyldte Vogn 11, minder meget om reaktionen over Suzanne Bjerrehus. Svær angst og manglende tryghed.

Mennesket kommer ind i kupéen. Mennesket ser stresset ud. Mennesket har nok fået mange spørgsmål om de nye tider. Jeg forestiller mig at Mennesket også er påvirket af den nye køreplan. Mennesket deler rundstykker ud. Jeg får abrikosmarmelade og spørger pænt Mennesket og jeg kan få byttet marmeladen til en jordbær eller hindbær. Mennesket nikker. Mennesket ved det godt. Men på denne morgen er vi alle påvirket. Chefen får naturligvis også en abrikosmarmelade. Chefen spørger Mennesket om den også kan blive byttet. “Der er IKKE andet” svarer Mennesket vredt. Chefen skal til at spørge om hvordan Mennesket kan vide det, men Mennesket skriger skingert tilbage at Mennesket ikke vil høre mere om den nye køreplan. Det grå grydehår lukker øjnene og finder sit glade sted.

Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden ser vild ud i øjnene. Hjemmeværnsmanden flår sin jakke af og kaster den aggressivt op på hattehylden. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Hjemmeværnsmanden nikker ikke.

Hjemmeværnsmanden får skænket kaffe og sat sig. Hjemmeværnsmanden sukker. Minutterne går. Toget forlader ikke Sorø Station. Da vi har holdt på Sorø Station i en 5 minutter drøner et lyntog forbi os og kort tid efter begynder vores tog at køre. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet da Hjemmeværnsmanden ser Mennesket.

“8 minutter på stationen, 6 minutter i toget. Til grin i 14 minutter! Nu kommer jeg for sent og hvad vil i gøre ved DET!”.

Hjemmeværnsmanden er vred. Mennesket venter nogle sekunder efter at Hjemmeværnsmanden er færdig med at råbe. “Er du færdig?” spørger Mennesket køligt. “Nye afgangstider og et længere ophold i Sorø, så lyntoget kan overhale. Dette er grundet den nye køreplan”. Hjemmeværnsmanden bliver rød i hovedet af raseri. “JEG SKAL FANDME IKKE VENTE PÅ ET LYN…”. Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Mennesket afbryder. “Send en klage!” råber Mennesket.

Hjemmeværnsmanden prøver med en sidste sætning, men Mennesket råber “SLUT!”. Mennesket forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene. “Det er typisk. Lyntogspendlerne skal altid behandles bedre end os intercitypendlere. Sådan har det altid været”. Jeg tænker lidt over det og husker pludselig alle de gange hvor mit tog har skulle holde og vente på at et lyntog skulle passere. “De glemmer at det ikke er de rigtige pendlere som rejser i lyntog. Det er kun mennesker som skal på ferie”. Hjemmeværnsmanden har helt ret. Lyntoget er proppet med Engangspendlere. “Men nu skal det være slut. Jeg vil ikke længere finde mig i det. Jeg klager!”. Hjemmeværnsmanden slår i bordet mens Hjemmeværnsmanden siger ordet “klager”. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden klager meget. “Én gang om måneden. Mindst” Hjemmeværnsmanden ser meget alvorlig ud. “Ser du, det er vores pligt. Hvorfor tror du at vi har det så godt herinde? Det er ikke kommet ud af ingenting.”

Igen bliver jeg betaget af Hjemmeværnsmandens visdom. Selvfølgelig har livet ikke altid være så godt på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden har kæmpet mange kampe for os DSB 1′ pendlere. Engang var der sikkert ikke vand. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der vand. Engang var der sikkert ikke en snackkurv. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der en snackkurv. Engang var der sikkert ikke aviser. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der aviser. Jeg bliver lidt rørt over Hjemmeværnsmandens rolle i hvor godt vi har det på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden nikker til mig og finder sin computer frem. Jeg kan se det i Hjemmeværnsmandens øjne. Det er klagetid.

På Roskilde Station har Den blege bankmand også valgt Vogn 11 fra og kommer ind i Vogn 21. Den blege bankmand ser nervøs ud. “Jeg har ventet i 12 minutter, er det virkelig..”. Den blege bankmand bliver afbrudt af Hjemmeværnsmanden, som knipser for at få Den blege bankmands opmærksomhed. Den blege bankmand kigger på Hjemmeværnsmanden, som peger ned på sin computer og nikker. Den blege bankmand nikker forstående tilbage til Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand har forstået hvad der er i gang. Det forstår vi alle. Det gør os trygge denne mandag morgen.

Hjemmeværnsmanden gør os trygge.

Æggemanden og den gennemsigtige skjorte

adminmarts 13, 2015 0 Comments

Kære læser, det er vigtigt at du har læst min præsentation af Æggemanden, før du læser dette indlæg.

Det er februar. Det har været gråvejr i 5 måneder. Det er tirsdag – ugens værste dag – og det regner. Det skal vise sig at blive den hårdeste dag meget længe.

Jeg kommer ind i Vogn 11 og indtager Plads 26 som altid. I kupéen sidder Chefen, Æggemanden og 2 Engangspendlere. Æggemanden sidder ved siden af mig på den anden side af midtergangen på Plads 28 og Chefen sidder skråt over for mig på Plads 27. Chefen er i et meget blandet humør. Chefen skal til lufthavnen og flyve til London. Jeg har på fornemmelsen at Chefen skal fremlægge noget for Chefens chef i London og at det der skal fremlægges ikke er noget Chefen er tilfreds med. Chefen taler højt i telefon.

“THEN YOU MUST DO IT ALL OVER! OPTIMIZE, OPTIMIZE, OPTIMIZE! SALE, SALE, SALE!” råber Chefen pludselig. Chefen lægger røret på, slår i bordet og laver Smilet til mig. Jeg har øvet mig længe på et retur-smil og jeg er næsten ved at være der. Det starter med at smiler så meget jeg kan. Normalt er jeg typen som smiler med lukket mund, men når jeg returnerer Chefens Smil, så lader jeg min overlæbe trække ca. 2 cm op, så mine fortænder kommer til syne. Det er som at det med overlæben også får Chefens overlæbe til at gå 2 cm op. Hvis jeg så virkelig strammer mig an, kan jeg få min overlæbe til at komme et lille stykke længere op. Dette returnerer Chefen ved også at trække overlæben højere op. Chefens overlæbe kan dog trækkes højere op end min. Den kan faktisk næsten blive et med næsen.

Toget er nået til Slagelse og Æggemanden begynder at sidde uroligt. Æggemanden er rygetrængende og sidder allerede klar med en lighter og en pakke grønne Look. Æggemanden ser træt ud. Meget træt. Æggemandens skjorte er våd af sved under armene og Æggemanden har dybe sorte render under øjnene. På Sorø Station løber Æggemanden ud af toget og ned på perronen i den silende regn. Toget holder på Sorø i 6 minutter hvilket er nok til at Æggemanden kan nå at ryge 2 cigaretter.

Jeg ser ned på perronen og der står Æggemanden og ryger. I et massivt regnvejr. Æggemanden har ikke taget jakke på og den hvide skjorte er ikke længere kun våd under armene. Æggemanden kommer tilbage til sin plads. Æggemandens hvide skjorte er helt gennemsigtig og jeg kan se Æggemandens brystvorter gennem den hvide skjorte. Ydmygelserne vil ingen ende tage for Æggemanden. Chefen kigger med væmmelse på Æggemanden og ryster på hovedet. Æggemanden havde ikke overlevet længe i Chefens organisation. Chefen laver hurtigt Smilet da Æggemanden vender hovedet mod Chefen.

Æggemandens bord roder. Æggemanden taster løs på en gammel computer. Æggemanden sukker. Æggemanden taster videre. Æggemanden bladrer i papirer. Æggemanden holder hænderne op foran sine øjne og læner sig tilbage. Æggemandens telefon ringer. Æggemanden kigger nervøst på telefonen. Måske er det opkald grunden til at Æggemanden har virket ekstra nervøs.

Æggemanden besvarer opkaldet og taler med lav og ydmyg stemme. “Ja. Ja. Det ved jeg godt. Undskyld. Det gør jeg om lidt. Undskyld. Ja. Nej, selvfølgelig ikke.”

Det er helt tydeligt at Æggemanden får skæld ud af sin chef. Æggemanden har sikkert ikke nået hvad Æggemanden skulle. I Æggemandens firma kommer alle sikkert til Æggemanden. “Hey, Æggemand. Har du ikke tid til det her?” spørger Æggemandens kollegaer sikkert. Og Æggemanden kan ikke sige nej. Og nu her, tirsdag morgen, er Æggemanden bagud og får skæld ud. Under samtalen finder Æggemanden nogle papirer med krusseduller, som ligner notater, frem. Æggemanden læser højt fra disse papirer og jeg forestiller mig at det var noget Æggemanden skulle have skrevet rent og sendt til sin chef. Måske var der faktisk deadline igår. Da Æggemanden er færdig med samtalen lægger Æggemanden papirerne med notaterne ved siden af sin computer og går over til kaffeserveringen for at skænke kaffe. Man kan stadig se Æggemandens brystvorter gennem den våde hvide skjorte. Da Æggemanden kommer tilbage til sin plads stiller Æggemanden kaffen fra sig men får stillet den på hjørnet af en brugt morgenmadsbakke. Dette resulterer i at kaffen vælter ud over Æggemandens notater.

Æggemanden venter nogle sekunder imens Æggemanden kigger på de gennemblødte papirer. I de sekunder ser Æggemanden helt fortabt ud. Jeg tænker at disse notater har indeholdt noget som Æggemanden har brugt det meste af natten på. Alene i det store hus. Det store hus som engang rummede et lykkeligt ægteskab. Alene i det store hus med lidt for meget rødvin. Alene i den stue hvor børnene engang legede. Dengang før Æggemandens liv gik i tomgang i virksomhedens hamsterhjul.

Æggemanden tørrer kaffen op. Æggemanden prøver at tyde hvad der står på papirerne uden held. Og det ender med at Æggemanden smider de mange papirer ud. Chefen fniser. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Æggemandens elastik er helt slap og Æggemanden synker helt sammen i sædet. Æggemandens telefon ringer igen. Det går hurtigt op for mig at det er en af Æggemandens børn. Først ser Æggemanden opløftet ud, men det skal hurtigt vende. For under samtalen siger Æggemanden pludselig “Så i kommer ikke på lørdag alligevel?”. Den glæde der var at spore i Æggemandens ansigt forsvinder.

Jeg er sikker på at afbuddet skyldes den bitre kamp mellem Æggemanden og Æggemandens eks-kone. Æggemandens eks-kone har sikkert sagt til børnene at Æggemanden har været utro og generelt er et dårligt menneske. Det har fået Æggemandens børn til at aflyse lørdagens middag. En middag Æggemanden sikkert har glædet sig til i månedsvis. I de søvnløse nætter har lige netop denne middag været det eneste som har kunne frembringe et lille smil på Æggemandens læber. Nu skal Æggemanden sidde alene lørdag aften. Alene med den store sammenkogte ret, som Æggemanden havde planlagt at lave. Æggemanden havde sikkert allerede købt kød, bacon, champignon, cocktailpølser og rødvin. Jeg tager mig selv i at få våde øjne, men lader naturligvis som om at jeg har fået noget i øjet.

Kort tid efter kommer Mennesket gennem kupéen og ser Æggemandens kaotiske bord. “Sikke en svinesti!” udbryder Mennesket. “Havde du tænkt dig at jeg skulle rydde alt dit skrald op!”. Mennesket ryster på hovedet og fortsætter videre gennem toget. Her kan jeg ikke mere. Det er simpelthen for synd for Æggemanden. Jeg tager to skraldeposer og går hen til Æggemanden. Foran Æggemanden åbner jeg den ene pose, så Æggemanden kan putte sit skrald ned i den. Æggemanden smiler til mig. Jeg smiler igen med et “Der er lys for enden af enhver tunnel” smil.

“NO DISCOUNTS! NO MERCY!!” råber Chefen ind i sin telefon og slår i bordet.

Ikke alle dage er gode i Vogn 11.

Tak til Anna Mie Hansen for hendes fortolkning af Æggemanden

Rejsekortet

adminfebruar 8, 2015 0 Comments

Jeg bryder mig ikke om nye ting. Om forandring. Om ting der ikke er som er de plejer. Det er der ingen pendlere der gør. I hvert fald ikke rigtige pendlere.

Selv har jeg ikke foretage skiftet til et Rejsekort. Jeg er glad for mit pendlerkort. Der er utrolig mange minder og tryghed forbundet med mit pendlerkort. Det er en af de ting, som jeg holder allermest af. Jeg aner ikke om jeg kan spare penge på et Rejsekort, og jeg er også ligeglad. Jeg beholder mit blå pendlerkort.

Den blege bankmand var den første som skiftede det gamle pendlerkort ud med et Rejsekort. Den blege bankmand var igennem en lang proces inden Den blege bankmand foretog skiftet. I en lang periode havde Den blege bankmand en Rejsekortet-brochure og prisliste liggende i det store ringbind. Den blege bankmand brugte rigtig meget tid på at læse om Rejsekortet. På et tidspunkt tog Den blege bankmand også lommeregneren i brug.

Forrest i Den blege bankmands ringbind sidder en notesblok og den tager Den blege bankmand vigtige notater på. En morgen skrev Den blege bankmand “REJSEKORT” øverst på en side. Den blege bankmand satte en streg under “REJSEKORT” og skrev en lang række udregninger nedenunder. Der indså jeg at Den blege bankmand mente business med Rejsekortet.

Dag 1:

Det er onsdag og Den blege bankmand stiger på toget. Der er noget anderledes ved Den blege bankmand denne morgen. Den blege bankmand virker nervøs. Den blege bankmand tager sig flere gange til inderlommen i den sorte blazer. Så sætter Den blege bankmand sig, finder sit ringbind frem og til sidst tager Den blege bankmand sin pung frem. Ud af pungen tager Den blege bankmand sit nye Rejsekort. På Rejsekortet har Den blege bankmand fået trykt et billede af sig selv. Samme billede som pryder Den blege bankmands ringbind. Den blege bankmand ryster en smule på hænderne da Den blege bankmand skænker kaffe.

Billetteringen. Den blege bankmand ser nu for alvor nervøs ud. Det grå grydehår udbryder et “så….“. Alle i Vogn 11 sidder klar med det blå pendlerkort og stirrer på Den blege bankmand. Den blege bankmand holder sit nye Rejsekort op. Kontrolløren kigger først på de blå pendlerkort og når så til Den blege bankmand. Kontrolløren finder en maskine som lyser blåt frem. Kontrolløren peger på Den blege bankmands Rejsekort.

“Har jeg gjort noget forkert?” spørger Den blege bankmand nervøst. “Jeg har gjort som der stod!”

Kontrolløren beroliger Den blege bankmand. Alt er i orden. Den blege bankmand synker tilbage i sædet. Lettet. Det grå grydehår kigger med ærefrygt på Den blege bankmand. Og i et kort sekund tror jeg at Det grå grydehår overvejer at foretage skiftet. Men kort tid efter er det tydeligt at Det grå grydehår har opgivet den tanke. Smilet og det kortvarige overskud er væk. Det grå grydehår kigger trist ned i bordet.

Jeg beundrer virkelig Den blege bankmands mod. Hvis jeg havde foretaget skiftet havde jeg ikke luftet mit Rejsekort på den måde. Så havde jeg gemt det væk. Måske havde jeg stillet mig i mellemgangen, ventet på billetteringen og så sat mig ind i på Plads 26.

Dag 2:

Det er torsdag. Den blege bankmand stiger på toget og ligner en tordensky. Den blege bankmand flår ringbindet op af tasken og bladrer aggressivt i det. Den blege bankmand sidder uroligt i sædet. Den blege bankmand tager sig til hovedet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget. Det kan være meget svært at starte en samtale med en anden pendler. Ingen ønsker at tale med hinanden, men det kan være nødvendigt. Jeg fornemmer at det er nødvendigt. “Mere kaffe?” siger jeg og kigger på Den blege bankmand.

“50,- kroner!” snerrer Den blege bankmand og skuler til sit Rejsekort, som ligger ved siden af ringbindet. Jeg forstår nu hvad der er sket. Den blege bankmand har glemt at tjekke ud og har fået et gebyr på 50,-. Det gebyr har jeg læst om. Jeg skænker kaffe til Den blege bankmand. “Mælk eller sukker?” spørger jeg Den blege bankmand. Jeg ved at Den blege bankmand ikke bruger nogle af delene, men Den blege bankmand har brug for at fortælle mere.

“Jeg havde travlt og løb til ud til min bil. Det skal man straffes for. DET ER URETFÆRDIGT!“. Den blege bankmand slår i bordet. Det giver et sæt i Det grå grydehår, som efterfølgende lukker øjnene. Det gør Det grå grydehår når tingene bliver en tand for intenst. Jeg tror at Det grå grydehår går ind sig selv og finder sit glade sted. Engang gik Mennesket amok på en Engangspendler. Efterfølgende havde Det grå grydehår lukket øjne i præcis 16 minutter.

Dag 6:

Det er mandag. Min rejse går uden stor drama. Det tætteste på drama er da Damen med den hidsige sweater vælter en halv liter vand ud over et bord.

På Roskilde Station stiger Den blege bankmand ind i toget. Den blege bankmand var ikke med toget fredag. Måske har Den blege bankmand holdt en fridag. Jeg tror at Den blege bankmand har evalueret oplevelserne med Rejsekortet.

Den blege bankmand ser glad ud. Den blege bankmand er blevet klippet. Den blege bankmand har en blå/hvid stribet skjorte på. Normalt er Den blege bankmand iført hvid skjorte. Der er med andre ord en helt særlig gnist at spore i Den blege bankmand i dag.
Den blege bankmand finder ringbindet frem. Den blege bankmand finder sin pung frem. Og så sker det. Den blege bankmand kigger mig i øjnene og finder det blå pendlerkort frem. Den blege bankmand lægger stolt det blå pendlerkort ved siden af ringbindet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget.

“Man kan virkelig mærke at det bliver lysere dag for dag” siger jeg til Den blege bankmand.

“Det var en fejl” siger Den blege bankmand. Der bliver stille. Jeg fornemmer at Den blege bankmand ikke er færdig. “Snart er det også lyst når vi tager hjem” fortsætter jeg.

“Det duer ikke at pendle med et Rejsekort. Risikoen for selvforskyldte fejl er simpelthen for stor” siger Den blege bankmand. Mennesket kommer ind for at foretage en billettering. Den blege bankmand holder lettet og lykkelig det blå pendlerkort op. Mennesket nikker. Mennesket hader Rejsekortet. Mennesket er ekstra ond ved rejsende med et Rejsekort. Jeg tror i virkeligheden at det har været Den blege bankmands største frygt. At Mennesket skulle se Den blege bankmands Rejsekort. Den blege bankmand smiler. Jeg smiler. Der bliver stille igen. Den stilhed som alle pendlere holder så meget af.

Dag 10:

Det er torsdag. Jeg skal hjem fra arbejde. Jeg sætter mig i Vogn 21 i håb om at Hjemmeværnsmanden er med. Det gør jeg nogle gange. Nogle gange trænger jeg til at sidde med Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden sidder på sin vanlige plads i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden er i et særdeles højt humør og nynner en smule da papirerne bliver bladret igennem.

På Ringsted Station holder vi længere end normalt. En ældre herre forsøger forgæves at tjekke ud med sit Rejsekort nede på perronen men maskinen vil ikke. Hjemmeværnsmanden iagttager manden.

“Det er hvad der sker når computere skal gøre arbejdet” siger Hjemmeværnsmanden. “Så bliver vi mennesker gjort til grin“. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene.

“Det er dankortet om igen“.

Hjemmeværnsmanden Part 3 – den aflåste Vogn 21

adminfebruar 4, 2015 0 Comments

Det er tirsdag morgen. Jeg lægger mærke til det da toget kører ind på Korsør Station. Vogn 21 til 24 er aflåst. Den er sikkert galt med strømmen eller toiletterne i de vogne. Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er Vogn 11 der er ramt. Det har været en lortemorgen. Jeg har sovet elendigt og har en travl dag forude.

Jeg går ind i Vogn 11 og ser til min glæde at Chefen er den eneste i Vogn 11. Chefen sidder på Plads 22, så Plads 26 er ledig. Min morgen bliver langsomt bedre. Chefen har en god dag. En rigtig god dag. Chefen er solariebrun som aldrig før og Chefen taler om sig selv i 3. person i sin iPhone. Chefens skjorte er mintgrøn. Det er en god dag for Chefen.

Mennesket kommer med morgenmad. Mennesket har husket hindbærmarmelade til mig. Da Mennesket stiller morgenmadsbakken foran mig, peger Mennesket på marmeladen og nikker til mig. Jeg nikker igen til Mennesket. Mennesket kigger vredt på Chefen og stiller en morgenmadsbakke med abrikosmarmelade foran Chefen. Mennesket peger på Chefens marmelade og nikker til mig. Jeg nikker tilbage til Mennesket.

Jeg læner mig tilbage og nyder morgenen som gradvist bliver bedre. Toget når til Sorø og der sker nu noget….

Ind i DSB 1′ kupéen i Vogn 11 kommer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er forpustet og ser meget oprørt ud. Hjemmeværnsmanden sætter sig på Plads 28 – skråt overfor Chefen. Det er lang tid siden at Hjemmeværnsmanden har set så vred ud. Hjemmeværnsmanden nikker dog til mig.

Jeg tænker over Hjemmeværnsmanden morgener. Jeg tror at alt er planlagt. Foran Hjemmeværnsmandens seng har Hjemmeværnsmandens kone stillet Hjemmeværnsmandens sutsko, så Hjemmeværnsmanden træder direkte ned i dem når Hjemmeværnsmanden står op. Herefter har Hjemmeværnsmandens kone lavet kaffe og smurt et styke brød til Hjemmeværnsmanden. Altid den samme kop. Altid den samme tallerken (måske en af hærens jubilæumstallerkner). Måske spiser Hjemmeværnsmanden rugbrød om morgenen. Med kødpålæg. Aftenen forinden har Hjemmeværnsmanden lagt næste dages tøj frem. Måske er Hjemmeværnsmanden blevet irriteret, hvis den rigtige ferie t-shirt ikke er ren.

“Hvor er Tunesien-trøjen” spørger Hjemmeværnsmanden nok sin kone.
“Den havde du jo på i søndags…” svarer konen.
“For saaatan….” svarer Hjemmeværnsmanden vredt.

Jeg tænker også at Hjemmeværnsmanden har en meget fast rutine med transporten til Sorø Station. Måske hører Hjemmeværnsmanden det samme stykke musik i bilen hver morgen. Måske er er det marchmusik? Måske er det noget gammel dansk musik. Det er svært at sige. Jeg er ihvertald sikker på at Hjemmeværnsmanden går efter den samme parkeringsplads hver dag og at Hjemmeværnsmanden går langt for at få denne plads.

I dag har Hjemmeværnsmanden en “London” t-shirt på. Der er et billede af Big Ben på den. Mennesket kommer ind i Vogn 11 for at billettere og Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.

“HVORFOR FANDEN ER VOGN 21 LÅST AF!?” råber Hjemmeværnsmanden. “JEG HÅBER FANDME AT I HAR EN GOD GRUND!“.

Mennesket svarer at dele af togets klimaanlæget er gået i stykker og at togets personale er blevet pålagt at lukke de berørte vogne. Hjemmeværnsmanden kommer med et “For saaaatan…” og sætter sig. Chefen har en del gadgets liggende på bordet, hvilket tydeligvis irriterer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager sin computer frem og stiller på bordet. Hjemmeværnsmanden skubber så til Chefens iPad indtil den ryger ned på sædet ved siden af Chefen. Hjemmeværnsmanden kigger på mig og nikker. Chefen bliver irriteret og udbryder: “Du kunne jo spørge om du kunne få mere plads!“. Hjemmeværnsmanden deler bordet i 2 dele med armen og siger uden at kigge på Chefen. “Min halvdel” og peger på den ene halvdel af bordet. “Din halvdel” fortsætter Hjemmeværnsmanden og peger på den anden halvdel af bordet. Jeg tænker at det er ret logisk, men at Chefen nok ikke er vant til den slags. Chefen ryster på hovedet af Hjemmeværnsmanden og laver smilet til mig. Jeg ignorerer Chefens smil. Jeg har valgt side.

Chefens telefon ringer. Chefen kaster sig tilbage i sædet og griner højlydt. Det er en af Chefens venner. For der snakkes om en bytur og nogle damer. Hjemmeværnsmanden skal lige til at flyve op af sædet for at skælde ud, men indser at det er jo ikke er en Stillezone. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt ned i bordet. Jeg får ondt af Hjemmeværnsmanden. Hver gang Chefen hæver stemmen i sin telefonsamtale lægger jeg mærke til en ting på Hjemmeværnsmanden. Det er måske et tick. Måske en stressreaktion. Hjemmeværnsmandens venstre øre bevæger sig hver gang Chefen hæver stemmen. En centimeter op og så ned igen.

Chefen rejser sig og går mod toilettet. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. “Det er som regel de vigtige mennesker, som man er nødsaget til at sætte på plads” siger Hjemmeværnsmanden. “Det oplever jeg overalt hvor jeg er!” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger ud af vinduet. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden tænker. Hjemmeværnsmanden tænker sikkert på alle de gange Hjemmeværnsmanden har måtte sætte vigtige mennesker på plads. “Fandens!!” slutter Hjemmeværnsmanden af og kigger ned i sine papirer. Irritationen over den aflåste Vogn 21 er stadig at spore.

Chefen er kommet tilbage og vi er nået Ringsted Station. Ind på DSB 1′ træder 2 yngre mennesker. Jeg genkender den ene unge mand. Den unge mand er en relativt kendt hip hopper. De 2 unge mennesker sætter sig. Hjemmeværnsmanden rejser sig og går hen til de 2 unge mennesker for at foretage den civile billettering.

“I er klar over at dette er DSB 1′ ?” spørger Hjemmeværnsmanden. De 2 unge mennesker ignorerer Hjemmeværnsmanden. “Her skal man have en gyldig DSB 1′ billet“. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet og går tilbage til sin plads. “Det må kontrolløren klare!” siger Hjemmeværnsmanden og kigger på mig. Havde det været Vogn 21 havde Hjemmeværnsmanden helt sikkert klaret det. Men det er tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke føler sig hjemme i Vogn 11. Hjemmeværnsmanden kigger igen på mig. “Det er den typiske holdning hos ungdommen idag. Da jeg….”

Hjemmeværnsmanden når ikke videre i sætningen for nu træder Mennesket ind af døren. Mennesket kigger sultent på de 2 unge mennesker. Hjemmeværnsmanden smiler. Mennesket forbereder sig på at smide de unge mennesker væk. “Så skal jeg bede d’herre om at trække et andet sted hen end på DSB 1′, hvor man jo skal have en dyr billet” siger Mennesket og ser lykkelig ud.

Den kendte unge mand viser en DSB ‘1 billet til Mennesket. Mennesket stivner. Hjemmeværnsmanden rejser sig op for at se hvad der sker. Hjemmeværnsmanden ser billetten og stivner. Jeg kigger på Hjemmeværnsmandens øre. Det bevæger sig nu op og ned i en rask fart. Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Det er som om at det hele er blevet for meget for Hjemmeværnsmanden. Aflåst Vogn 21, Chefen, de unge mennesker. Hjemmeværnsmanden lukker øjnene. Chefens telefon ringer. Chefen ser med det samme vred ud.

“YOU NEED TO BE AGGRESSIVE! NO BACKING OUT!!” råber Chefen pludselig. “CLOSE CLOSE CLOSE!”.

Hjemmeværnsmandens øre bliver nu oppe. Det falder ikke ned igen. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt på mig. Et blik der fortæller at denne morgen er ødelagt for Hjemmeværnsmanden.

Da jeg skal til at stå af toget, prøver jeg med et “hehe” til Hjemmeværnsmanden på vej ud. Men Hjemmeværnsmanden gengælder ikke mit “hehe” med sit “høhø”.

Den kendte sanger

adminjanuar 27, 2015 0 Comments

Den kendte sanger er en meget kendt og folkekær sanger. Den kendte sanger rejser med tog fra tid til anden og således er jeg stødt på Den kendte sanger en hel del gange. Den kendte sanger kan godt lide at være kendt. Ja, Den kendte sanger holder faktisk utrolig meget af at være kendt. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke bryder mig om Den kendte sanger. Den kendte sanger er egentlig bare en Engangspendler. Men Den kendte sanger vil meget gerne have status af en rigtig pendler.

Det er en sen tirsdag eftermiddag og jeg sidder på Plads 26 i Vogn 11 mens toget holder på Københavns Hovedbanegård. Jeg ser Den kendte sanger gå forvirret rundt i cirkler nede på perronen. Den kendte sanger er iført et hvidt jakkesæt i hør. Den kendte sange går længe rundt på perronen. Og Den kendte sanger slingrer en anelse.

Den kendte sanger kommer langt om længe ind i Vogn 11 og sætte sig skråt overfor mig. Den kendte sangers hvide hør jakkesæt er krøllet, der er pletter på Den kendte sangers skjorte, Den kendte sangers hår er pjusket. Den kendte sanger er tydeligvis temmelig beruset. “Hvor fanden bliver den serveringsvogn af!!” råber Den kendte sanger. Den kendte sanger placerer fødderne på sædet overfor uden at tage skoene af. Toget forlader perronen og Den kendte sanger falder omgående i søvn. Der går ikke mange minutter, så begynder der at løbe en fin bane af savl ud af Den kendte sangers mund og ned på den hvide blazer af hør.

Jeg tænker at Den kendte sanger må have haft et hårdt program. Måske er en længere periode med koncerter slut og Den kendte sanger har holdt en brag af en efterfest. Ellers har Den kendte sanger en off-dag. Det kan vi jo alle have. Min sidste tanke er at Den kendte sanger måske har holdt et massivt alkoholmisbrug skjult fra offentligheden. Måske lurer skilsmisse og hussalg lige om hjørnet for Den kendte sanger. Jeg tager mig selv i at ønske Den kendte sanger modgang. Der skal altid være problemer med Den kendte sanger i toget, når Den kendte sanger endelig er med.

Omkring Høje Taastrup kommer Mennesket ind i Vogn 11 og er klar til at foretage en billettering. Mennesket kigger på Den kendte sanger og det er tydeligt at Mennesket deler min holdning om Den kendte sanger. Mennesket kigger på Den kendte sangers fødder på sædet overfor og så tilbage på Den kendte sanger. Mennesket bliver helt rød i hovedet og rusker hårdt i Den kendte sanger.

“FÅ SÅ DE FØDDER NED!” råber Mennesket ind i hovedet på Den kendte sanger. Den kendte sanger vågner forvirret op. Det er som om at det går op for Mennesket at Den kendte sanger er beruset. Mennesket er nu helt rød i hovedet. “KORT ELLER BILLET!” råber Mennesket til Den kendte sanger. Den kendte sanger begynder irriteret at lede alle lommer igennem, men finder ikke en billet. Den kendte sanger kigger ned i gulvet, det ser ud som om at Den kendte sanger prøver at sunde sig. Så kigger Den kendte sanger op på Mennesket, forsøger at smile og siger så: “Ved du ikke hvem jeg er? Jeg kan ikke finde min billet, kan vi finde ud af noget?”.

Menneskets ansigtskulør skifter fra rød til lilla. Mennesket råber ind i hovedet på Den kendte sanger:

“VI KAN FINDE UD AF EN KONTROLAFGIFT PÅ 750,- !”

Mennesket finder bødeblokken frem. Men i det samme kommer en af Menneskets yngre kvindelige kollegaer gennem kupéen. Hun ser Den kendte sanger og stopper op. Hun smiler forelsket til Den kendte sanger og spørger om der er nogle problemer. Mennesket svarer ikke men peger på bødeblokken. Kollegaen lægger hånden hen over Menneskets bødeblok og siger “Måske vi kan hjælpe Hr. Xxxxx i dagens anledning”. Den kendte sanger lægger sin hånd på kvindens hånd og siger tak. Den kendte sanger følger op med at invitere kvinden til en koncert. Mennesket lægger bødeblokken tilbage i lommen og kigger med et dræbende blik på den kvindelige kollega.

De 2 kontrollører forlader Vogn 11 og Den kendte sanger ser tilfreds ud. Men Den kendte sanger ser hurtigt efter sur ud igen. “Hvor fanden bliver den serveringsvogn af!!” udbryder Den kendte sanger og sidder uroligt på sit sæde. Mellem Roskilde og Ringsted kommer serveringsvognen endelig til Vogn 11. Den kendte sanger køber 4 kvarte flasker vin. Den første hvidvin åbnes under betalingen. Den kendte sanger tømmer halvdelen af flasken i en tår. Den kendte sanger er tørstig. Nu liver Den kendte sanger op. Den kendte sanger finder en MacBook frem og skriver løs. Til tider udbryder Den kendte sanger “NEJ!” eller “SÅ for fanden!”. Denne tilstand varer dog kun en små 10 minutter. Herefter falder Den kendte sanger igen i søvn. Og igen savler Den kendte sanger.

Det er tid til servering af snacks. Mennesket kommer tilbage til Vogn 11 med snackkurven. Mennesket ser at Den kendte sanger har stillet sin brune lædertaske på gulvet – ved sædet – i midtergangen. Mennesket rynker brynene og sparker til Den kendte sangers taske, så denne flyver et meters penge ned af midtergangen. Efterfølgende rusker Mennesket i Den kendte sanger.

“DER MÅ IKKE STÅ BAGAGE I MIDTERGANGEN, JEG VAR VED AT FALDE OVER DIN BAGAGE!”

Den kendte sanger kigger ned af mellemgangen og ser sin taske ligge et par meter længere nede. Den kendte sanger lunter ned efter sin taske og Mennesket kigger på mig. Mennesket smiler og nikker. Ingen sanger skal komme i Menneskets tog og diktere en dagsorden. Jeg nikker tilbage. Jeg smiler. Mennesket smiler. Jeg smiler igen. Ingen kendt sanger skal diktere noget som helst i vores vogn.

Mennesket serverer ikke snacks til Den kendte sanger.

Tanker om Mennesket

adminjanuar 19, 2015 0 Comments

Dette indlæg er lidt anderledes end de andre, som i indtil videre har læst, kære læsere. For tiden er Mennesket med på de fleste af mine daglige rejser. Mennesket er efterhånden godt beskrevet i denne blog, så jeg vil i dette indlæg ikke bruge tid på at beskrive Mennesket yderligere. Derimod har jeg gjort mig rigtig mange tanker om hvordan Mennesket er blevet som Mennesket er blevet. Hvad der ligger til baggrund for de ofte meget aggressive kampe, som Mennesket vælger at føre dag efter dag. Med andre ord, så er dette mine tanker om Menneskets liv og det er udelukket resultatet af mine spekulationer.

Mennesket er vokset op med Statsbanerne i blodet. Menneskets far var togfører og Menneskets mor arbejdede i det administrative felt ved Statsbanerne. Jeg er sikker på at både Menneskets mor og far satte en stor ære i at arbejde for Statsbanerne. Måske havde Menneskets mor kage med hjem når generaldirektøren fyldte år. Jeg tror at Menneskets i en meget tidlig alder blev introduceret til toge og togdrift. Jeg tænker at når Mennesket sad på potten, så gav moderen læsestof om Statsbanerne til Mennesket. Måske et personaleblad. Så sad Mennesket der på potten og kiggede på billeder af tog – alt imens kaldet til Statsbanerne blev stærkere og stærkere.

Mennesket har et mål gennem hele skolegangen, selvfølgelig et job ved Statsbanerne. Og målet; at køre toget. Desværre bærer Mennesket meget stærke briller grundet et svagt syn og her tror jeg at den første rigtige afvisning i livet har fundet sted. Et nederlag, som til den dag i dag piner Mennesket. Mennesket kunne ikke køre tog grundet det svage syn. Det har dog ikke stoppet Mennesket i at arbejde ved Statsbanerne. Statsbanerne har alle dage været Menneskets kald.

Mennesket finder en kone. Desværre det ikke muligt at finde en kone internt ved Statsbanerne, så Mennesket har fundet en kone med et administrativ job inden for det offentlige. Måske Måløv Kommune. Det er et svært ægteskab. Mennesket er meget væk. Mennesket tager mange vagter og det er svært at opretholde gejsten i ægteskabet. I start 1988 vælger Menneskets kone at lade sig skille fra Mennesket. Her følger en svær periode i Menneskets liv. En tid hvor Mennesket tvivler på sig selv. Tvivler på kaldet. Tvivler på en fremtid i Statsbanerne. Et sted der har kostet Mennesket så dyrt.

25. april 1988 kl. 06 ringer Mennesket til sin chef og melder sig syg. Den første og sidste sygedag i Menneskets efterhånden lange liv. Det er ikke et rart opkald. Menneskets hænder ryster. Mennesket står ikke op af sengen den dag. Mennesket vender og drejer livet. Prøver at finde hoved og hale i det hele. Så tænder Mennesket for radioen og kommer ind midt i Radioavisens Ekstranyheds udsendelse. “8 dræbt i togulykke i Sorø” siger oplæseren. Mennesket ringer til en kollega for at høre hvilket tog, der er forulykket. Mennesket er tæt på at besvime da Mennesket hører at det er IC 104, som er forulykket og at 8 mennesker har mistet livet og 70 mennesker er såret. IC 104 er Menneskets afgang. Menneskets liv. Og blot 4 timer tidligere ringede Mennesket til Menneskets chef og meldte sig syg.

De følgende timer bliver afgørende i Menneskets liv. Mennesket tager en stor beslutning. Mennesket tager Sorø-ulykken på sine skuldre. Mennesket er overbevist om at hvis Mennesket havde været på IC 104 på det tidspunkt, så havde Sorø-ulykken ikke fundet sted. Hvor der før havde været en tvivl om hvorvidt kaldet til Statsbanerne var det rigtige, har Mennesket nu besluttet sig. Kaldet til Statsbanerne har aldrig været stærkere.

“ALDRIG IGEN!” har Mennesket skrevet på alle sider i en notesbog. Flere gange med streg under.

De næste uger klipper Mennesket avisartikler ud, optager nyhedsudsendelser og går ture ved ulykkesstedet. De mange udklip sætter Mennesket ind i et ringbind, men de rigtige vigtige artikler hænger Mennesket op på væggen. Blandet andet gennemgangen af ulykken fra DSB personalebladet. Den kopierer Mennesket, så den både hænger i stuen og i køkkenet. “ALDRIG IGEN” har Mennesket også skrevet på hver kopi.

Mennesket går nu mere op i sit job end nogensinde før. Mennesket laver aggressive billetteringer. Mennesket udskriver bøder. Mennesket forlanger ro og orden og ikke mindst respekt for DSB’ regler. Mennesket vil ikke længere acceptere rejsende, som på en eller anden måde kan bringe rejsen i fare. Mennesket registrerer hvornår rejsende går på toilettet, og er de der længere end nødvendigt, er Mennesket der og forlanger en billettering. Ser Mennesket bagage i midtergangen, bliver Mennesket vred. Det er sikkerhedsbrud, som Mennesket hverken kan eller vil acceptere. Mennesket ifører sig i alt slags vejr den fulde uniform. “Det er vigtigt at give de rejsende en tryghed, uniformer giver tryghed” tænker Mennesket og tænker tilbage på faderens smukke brune uniform.

Kollegaerne begynder at trække sig. Der snakkes om Mennesket på Hovedbanegårdens frokoststue når Mennesket ikke er der. Der trækkes lod om hvem der skal dele vagt med Mennesket.

Mennesket bryder sig ikke længere om at være hjemme. Mennesket vil hellere sove i de kabiner, som kontrollørerne har på udvalgte stationer. Her er Mennesket tæt på togene. Tæt på Statsbanerne. Her kan Mennesket hurtigt reagere. Sådan har det ny været i siden den sorte dag – 25. april 1988.

Her snart 30 år efter Sorø-ulykken fortsætter Mennesket ufortrødent sin kamp ved Statsbanerne. Kampen for at den store tragedie fra 1988 aldrig må gentage sig. Ingen kompromis. Ingen lempelser af regler. Aldrig mere Sorø 1988 siger Mennesket til sig selv. Hver eneste dag.

Udklip fra DSB personalebladet, som Mennesket har hængende i køkken og stue: