Den nye kontrollør – utryghed og krig

Dette indlæg er en fortsættelse af indlægget om Hjemmeværnsmanden, Vildmanden med skærmbrillen og foldecyklen.

Det er torsdag morgen. Jeg sidder i DSB 1′ Stillezonen i Vogn 21 og Den nye kontrollør er med i dag. Den nye kontrollør er en ung mand. Den nye kontrollør har kørt på strækningen i 5 måneder nu. Den nye kontrollør er korrekt påklædt. Den nye kontrollør billetterer venligt, dog bestemt. Den nye kontrollør går op sit job.  Så hvad er problemet?

Det er svært for os pendlere at tage en ny kontrollør ind. At acceptere en ny kontrollør. Det tager lang tid før en ny kontrollør forstår det stramme og uskrevne regelsæt på DSB 1′. Det tager lang tid før en ny kontrollør lærer os nøglependlere at kende. En del af de rutinerede kontrollører spørger mig ikke længere om kort eller billet. Mennesket gør selvfølgelig. Men de fleste andre nikker blot til mig. “Det er i orden, hr” siger de. Det kan jeg godt lide. Det tror jeg alle vi rigtige pendlere kan lide. Så føler vi os vigtige. Det kan vi godt lide. Vi kan godt lide at føle os vigtige.

Det grå grydehår er en af dem som har sværest ved at vænne sig til nye ting. Engangspendlere, nye kontrollører og især kvindelige personligheder skræmmer Det grå grydehår. Engang satte Suzanne Brøgger sig ved siden af Det grå grydehår. Der gik Det grå grydehår på ganske kort tid igennem en række følelser:

Frygt – Det grå grydehår lignede en der var ved at få et massivt angstanfald.
Sorg – Det grå grydehår fik våde øjne og, og tror jeg, var meget tæt på at græde.
Vrede – Det grå grydehår insisterede, på en meget ophidset og vred måde, på omgående at komme ud fra sin plads.

Her 5 måneder efter at Den nye kontrollør er begyndt at billetterer på vores rute udviser Det grå grydehår et lignende reaktionsmønster når Den nye kontrollør billetterer. Det grå grydehår har endnu ikke kigget Den nye kontrollør i øjnene og  er tydeligvis stadig stærkt påvirket af det nye element på rejsen.

Det grå grydehår er ikke den eneste, som har det svært ved nye ting. Den blege bankmand har flere gange udvist en stor angst overfor nye tiltag. Kaffen og Rejsekortet er gode eksempler. Bag det hårde forretningsmenneske gemmer der sig et  menneske, som frygter det nye. På den måde minder Den blege bankmand og jeg meget om hinanden. Den blege bankmand har svært ved at vænne sig til Den nye kontrollør. Den nye kontrollør billetterer altid når Den blege bankmand er ved at skænke kaffe. Det ved de rutinerede kontrollører at man ikke skal. Ingen billettering inden for de første 5 minutter efter at toget har forladt stationen. Der skænker vi kaffe. Finder vores ting frem. Sætter os til rette. Den blege bankmand reagerer meget voldsomt når billetteringen foretages så tidligt på rejsen. “Du kan vel vente et øjeblik” snerrer Den blege bankmand ofte og ryster på hovedet.

Der er dog en helt bestemt pendler, som Den nye kontrollør er kommet rigtig skævt ind på. Og det er ikke hvilken som helst pendler. Efter at Den nye kontrollør truede Hjemmeværnsmanden med en kontrolafgift for det ulæselige og kaffeødelagte pendlerkort har Hjemmeværnsmanden ført sin helt egen lille krig mod Den nye kontrollør.

Tilbage til toget denne torsdag morgen. Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden har lyse bukser på og en “Jeg elsker Himmelbjerget” t-shirt på. Hjemmeværnsmanden kigger intensivt efter hvilken kontrollør der er på rejsen i dag. Da Hjemmeværnsmanden ser Den nye kontrollør rynker Hjemmeværnsmanden brynene. Hjemmeværnsmanden flytter som det første alle vandflasker fra stillezonen til kaffeserveringen i den anden del af DSB 1′ kupéen. Det går helt utrolig hurtigt. Lynhurtigt er Hjemmeværnsmanden tilbage på sin plads. Hjemmeværnsmanden lægger sit spritnye blå pendlerkort frem på bordet og kigger stolt på det. Hjemmeværnsmanden nikker til mig. Jeg nikker tilbage. Jeg er med på hvad der nu skal ske. Nu mener Hjemmeværnsmanden business. Hjemmeværnsmanden er klar til kamp. Hjemmeværnsånden raser i Hjemmeværnsmandens årer.

Ind i stillezonen kommer Den nye kontrollør. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.

“Det er ikke for sjov at jeg betaler over 3000,- hver eneste måned for at køre i tog! Hvor er mit vand!”

Hjemmeværnsmanden smiler triumferende til mig mens Den nye kontrollør ser på. Den nye kontrollør forsvinder ud efter vand. Hjemmeværnsmanden sætter sig og kommer med et “høhø“.  Den nye kontrollør kommer tilbage med 5 flasker vand. “Det var bedre” grynter Hjemmeværnsmanden.

Må jeg se kort eller billet?” spørger Den nye kontrollør. Jeg kan se på Hjemmeværnsmanden at Hjemmeværnsmanden har ventet på dette øjeblik. Hjemmeværnsmanden holder det spritnye pendlerkort helt op i ansigtet på Den nye kontrollør. “Kan du så læse teksten DENNE gang!?” råber Hjemmeværnsmanden. Den nye kontrollør svarer meget afdæmpet og roligt at Hjemmeværnsmanden jo havde vist et ugyldigt kort sidst og at Den nye kontrollør havde været large og ikke givet Hjemmeværnsmanden en kontrolafgift. Den nye kontrollør lader sig ikke provokere. Jeg kan se at det gør Hjemmeværnsmanden endnu mere ond i sulet.

“Nu skal jeg fortælle dig en ting, unge mand. Jeg har kørt på denne strækning i rigtig mange år. Helt tilbage fra tiden med Sølvpilen har jeg dagligt kørt på denne strækning. Og jeg har ALDRIG fået en kontrolafgift. Jeg ka…”

Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Den nye kontrollør afbryder. “Så var det da godt at jeg var large. Og nu må jeg bede dig om at være stille herinde. Det er en stillezone”. Den nye kontrollør fortsætter videre gennem toget. Som om intet var sket.

Hjemmeværnsmanden går i stå. Hjemmeværnsmanden er chokeret. Jeg er chokeret. Hjemmeværnsmanden sætter sig og slår i bordet. “For saaatan”. Hjemmeværnsmanden tager sin computer op og hamrer løs i tastaturet. Sidste jeg så Hjemmeværnsmanden hamrer så hårdt i tastaturet var da kaffen blev skiftet.

Fortsættes…..

Hjemmeværnsmanden, Vildmanden med skærmbrillen og foldecyklen

Det er en god idé at kende til Vildmanden med skærmbrillen inden man læser dette indlæg.

Det er mandag eftermiddag og jeg står på Høje Taastrup Station og venter på toget.

Jeg står i mine egne tanker. Ofte tænker jeg på tog når jeg står i mine egne tanker, men lige den dag tænker jeg på færger. Jeg tænker på Storebæltsfærgerne. Jeg dagdrømmer om at Storebæltsfærgerne stadig sejler og at Storebæltsbroen ikke er bygget. Mine tanker er ved at blive rigtige gode. Jeg ser for mig at jeg skal til Fyn. Jeg sidder på Plads 26 i Vogn 11. Jeg har kaffe i mit krus. Mit tog ruller ind på den prægtige færge. Jeg mærker de her dejlige kuldegysninger ned af ryggen. Dem får jeg når jeg har rigtig gode tanker.

Idet jeg forestiller mig at jeg skal op på færgens dæk, bliver jeg forstyrret af en stor mand med en foldecykel – altså sådan en cykel, som kan klappes sammen. Det er mørkt så jeg ser ikke først hvem det er, men da de 2 cykelhjelme kommer til syne kan jeg se hvem det er. Det er Vildmanden med skærmbrillen. Selvfølgelig er det Vildmanden med skærmbrillen, som skal flå mig ud af mine tanker om færger. Vildmanden med skærmbrillen kæmper med foldecyklen og får undervejs sin finger i klemme.

“AV FOR HELVEDE” brøler Vildmanden med skærmbrillen. Mine tanker om færger er knust.  I stedet skal jeg nu se på Vildmanden med skærmbrillen kæmpe med en foldecykel. Der er ikke langt fra toppen til bunden.

Vildmanden med skærmbrillen har udover foldecykel og 2 cykelhjelme en kæmpe rygsæk og en kæmpe kuffert med. Tog kører ind til perronen og Vildmanden med skærmbrillen kæmper for at få alt bagagen op i toget. Jeg har bestilt en pladsbillet til DSB 1′ Stillezone i Vogn 21, da alle pladser på DSB 1′ i Vogn 11 er udsolgt. Til min rædsel går Vildmanden med skærmbrillen også ind på DSB 1′ Stillezone i Vogn 21.

På sin vanlige plads sidder Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden virker irriteret. Hjemmeværnsmanden har en gul Malta t-shirt på. Måske er det grunden til at Hjemmeværnsmanden er irriteret. Normalt er Hjemmeværnsmanden iført en hvid ferie t-shirt. Jeg tænker at alle i ledelsen hos Hjemmeværnet har kommenteret den gule t-shirt. Til møder, til frokost, til flere møder. Hjemmeværnsmanden har sikkert fortrudt sit valg af t-shirt og Hjemmeværnsmandens dag er ødelagt grundet det.

Vildmanden med skærmbrillen starter kampen for at få al bagagen op på hattehylden. “Opsedasse” siger Vildmanden med skærmbrillen da kæmpekufferten er ved at være på plads på hattehylden. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på Vildmanden med skærmbrillen.

“Oooooopsedasse” siger Vildmanden med skærmbrillen da foldecyklen også er på plads på hattehylden.

“DETTE ER EN STILLEZONE! STILLEZONE!” Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og peger på “Stillezone” skiltet.

Vildmanden med skærmbrillen kigger forskrækket på Hjemmeværnsmanden og sætter sig. Men Vildmanden med skærmbrillen sidder som altid uroligt. Vildmanden med skærmbrillen er som altid ved at vælte computer da Vildmanden med skærmbrillen skal skænke kaffe iført høretelefoner. Hjemmeværnsmanden er nu rigtig irriteret. Jeg laver et blik til Hjemmeværnsmanden. Et blik som signalerer at dette på ingen måde afviger fra den vanlige opførsel fra Vildmanden med skærmbrillens side. Hjemmeværnsmanden fanger mit blik og nikker. Jeg nikker tilbage.

En ny togkontrollør kommer ind med snackkurven før billetteringen. “Hvordan i helvede kan du være sikker på at alle har gyldig billet til DSB 1′?” Hjemmeværnsmanden stirrer den nye og nu meget nervøse kontrollør dybt i øjnene. “Du kunne potentielt give DSB 1′ snacks til rejsende UDEN DSB 1′ billet” fortsætter Hjemmeværnsmanden. “Du er sgu nødt til at foretage billetteringen først. Og så dele snacks ud!” Den nye kontrollør undskylder og vender snackkurven mod Vildmanden med skærmbrillen. “ORV! KNÆKBRØD MED HUMUS!” nærmest råber Vildmanden med skærmbrillen ud i rummet da han, trods det samme udvalg i snart en måned, ser indholdet i snackkurven.

“UHHHHM” råber Vildmanden med skærmbrillen igen. Og her får Hjemmeværnsmanden nok. Hjemmeværnsmanden rejser sig. Farer hen foran “Stillezone” skiltet. “ER DET UMULIGT FOR DIG AT FORSTÅ DETTE SKILT!!!” skriger Hjemmeværnsmanden. Vildmanden med skærmbrillen svarer tilbage at Hjemmeværnsmanden jo nu selv står og råber og at der åbenbart er flere, som ikke forstår skiltet. Vildmanden med skærmbrillen griner af sin egen vittighed.

Hjemmeværnsmanden træder et skridt tilbage og ser helt svimmel ud. Hjemmeværnsmanden  sætter sig. “For saaaaatan” mumler Hjemmeværnsmanden.

Yderligere 10 minutter går. Efter Ringsted bremser toget hårdt op. Jeg når lige at tage fat i min kaffekop så den ikke vælter. Desværre er der ingen til at holde Vildmanden med skærmbrillens foldecykel. Foldecyklen ryger ned, rammer kanten af Vildmanden med skærmbrillens bord og falder der efter ned over Hjemmeværnsmandens taske, som vælter. En del papirer ryger ud af tasken. Hjemmeværnsmanden vender sig og ser det kaos, som udspiller sig på gulvet. Hjemmeværnsmanden kaster sig ned på gulvet, smider foldecyklen hen af gulvet og samler de vigtige papirer op. Jeg tænker at der er så vigtige informationer i de papirer at nationens sikkerhed potentielt kunne være i fare.

Da Hjemmeværnsmanden har samlet papirerne op skal Hjemmeværnsmanden rejse sig men får banket sit hoved op i sit bord med det resultat at koppen med kaffe vælter.

“SE HVAD DU HAR GJORT!!” råber Hjemmeværnsmanden til Vildmanden med skærmbrillen. Hjemmeværnsmanden henter servietter og opdager det så. Hjemmeværnsmandens blå pendlerkort ligger på bordet og svømmer i kaffe. Hjemmeværnsmanden går i stå. Hjemmeværnsmanden kigger på det blå pendlerkort. Hjemmeværnsmanden løfter det blå pendlerkort op af kaffen og stirrer på det, mens det drypper af. Hjemmeværnsmanden lægger det blå pendlerkort på pladsen overfor og tørrer kaffen op. Hjemmeværnsmanden kigger hele tiden på det blå pendlerkort mens Hjemmeværnsmanden tørrer løs. Herefter tager Hjemmeværnsmanden pendlerkortet op og kigger bedrøvet på det.

Vildmanden med skærmbrillen har under hele forløbet forsøgt at folde foldecyklen sammen igen. Det er som noget driller Vildmanden med skærmbrillen for Vildmanden med skærmbrillen bander og svovler over foldecyklen.

Hjemmeværnsmanden går hen imod Vildmanden med skærmbrillen og skal til at skælde ud, men inden da når Hjemmeværnsmanden  at åbne det blå pendlerkort. Hjemmeværnsmanden  sænker hovedet og sætter sig. Hjemmeværnsmanden må støtte sig armlænet. Og nu ser jeg det. Alt trykken i Hjemmeværnsmandens blå pendlerkort er tværet ud og det er ikke til at se hvad der står i det. Hjemmeværnsmanden lukker øjnene og ryster på hovedet. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis rystet ovenpå ødelæggelsen af det blå pendlerkort. Hjemmeværnsmanden slår øjnene op og stirrer direkte ned på Vildmanden med skærmbrillen. Hjemmeværnsmanden sætter sig op i sædet. “Din forb….”. Hjemmeværnsmanden når ikke længere for så går døren op og ind kommer den nye kontrollør.

“Må jeg have lov at se kort eller billet?” siger den nye kontrollør. Hjemmeværnsmanden synker tilbage i sædet og viser skamfuldt det ødelagte blå pendlerkort.

“Du skal have lavet dit periodekort” siger den nye kontrollør. “Jeg kunne faktisk give dig en kontrolafgift grundet dette. “

Hjemmeværnsmanden sænker hovedet. Jeg får sådan lyst til at give Hjemmeværnsmanden et kram. Men jeg nikker i stedet for til Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tøver men nikker efter lidt tid igen.

Fortsættelse følger…..

PS. Til dem som ikke ved hvad en foldecykel er:
0148534_foldecykel-barracuda

Rejsekortet

Jeg bryder mig ikke om nye ting. Om forandring. Om ting der ikke er som er de plejer. Det er der ingen pendlere der gør. I hvert fald ikke rigtige pendlere.

Selv har jeg ikke foretage skiftet til et Rejsekort. Jeg er glad for mit pendlerkort. Der er utrolig mange minder og tryghed forbundet med mit pendlerkort. Det er en af de ting, som jeg holder allermest af. Jeg aner ikke om jeg kan spare penge på et Rejsekort, og jeg er også ligeglad. Jeg beholder mit blå pendlerkort.

Den blege bankmand var den første som skiftede det gamle pendlerkort ud med et Rejsekort. Den blege bankmand var igennem en lang proces inden Den blege bankmand foretog skiftet. I en lang periode havde Den blege bankmand en Rejsekortet-brochure og prisliste liggende i det store ringbind. Den blege bankmand brugte rigtig meget tid på at læse om Rejsekortet. På et tidspunkt tog Den blege bankmand også lommeregneren i brug.

Forrest i Den blege bankmands ringbind sidder en notesblok og den tager Den blege bankmand vigtige notater på. En morgen skrev Den blege bankmand “REJSEKORT” øverst på en side. Den blege bankmand satte en streg under “REJSEKORT” og skrev en lang række udregninger nedenunder. Der indså jeg at Den blege bankmand mente business med Rejsekortet.

Dag 1:

Det er onsdag og Den blege bankmand stiger på toget. Der er noget anderledes ved Den blege bankmand denne morgen. Den blege bankmand virker nervøs. Den blege bankmand tager sig flere gange til inderlommen i den sorte blazer. Så sætter Den blege bankmand sig, finder sit ringbind frem og til sidst tager Den blege bankmand sin pung frem. Ud af pungen tager Den blege bankmand sit nye Rejsekort. På Rejsekortet har Den blege bankmand fået trykt et billede af sig selv. Samme billede som pryder Den blege bankmands ringbind. Den blege bankmand ryster en smule på hænderne da Den blege bankmand skænker kaffe.

Billetteringen. Den blege bankmand ser nu for alvor nervøs ud. Det grå grydehår udbryder et “så….“. Alle i Vogn 11  sidder klar med det blå pendlerkort og stirrer på Den blege bankmand. Den blege bankmand holder sit nye Rejsekort op. Kontrolløren kigger først på de blå pendlerkort og når så til Den blege bankmand. Kontrolløren finder en maskine som lyser blåt frem. Kontrolløren peger på Den blege bankmands Rejsekort.

Har jeg gjort noget forkert?” spørger Den blege bankmand nervøst.  “Jeg har gjort som der stod!

Kontrolløren beroliger Den blege bankmand. Alt er i orden.  Den blege bankmand synker tilbage i sædet. Lettet. Det grå grydehår kigger med ærefrygt på Den blege bankmand. Og i et kort sekund tror jeg at Det grå grydehår overvejer at foretage skiftet. Men kort tid efter er det tydeligt at Det grå grydehår har opgivet den tanke. Smilet og det kortvarige overskud er væk. Det grå grydehår kigger trist ned i bordet.

Jeg beundrer virkelig Den blege bankmands mod. Hvis jeg havde foretaget skiftet havde jeg ikke luftet mit Rejsekort på den måde. Så havde jeg gemt det væk. Måske havde jeg stillet mig i mellemgangen, ventet på billetteringen og så sat mig ind i på Plads 26.

Dag 2:

Det er torsdag. Den blege bankmand stiger på toget og ligner en tordensky. Den blege bankmand flår ringbindet op af tasken og bladrer aggressivt i det. Den blege bankmand sidder uroligt i sædet. Den blege bankmand tager sig til hovedet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget. Det kan være meget svært at starte en samtale med en anden pendler. Ingen ønsker at tale med hinanden, men det kan være nødvendigt. Jeg fornemmer at det er nødvendigt. “Mere kaffe?” siger jeg og kigger på Den blege bankmand.

50,- kroner!” snerrer Den blege bankmand og skuler til sit Rejsekort, som ligger ved siden af ringbindet. Jeg forstår nu hvad der er sket. Den blege bankmand har glemt at tjekke ud og har fået et gebyr på 50,-. Det gebyr  har jeg læst om.  Jeg skænker kaffe til Den blege bankmand. “Mælk eller sukker?” spørger jeg Den blege bankmand. Jeg ved at Den blege bankmand ikke bruger nogle af delene, men Den blege bankmand har brug for at fortælle mere.

Jeg havde travlt og løb til ud til min bil. Det skal man straffes for. DET ER URETFÆRDIGT!“. Den blege bankmand slår i bordet.  Det giver et sæt i Det grå grydehår, som efterfølgende lukker øjnene. Det gør Det grå grydehår når tingene bliver en tand for intenst. Jeg tror at Det grå grydehår går ind sig selv og finder sit glade sted. Engang gik Mennesket amok på en Engangspendler. Efterfølgende havde Det grå grydehår lukket øjne i præcis 16 minutter.

Dag 6:

Det er mandag. Min rejse går uden stor drama. Det tætteste på drama er da Damen med den hidsige sweater vælter en halv liter vand ud over et bord.

På Roskilde Station stiger Den blege bankmand ind i toget. Den blege bankmand var ikke med toget fredag. Måske har Den blege bankmand holdt en fridag. Jeg tror at Den blege bankmand har evalueret oplevelserne med Rejsekortet.

Den blege bankmand ser glad ud. Den blege bankmand er blevet klippet. Den blege bankmand har en blå/hvid stribet skjorte på. Normalt er Den blege bankmand iført hvid skjorte. Der er med andre ord en helt særlig gnist at spore i Den blege bankmand i dag.
Den blege bankmand finder ringbindet frem. Den blege bankmand finder sin pung frem. Og så sker det. Den blege bankmand kigger mig i øjnene og finder det blå pendlerkort frem. Den blege bankmand lægger stolt det blå pendlerkort ved siden af ringbindet. Jeg fornemmer at Den blege bankmand gerne vil fortælle noget.

“Man kan virkelig mærke at det bliver lysere dag for dag” siger jeg til Den blege bankmand.

Det var en fejl” siger Den blege bankmand. Der bliver stille. Jeg fornemmer at Den blege bankmand ikke er færdig. “Snart er det også lyst når vi tager hjem” fortsætter jeg.

Det duer ikke at pendle med et Rejsekort. Risikoen for selvforskyldte fejl er simpelthen for stor” siger Den blege bankmand. Mennesket kommer ind for at foretage en billettering. Den blege bankmand holder lettet og lykkelig det blå pendlerkort op. Mennesket nikker. Mennesket hader Rejsekortet. Mennesket er ekstra ond ved rejsende med et Rejsekort. Jeg tror i virkeligheden at det har været Den blege bankmands største frygt. At Mennesket skulle se Den blege bankmands Rejsekort. Den blege bankmand smiler. Jeg smiler. Der bliver stille igen. Den stilhed som alle pendlere holder så meget af.

Dag 10:

Det er torsdag. Jeg skal hjem fra arbejde. Jeg sætter mig i Vogn 21 i håb om at Hjemmeværnsmanden er med. Det gør jeg nogle gange. Nogle gange trænger jeg til at sidde med Hjemmeværnsmanden.  Hjemmeværnsmanden sidder på sin vanlige plads i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden er i et særdeles højt humør og nynner en smule da papirerne bliver bladret igennem.

På Ringsted Station holder vi længere end normalt. En ældre herre forsøger forgæves at tjekke ud med sit Rejsekort nede på perronen men maskinen vil ikke. Hjemmeværnsmanden iagttager manden.

Det er hvad der sker når computere skal gøre arbejdet” siger Hjemmeværnsmanden. “Så bliver vi mennesker gjort til grin“. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene.

Det er dankortet om igen“.

Hjemmeværnsmanden Part 3 – den aflåste Vogn 21

Det er tirsdag morgen. Jeg lægger mærke til det da toget kører ind på Korsør Station. Vogn 21 til 24 er aflåst. Den er sikkert galt med strømmen eller toiletterne i de vogne. Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er Vogn 11 der er ramt. Det har været en lortemorgen. Jeg har sovet elendigt og har en travl dag forude.

Jeg går ind i Vogn 11 og ser til min glæde at Chefen er den eneste i Vogn 11. Chefen sidder på Plads 22, så Plads 26 er ledig. Min morgen bliver langsomt bedre. Chefen har en god dag. En rigtig god dag. Chefen er solariebrun som aldrig før og Chefen taler om sig selv i 3. person i sin iPhone. Chefens skjorte er mintgrøn. Det er en god dag for Chefen.

Mennesket kommer med morgenmad. Mennesket har husket hindbærmarmelade til mig. Da Mennesket stiller morgenmadsbakken foran mig, peger Mennesket på marmeladen og nikker til mig. Jeg nikker igen til Mennesket. Mennesket kigger vredt på Chefen og stiller en morgenmadsbakke med abrikosmarmelade foran Chefen. Mennesket peger på Chefens marmelade og nikker til mig. Jeg nikker tilbage til Mennesket.

Jeg læner mig tilbage og nyder morgenen som gradvist bliver bedre. Toget når til Sorø og der sker nu noget….

Ind i DSB 1′ kupéen i Vogn 11 kommer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er forpustet og ser meget oprørt ud. Hjemmeværnsmanden sætter sig på Plads 28 – skråt overfor Chefen. Det er lang tid siden at Hjemmeværnsmanden har set så vred ud. Hjemmeværnsmanden nikker dog til mig.

Jeg tænker over Hjemmeværnsmanden morgener. Jeg tror at alt er planlagt. Foran Hjemmeværnsmandens seng har Hjemmeværnsmandens kone stillet Hjemmeværnsmandens sutsko, så Hjemmeværnsmanden træder direkte ned i dem når Hjemmeværnsmanden står op. Herefter har Hjemmeværnsmandens kone lavet kaffe og smurt et styke brød til Hjemmeværnsmanden. Altid den samme kop. Altid den samme tallerken (måske en af hærens jubilæumstallerkner). Måske spiser Hjemmeværnsmanden rugbrød om morgenen. Med kødpålæg.  Aftenen forinden har Hjemmeværnsmanden lagt næste dages tøj frem. Måske  er Hjemmeværnsmanden blevet irriteret, hvis den rigtige ferie t-shirt ikke er ren.

Hvor er Tunesien-trøjen” spørger Hjemmeværnsmanden nok sin kone.
Den havde du jo på i søndags…” svarer konen.
For saaatan….” svarer Hjemmeværnsmanden vredt.

Jeg tænker også at Hjemmeværnsmanden har en meget fast rutine med transporten til Sorø Station. Måske hører Hjemmeværnsmanden det samme stykke musik i bilen hver morgen. Måske er er det marchmusik? Måske er det noget gammel dansk musik. Det er svært at sige. Jeg er ihvertald sikker på at Hjemmeværnsmanden går efter den samme parkeringsplads hver dag og at Hjemmeværnsmanden går langt for at få denne plads.

I dag har Hjemmeværnsmanden en “London” t-shirt på. Der er et billede af Big Ben på den. Mennesket kommer ind i Vogn 11 for at billettere og Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.

HVORFOR FANDEN ER VOGN 21 LÅST AF!?” råber Hjemmeværnsmanden. “JEG HÅBER FANDME AT I HAR EN GOD GRUND!“.

Mennesket svarer at dele af togets klimaanlæget er gået i stykker og at togets personale er blevet pålagt at lukke de berørte vogne. Hjemmeværnsmanden kommer med et “For saaaatan…” og sætter sig. Chefen har en del gadgets liggende på bordet, hvilket tydeligvis irriterer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager sin computer frem og stiller på bordet. Hjemmeværnsmanden skubber så til Chefens iPad indtil den ryger ned på sædet ved siden af Chefen. Hjemmeværnsmanden kigger på mig og nikker. Chefen bliver irriteret og udbryder: “Du kunne jo spørge om du kunne få mere plads!“. Hjemmeværnsmanden deler bordet i 2 dele med armen og siger uden at kigge på Chefen. “Min halvdel”  og peger på den ene halvdel af bordet. “Din halvdel” fortsætter Hjemmeværnsmanden og peger på den anden halvdel af bordet. Jeg tænker at det er ret logisk, men at Chefen nok ikke er vant til den slags. Chefen ryster på hovedet af Hjemmeværnsmanden og laver smilet til mig. Jeg ignorerer Chefens smil. Jeg har valgt side.

Chefens telefon ringer. Chefen kaster sig tilbage i sædet og griner højlydt. Det er en af Chefens venner. For der snakkes om en bytur og nogle damer. Hjemmeværnsmanden skal lige til at flyve op af sædet for at skælde ud, men indser at det er jo ikke er en Stillezone. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt ned i bordet. Jeg får ondt af Hjemmeværnsmanden. Hver gang Chefen hæver stemmen i sin telefonsamtale lægger jeg mærke til en ting på Hjemmeværnsmanden. Det er måske et tick. Måske en stressreaktion. Hjemmeværnsmandens venstre øre bevæger sig hver gang Chefen hæver stemmen. En centimeter op og så ned igen.

Chefen rejser sig og går mod toilettet. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. “Det er som regel de vigtige mennesker, som man er nødsaget til at sætte på plads” siger Hjemmeværnsmanden. “Det oplever jeg overalt hvor jeg er!” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger ud af vinduet. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden tænker. Hjemmeværnsmanden tænker sikkert på alle de gange Hjemmeværnsmanden har måtte sætte vigtige mennesker på plads. “Fandens!!” slutter Hjemmeværnsmanden af og kigger ned i sine papirer. Irritationen over den aflåste Vogn 21 er stadig at spore.

Chefen er kommet tilbage og vi er nået Ringsted Station. Ind på DSB 1′ træder 2 yngre mennesker. Jeg genkender den ene unge mand. Den unge mand er en relativt kendt hip hopper. De 2 unge mennesker sætter sig. Hjemmeværnsmanden rejser sig og går hen til de 2 unge mennesker for at foretage den civile billettering.

“I er klar over at dette er DSB 1′ ?” spørger Hjemmeværnsmanden. De 2 unge mennesker ignorerer Hjemmeværnsmanden. “Her skal man have en gyldig DSB 1′ billet“. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet og går tilbage til sin plads. “Det må kontrolløren klare!” siger Hjemmeværnsmanden og kigger på mig. Havde det været Vogn 21 havde Hjemmeværnsmanden helt sikkert klaret det. Men det er tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke føler sig hjemme i Vogn 11. Hjemmeværnsmanden  kigger igen på mig. “Det er den typiske holdning hos ungdommen idag. Da jeg….

Hjemmeværnsmanden når ikke videre i sætningen for nu træder Mennesket ind af døren. Mennesket kigger sultent på de 2 unge mennesker. Hjemmeværnsmanden smiler. Mennesket forbereder sig på at smide de unge mennesker væk. “Så skal jeg bede d’herre om at trække et andet sted hen end på DSB 1′, hvor man jo skal have en dyr billet” siger Mennesket og ser lykkelig ud.

Den kendte unge mand viser en DSB ‘1 billet til Mennesket. Mennesket stivner. Hjemmeværnsmanden rejser sig op for at se hvad der sker. Hjemmeværnsmanden ser billetten og stivner. Jeg kigger på Hjemmeværnsmandens øre. Det bevæger sig nu op og ned i en rask fart. Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Det er som om at det hele er blevet for meget for Hjemmeværnsmanden. Aflåst Vogn 21, Chefen, de unge mennesker. Hjemmeværnsmanden lukker øjnene. Chefens telefon ringer. Chefen ser med det samme vred ud.

“YOU NEED TO BE AGGRESSIVE! NO BACKING OUT!!” råber Chefen pludselig. “CLOSE CLOSE CLOSE!”.

Hjemmeværnsmandens øre bliver nu oppe. Det falder ikke ned igen. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt på mig. Et blik der fortæller at denne morgen er ødelagt for Hjemmeværnsmanden.

Da jeg skal til at stå af toget, prøver jeg med et “hehe” til Hjemmeværnsmanden på vej ud. Men Hjemmeværnsmanden gengælder ikke mit “hehe” med sit “høhø”.

 

Nødstop i Viby Sjælland

På min pendlerrejse kører IC toget gennem en række stationer uden stop. Viby Sjælland er et af disse. Viby Sjælland ligger mellem Roskilde og Ringsted. Jeg har aldrig brudt mig om Viby Sjælland. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men jeg kan bare ikke lide Viby Sjælland.

En kold dag i januar 2013 skal jeg hjem fra arbejde og med mit sædvanlige tog hjem fra Hovedbanegården (som jeg pendlede til på daværende tidspunkt). Der lugter allerede sært i toget, da jeg stiger ind. Det grå grydehår observerer også den sære duft. “Man skal da lige love for at her lugter sært” siger Det grå grydehår henvendt til sig selv. Sixpence-Nazisten er mere ligefrem og råber “FY FOR SATAN!” da Sixpence-Nazisten har sat sig. Toget kører og en kontrollør undskylder dem grimme lugt og lover os rejsende at man er i krig med at finde en løsning.  Sixpence-Nazisten slår igen med flad hånd i bordet.

Jeg sidder overfor Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater sidder modsat køreretningen og ser mildest talt anspændt ud. Damen med den hidsige sweater kæmper med lugten og de sure opstød. Så meget at Damen med hidsige sweater glemmer at vælte noget.

Der meddeles at der er noget galt med togets toiletsystem og at man vælger at gøre et stop på Viby Sjælland station – lige inden Ringsted Station hvor Sixpence-Nazisten skal af – for at togføreren kan forsøge at løse problemet. Sixpence-Nazisten slår endnu en gang i bordet og råber. Toget holder en 10 minutters tid hvorefter det annonceres at toget ikke vil fortsætte og at alle skal forlade toget. Det næste IC tog – 30 min senere – vil stoppe i Viby Sjælland og samle os op. Sixpence-Nazisten bliver nu for alvor vred. Sixpence-Nazisten tramper voldsomt i gulvet og råber om at  komme for sent til en aftale og at nogen må betale den tabte tid.

Da alle rejsende kommer ud på perronen skal der telefoneres. Alle hiver mobiler frem. Blot for at erfare at der absolut ingen dækning er på Viby Sjælland Station. Sixpence-Nazisten løber fra den ene ende af perronen til den anden ende med mobilen helt i vejret for at få signal mens Sixpence-Nazisten bander og svovler som aldrig før. Jeg kigger længere ud af perronen og ser Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden står kun i t-shirt, selvom vi er midt i januar og det er koldt. Jeg tænker at jeg vil få mest ud af ventetiden ved at stille mig ved Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden nikker til mig da Hjemmeværnsmanden ser mig. Jeg nikker tilbage.

“Se hvor de alle løber rundt” siger Hjemmeværnsmanden og står helt stille. “Det er normalt, når et menneske presses, men det nytter ikke noget. Toget kommer ikke hurtigere af at løbe rundt” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som nikker igen. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden må være erfaren i at være presset. Måske har Hjemmeværnsmanden været i krig. Hvis Hjemmeværnsmanden har været i krig, er jeg sikker på at Hjemmeværnsmanden har slået et andet menneske ihjel. Hjemmeværnsmanden slutter enetalen af. “Det gælder til gengæld om at være hurtig, når næste tog kommer ind. Ellers er der ingen plads og så skal man stå. Hurtig og smart, skal man være“. Hjemmeværnsmanden nikker igen. Jeg nikker tilbage og overvejer et “hehe” men vurderer at det ikke passer til situationen.

Der er mange mennesker på Viby Sjælland Station. Rigtig mange. Jeg tænker over Hjemmeværnsmandens vise ord og begynder at forberede mig på at komme i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Længere ude på perronen står Det grå grydehår og Damen med den hidsige sweater – jeg fornemmer at de også forbereder sig. Sixpence-Nazisten har opgivet at få signal på mobilen og har sluttet sig Hjemmeværnsmanden og jeg.

“Så håber jeg FANDME der er plads” råber Sixpence-Nazisten. Hjemmeværnsmand nikker. “Selvfølgelig er der plads, og ellers bliver der plads” siger Hjemmeværnsmanden og stirrer på køreledningerne. Der er noget nedværdigende i at stå op i et tog. Jeg vil hellere vente 30 minutter på næste tog end at stå op. Engangspendlere står, rigtige pendlere sidder. Jeg lufter denne tanke for Sixpence-Nazisten og Hjemmeværnsmanden, som begge nikker. Jeg nikker tilbage og sammen kigger vi på køreledningerne.

De 30 minutter er snart gået. 2 minutter inden næste IC tog ankommer meddeler DSB at toget kommer i spor 4 og ikke 2, hvor vi alle står. Nu begynder vi alle at løbe mod trappen for at komme til den anden perron. Jeg ser lidt længere fremme at Det grå grydehår forsvinder ned mellem alle menneskene. Jeg løber lige i hælene på Hjemmeværnsmanden og Sixpence-Nazisten. Lige ved trappen ligger Det grå grydehår, som åbenbart er faldet. Jeg løber forbi og glædes ved at der nu er en mindre at slås om DSB 1′ pladserne med. Jeg ser at også Hjemmeværnsmanden smiler.

Idet vores lille trio kommer op af trapperne til spor 4, kører toget ind på Viby Sjælland Station. Til vores held holder Vogn 21 lige foran trapperne. Vi kigger på hinanden. Hjemmeværnsmanden nikker og stiller sig ind foran en mor med 3 mindre børn. Sixpence-Nazisten og jeg følger med. Da dørene går op presser Hjemmeværnsmanden sig foran. Hjemmeværnsmanden får skubbet til en ældre mand, som brokker sig og herefter rammer Hjemmeværnsmanden’ taske en ældre dame, som udbryder et “AV for pokker!“. Det går så hurtigt at jeg taber Hjemmeværnsmanden af syne. Sixpence-Nazisten er lige bag mig og vi møver os gennem de mange mennesker i det allerede fyldte tog. Til min rædsel genkender jeg 2 DSB 1′ pendlere foran Sixpence-Nazisten og jeg. Da vi kommer ind i DSB 1′ kupéen, er der kun 2 ledige pladser. Hjemmeværnsmanden sidder ved siden af de 2 ledige pladser og ser meget tilfreds ud. De 2 pendlere foran os skal til at sætte sig på de 2 ledige pladser, men Hjemmeværnsmanden rejser sig.

Desværre, her er optaget” siger Hjemmeværnsmanden.

De 2 pendlere brokker sig, men Hjemmeværnsmanden ryster blot på hovedet. De 2 pendlere går videre. Sixpence-Nazisten og jeg kommer frem til de 2 pladser. Hjemmeværnsmanden peger først på os og så på de 2 ledige pladser. Jeg føler en brusende fornemmelse i maven. Hjemmeværnsmanden smiler og siger “høhø“. Jeg følger op med et “hehe“. Sixpence-Nazisten smiler og griner.

Mennesket og hedebølgen

(Det er en fordel at kende til historien om Den blege bankmand og Roskilde tillægget inden man læser dette indlæg)

I sommeren 2011 havde vi nogle rigtig varme dage. Dage man ønskede ville ende. Dage med over 30 grader. Klimaanlægget i et IC3 tog har en fantastisk evne til at sætte ud når det er så varmt. Dette gør at togene er helt ufattelig varme. Varmere end udenfor. Så er det hårdt at pendle.

De fleste pendlere klæder sig på til hedebølgen. Den blege bankmand tager en skjorte med korte ærmer på. Svovlmanden har t-shirt på og Damen med den hidsige sweater skifter den hidsige sweater ud med en hidsig undertrøje. Den mest fornuftige er Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager et par meget korte – man kan argumentere for at de er en tand for korte – shorts på. Hjemmeværnsmanden tager et par sportssandaler på – og hvis det er tidligt om morgenen, vælger Hjemmeværnsmanden engang imellem hvide tennissokker under sportssandalen. Ellers er Hjemmeværnsmanden iført en af de mange ferie t-shirts. Denne dag bærer Hjemmeværnsmanden sin “CLUB LA SANTA SPORT  LANZAROTE” t-shirt. Hjemmeværnsmanden kan godt lide varme.

Den der lider mest i varmen er Mennesket. Mennesket er kontrollør af den gamle skole. Jeg har ALDRIG set Mennesket gøre en undtagelse i påklædningen. Det er ALTID i fuld uniform. Jakke, kasket, slips og skjorte knappet helt op.

Denne dag må alle vi Vogn 11 pendlere rykke til Vogn 21, da Vogn 11, 12, 13 og 14 er låst. Dette sker typisk hvis strømmen går i vognsættene og dette giver altid en række udfordringer da rejsende med pladsbilletter IKKE kan sidde på deres betalte pladser. Ydermere er toget 45 minutter forsinket.

Jeg hører allerede Mennesket råbe da jeg kommer ned på perronen. Mennesket råber til folk at bagerste togsæt er spærret og Mennesket råber op om hvorfor det dog er så svært at forstå. Jeg husker at Mennesket på et tidspunkt råber “Hvorfor er der ingen som forstår noget?!”. Sveden hagler ned af Menneskets ansigt da jeg passerer Mennesket og Menneskets jakke er våd af af sved. Mennesket ser helt vild ud i øjnene.

Jeg får plads på DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Både Svovlmanden og Den blege bankmand er gået i hælene på mig og sidder nu også på DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden sidder naturligvis også på sin plads. Hjemmeværnsmanden kigger på Mennesket og smiler. Mennesket står og skriger nede på perronen. Det er ingen tvivl om at Hjemmeværnsmanden nyder synet. Hjemmeværnsmanden smiler og ryster på hovedet. Jeg er sikker på at Hjemmeværnsmanden tænker at Hjemmeværnet kunne klare denne opgave væsentlig bedre end Mennesket.

Mennesket har fået alle rejsende i toget og rejsen begynder. Med undtagelse af DSB 1′ er toget helt proppet. Klimaanlægget virker naturligvis ikke, så der er kogende varmt i toget. En yngre mand kommer gående meget hurtigt gennem kupéen og ind på toilettet som ligger lige efter DSB 1′. Mennesket kommer farende efter den unge mand. Den blege bankmand når at stoppe Mennesket på vejen. Den blege bankmand vil gerne have refunderet de 5,- for den pladsbillet, som Den blege bankmand har købt. Mennesket, som nu sveder så voldsomt at jeg frygter for Menneskets helbred, laver en afvisende gestilkulering med hånden og fortæller Den blege bankmand at det må vente, da Mennesket er travlt optaget.

Mennesket nærmest løber ud mod toilettet. Mennesket banker hårdt på døren til toilettet og råber at alle, som befinder sig på toilettet, omgående skal komme ud. Intet sker. Mennesket banker hårdere. Intet sker. Så gør Mennesket det eneste rigtige. Mennesket sparker til døren og flår derefter så hårdt i døren at den går i stykker. Da Mennesket har ødelagt toiletdøren kan Mennesket konstatere at den yngre mand ikke længere var toilettet og dette er tomt.

Mennesket kommer gennem vores kupé en gang til. Den blege bankmand prøver igen at stoppe Mennesket og kræve en refundering. Mennesket nærmest skriger til Den blege bankmand at det må vente, da Mennesket jagter en rejsende uden gyldig rejsehjemmel. Hjemmeværnsmanden rejser sig op og ser pludselig meget alvorlig ud. Hjemmeværnsmanden spørger om Mennesket skal have hjælp til den rejsende uden gyldig rejsehjemmel.

Jeg kan huske at jeg tænkte: “Sig nu ja! Sig nu for pokker ja! Det vil overgå min søns fødsel! Det vil overgå den første forelskelse! Det vil overgå første gang jeg smagte bacon! Det vil overgå ALT!”.

Mennesket smiler og fortæller Hjemmeværnsmanden at det er pænt af Hjemmeværnsmanden, men at Mennesket sagtens kan klare sådanne lømler selv. Hjemmeværnsmanden nikker. Så løfter Hjemmeværnsmanden sin pegefinger og peger ned på sædet. “Du ved hvor du kan finde mig” siger Hjemmeværnsmanden. Mennesket nikker og løber videre. Den blege bankmand prøver en sidste gang da Mennesket er på vej ud af kupéen…..“Min refundering” siger Den blege bankmand – nu mere bestemt.

“IKKE NU!!!” råber Mennesket og forsvinder. Mennesket løber frem og tilbage. Sveder. Bander. Slår i døre. Jeg sidder og får lidt ondt af Mennesket. En så voldsom dedikation til Statsbanerne kan ikke altid være nemt.

Mennesket kommer endnu engang tilbage. Mennesket er rasende. Mennesket tramper. Mennesket sveder. Mennesket slår i væggen. Menneskets ansigtskulør er nu lilla.

Idet Mennesket passerer Den blege bankmand, råber Den blege bankmand til Mennesket: “MIN REFUNDERING!”. Mennesket stopper. Bliver stående med ryggen til Den blege bankmand i nogle sekunder. Mennesket trækker vejret dybt. Mennesket vender sig mod Den blege bankmand. Og her siger Mennesket noget som jeg aldrig vil glemme:

“Skal jeg trække de 5,- fra dit 20,- Roskilde-tillæg”.

Da sneen faldt i 2010

Sneen faldt tungt i januar 2010. Det giver jo altid en række store trafikale udfordringer. Mange aflysninger, mange forsinkelser, sporskifte fryser til is, døre i toge kan ikke lukke og mange andre udfordringer. Dette er et sne-trick, som jeg aldrig har delt med nogen før, så du, kære læser, er den første, som får dette trick serveret. Når sneen falder rammes området mellem Hovedbanegården og Østerport altid hårdt. Spørg mig ikke hvorfor, men den strækning er altid den første til at gå i sort. Derfor hopper jeg altid i en taxa ud til lufthavnen. Her starter et af de mange Jyllandstoge fra og Lufthavnen er ikke så hårdt ramt – åbenbart. Herfra kører toget indtil Hovedbanen – uden at skulle ind på Østerport strækningen – og kan fortsætte mod Jylland efter dette stop. Fordelen er en siddeplads, da der som regel ikke er så mange som står i Lufthavnen.

I januar 2010 tager jeg hjemmefra om morgenen og sneen daler let og smukt. I løbet af dagen tager sneen til og over middag er vi ude i en regulær snestorm og SMS’erne fra DSB står i kø for at komme ind i min telefon. “Mange aflysninger og forsinkelser” skriver DSB i deres SMS. Jeg hopper straks i en taxa til Lufthavnen, hvor der rent faktisk holder et tog og venter. Jeg finder en plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 og tænker at dette næsten er for godt til at være sandt. Det går dog næsten en time inden toget forlader Københavns Lufthavn. Toget er godt fyldt da vi forlader Lufthavnen og det meldes at alt hvad der hedder Pladsbillet og DSB 1′ er ophævet grundet det massive pres af mennesker på Københavns Hovedbanegård. Som jeg sidder der med min computer og mine høretelefoner priser jeg mig lykkelig for at kende til Lufthavns-tricket.

Da vi ruller ind på Københavns Hovedbanegård udspiller der sig kaotiske scener. Helt utrolig mange mennesker venter på Jyllandstoget. Folk løber, børn græder og voksne skælder ud. Pludselig ser jeg Det grå grydehår komme løbende nede på perronen. Blot et splitsekund efter glider Det grå grydehår på den efterhånden spejlglatte perron og falder lige ned på numsen. Ingen hjælper Det grå grydehår op som han ligger der og ømmer sig. Slet ikke Hjemmeværnsmanden som også kommer løbende  og nærmest hopper elegant over Det grå grydehår for at komme hen til dørene i Vogn 21. Inden Hjemmeværnsmanden gør sin entre i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 har Svovlmanden gjort sin entre. Og Svovlmanden vælger den eneste ledige plads. Hjemmeværnsmandens plads.

Hjemmeværnsmanden køber pladsbilletter til Plads 12 i Vogn 21 for en måned ad gangen og har dem i et fint lille bundt med en elastik om. Når der er optræk til at en Engangspendler ikke vil flytte sig fra Hjemmeværnsmandens plads, hiver Hjemmeværnsmanden blot bundet frem og bladrer frem til dags dato.

Hjemmeværnsmanden kommer endelig ind i DSB 1′ Stillezonen i Vogn 21 og ser Svovlmanden sidde på Plads 12. Hjemmeværnsmanden finder sit bundt af pladsbilletter frem og beder Svovlmanden om at flytte sig. Svovlmanden fortæller Hjemmeværnsmanden at alle reserverede pladser er inddraget, samt at der i dag ikke er noget der hedder DSB 1′. Hjemmeværnsmanden siger til Svovlmanden at Svovlmanden omgående skal fise af fra Hjemmeværnsmandens plads. Svovlmanden åbner i stedet sin Cola og kigger ud af vinduet. Her bliver Hjemmeværnsmanden tosset. Hjemmeværnsmanden farer ud af kupéen for at finde en kontrollør.

I mellemtiden har en venlig sjæl hjulpet Det grå grydehår op fra perronen og ind i toget. Det grå grydehår halter og ser ud til at have ondt. Her viser Svovlmanden storhed. Svovlmanden spørger Det grå gryde hår om Det grå grydehår vil sidde på Svovlmandens plads. Det grå grydehår takker ja og Svovlmanden rejser sig så Det grå grydehår kan komme til.

Efter lidt tid har Hjemmeværnsmanden kæmpet sig tilbage i kupéen og ser med det samme at Svovlmanden nu står op og Det grå grydehår sidder på Hjemmeværnsmandens plads, hvor Svovlmanden før sad. Hjemmeværnsmanden udbryder et “Hva saaaatan…” og bliver helt rød i hovedet. Med en skinger stemme spørger Hjemmeværnsmanden Svovlmanden “hvad fanden der foregår her!“. Svovlmanden fortæller kort at Det grå grydehår har slået sig og derfor har fået pladsen. Hjemmeværnsmanden  udbryder et “Det vil jeg da skide på! Det er min plads! Jeg har betalt for den!“. Hjemmeværnsmanden kigger på mig, peger på Det grå grydehår og ryster på hovedet. Jeg ryster også på hovedet. Da jeg har rystet på hovedet nikker Hjemmeværnsmanden til mig. Toget begynder endelig at køre. Det grå grydehår sidder og snakker lidt for sig selv: “Det havde jo været rart om folk var bedre til at hjælpe hinanden”. Det grå grydehår får et “SCHH” fra Hjemmeværnsmanden.

Næste stop er Høje Taastrup. Her fyldes toget til bristepunktet og alle står nu HELT klemt på DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Mange er slet ikke DSB 1′ pendlere. Det irriterer Hjemmeværnsmanden. Det irriterer også mig. Nu ringer Svovlmandens telefon og Svovlmanden taler højt i telefonen. Hjemmeværnsmanden prøver med et “DET ER EN STILLEZONE” men ordene drukner i larmen og Hjemmeværnsmanden ser pludselig meget lille ud midt imellem alverdens rejsende.

Toget forlader Høje Taastrup, men glæden er kort. DSB meddeler at vi nu får et stop inden Roskilde og at DSB ikke kan sige hvor lang tid det vil tage, da et sporskifte er frosset til is og man venter på en varmekanon. Hjemmeværnsmanden bliver igen ophidset og kommer med et forslag, som jeg den dag i dag stadig tænker på når sneen falder:

Så må de sgu sætte nogle arbejdsløse mennesker ud ved hvert sporskifte med en flammekaster! Så skal den is nok komme på andre tanker tanker” siger Hjemmeværnsmanden højt.  Hjemmeværnsmanden bliver tydeligvis så glad for sit eget forslag at Hjemmeværnsmanden kommer med et lille “høhø” efterfølgende. Selv følger jeg op med et “hehe“.

Vi når Roskilde Station og der bliver mere plads i toget. Hjemmeværnsmanden får en plads lige overfor Det grå grydehår. Hjemmeværnsmanden er livet lidt op efter kommentaren om de arbejdsløse og fortsætter i det lidt muntre hjørne.

Det er godt at det ikke er DSB, der skal forsvare landet i en krig” siger Hjemmeværnsmanden. “Sådan en smule sne har sgu aldrig stoppet en soldat” slutter Hjemmeværnsmanden af inden Hjemmeværnsmanden dykker ned sine papirbunker.

Jeg nikker langsomt til Hjemmeværnsmanden og bliver helt glad ved tanken om at DSB ikke skal beskytte mig i en krig.

Teltdamen med neglefilen

Jeg har ikke set Teltdamen med neglefilen i et par år. Da jeg jeg i 2011-2012 rejste med IC afgangen 8.13 fra Korsør Station, var Teltdamen med neglefilen altid med. Måske er Teltdamen med neglefilen død i dag. Det er ikke til at sige. Det kan også være at det er Hjemmeværnsmandens skyld at Teltdamen med neglefilen ikke længere rejser med denne afgang. Men mere om det senere.

Teltdamen med neglefilen er en rund og fyldig dame. Teltdamen med neglefilen går altid i meget store kjoler med prikker, blomster eller andet forstyrrende mønster. Hun har kort krøllet hår og meget små grønne briller. Det ser meget specielt ud med de små briller, da Teltdamen med neglefilen har et meget stort hoved. Teltdamen med neglefilen har en lille taske med hvori hun opbevarer forskellige ting. Mere om taskens indhold senere.

Teltdamen med neglefilen og jeg stod engang af på Københavns Hovedbanegård samtidigt. Hvis det blæser meget, kan der opstå en form for gennemtræk på perronerne. Den dag blæste det meget. Teltdamen med neglefilen gik ud af toget  lige før mig og da Teltdamen med neglefilen trådte ned på perronen blæste Teltdamen med neglefilens meget store kjole op, så man kunne se Teltdamen med neglefilens hudfarvede nylonstrømper. Længere op end til hvor lårene stopper. Jeg kan huske at jeg kiggede på det med en sær tom fornemmelse indeni.

Teltdamen med neglefilen har et meget fast pendlermønster. Teltdamen med neglefilen har nemlig regnet ud at en del af den daglige hygiejne kan håndteres i toget. Hvor vi andre arbejder, tænker store tanker og holder øje med andre rejsende, sætter Teltdamen med neglefilen hår, lægger neglelak og en gang imellem sminke.  Til tider kan det være en voldsom affære. Engang gik Teltdamen med neglefilen igang med hårlakken. Her fik Den blege bankmand alligevel nok og bad hende om omgående at stoppe.

Det er betagende at se Teltdamen med neglefilen lægge sminke. Teltdamen med neglefilen lægger nemlig meget sminke i ansigtet. Så meget at hvis man sover en 20 minutters tid kan hun være svær at kende når man vågner. Kroppen og den store kjole afslører dog Teltdamen med neglefilen hurtigt. Teltdamen med neglefilen kan holde en mascara helt stille. Også selvom toget bumler derudaf. Jeg tænker ofte at Teltdamen med neglefilens vægt er en fordel her. På en eller anden måde opvejer Teltdamen med neglefilens vægt rystelserne og Teltdamen med neglefilen kan dermed holde hånden helt stille.

Det er dog af en helt anden grund at jeg for alt i verden undgår at sidde enten overfor eller ved siden af Teltdamen med neglefilen. Når toget har passeret Ringsted, finder Teltdamen med neglefilen sin neglefil frem. Og herefter skal der arbejdes på neglene. Teltdamen med neglefilen gør meget ud af neglene og der files længe. Teltdamen med neglefilen har så meget styr på at file negle at Teltdamen med neglefilen oftest blot stirrer ud af vinduet mens der files. De affilede neglerester danner en fin støvsky omkring Teltdamen med neglefilens mens hun filer. Samme type støvsky som når man sparker til en gammel svamp i skovbunden.

Jeg har det svært med ting som har siddet fast på andre mennesker og af en eller grund ikke længere gør det længere. Neglerester er en af disse ting. Jeg undgår for alt i verden at sidde tæt på Teltdamen med neglefilen, da jeg er angst for at skyen af neglerester lander i mad og drikke. Jeg forestiller mig at negleskyen lægger sig som en en insisterende hinde over min kaffe, som skind på sauce.

Jeg er langt fra den eneste pendler, som har det svært med Teltdamen med neglefilens neglefileri. På en af de meget varme sommerdage i 2012, sad jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 sammen med Teltdamen med neglefilen, Det grå grydehår, Hjemmeværnsmanden og en Engangspendler. Altså en fyldt DSB 1′ Stillezone.

Det grå grydehår, som trods hedebølge bærer det grå jakkesæt, sveder meget som han sidder der på sin plads. Det er tydligt at Det grå grydehår er presset i varmen. Hjemmeværnsmanden er klædt mere fornuftigt på. Helt korte shorts, en ferie t-shirt, tennissokker og sportssandaler. Teltdamen med neglefilen har en meget kort kjole på. En tand for kort. Da Teltdamen med neglefilen begynder at file negle får Det grå grydehår det endnu strammere. Det grå grydehår kommer med en:

“Ja, det skulle man nok have klaret hjemmefra.”

Hjemmeværnsmanden reagerer hurtigt med et:

“DET ER EN STILLEZONE! HER ER MAN STILLE!”

Det grå grydehår bliver helt stille. Tilbage er kun lyden af neglefilen. Sådan en insisterende frem og tilbage lyd. I samme tempo hele tiden. Som sandpapir på træ. Hjemmeværnsmanden opfanger lyden. Hjemmeværnsmanden har endnu ikke set Teltdamen med neglefilen file negle. Det virker som at Hjemmeværnsmanden tror at det er toget, der laver denne lyd. Men lyden irriterer Hjemmeværnsmanden. Han kigger sig irriteret omkring. Og nu opdager han Teltdamen med neglefilens neglefilen. Hjemmeværnsmanden kommer med et “Hvad saaaatan…” og bliver helt rød i hovedet. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og skælder Teltdamen med neglefilen ud. Jeg husker ikke ordene. Der er mange. Hjemmeværnsmanden giver i hvert fald Teltdamen med neglefilen en lektion i at negle files på toilettet. Med helt skinger stemme.

Teltdamen med neglefilen forlader chokeret Stillezonen. Hjemmeværnsmanden sætter ned igen. Han nikker til mig og Det grå grydehår. Vi nikker tilbage

Jeg har ikke set Teltdamen med neglefilen efter denne episode.

 

Da kaffen blev udskiftet

Tilbage i foråret 2011 skete der noget dramatisk for os pendlere. DSB havde forberedt os på ændringerne i et stykke tid op til selve dagen.

“NU SKIFTER VI KAFFEN” havde DSB skrevet ved kaffeserveringen. Med så store bogstaver (og Comic Sans font) at vi ikke kunne undgå at se det. For første og eneste gang blev der snakket mellem os pendlere i Vogn 11. Ikke sådan lange samtaler. En typisk dialog om kaffen gik sådan her:

Den Blege Bankmand: “Nåda. Så skifter de kaffen ud.”
Mig: “Ja, det gør de da også.”
Den Blege Bankmand: “Ja, man må da håbe at det bliver bedre.”
Mig: “Ja, det må mand da godt nok”.

Sådan lød det ofte mellem os pendlere i ugerne op til Skiftet. Især Den Blege Bankmand var meget optaget af Skiftet. En dag hørte jeg en stemme bag mig på rulletrappen på Hovedbanegården.

“Ja, spændende bliver det…”

Det var Den Blege Bankmand. Den Blege Bankmand fortalte også en historie om da kaffen var blevet skiftet på Den Blege Bankmands arbejde. Det havde skabt en rigtig skidt stemning, og jeg tænkte at Den Blege Bankmand frygtede at der ville opstå ubehagelige situationer i Vogn 11. Nu begyndte frygten også at røre på sig i mig. Jeg tænkte på al den uro, som potentielt kunne opstå. Alt for lange samtaler i Vogn 11. At man pludselig havde noget sammen. Et fællesskab.

DSB havde lagt Skiftet en fredag. Og det skulle blive værre end frygtet.

Da jeg den fredag træder ind i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 ser Kaffeserveringen helt forkert ud. Der står 3 forskellige papkrus. Alle har Nescafé logoet påtrykt. På den ene står der “Cappuccino”. På den næste står der “Espresso”. Og på den sidste står der bare “Kaffe”. Nede i koppen er der et stykke folie, som skal trækkes af. Og herunder ligger det brune pulver, som på magisk vis skal blive til kaffe, når man hælder kogende vand på. På nederste hylde i Kaffeserveringen er den røde og sorte klassiske termokande fjernet og tilbage står kun den hvide termokande – indeholdende kogende vand. Altså det man bruger til te. Hvor der før hang et “NU SKIFTER VI KAFFEN” skilt, hænger nu et “HER ER DEN NYE KAFFE” skilt. Stadig med meget store bogstaver (og Comic Sans font ).

Jeg prøver den almindelige “kaffe” og smagen er helt ved siden af. Det er ikke den tunge og drøje kaffe, som jeg er vant til i Vogn 11.

Jeg sidder og surmuler i noget tid og pludselig sker det. Toget kører ind på Sorø Station og Hjemmeværnsmanden træder ind i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Da Hjemmeværnsmanden har smidt en Engangspendler væk fra sin plads, taget overtøjet af og fundet alle sine papirer frem, skal Hjemmeværnsmanden have kaffe. Hjemmeværnsmanden ser de 3 forskellige papkrus og udbryder et “Hvad satan…”.  Præcis på samme måde som da Damen med den hidsige sweater spidlte kaffe på Hjemmeværnsmandens papirer.  Hjemmeværnsmanden  roder lidt rundt med foliet nede i papkruset men ender med at knuse kruset i hænderne i arrigskab,  så der står kaffepulver ud over det hele. Hjemmeværnsmanden sætter sig tilbage på sin plads, stirrer ud af vinduet og ryster på hovedet.

Jeg ser at Mennesket billetterer i den resterende del af DSB 1′ kupéen i Vogn 21 og at flere pendlere taler meget vredt til Mennesket. Jeg kan se at Mennesket afviser enhver form for brok, som kun Mennesket kan gøre. Det sker med en rysten på hovedet og en afvisende gestikuleren med højre hånd. Hjemmeværnsmanden ser kort tid efter Mennesket. Hjemmeværnsmanden rejser sig og står afventende i midtergangen. Hjemmeværnsmanden ligner mest af alt en aggressiv gorilla, som venter på sin modstander. Mennesket træder ind i Stillezonen. Det er tydeligt at Mennesket er forberedt på Hjemmeværnsmandens angreb. Hjemmeværnsmanden når næsten ikke at sige noget før Mennesket afbryder  med et “Jeg har intet med kaffen at gøre! Du må klage til DSB! Slut!”. Mennesket går hurtigt videre. Hjemmeværnsmanden bliver helt rød i hovedet og sætter sig på sin plads. Hjemmeværnsmanden flår sin PC op af tasken og tæsker løs i tastaturet. Klagen skriver jo ikke sig selv.

I de følgende uger brokkede vi os alle. Der var uro på DSB 1′. Svovlmanden begyndte at tage sin egen termokande med. Den Blege Bankmand drak kun vand. Damen med den hidsige sweater prøvede med Cappuccino, men hendes sure opstød blev forstærket og Damen med den hidsige sweater gav op. I halvanden uge var Hjemmeværnsmanden slet ikke med toget. Jeg tænkte  at Hjemmeværnsmanden tog bilen i protest.

Jeg ved ikke hvad der gjorde udslaget. Men pludselig en morgen var den gamle kaffe tilbage. Nescafé krusene var der stadig, men den gamle kaffe var tilbage. Jeg husker at solen skinnede og duften af den tunge og drøje kaffe aldrig har lugtet bedre. Skæbnen ville det at jeg den dag rejste i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21. Da Hjemmeværnsmanden træder ind i kupéen, kigger han på den røde termokanden og smiler. Et lille smil, men dog et smil. Mennesket kommer ind i kupéen efter Ringsted Station for at foretage en billettering. Hjemmeværnsmanden kigger  triumferende på Mennesket og nærmest skåler med den gamle kaffe til Mennesket. Hjemmeværnsmanden ser næsten lykkelig ud da Mennesket forlader kupéen.

Den dag i dag er jeg stadig overbevist om at Hjemmeværnsmand skrev en klage i toget og at lige netop denne klage fik vores kaffe tilbage. Her år efter episoden er der stadig dage hvor jeg elsker Hjemmeværnsmanden mere end jeg elsker mig selv.

Hjemmeværnsmanden og personpåkørslen

En ting som vi pendlere oplever fra tid til anden er mennesker, der begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Det har jeg desværre oplevet nogle gange. Det tager gerne en 3-5 timer før toget kan fortsætte, da politiet skal gøre deres arbejde færdigt.

Tilbage i 2010 sidder jeg i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden, Damen med den hidsige sweater og en Engangspendler. Det er en sen fredag eftermiddag og alle vil gerne hjem. Lige efter Roskilde Station bremser toget hårdt op. Der går en 5-10 minutter før personalet kan meddele at toget har haft en personpåkørsel. Der meddeles at toget ikke får lov til bakke tilbage på Roskilde Station, så vi kunne være kommet over i et andet tog. Ærgeligt på en fredag, men det er spillets regler som pendler. Vi er fanget i IC 803 få hundrede meter fra Roskilde Station.

Jeg hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden, men får ikke fat i hvad Hjemmeværnsmanden siger. Jeg skal til at tage mine høretelefoner på for at høre lidt musik, da jeg igen hører en hvisken fra Hjemmeværnsmanden. “Forbandet kujon!” hvisker Hjemmeværnsmanden mens han stirrer tomt ud af vinduet.  En kontrollør kommer løbende gennem toget og Hjemmeværnsmanden stopper hende. Han spørger, i en meget utilfreds tone, hvornår man har tænkt sig at fortsætte da Hjemmeværnsmanden altså får gæster og gerne snart skulle være hjemme. Kontrolløren fortæller at politiet netop er ankommet og at man nu venter på krisehjælp til togføreren samt en ny togfører. Denne melding gør Hjemmeværnsmandens ansigtskulør rød og Hjemmeværnsmanden spørger vredt hvorfor den nuværende togfører ikke bare kan køre videre. Kontrolløren svarer ikke på det spørgsmål og løber videre gennem toget.

Hjemmeværnsmanden går ud af Stillezonen og foretager et opkald. Jeg gætter på at Hjemmeværnsmanden ringer til konen og fortæller hvad der er sket. Hjemmeværnsmanden kommer tilbage i kupéen og skænker en kop kaffe. Hjemmeværnsmanden sidder sådan lidt uroligt og trommer i bordet, hvilket er meget usædvanligt for Hjemmeværnsmanden. Ud af det blå siger Hjemmeværnsmandens noget i stil med at “der røg den fredag…“. Jeg bliver meget overrasket da Hjemmeværnsmanden aldrig før har talt med nogen – med mindre Hjemmeværnsmanden skulle skælde ud – i Stillezonen.

Det er som om at Hjemmeværnsmanden bliver en smule munter. Pludselig kigger Hjemmeværnsmanden mig i øjnene og siger “Et menneske bliver splittet ad når det bliver trukket et par hundrede meter under et så stort tog. Vi må håbe at de har taget højtryksspuleren med“. Hjemmeværnsmanden kommer med et muntert lille “høhø” efter den sætning. Damen med den hidsige sweater bryder ind med et “Det er godt nok forfærdeligt….”. Hjemmeværnsmanden er tydeligvis ikke enig og svarer at “det er en kujonhandling, som ødelægger alt for alle os raske mennesker“. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde og nikker. For Hjemmeværnsmanden har jo ret.

Hjemmeværnsmanden fortsætter sin snak om at genere så få som muligt ved et selvmord. Hjemmeværnsmanden  mener at det korrekte sted at begå selvmord er med en pistol i en skov. For som Hjemmeværnsmanden så rigtigt påpeger “børn går aldrig alene i en skov, så hvis de finder liget, så vil der altid være en voksen med dem. Modsat hjemme hvor et barn jo kan være alene og finde liget“. Det virker som om at Hjemmeværnsmanden har gjort sig mange tanker om det. Det er svært at være uenig, så jeg nikker igen.

Da der er gået en times tid kommer kontrolløren igennem vores kupé og Hjemmeværnsmanden spørger om toget er blevet spulet færdigt så det kan køre videre. Kontrolløren fortæller Hjemmeværnsmanden at politiet faktisk snart er færdige og en ny togfører er på vej, hvortil Hjemmeværnsmanden spørger om offeret mon havde siddet fast på togførerens forrude, siden det var gået så stærkt at spule toget. Hjemmeværnsmanden  kommer igen med et lille muntert “høhø” og jeg følger op med et “hehe“.

Hjemmeværnsmanden falder herefter i søvn og vågner en times tid efter da toget igen er begyndt at køre. Damen med den hidsige sweater, som også har sovet og nu er vågnet, siger noget i stil med  at “det var dejligt, at det ikke tog mere end et par timer“. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på hende og derefter op på Stillezone skiltet.

Jeg hjælper Hjemmeværnsmanden med at komme på internettet og rejsen fortsætter. I stilhed.