Chefen

Den nye køreplan

admin 0 Comments

“I skal være opmærksomme på at der er ændringer i køreplanen fra på mandag. God dag!” Mennesket forsøger at smile, forlader Vogn 11 og lader os pendlere sidde tilbage med usikkerheden omkring nye tider og hvordan dette påvirker vores daglige rutiner.

Som altid har DSB gjort lidt ekstra for os pendlere op til ændringerne. Et A4 papir er hængt op ved kaffeserveringen og med fonten comic sans står der at vi pendlere skal kigge på en hjemmeside for at få de nye tider. Men det er ligesom først da Mennesket gør os opmærksomme på det, at det egentlig går op for os. Vi kigger nervøst på hinanden, men tænker nok alle at det ikke vil blive så slemt.

I mine mange år på ruten, har der endnu ikke været ændret på afgangstiderne og på denne mandag morgen har jeg lykkelig glemt alt om ændringerne trods Menneskets forsøg op at yde en god service ugen forinden. Jeg står på stationen og kigger ud mod Storebæltsbroen. Jeg kigger efter mit tog. Jeg elsker når jeg kan se togets lygter i det fjerne. Det er så smukt. Jeg elsker ting som er smukke. Togets lygter er smukke i mørket.

Minutterne går og intet tog er at se. Jeg går hen til en informationsskærm og ser det der får det til at løbe koldt ned af min ryg. 7.19 står der på skærmen. Normalt står der 7.11. Og så kommer jeg i tanke om hvad Mennesket fortalte. Den nye køreplan. Den fordømte nye køreplan.

Da toget ruller ind på perronen ser jeg at et større selskab sidder i min elskede Vogn 11, så jeg tager en beslutning om at sætte mig i Vogn 21. Da jeg kommer ind i Vogn 21 ser jeg Det grydehår, Chefen og Damen med den hidsige sweater, som åbenbart også har valgt Vogn 11 fra grundet det større selskab. Det grå grydehår ser ud som om en læge netop har fortalt at Det grå grydehår lider af en dødelig sygdom og har få uger tilbage at leve i. Det grå grydehår kigger ned på sit armbåndsur, så rundt i kupéen, så ned på sit armbåndsur. Det grå grydehår sveder og har våde øjne. Engang satte Suzanne Bjerrehus sig ved siden af Det grå grydehår. Reaktionen på den nye køreplan, samt den fyldte Vogn 11, minder meget om reaktionen over Suzanne Bjerrehus. Svær angst og manglende tryghed.

Mennesket kommer ind i kupéen. Mennesket ser stresset ud. Mennesket har nok fået mange spørgsmål om de nye tider. Jeg forestiller mig at Mennesket også er påvirket af den nye køreplan. Mennesket deler rundstykker ud. Jeg får abrikosmarmelade og spørger pænt Mennesket og jeg kan få byttet marmeladen til en jordbær eller hindbær. Mennesket nikker. Mennesket ved det godt. Men på denne morgen er vi alle påvirket. Chefen får naturligvis også en abrikosmarmelade. Chefen spørger Mennesket om den også kan blive byttet. “Der er IKKE andet” svarer Mennesket vredt. Chefen skal til at spørge om hvordan Mennesket kan vide det, men Mennesket skriger skingert tilbage at Mennesket ikke vil høre mere om den nye køreplan. Det grå grydehår lukker øjnene og finder sit glade sted.

Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden ser vild ud i øjnene. Hjemmeværnsmanden flår sin jakke af og kaster den aggressivt op på hattehylden. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Hjemmeværnsmanden nikker ikke.

Hjemmeværnsmanden får skænket kaffe og sat sig. Hjemmeværnsmanden sukker. Minutterne går. Toget forlader ikke Sorø Station. Da vi har holdt på Sorø Station i en 5 minutter drøner et lyntog forbi os og kort tid efter begynder vores tog at køre. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet da Hjemmeværnsmanden ser Mennesket.

“8 minutter på stationen, 6 minutter i toget. Til grin i 14 minutter! Nu kommer jeg for sent og hvad vil i gøre ved DET!”.

Hjemmeværnsmanden er vred. Mennesket venter nogle sekunder efter at Hjemmeværnsmanden er færdig med at råbe. “Er du færdig?” spørger Mennesket køligt. “Nye afgangstider og et længere ophold i Sorø, så lyntoget kan overhale. Dette er grundet den nye køreplan”. Hjemmeværnsmanden bliver rød i hovedet af raseri. “JEG SKAL FANDME IKKE VENTE PÅ ET LYN…”. Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Mennesket afbryder. “Send en klage!” råber Mennesket.

Hjemmeværnsmanden prøver med en sidste sætning, men Mennesket råber “SLUT!”. Mennesket forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene. “Det er typisk. Lyntogspendlerne skal altid behandles bedre end os intercitypendlere. Sådan har det altid været”. Jeg tænker lidt over det og husker pludselig alle de gange hvor mit tog har skulle holde og vente på at et lyntog skulle passere. “De glemmer at det ikke er de rigtige pendlere som rejser i lyntog. Det er kun mennesker som skal på ferie”. Hjemmeværnsmanden har helt ret. Lyntoget er proppet med Engangspendlere. “Men nu skal det være slut. Jeg vil ikke længere finde mig i det. Jeg klager!”. Hjemmeværnsmanden slår i bordet mens Hjemmeværnsmanden siger ordet “klager”. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden klager meget. “Én gang om måneden. Mindst” Hjemmeværnsmanden ser meget alvorlig ud. “Ser du, det er vores pligt. Hvorfor tror du at vi har det så godt herinde? Det er ikke kommet ud af ingenting.”

Igen bliver jeg betaget af Hjemmeværnsmandens visdom. Selvfølgelig har livet ikke altid være så godt på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden har kæmpet mange kampe for os DSB 1′ pendlere. Engang var der sikkert ikke vand. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der vand. Engang var der sikkert ikke en snackkurv. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der en snackkurv. Engang var der sikkert ikke aviser. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der aviser. Jeg bliver lidt rørt over Hjemmeværnsmandens rolle i hvor godt vi har det på DSB 1′.  Hjemmeværnsmanden nikker til mig og finder sin computer frem. Jeg kan se det i Hjemmeværnsmandens øjne. Det er klagetid.

På Roskilde Station har Den blege bankmand også valgt Vogn 11 fra og kommer ind i Vogn 21. Den blege bankmand ser nervøs ud. “Jeg har ventet i 12 minutter, er det virkelig..”. Den blege bankmand bliver afbrudt af Hjemmeværnsmanden, som knipser for at få Den blege bankmands opmærksomhed. Den blege bankmand kigger på Hjemmeværnsmanden, som peger ned på sin computer og nikker. Den blege bankmand nikker forstående tilbage til Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand har forstået hvad der er i gang. Det forstår vi alle. Det gør os trygge denne mandag morgen.

Hjemmeværnsmanden gør os trygge.

Æggemanden og den gennemsigtige skjorte

admin 0 Comments

Kære læser, det er vigtigt at du har læst min præsentation af Æggemanden, før du læser dette indlæg.

Det er februar. Det har været gråvejr i 5 måneder. Det er tirsdag – ugens værste dag – og det regner. Det skal vise sig at blive den hårdeste dag meget længe.

Jeg kommer ind i Vogn 11 og indtager Plads 26 som altid. I kupéen sidder Chefen, Æggemanden og 2 Engangspendlere. Æggemanden sidder ved siden af mig på den anden side af midtergangen på Plads 28 og Chefen sidder skråt over for mig på Plads 27. Chefen er i et meget blandet humør. Chefen skal til lufthavnen og flyve til London. Jeg har på fornemmelsen at Chefen skal fremlægge noget for Chefens chef i London og at det der skal fremlægges ikke er noget Chefen er tilfreds med. Chefen taler højt i telefon.

“THEN YOU MUST DO IT ALL OVER!  OPTIMIZE, OPTIMIZE, OPTIMIZE! SALE, SALE, SALE!” råber Chefen pludselig. Chefen lægger røret på, slår i bordet og laver Smilet til mig. Jeg har øvet mig længe på et retur-smil og jeg er næsten ved at være der. Det starter med at smiler så meget jeg kan. Normalt er jeg typen som smiler med lukket mund, men når jeg returnerer Chefens Smil, så lader jeg min overlæbe trække ca. 2 cm op, så mine fortænder kommer til syne. Det er som at det med overlæben også får Chefens overlæbe til at gå 2 cm op. Hvis jeg så virkelig strammer mig an, kan jeg få min overlæbe til at komme et lille stykke længere op. Dette returnerer Chefen ved også at trække overlæben højere op. Chefens overlæbe kan dog trækkes højere op end min. Den kan faktisk næsten blive et med næsen.

Toget er nået til Slagelse og Æggemanden begynder at sidde uroligt. Æggemanden er rygetrængende og sidder allerede klar med en lighter og en pakke grønne Look. Æggemanden ser træt ud. Meget træt. Æggemandens skjorte er våd af sved under armene og Æggemanden har dybe sorte render under øjnene. På Sorø Station løber Æggemanden ud af toget og ned på perronen i den silende regn. Toget holder på Sorø i 6 minutter hvilket er nok til at Æggemanden kan nå at ryge 2 cigaretter.

Jeg ser ned på perronen og der står Æggemanden og ryger. I et massivt regnvejr. Æggemanden har ikke taget jakke på og den hvide skjorte er ikke længere kun våd under armene. Æggemanden kommer tilbage til sin plads. Æggemandens hvide skjorte er helt gennemsigtig og jeg kan se Æggemandens brystvorter gennem den hvide skjorte. Ydmygelserne vil ingen ende tage for Æggemanden. Chefen kigger med væmmelse på Æggemanden og ryster på hovedet. Æggemanden havde ikke overlevet længe i Chefens organisation. Chefen laver hurtigt Smilet da Æggemanden vender hovedet mod Chefen.

Æggemandens bord roder. Æggemanden taster løs på en gammel computer. Æggemanden sukker. Æggemanden taster videre. Æggemanden bladrer i papirer. Æggemanden holder hænderne op foran sine øjne og læner sig tilbage. Æggemandens telefon ringer. Æggemanden kigger nervøst på telefonen. Måske er det opkald grunden til at Æggemanden har virket ekstra nervøs.

Æggemanden besvarer opkaldet og taler med lav og ydmyg stemme. “Ja. Ja. Det ved jeg godt. Undskyld. Det gør jeg om lidt. Undskyld. Ja. Nej, selvfølgelig ikke.”

Det er helt tydeligt at Æggemanden får skæld ud af sin chef. Æggemanden har sikkert ikke nået hvad Æggemanden skulle. I Æggemandens firma kommer alle sikkert til Æggemanden.  “Hey, Æggemand. Har du ikke tid til det her?” spørger Æggemandens kollegaer sikkert. Og Æggemanden kan ikke sige nej. Og nu her, tirsdag morgen, er Æggemanden bagud og får skæld ud. Under samtalen finder Æggemanden nogle papirer med krusseduller, som ligner notater, frem. Æggemanden læser højt fra disse papirer og jeg forestiller mig at det var noget Æggemanden skulle have skrevet rent og sendt til sin chef. Måske var der faktisk deadline igår. Da Æggemanden er færdig med samtalen lægger Æggemanden papirerne med notaterne ved siden af sin computer og går over til kaffeserveringen for at skænke kaffe. Man kan stadig se Æggemandens brystvorter gennem den våde hvide skjorte. Da Æggemanden kommer tilbage til sin plads stiller Æggemanden kaffen fra sig men får stillet den på hjørnet af en brugt morgenmadsbakke. Dette resulterer i at kaffen vælter ud over Æggemandens notater.

Æggemanden venter nogle sekunder imens Æggemanden kigger på de gennemblødte papirer. I de sekunder ser Æggemanden helt fortabt ud. Jeg tænker at disse notater har indeholdt noget som Æggemanden har brugt det meste af natten på. Alene i det store hus. Det store hus som engang rummede et lykkeligt ægteskab.  Alene i det store hus med lidt for meget rødvin. Alene i den stue hvor børnene engang legede. Dengang før Æggemandens liv gik i tomgang i virksomhedens hamsterhjul.

Æggemanden tørrer kaffen op. Æggemanden prøver at tyde hvad der står på papirerne uden held. Og det ender med at Æggemanden smider de mange papirer ud. Chefen fniser. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Æggemandens elastik er helt slap og Æggemanden synker helt sammen i sædet. Æggemandens telefon ringer igen. Det går hurtigt op for mig at det er en af Æggemandens børn. Først ser Æggemanden opløftet ud, men det skal hurtigt vende. For under samtalen siger Æggemanden pludselig “Så i kommer ikke på lørdag alligevel?”. Den glæde der var at spore i Æggemandens ansigt forsvinder.

Jeg er sikker på at afbuddet skyldes den bitre kamp mellem Æggemanden og Æggemandens eks-kone. Æggemandens eks-kone har sikkert sagt til børnene at Æggemanden har været utro og generelt er et dårligt menneske. Det har fået Æggemandens børn til at aflyse lørdagens middag. En middag Æggemanden sikkert har glædet sig til i månedsvis. I de søvnløse nætter har lige netop denne middag været det eneste som har kunne frembringe et lille smil på Æggemandens læber. Nu skal Æggemanden sidde alene lørdag aften. Alene med den store sammenkogte ret, som Æggemanden havde planlagt at lave. Æggemanden havde sikkert allerede købt kød, bacon, champignon, cocktailpølser og rødvin. Jeg tager mig selv i at få våde øjne, men lader naturligvis som om at jeg har fået noget i øjet.

Kort tid efter kommer Mennesket gennem kupéen og ser Æggemandens kaotiske bord. “Sikke en svinesti!” udbryder Mennesket. “Havde du tænkt dig at jeg skulle rydde alt dit skrald op!”. Mennesket ryster på hovedet og fortsætter videre gennem toget. Her kan jeg ikke mere. Det er simpelthen for synd for Æggemanden. Jeg tager to skraldeposer og går hen til Æggemanden. Foran Æggemanden åbner jeg den ene pose, så Æggemanden kan putte sit skrald ned i den. Æggemanden smiler til mig. Jeg smiler igen med et “Der er lys for enden af enhver tunnel” smil.

“NO DISCOUNTS! NO MERCY!!” råber Chefen ind i sin telefon og slår i bordet.

Ikke alle dage er gode i Vogn 11.

10847412_10206315522153584_5251728202565783620_o

Tak til Anna Mie Hansen for hendes fortolkning af Æggemanden

 

 

Hjemmeværnsmanden Part 3 – den aflåste Vogn 21

admin 0 Comments

Det er tirsdag morgen. Jeg lægger mærke til det da toget kører ind på Korsør Station. Vogn 21 til 24 er aflåst. Den er sikkert galt med strømmen eller toiletterne i de vogne. Jeg priser mig lykkelig for at det ikke er Vogn 11 der er ramt. Det har været en lortemorgen. Jeg har sovet elendigt og har en travl dag forude.

Jeg går ind i Vogn 11 og ser til min glæde at Chefen er den eneste i Vogn 11. Chefen sidder på Plads 22, så Plads 26 er ledig. Min morgen bliver langsomt bedre. Chefen har en god dag. En rigtig god dag. Chefen er solariebrun som aldrig før og Chefen taler om sig selv i 3. person i sin iPhone. Chefens skjorte er mintgrøn. Det er en god dag for Chefen.

Mennesket kommer med morgenmad. Mennesket har husket hindbærmarmelade til mig. Da Mennesket stiller morgenmadsbakken foran mig, peger Mennesket på marmeladen og nikker til mig. Jeg nikker igen til Mennesket. Mennesket kigger vredt på Chefen og stiller en morgenmadsbakke med abrikosmarmelade foran Chefen. Mennesket peger på Chefens marmelade og nikker til mig. Jeg nikker tilbage til Mennesket.

Jeg læner mig tilbage og nyder morgenen som gradvist bliver bedre. Toget når til Sorø og der sker nu noget….

Ind i DSB 1′ kupéen i Vogn 11 kommer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden er forpustet og ser meget oprørt ud. Hjemmeværnsmanden sætter sig på Plads 28 – skråt overfor Chefen. Det er lang tid siden at Hjemmeværnsmanden har set så vred ud. Hjemmeværnsmanden nikker dog til mig.

Jeg tænker over Hjemmeværnsmanden morgener. Jeg tror at alt er planlagt. Foran Hjemmeværnsmandens seng har Hjemmeværnsmandens kone stillet Hjemmeværnsmandens sutsko, så Hjemmeværnsmanden træder direkte ned i dem når Hjemmeværnsmanden står op. Herefter har Hjemmeværnsmandens kone lavet kaffe og smurt et styke brød til Hjemmeværnsmanden. Altid den samme kop. Altid den samme tallerken (måske en af hærens jubilæumstallerkner). Måske spiser Hjemmeværnsmanden rugbrød om morgenen. Med kødpålæg.  Aftenen forinden har Hjemmeværnsmanden lagt næste dages tøj frem. Måske  er Hjemmeværnsmanden blevet irriteret, hvis den rigtige ferie t-shirt ikke er ren.

“Hvor er Tunesien-trøjen” spørger Hjemmeværnsmanden nok sin kone.
“Den havde du jo på i søndags…” svarer konen.
“For saaatan….” svarer Hjemmeværnsmanden vredt.

Jeg tænker også at Hjemmeværnsmanden har en meget fast rutine med transporten til Sorø Station. Måske hører Hjemmeværnsmanden det samme stykke musik i bilen hver morgen. Måske er er det marchmusik? Måske er det noget gammel dansk musik. Det er svært at sige. Jeg er ihvertald sikker på at Hjemmeværnsmanden går efter den samme parkeringsplads hver dag og at Hjemmeværnsmanden går langt for at få denne plads.

I dag har Hjemmeværnsmanden en “London” t-shirt på. Der er et billede af Big Ben på den. Mennesket kommer ind i Vogn 11 for at billettere og Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.

“HVORFOR FANDEN ER VOGN 21 LÅST AF!?” råber Hjemmeværnsmanden. “JEG HÅBER FANDME AT I HAR EN GOD GRUND!“.

Mennesket svarer at dele af togets klimaanlæget er gået i stykker og at togets personale er blevet pålagt at lukke de berørte vogne. Hjemmeværnsmanden kommer med et “For saaaatan…” og sætter sig. Chefen har en del gadgets liggende på bordet, hvilket tydeligvis irriterer Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager sin computer frem og stiller på bordet. Hjemmeværnsmanden skubber så til Chefens iPad indtil den ryger ned på sædet ved siden af Chefen. Hjemmeværnsmanden kigger på mig og nikker. Chefen bliver irriteret og udbryder: “Du kunne jo spørge om du kunne få mere plads!“. Hjemmeværnsmanden deler bordet i 2 dele med armen og siger uden at kigge på Chefen. “Min halvdel”  og peger på den ene halvdel af bordet. “Din halvdel” fortsætter Hjemmeværnsmanden og peger på den anden halvdel af bordet. Jeg tænker at det er ret logisk, men at Chefen nok ikke er vant til den slags. Chefen ryster på hovedet af Hjemmeværnsmanden og laver smilet til mig. Jeg ignorerer Chefens smil. Jeg har valgt side.

Chefens telefon ringer. Chefen kaster sig tilbage i sædet og griner højlydt. Det er en af Chefens venner. For der snakkes om en bytur og nogle damer. Hjemmeværnsmanden skal lige til at flyve op af sædet for at skælde ud, men indser at det er jo ikke er en Stillezone. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt ned i bordet. Jeg får ondt af Hjemmeværnsmanden. Hver gang Chefen hæver stemmen i sin telefonsamtale lægger jeg mærke til en ting på Hjemmeværnsmanden. Det er måske et tick. Måske en stressreaktion. Hjemmeværnsmandens venstre øre bevæger sig hver gang Chefen hæver stemmen. En centimeter op og så ned igen.

Chefen rejser sig og går mod toilettet. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. “Det er som regel de vigtige mennesker, som man er nødsaget til at sætte på plads” siger Hjemmeværnsmanden. “Det oplever jeg overalt hvor jeg er!” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger ud af vinduet. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden tænker. Hjemmeværnsmanden tænker sikkert på alle de gange Hjemmeværnsmanden har måtte sætte vigtige mennesker på plads. “Fandens!!” slutter Hjemmeværnsmanden af og kigger ned i sine papirer. Irritationen over den aflåste Vogn 21 er stadig at spore.

Chefen er kommet tilbage og vi er nået Ringsted Station. Ind på DSB 1′ træder 2 yngre mennesker. Jeg genkender den ene unge mand. Den unge mand er en relativt kendt hip hopper. De 2 unge mennesker sætter sig. Hjemmeværnsmanden rejser sig og går hen til de 2 unge mennesker for at foretage den civile billettering.

“I er klar over at dette er DSB 1′ ?” spørger Hjemmeværnsmanden. De 2 unge mennesker ignorerer Hjemmeværnsmanden. “Her skal man have en gyldig DSB 1′ billet“. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet og går tilbage til sin plads. “Det må kontrolløren klare!” siger Hjemmeværnsmanden og kigger på mig. Havde det været Vogn 21 havde Hjemmeværnsmanden helt sikkert klaret det. Men det er tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke føler sig hjemme i Vogn 11. Hjemmeværnsmanden  kigger igen på mig. “Det er den typiske holdning hos ungdommen idag. Da jeg….”

Hjemmeværnsmanden når ikke videre i sætningen for nu træder Mennesket ind af døren. Mennesket kigger sultent på de 2 unge mennesker. Hjemmeværnsmanden smiler. Mennesket forbereder sig på at smide de unge mennesker væk. “Så skal jeg bede d’herre om at trække et andet sted hen end på DSB 1′, hvor man jo skal have en dyr billet” siger Mennesket og ser lykkelig ud.

Den kendte unge mand viser en DSB ‘1 billet til Mennesket. Mennesket stivner. Hjemmeværnsmanden rejser sig op for at se hvad der sker. Hjemmeværnsmanden ser billetten og stivner. Jeg kigger på Hjemmeværnsmandens øre. Det bevæger sig nu op og ned i en rask fart. Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Det er som om at det hele er blevet for meget for Hjemmeværnsmanden. Aflåst Vogn 21, Chefen, de unge mennesker. Hjemmeværnsmanden lukker øjnene. Chefens telefon ringer. Chefen ser med det samme vred ud.

“YOU NEED TO BE AGGRESSIVE! NO BACKING OUT!!” råber Chefen pludselig. “CLOSE CLOSE CLOSE!”.

Hjemmeværnsmandens øre bliver nu oppe. Det falder ikke ned igen. Hjemmeværnsmanden kigger sørgmodigt på mig. Et blik der fortæller at denne morgen er ødelagt for Hjemmeværnsmanden.

Da jeg skal til at stå af toget, prøver jeg med et “hehe” til Hjemmeværnsmanden på vej ud. Men Hjemmeværnsmanden gengælder ikke mit “hehe” med sit “høhø”.

 

Chefen – Part 2

admin 0 Comments

Jeg måler gerne mennesker i “elastik” forhold. Altså hvor meget elastik er der tilbage i et menneske. Eksempelvis er der ikke meget elastik tilbage i Det grå grydehår. Det grå grydehår er en meget slap elastik. Svovlmandens elastik er ikke helt slap, men den er bestemt heller ikke spændt ud.

Chefen, derimod. Her er elastikken spændt helt ud. Den er spændt og den er klar. Jeg lovede for et par indlæg siden at vende tilbage til Chefen.

Lige inden jul skal jeg hjem fra arbejde. Jeg træder ind i Vogn 11 og ser som det første Chefen. Chefen har en kuffert stående på gulvet. Chefen har taget skoene af, så Chefen kan have fødderne oppe på sædet overfor. Jeg finder hurtigt ud af at Chefen har været på en arbejdsrelateret rejse. Og rejsen er gået godt. Ja, den er faktisk gået rigtig godt. Chefen kigger på mig og laver smilet. Chefen smiler som altid med hele ansigtet.

Chefens telefon ringer og Chefen siger “Ja!“.

Pause.

“WHEN I CALL YOU ANSWER” råber Chefen så.
“WHEN THE BOSS CALLS YOU ANSWER!” råber Chefen.

Efter et øjeblik er Chefen faldet ned igen og taler – på dansk selvfølgelig – med vedkommende i den anden ende. Samtalen handler naturligvis om salg. Chefen fortæller at Chefen har banet vejen for noget stort i udlandet. Chefen har taget sin guldkæde af og svinger med den i luften mens Chefen fortæller om udlandseventyret. Chefen ser meget tilfreds ud. Det er en ekstra god dag når Chefen taler om sig selv i 3. person og det gør Chefen i dag.

Men pludselig sker der noget. Jeg er ikke sikker på hvad. Men Chefen rejser sig op og begynder at gå uroligt frem og tilbage i mellemgangen. Chefen lægger sin guldkæde. Chefen retter på sit hår. Det er som om at vedkommende i den anden ende har givet Chefen en dårlig nyhed. Chefen bøjer sig over sit bord.

“Pipeline, quality, sales” siger Chefen roligt.
“Pipeline, quality, sales” gentager Chefen. Denne gang lidt højere og Chefen slår i takt til ordene i bordet.
“PIPELINE, QUALITY, SALES! “ råber Chefen og lægger røret på.

Chefen kigger på telefonen, så på mig, så peger Chefen på telefonen og ryster på hovedet. Jeg ryster også på hovedet. Chefen laver smilet til mig. Chefen må have mange udfordringer i hverdagen. Ansatte, som ikke besvarer Chefens opkald. Ansatte, hvis pipeline er helt til rotterne. Men jeg tror også at det at det gør at Chefens elastik er spændt HELT ud – hver dag!

Chefen sætter sig ned og toget holder i Ringsted. En flok af unge piger går igennem kupéen. Det ser Chefen straks. Chefen læner sig ud imod midtergangen og kigger på pigerne som de går forbi. Chefen smiler. Chefen smiler virkelig meget. Chefen blinker til en af pigerne og smiler så meget at jeg er bekymret for om Chefens ansigt vil gå i stykker. Pigerne er væk, Chefen læner sig tilbage, tager hænderne om bag hovedet og siger “Aaaaah“. Så lukker Chefen øjnene i nogle sekunder. Jeg tror at Chefen tænker tilbage på noget godt i livet. Måske en aften i byen i Viborg – langt væk fra konen. En aften i Viborg med unge piger og eksotiske drinks. Chefen bliver dog hurtig afbrudt af en stemme.

“Må jeg sidde på dette sæde?” spørger Damen med den hidsige sweater. “Jeg vil helst sidde i køreretningen“. Chefen tager fødderne fra sædet overfor og ser irriteret ud. Damen med den hidsige sweater sætter sig. Chefen læner sig tilbage og lukker øjnene. Med lukkede øjne tager Chefen guldkæden på. Chefens iPad og iPhone ligger på bordet. Efter en 10 minutters tid sover Chefen. Chefen har sikkert brugt meget energi på rejsen. Chefen har nok arbejdet i døgndrift på de unge piger og de store tunge forretningsaftaler. Jeg beundrer Chefen. Tænk at være så meget Chef.

“Ups!” siger Damen med den hidsige sweater og hele bordet svømmer i kaffe. Kaffen drypper ned i skødet på Chefen og Chefen vågner med det samme. “Nej for FANDEN!” råber Chefen og prøver først at redde Apple podukterne. Chefen bukser er våde af kaffe og Chefen smiler ikke. Chefen hjælper ikke Damen med den hidsige sweater med at tørre op, men flytter sig til en anden plads – lige overfor mig. Chefen bander og svovler. “FOR FUCK’S SAKE!” råber Chefen. Chefen finder sin pudseklud frem og begynder at pudse på de kafferamte Apple produkter.

Chefen er begyndt at svede en smule. Og her opdager jeg noget, som får mig til at elske Chefen endnu mere. 2 sveddråber løber fra Chefens tinding og ned af kinden. De 2 sveddråber efterlader en bane hvor noget lysere hud kommer til syne. Og her slår det mig. Chefen benytter en form for selvbruner. Det er meget tydeligt som flere sveddråber forsætter ned af den samme bane i Chefens ansigt. Banen bliver lysere og lysere. Jeg kigger på den lyse bane i Chefens hud og tænker  selvfølgelig. Chefen har ikke tid til at ligge i et solarie eller på en strand. Der er aftaler, der skal lukkes. Unge piger skal charmeres. Selvfølgelig vælger Chefen en selvbruner.

Chefen ser at jeg stirrer på Chefens ansigt. Chefen forsvinder hurtigt ud på togets toilet. Få minutter efter vender Chefen tilbage. Apple produkterne er rene. Og den lyse bane i Chefens ansigt er væk.

Det er på dage som disse at ens liv føles meningsfuldt.

Chefen

admin 0 Comments

Chefen er en ny pendler. Chefen rejser fra Odense til København hver dag. Chefen er chef. En vejviser. Virksomhedens fyrtårn.  Chefen går ikke så meget op i vogne og kupéer, så Chefen sidder forskellige steder hver dag.

Chefen er i start 50’erne. Chefen vil gerne udstråle en yngre alder, men Chefen snyder ikke mig. Chefen tager meget sol. Chefens hud er som læder på bøjle. Chefen er sportstrænet og slank. Chefen har afbleget kort hår og meget hvide tænder. Chefen er ekspert i at smile med hele ansigtet. Chefen kan se rigtig vred ud for sekundet efter at smile med hele ansigtet. Jeg tænker at Chefen har lært det på et Chef-kursus. “Smil til dine ansatte, det motiverer” har en coach sikkert engang fortalt chefen. På et splitsekund skifter Chefen ansigtsudtrykket tilbage til det sure og anstrengte.

Chefen går i dyrt tøj. Som regel et jakkesæt. Skjorten er for det meste hvid, men der er dage hvor Chefen tager en lyserød skjorte på. Den passer godt til Chefens brune hud. Når Chefen åbner øverste knap i skjorten kommer en flot guldkæde til syne.

På fødderne bærer Chefen sylespidse sko. Chefen har ret store fødder, og sylespidsen gør skoen endnu større. Chefen har alle de nyeste Apple-produkter. iPad, iPhone, MacBook Air. Alt er nyt og poleret. Og Chefen har en lille sort klud, som Chefen ofte tørrer Apple-produkterne af med.

Det er et par måneder siden at jeg stødte på Chefen første gang. Den dag rejste Chefen med 2 kollegaer. Det var meget tydelig at Chefen er chef. Jeg kan huske at Chefen pludselig flåede et stykke papir frem, tegnede en masse firkanter på det, skrev noget uforståeligt i hver af dem og til sidst pegede på en firkant. Imens Chefen pegede på den ene firkant slog Chefen med den anden hånd i bordet i takt til ordene:

“SALES, SALES, SALES!”

Chefen sagde det utrolig højt og slog med kraft i bordet. De 2 andre nikkede i takt til slagene i bordet.

Chefen understreger altid tingene på engelsk og jeg skal ærligt indrømme at det virker. Også på mig. Jeg lader mig rive med. Jeg husker en anden episode hvor Chefen taler i telefon. Jeg tænker at Chefen taler med et sælger. Chefen er tydeligvis ophidset. Pludselig råber Chefen:

“THAT’S A MICKEY MOUSE BUDGET!”

Sælgeren har sikkert sendt et salgsbudget til Chefen og Chefen er bestemt ikke er tilfreds med tallenes størrelse. Chefen råber noget om motivation til sælgeren og afslutter samtalen med ordene:

“Jeg kan IKKE vise aktionærerne et Mickey Mouse budget – det laver du om. Nu!”.

Herefter lægger Chefen på – uden at sige farvel. Jeg tror ikke det er sjovt at rage uklar med Chefen, men jeg tænker også at sælgeren er ret tosset. Man sender ikke et Mickey Mouse budget til Chefen. Efter denne episode har jeg tænkt meget på hvordan Chefen er på Chefens arbejdsplads. Jeg forestiller mig at Chefen elsker at gå en tur gennem de forskellige afdelinger. Chefen elsker at se frygten i de ansattes øjne, når Chefen kommer gående igennem gangene.

En anden gang taler Chefen også i telefon. Samtalen handler igen om salg, kan jeg udlede. Jeg husker specielt denne samtale da Chefen indenfor ganske få sekunder præsterer dette:

Chefen kigger på mig.
Chefen laver smilet.
Chefen kigger væk.
Chefen råber “TARGETING, TARGETING, TARGETING!!”.
Chefen kigger mig.
Chefen laver smilet.

Men Chefen er ikke kun vred når Chefen taler i telefon. Chefen taler også tit med venner. Her kan Chefen også godt lide at være Chef. Det er meget lidt taletid, vennerne får. Chefen fylder meget i samtalen. Chefen taler om rejser. Om at blive kastet ud af en helikopter over et bjerg iført et snowboard. Om restaurant-besøg – gerne fine restauranter. Om brunch i New York. Men mest af alt om piger. Chefen taler meget højt om piger. Gerne unge piger. Chefen fortæller højt om oplevelserne med de unge piger. Der er mange oplevelser. Og de er unge. Chefen sparer ikke på detaljerne. Chefen smiler mere end nogensinde, når Chefen taler om piger.

Øjeblikket efter kan Chefen så ringe til sin kone. Eller det antager jeg at det er. Damen i den anden ende kaldes for “Skat” og der tales om børn og skolegang. Jeg er meget imponeret over Chefens hurtige skift. Chefen smiler dog ikke helt så meget når Chefen taler med konen.

Der er allerede mange gode øjeblikke med Chefen, men jeg vil stoppe for nu og blot sige:

Kære læser, byd Chefen velkommen til “Mit liv som pendler”.