Author: admin

Fikumdikmanden

admin 0 Comments

Jeg har kendt til Fikumdikmanden længe. Flere år faktisk. Men det er først for nylig at Fikumdikmanden rigtig har gjort sig bemærket som pendler.

Fikumdikmanden  er en mand i midt 60’erne. Fikumdikmanden er vinhandler og rejser fra Fyn til København en 2-3 gange om ugen. Fikumdikmanden er en lille tyk mand, som altid er yderst velklædt. Mit gæt er at Fikumdikmanden  går i meget dyrt tøj. Fikumdikmanden bærer små runde briller med et kraftligt stel. Fikumdikmanden har altid en sixpence på og Fikumdikmanden har et skæg, som der virkelig bliver kælet for. Fikumdikmanden er yderst stilfuld.

Fikumdikmanden brænder for den gode vin. Fikumdikmanden har altid en iPad og et lille tastatur med på sin rejse. Her kigger Fikumdikmanden på vine. Fikumdikmanden læser om vine, kigger ud af vinduet og smasker lidt. Som om at Fikumdikmanden smager på vinen ud fra beskrivelsen på en hjemmeside. Så lukker Fikumdikmanden øjnene, lader indtrykket trænge ind og går så videre til næste vin. Og sådan kan Fikumdikmanden få en hel rejse til at gå.

Da serveringsvognene stadig kørte stolt, kunne man købe noget virkelig dårlig vin. I kvarte flasker. Når Fikumdikmanden så en rejsende købe en sådan vin, kunne man se afmagten i Fikumdikmandens øjne. Afmagt over dårlig vin. Afmagt over at et andet menneske træffer en beslutning om at drikke dårlig vin. Afmagt over at Statsbanerne træffer en beslutning om at sælge dårlig vin.

Det er fredag morgen og min kone og søn har fulgt mig til stationen for at vinke farvel. Jeg ser allerede Fikumdikmanden sidde i Vogn 11, da toget kører ind til perronen. Fikumdikmanden kigger ned på min kone og søn. Og da jeg kommer ind i kupéen, kigger Fikumdikmanden stadigvæk på min kone og søn, som står og vinker. Fikumdikmanden kigger på mig og smiler. Der går lidt tid og så henvender Fikumdikmanden sig til mig. For første gang nogensinde.

“Sikke en sød søn, du har” siger Fikumdikmanden.
“Tak” svarer jeg.
“Han er glad for sin mor, kan jeg se” fortsætter Fikumdikmanden.
“Ja, han er lidt morsyg for tiden” svarer jeg.

Der går lidt tid. “Jeg var meget morsyg som lille” siger Fikumdikmanden så. “Men det var en anden tid. Der var mere distance mellem forældre og børn“. Fikumdikmanden ser helt trist ud. “Jeg ville så gerne holdes om, hele tiden. Jeg bliver så glad når jeg ser en mor holde om sit barn. Det gør mig glad, men det vækker også et savn i mig“.

Det er voldsomt at blive mødt af dette kl. 7.23 fredag morgen. Men jeg tænker at min lille familie må have ramt noget dybt i Fikumdikmanden.

Fikumdikmandens telefon ringer og Fikumdikmanden besvarer opkaldet. Jeg er ret sikker på at det er Fikumdikmandens kone. Fikumdikmanden glemmer for en stund moderen og der tales om nogle gæster til et middagsarrangement. Fikumdikmanden taler længe om hvilke vine, der skal serveres. Fikumdikmanden bruger utrolig lang tid på HVER enkel vin, som Fikumdikmanden har overvejet. Fikumdikmanden kommer frem til at Fikumdikmanden  vil servere en tung spansk vin til maden. Og det er ikke hvilken som helst mad, som Fikumdikmanden vil lave til gæsterne.

“Jeg laver sådan en fikumdikgryde” siger Fikumdikmanden til konen. “Du ved, den med mørbrad og cocktailpølser. Den smager skønt med den spanske vin“.

Fikumdikmanden ser helt salig ud ved tanken om den gode vin og fikumdikgryden. Jeg tænker på Fikumdikmandens kone og håber at hun ligeledes brænder for den gode vin. Ellers må det være hårdt at være gift med Fikumdikmanden. Der har sikkert været episoder hvor Fikumdikmandens kone er kommet til at åbne en forkert flaske vin til maden. Efterfølgende har Fikumdikmanden sovet i gæsteværelset i 14 dage – som straf. Måske har Fikumdikmandens kone forsøgt at undskylde overfor Fikumdikmanden. Men Fikumdikmandens sind er sikkert som vin. Det skal modnes før det er klart.

Fikumdikmanden kigger igen på mig. “Min mor er død. Der var så meget jeg ikke fik sagt“.  Nu ser Fikumdikmanden for alvor trist ud. “Jeg boede jo hjemme meget længe, på den måde var jeg nok lidt anderledes. Det var svært for mig at forlade min mor“. Jeg tænker at Fikumdikmanden sikkert først er flyttet hjemmefra i 30 års alderen. Og at Fikumdikmandens kone har en meget moderlig rolle i Fikumdikmandens liv, Fikumdikmanden har jo brug for den moderlige omsorg. “Der er så mange ting, jeg gerne ville have sagt undskyld for, men det fik jeg aldrig gjort mens hun var i live”. Jeg er lidt paf, da Fikumdikmanden aldrig rigtig har sagt noget, og nu lukker op for den helt store godtepose.  “Undskyld, mor” siger Fikumdikmanden og kigger ud af vinduet.

Jeg siger til Fikumdikmanden at det jo altid er trist, hvis der er ting man ikke når at fortælle før et menneske dør. Men Fikumdikmanden er nu et helt andet sted.

“Alle de gange jeg kom for sent, alle de gange jeg løj om hvor jeg tog hen, episoden med hesten….“. Fikumdikmanden lukker sin iPad ned og retter på sin sixpence. “Mest af alt ville jeg bare gerne holdes om dengang. Men sådan var min mor ikke og nu er hun død“.

Fikumdikmanden får røde øjne og jeg rejser mig og skænker en kop kaffe til Fikumdikmanden.  Resten af turen stirrer Fikumdikmanden tomt ud af vinduet. Jeg får helt dårlig samvittighed over at have bragt det store afsavn og uafsluttede forhold til moderen op i Fikumdikmanden.

Det skal vise sig ikke at blive sidste gang at Fikumdikmanden fortæller om sin barndom og mor……

 

Den blege bankmand og de mange penge

admin 0 Comments

Vi slutter den lille Roskilde Festival triologi med et indlæg om Den blege bankmand. Det er lang tid siden at vi har haft Den blege bankmand på banen. Den blege bankmand hader Roskilde Festivallen og det kaos festivallen medfører for os rigtige pendlere. Men Den blege bankmand er delt. For der er mange penge i omløb på Roskilde Festival. Den blege bankmand elsker når pengene arbejder, og det gør de på Roskilde Festival.

Det er en fredag eftermiddag under Roskilde Festival. Det er varmt, og en del festivalgæster venter på IC 803, som jeg også gør.

“Nå, kan du holde varmen, unge mand” siger en stemme bag mig. Det er Den blege bankmand. Den blege bankmand har en god dag. Sejlersko og korte skjorteærmer hvor de 2 øverste knapper står åben, så man kan se Den blege bankmand fine guldkæde. Den blege bankmand er solbrun og nyklippet. Det er tydeligt at Den blege bankmand har en god dag.

Vi stiger på toget og går mod DSB 1′ i vogn 11. Plads 26 er ledig. Det gør mig glad. Den blege bankmand sætter sig på Plads 27 – skråt overfor mig. Vi får skænket kaffe og Den blege bankmand finder det store ringbind frem. Det med billedet af Den blege bankmand på. Vi sidder lidt og så begynder Den blege bankmand at tale til mig.

“Det er hårdt at bo i Roskilde under festivallen” siger Den blege bankmand. “De er overalt, det er ikke til at være nogle steder“. Jeg nikker. Selvfølgelig er det hårdt. Bare det at køre i tog under festivallen er hårdt. Den blege bankmand bladrer lidt i ringbindet og fortsætter. “Men der kommer penge til byen, pengene arbejder i Roskilde i disse dage”. Den blege bankmand finder et stykke papir frem fra ringbindet. “Så meget omsætter Føtex for HVER dag under festivallen“. På papiret har Den blege bankmand lavet en meget lang og kompliceret udregning, som jeg på ingen måde forstår. Jeg forstår heller ikke hvordan Den blege bankmand er kommet frem til de meget voldsomme tal. Den blege bankmand smiler ved tanken om de mange penge. Den blege bankmand finder nu et næste stykke papir frem. “Det her er omsætningen hos bageren“. Igen viser Den blege bankmand en lang og indviklet udregning, som jeg slet ikke kan overskue.

“Det er mange penge på så få dage” siger jeg. Den blege bankmand svarer mig “Det er det nemlig, unge mand. Det er mange penge”. Den blege bankmand ser helt saglig ud.

Men glasset er ikke kun fyldt med den bedste rødvin, sure rønnebær lurer i bunden af glasset og Den blege bankmand ser pludselig misfornøjet ud. Den blege bankmand finder et blankt stykke papir frem og skriver et stort tal på papiret. “12.000.000,-“ står der. “Ved du hvad det er?” spørger Den blege bankmand. Jeg ryster på hovedet. “Det er det beløb Roskilde Festivallen donerede til velgørenhed!“. Den blege bankmand er ophidset. “Non profit…” vrænger Den blege bankmand. “DE PENGE SKAL I EN BANK! DE PENGE SKAL ARBEJDE! DET BELØB SKAL VOKSE!”. Den blege bankmand er tydeligvis ophidset ved tanken om at penge foræres væk. “NON PROFIT I MIN BARE!“. Den blege bankmand slår i bordet.  Det er sjældent at Den blege bankmand bruger et sådan sprog.

Den blege bankmand synker tilbage i sædet. “Festivalgæsterne burde boykotte alt handel på festivallen. Pengene bør ligge hos de lokale erhvervsdrivene….“. Dette er åbenbart noget som ligger Den blege bankmand voldsomt på sinde. For nu åbner Den blege bankmand igen ringbindet og bladrer og finder den sidste Roskilde Festival årsrapport frem. Den blege bankmand bladrer irriteret i rapporten. “Non profit…..” sukker Den blege bankmand.

Vi er nået til Høje Taastrup og en del festivalgæster stiger på. 2 smukke unge piger med festivalarmbånd går igennem DSB 1′ i Vogn 11. Den blege bankmand kan godt lide unge piger. “Nå, så er det festivaltid“. Den blege bankmand smiler til de unge piger. De unge piger fortæller Den blege bankmand at det er deres 2. gang på festivallen. Den blege bankmand afbryder de 2 piger. “I skal huske at handle hos de lokale erhvervsdrivende i Roskilde. Roskilde Festival klatter jeres penge væk på velgørenhed. DE PENGE SKAL INVESTERES – IKKE KLATTES VÆK PÅ VELGØRENHED!” Den blege bankmand er igen ophidset og de 2 unge piger ser forskrækket ud og går videre.

“God festival og brug en masse penge! Lokalt!” råber Den blege bankmand efter de 2 unge piger.

Alt dette sætter tankerne i gang hos mig. Måske har Den blege bankmand været involveret i Festivallen. Måske har Den blege bankmand kæmpet sig op i rækkerne ved festivallen. Her har Den blege bankmand ladet som om at Den blege bankmand var tilfreds med at Festivallen var non-profit, men i virkeligheden har Den blege bankmand haft en plan. At komme til tops, få lukket ned for velgørenheden og få pengene til at arbejde for Festivallen – i en bank. Da dette er blevet opdaget har man truffet en tung ledelsesmæssig beslutning om at fyre Den blege bankmand. Dette har gjort Den blege bankmands had til Roskilde så massivt.

Jeg lægger tankerne fra mig og kigger over på Den blege bankmand, som er faldet i søvn. Det er hårdt at brænde for en sag.

Hjemmeværnsmanden og smørhåret

admin 0 Comments

Vi bliver ved Roskilde Festivallen. Og vi bliver ved en mandag  – dagen efter festivallen, hvor alle festivalgæster skal hjem.

Jeg står på Vogn 21 på Hovedbanegården og bevæger mig ned mod stillezonen. Jeg ser at Hjemmeværnsmanden allerede sidder på sin vanlige plads. Hjemmeværnsmanden bander og svovler mens Hjemmeværnsmanden bladrer nogle papirer igennem. Jeg kan se at papirerne har Hjemmeværnslogoet på, så jeg tænker at det er nogle vigtige papirer. Hjemmeværnsmanden slår i bordet. Engangspendleren overfor Hjemmeværnsmanden hopper i sædet. Jeg ved ikke hvad der står i papirerne, men det er tydeligvis noget, som har bragt Hjemmeværnsmandens sind i kog.

Hjemmeværnsmanden pakker papirerne væk og kigger ud af vinduet. Men Hjemmeværnsmanden kan ikke finde ro og vender og drejer sig i sædet. Efter et par minutter flår Hjemmeværnsmanden den store gamle bærbare computer op af tasken. Der er altid et vis underholdningsmoment at observere Hjemmeværnsmanden og computeren. Computeren er MEGET lang tid om at starte op. Og Hjemmeværnsmanden er MEGET utålmodig. Hjemmeværnsmanden slår til computeren og vrisser “KOM NU!“. Hjemmeværnsmandens computer er endelig startet op og nu skal Hjemmeværnsmanden bruge internettet. Hjemmeværnsmanden sender mig det sørgmodige “Vil du ikke hjælpe mig med at komme på nettet?” blik, som jeg naturligvis fanger og hjælper Hjemmeværnsmanden. Engangspendleren går på toilettet og jeg er alene med Hjemmeværnsmanden i stillezonen. Nu kan Hjemmeværnsmanden ikke længere holde på det.

“De har rykket den årlige øvelse. Til midt i min ferie, så jeg ikke kan deltage! Jeg sidder jo på Cypern!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet. “For SATAN!” Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden ikke har noget at skulle have sagt.

“Nedstemt. Demokrati”. Hjemmeværnsmanden siger ordet “Demokrati” med en hånlig stemme. Engangspendleren kommer tilbage og vi afbryder samtalen. Demokratiet har sejret over Hjemmeværnsmanden. Der er ikke noget at sige til at Hjemmeværnsmanden er ekstra ond i sulet i dag. Engangspendleren fumler med Børsen og taber et tillæg på gulvet. “STILLE!!!” skriger Hjemmeværnsmanden.

Toget begynder at køre og inden Høje Taastrup meddeles det at man må påregne mange rejsende på Roskilde Station grundet Roskilde Festivallens afslutning. Hjemmeværnsmanden tager sig til hovedet. Jeg har lidt ondt af Hjemmeværnsmanden. Først den dårlige nyhed om den årlige øvelse og nu også festivalgæster. Hjemmeværnsmanden slår i bordet igen.

Da vi kører ind til Roskilde Station kan man ikke se andet end festivalgæster. Beskidte festivalgæster. Hjemmeværnsmanden  kigger med foragt på de mange mennesker. Og så begynder indstigning i toget. Mange festivalgæster går igennem den lille Stillezone i Vogn 21. Stort set alle snakker og for hver festivalgæst som snakker flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet og hyler “STILLE! STILLE FOR HELVEDE!!!“.

Toget er fyldt og der står nu også 4 festivalgæster i stillezonen hvor vi sidder. Der er så mange mennesker, at de de 4 festivalgæster, som står i vores Stillezone, simpelthen ikke kan være andre steder. Det er 4 unge teenagere. Jeg vil skyde dem til at være en 17-18 år. Alle har de heavyrock t-shirts på, 3 af dem har langt hår, og den sidste kort hår. Alle ser de temmelig berusede ud. Hjemmeværnsmanden henvender sig til de 4 unge heavyrockere. Og med en løftet pegefinger siger Hjemmeværnsmanden.

“I er på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt. Jeg vil gøre jer opmærksom på at dette er en stillezone. EN STIL-LE-ZO-NE!” Hjemmeværnsmanden kigger de 4 unge dybt i øjnene og sætter sig ned igen. Den unge Heavyrocker med det korte hår fniser og tager en tår af en dåseøl, og Hjemmeværnsmanden løfter straks pegefingeren og peger på ham.

Toget har kørt et par minutter og en mærkelig lugt begynder at sprede sig i den lille stillezonekupé. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden også har fanget den. Det er en sammensat lugt. Der er lidt sved i den. Der er urin i den. Der er øl i den. Men der er også en 4. ting. Det er svært at gennemskue. Det er en kvalmende og tung lugt. Og sammen med Hjemmeværnsmanden aftershave er det næsten ikke til at bære. Heavyrockerne kan se at vi snuser og væmmes. De smiler til hinanden og prøver at holde latteren inde. Hjemmeværnsmanden er presset og frustreret. “Hvad saaaatan, er det der lugter sådan….” siger Hjemmeværnsmanden.

Heavyrockerne knækker helt sammen af grin og den korthårede udbryder “VI HAR SMØR I HÅRET!!“. Jeg kigger på deres hår, og ganske rigtigt. Det er fedtet ind i smør. Flere steder sidder der deciderede smørrester. Heavyrockerne er helt smadret af grin og en af de andre råber igen “VI HAR SMØR I HÅRET!“.

Og så går det ned for Hjemmeværnsmanden. Nedsmeltning. Øvelse, festival og nu 4 heavyrockere med smør i håret. “FØJ FOR SATAN!!!” skriger Hjemmeværnsmanden. “KAN I KOMME UD! OG DET ER NU!!“. De 4 heavyrockere er nu helt smadret af grin. Jeg rejser mig og åbner til den lille mellemgang mellem 2 vogne. Jeg ser at der er en lille cirkel hvor ingen mennesker sidder. Jeg knipser til Hjemmeværnsmanden, og peger mod den lille cirkel. Og så sker der noget, som jeg stadig tænker på hver dag. Hjemmeværnsmanden åbner lædermavetasken og finder et par handsker frem. Hvad bruger Hjemmeværnsmanden dog disse handsker til? Jeg ved ikke helt hvilken type handske det er, de er hvide og har nogle gummiknopper på håndflade siden. Hjemmeværnsmanden tager handskerne på og griber fat i 2 af heavyrockerne.

“Nu skal jeg hjælpe jer ud” siger Hjemmeværnsmanden med en skarp stemme. Og med et fast greb trækker Hjemmeværnsmanden de 2 første heavyrockere ud af kupéen og hen til den lille ledige cirkel. Derefter får de 2 sidste samme tur. Døren ud til mellemgangen lukker i og vi sætter os. Hjemmeværnsmanden finder 2 vådservietter i kaffeserveringen og tørrer handskerne af, inden de ryger tilbage i mavetasken. Engangspendleren ser chokeret til. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden.

Der er ingen tvivl om at ovenpå nederlaget med øvelsen, har Hjemmeværnsmanden haft brug for en sejr. Og den fik Hjemmeværnsmanden. Jeg skænker en kop kaffe til Hjemmeværnsmanden og sætter mig tilbage. Hjemmeværnsmanden nikker.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på den slags” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg er enig. Hvad ligner det egentlig at komme smør i håret blot for at chikanere os pendlere.

Det grå grydehår og rapperne

admin 0 Comments

Det er mandag og Roskilde Festival er slut dagen forinden. Helt grotesk mange mennesker skal med toget mod Jylland. På daværende tidspunkt pendlede jeg fra Hovedbanegården. Da toget kører indtil perronen meddeles det at alle pladsreservationer er annulleret grundet de mange mennesker, som Statsbanerne mener vil stige på toget i Roskilde.

Og ganske rigtigt, på Roskilde Station står festivalgæster så langt øjet rækker. Jeg sidder på DSB 1′ i vogn 11 sammen med Damen med den hidsige sweater og Det grå grydehår. Især Det grå grydehår har det svært under Roskilde Festival. De mange mennesker og de meget høje lyde gør Det grå grydehår nervøs. Det grå grydehår må ofte lukke øjnene og finde sit glade sted når der virkelig er pres på i toget.

Toget fyldes HELT op. Der er så mange mennesker med at også DSB 1′ bliver proppet af festivalgæster. Det grå grydehår er ligbleg. Det grå grydehår sidder med lukkede øjne og mumler et eller andet. Jeg tænker at Det grå grydehår nærmest messer “Find det glade sted, find det glade sted, find det glade sted…”. Eller måske er Det grå grydehårs kone på et tidspunkt blevet træt af Det grå grydehårs usikkerhed. Det er sikkert svært at være ude at handle med Det grå grydehår. Konen har prøvet med: “Skal vi ikke prøve at spise noget nyt i aften? Noget grønt og ingen kød?”. Denne udmelding har sikkert gjort Det grå grydehår så dårlig og svimmel at Det grå grydehår har måtte støtte sig til køledisken. Og efter mange af sådanne episoder har Det grå grydehårs kone fået nok og forlangt at Det grå grydehår ændrede sig. Det grå grydehår har måske prøvet meditation for at finde ro. Og måske er det hvad Det grå grydehår har gang i.

Dørene lukkes i og toget begynder at køre. I vores kupé står 4 unge mænd. I hvide undertrøjer og store bukser. Den ene af de unge mænd har en KÆMPE boomblaster med sig. Boomblastermanden ligner en der har fået en del at drikke. Boomblastermanden prøver at rappe nogle vers af yderst tvivlsom kvalitet. Jeg husker specielt en sætning og jeg skal allerede nu beklage det voldsomme sprogbrug, som ellers ikke er noget vi dyrker her på bloggen. “Kællingerne går ned, på min pik som er fed” snøvler Boomblastermanden. Da Det grå grydehår hører denne linje må Det grå grydehår holde fast i bordkanten og Det grå grydehårs messen tager til.

Det viser sig at Boomblastermanden ikke er den eneste som kan rappe. Skiftevis rapper de unge mennesker. Jeg ved ikke særlig meget om rap. Men det jeg hører er virkelig ringe. Og så sker det. Boomblastermanden trykker play på den store boomblaster og høj rapmusik strømmer ud af højtalerne. Det grå grydehår hopper i sædet, Damen med den hidsige sweater taber sin kaffe udover bordet. Selv får jeg et chok. Rytmen hamrer ud af boomblasteren og Boomblastermanden rapper med på sangen. Det er ikke til at bære.

Pludselig retter Det grå grydehår sig op i sædet og ligner pludselig et menneske med overskud. Det grå grydehår styrkes sikkert ved tanken om hvad konen vil sige, når Det grå grydehår fortæller om hændelsen og fortæller at Det grå grydehår intet gjorde. Konen vil sikkert svare “Det er typisk dig, Grå Grydehår. Da naboen byggede hegnet 4 cm inde på vores grund, gjorde du heller intet. Du er en TØSEDRENG! Det sagde min far også altid at du var!”. Men i Det grå grydehårs alder lader man sig sikkert ikke skille. Så konen holder ud. Måske nyder hun endda at håne Det grå grydehår.

Det grå grydehår rejser sig og går hen til Boomblastermanden og spørger stille og roligt om Boomblastermanden ikke vil skrue ned for musikken eller bedre endnu, slukke for musikken. “Fuck dig, gamle nar!” råber Boomblastermanden ind i hovedet på Det grå grydehår. Det grå grydehår griber ud efter noget at holde i. Jeg rejser mig, støtter den tydeligt rystede Det grå grydehår og siger vredt til Boomblastermanden at man skal tale pænt. Boomblastermanden giver mig samme tur og jeg indser at der ikke kan trænges ind til Boomblastermanden. De ungere rappere rapper videre til musikken og jeg tænker at jeg må holde de 40 minutter ud.

Vi når Ringsted Station og døren til kupéen går op. Ind træder Mennesket. Mennesket stirrer med foragt på Boomblastermanden og scenariet, som udspiller sig. Der går nogle sekunder. Mennesket hader Roskilde Festivallen. Mennesket hader festivalgæsterne. Men Mennesket hader denne form for optøjer endnu mere. Jeg tænker at jeg vil kaste lidt benzin på bålet. Jeg fortæller hvordan at både Det grå grydehår og jeg er blevet overfuset og at det ikke kan være rigtigt. Mennesket koger. Mennesker kigger på mig og siger så de 2 betryggende ord.

“Lad mig!”

Mennesket prikker Boomblastermanden på ryggen og skriger Boomblastermanden ind i hovedet. “HØR, HVAD FANDEN ER DET LIGE HER FOREGÅR!?“. Mennesket flår boomblasteren ud af Boomblastermandens hænder. Jeg er i det øjeblik sikker på at Mennesket vil ødelægge boomblasteren. Men Mennesket gør noget helt andet. Med lynets hast vender Mennesket boomblasteren rundt, åbner en klap på bagsiden og flår samtlige batterier ud. Mennesket lægger batterierne ned i lommen og giver Boomblastermanden boomblasteren tilbage. Jeg kigger over på Det grå grydehår, som er tæt på at græde. Det grå grydehår rokker overkroppen frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Det ligner en stressreaktion.

Mennesket kigger nu Boomblastermanden lige i øjnene. “D’herre, i skal af på Sorø station!“. Boomblastermanden ryster på hovedet og fortæller at rapperne skal til Vejle. “I SKAL IKKE TIL VEJLE! I SKAL AF I SORØ, SOM ER NÆSTE STOP!!” skriger Mennesket.

Boomblastermanden griner hvilket får Mennesket til at se rødt. Mennesket tager fat i Boomblastermanden og trækker ham ud til udgangen. Boomblastermandens rapvenner følger med i en ikke så høj sindstilstand. Og så sker det. Mennesket smider de 4 rappere ud på Sorø Station.  Jeg mærker glæden i min mave. Det grå grydehår er stoppet med at rokke frem og tilbage. Jeg får øjenkontakt med Det grå grydehår. Det grå grydehår har helt røde øjne og højre hånd ryster. Jeg skænker en kop kaffe til Det grå grydehår. Ind kommer Mennesket. Mennesket smiler. Jeg smiler. Damen med den hidsige sweater smiler. Ingen skal bringe ufred i Menneskets tog. Ingen.

Mennesket, Hjemmeværnsmanden, Trommemanden og Roskilde Festivallen

admin 0 Comments

Jeg flyttede fra København til Korsør  for 8 år siden. Der skulle ske noget nyt. Jeg havde på daværende tidspunkt job på Vesterbro i København og dermed startede mit liv som pendler. Det første halve år kørte jeg ikke på DSB 1′. 3 ting ændrede dog dette.

  1. 3 møder med en flok spejdere om morgenen. Spejdere som havde været på weekendtur – uden bad.  Lugtende af bål og tis. Og til tider prut. Sur, sur børneprut.
  2. Manglende plads i toget
  3. Roskilde Festival og hvad der her følger med.

Misforstå mig ikke. Jeg har været et aktivt festivalmenneske og holder meget af Roskilde, men som pendler er dagene op til, under og efter Roskilde Festival bare ikke særlig sjove. Endeløse horder af mennesker. Så efter den første oplevelse med Roskilde Festival, som pendler, traf jeg beslutningen. Jeg opgraderede til DSB ‘1.

Ligeså meget som det er ulideligt at pendle under Roskilde Festivallen, så er der også en masse glade pendlerminder forbundet med Roskilde Festivallen. Fordi…

Hjemmeværnsmanden HADER Roskilde Festivallen.
Mennesket HADER Roskilde Festivallen.
Det grå grydehår HADER Roskilde Festivallen.
Den blege bankmand HADER Roskilde Festivallen.
Sixpence Nazisten HADER Roskilde Festivallen.

Og dette har ført til mange guldkorn, som jeg vil poste her mens festivallen står på.

Onsdag d. 1. juli. Jeg skal hjem fra arbejde og venter på mit tog på Høje Taastrup. På stationen er der en hel del festivalgæster, som skal til Roskilde Station. Jeg lægger især mærke til en ung festivalgæst som bærer en trommer i en rem bag om nakken. En lilletromme. Og i et bælte har den unge mand helt ubegribelig mange trommestikker hængende. Der er ingen tvivl om at den unge mand har fået en hel del at drikke. Der trommes på trommen og råbes. Jeg priser mig lykkelig for at disse unge mennesker kun skal med et stop.

Da toget kommer til perronen er det allerede helt proppet. Jeg får presset mig ned til DSB 1’ Stillezonen i Vogn 21, hvor Hjemmeværnsmanden sidder alene. Hjemmeværnsmanden ser meget frustreret ud.  Ja, måske mere vred en frustreret. Jeg sætter mig og vi nikker til hinanden. Jeg kan fornemme at Hjemmeværnsmanden gerne vil sige noget, men venter på at jeg godkender samtalen i stillezonen. Jeg laver en bevægelse med hånden og nikker. Den fanger Hjemmeværnsmanden og begynder at tale.

“Dette cirkus har stået på i alle de år, jeg har pendlet. Man burde finde en løsning, så os normale mennesker ikke skulle stå model til dette…”.

Toget bremser hårdt op lige ved Trekroner station. Der meldes i højtalerne at vi får et mindre ophold. Og så hører jeg det. Det lyder som en form for optog der nærmer sig. Og ganske rigtigt, da jeg kigger ud mod mellemgangen ser jeg Trommemanden + optog. De synger og Trommemanden spiller på tromme. Fra den modsatte side går døren op og ind træder Mennesket. Mennesket ser helt vild ud. Det er 25 grader, Mennesket er i fuld uniform og toget er pakket. Mennesket kan ikke skjule at det er en svær dag. “Forbandede festival!” snerrer Mennesket mens Mennesket billetterer.

Så hører Mennesket det også. Optoget ude i gangen. Mennesket kigger ud i mellemgangen og får nu øje på Trommemanden + optog. Mennesket bliver akut lilla i hovedet og løber ud mod optoget. Jeg kan ikke høre de præcise ord, som Mennesket bruger, men Mennesket råber og skælder ud. Der bliver stille i mellemgangen og Mennesket kommer tilbage.

“3 ud af 10 punkter i togets ordensreglement brudt”. Mennesket sveder så meget at svedpletterne under armene nu er trængt helt ud til blazeren. Mennesket finder ordensreglementet frem og peger på de 3 punkter, som Trommemanden + optog har brudt. “Havde jeg haft muligheden, havde jeg smidt HELE banden af toget!“. Ved den tanke går Mennesket i stå og smiler. Vi holder stadig ved Trekroner station og jeg spørger Mennesket hvor længe vi skal vente. Mennesket svarer at Mennesket vil undersøge sagen og vende tilbage. Mennesket forsvinder ud af Stillezonen.

Screen Shot 2015-07-02 at 07.30.48

Og så sker det. Vi hører larm igen. Døren til DSB 1′ går op og Trommemanden + optog marcherer gennem DSB 1′ til lyden af den forbandede lilletromme. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og begynder at råbe. Men de 8-10 syngende mennesker overdøver Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager fat i en af festivalgæsterne for at råbe vedkommende op. Dette resulterer i at festivalgæsten tager fat om Hjemmeværnsmanden og begynder at danse. Hjemmeværnsmanden ved slet ikke hvad han skal gøre. Jeg tager mig selv i at råbe: “SÅ GIV DOG SLIP PÅ MANDEN!” i håb om at festivalgæsten slipper Hjemmeværnsmanden.  Efter 20 meget lange sekunder giver festivalgæsten slip og optoget fortsætter gennem toget.

Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmandens ferie t-shirt (i dag er det en Bornholm t-shirt med en krøllebølletrold på) er blevet en smule beskidt. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Vi er begge målløse. Hjemmeværnsmanden skal til at sige noget, da døren igen går op og Trommemanden + optog løber i gennem kupéen. Døren går i igen for kun 5 sekunder efter at gå op igen. Denne gang er det Mennesket. Mennesket løber i høj hastighed efter Trommemanden + optog. “STOP SÅ FOR FANDEN!!!” skriger Mennesket. Hjemmeværnsmanden sætter i løb efter Mennesket.  Og ude i selvsamme mellemgang får Mennesket stoppet Trommemanden + optog. Et par stykker fra optoget når dog at låse sig ude på toilettet. Mennesket banker hårdt på døren og forlanger at døren bliver åbnet. Dette sker ikke, og så træffer Mennesket en hurtig beslutning. Mennesket sparker døren op og hiver de de 3 personer ud fra toilettet. Det er ikke første gang at jeg har set Mennesket ødelægge døren til toilettet.

Hjemmeværnsmanden har trængt den dansende festivalgæst op i et hjørne og taler med store ord. Hjemmeværnsmanden viser de sorte pletter omkring krøllebølletrolden på t-shirten. Hjemmeværnsmanden har løftet pegefingeren. Så ved man at det er alvor.

Hjemmeværnsmanden kommer tilfreds tilbage til stillezonen. Hjemmeværnsmanden ser tilfreds ud. “Det er sidste gang at han laver sådan et nummer herinde”. Jeg nikker. Toget er begyndt at køre igen, og jeg kigger ud i mellemgangen, hvor jeg ser at Mennesket har fundet bødeblokken frem. Der skrives bøder. Jeg vidste ikke at man kunne give bøder for dårlig opførsel, men mon ikke Mennesket er ligeglad. Sådan en opførsel må have konsekvenser og dem er Mennesket manden for at føre ud i livet.

Endelig Roskilde station og de mange festivalgæster forlader toget. Jeg ser Mennesket nede på perronen. Mennesket råber og ser helt vild ud midt i de mange hundrede mennesker på perronen. Toget kører fra Roskilde Station og Mennesket kommer tilbage til vores Stillezone. Mennesket sætter sig overfor mig og tager kasketten af. Mennesket er badet i sved. “Sådanne lømler skal ikke løbe om hjørnerne med mig” siger Mennesket og tørrer sveden af panden.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på urostiftere. I Hjemmeværnet havde den slags opførsel medført en straf”. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på Mennesket. “En straf!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet imens Hjemmeværnsmanden siger ordet “Straf”.

“Hvis bare man kunne straffe” svarer Mennesket. Vi nikker alle sammen. Hvis bare man kunne straffe den slags opførsel.

Vildmanden med skærmbrillen og det brækkede ben

admin 0 Comments

Hele sidste uge så jeg ikke noget til Vildmanden med skærmbrillen. Det har virkelig været skønt. Vildmanden med skærmbrillen stresser mig helt utrolig meget. Det er som om at kaos omgiver Vildmanden med skærmbrillen.

Men mandag sker det. Vildmanden med skærmbrillen er tilbage. Og Vildmanden med skærmbrillen har brækket benet. HELE Vildmanden med skærmbrillens højre ben er indbundet i gips og dertil har Vildmanden med skærmbrillen valgt at slæbe 2 kæmpe sportstasker med.

Det er sjovt som Vildmanden med skærmbrillen altid har helt utrolig meget bagage med på sin pendlerrejse. Altid meget store tasker, cykler, kufferter, cykelhjelme. Gad vide hvad Vildmanden med skærmbrillen egentlig arbejder med. Vildmanden med skærmbrillen rejser utrolig langt hver eneste dag. Måske er Vildmanden med skærmbrillen opfinder. Måske har Vildmanden med skærmbrillen opfundet et eller andet og er så blevet headhuntet til en større virksomhed i Storkøbenhavn. Der er Vildmanden med skærmbrillen sikkert gemt væk nede i en kælder. Dette skete sikkert efter adskillige medarbejderklager over Vildmanden med skærmbrillens adfærd.

Men i dag har Vildmanden med skærmbrillen altså brækket benet. Kaos udspiller sig da Vildmanden med skærmbrillen skal ind i toget, haltende og med 2 KÆMPE tasker. Vildmanden med skærmbrillen rammer rejsende med tasker og gips, rejsende brokker sig og Vildmanden med skærmbrillen stønner og pruster som en gal. Jeg går bagefter Vildmanden med skærmbrillen da jeg har pladsbillet i Vogn 21 DSB 1′ stillezone. Samme sted som Vildmanden med skærmbrillen skal sidde.

Da vi langt om længe kommer ind i Stillezonen sidder Hjemmeværnsmanden på sin vanlige plads. Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet og sukker højt da Hjemmeværnsmanden ser Vildmanden med skærmbrillen. Vildmanden med skærmbrillen knokler for at få de 2 kæmpe tasker op på hattehylden. Jeg tilbyder min hjælp, men Vildmanden med skærmbrillen vil ikke have hjælp. Taskerne kommer med besvær op på hattehylden og Vildmanden med skærmbrillen sætter sig, tager høretelefoner på og finder computeren frem.

Hjemmeværnsmanden er tydeligvis irriteret over al den uro og sidder klar. Klar til at irettesætte Vildmanden med skærmbrillen. Det er meget tydeligt når Hjemmeværnsmanden afventer at kunne irettesætte andre rejsende. Så sætter Hjemmeværnsmanden sig helt ud på kanten af stolen, banker i gulvet med den ene fod og stirrer stift på urostifteren.

Toget sætter i gang, men bremser hurtigt op. Den ene af de to store tasker ryger ned fra hattehylden, ned over Vildmanden med skærmbrillens computer og videre ned over Vildmanden med skærmbrillens brækkede ben.

“AV FOR HEEEELVEDE!!” råber Vildmanden med skærmbrillen.

Hjemmeværnsmanden flyver op af stolen. “DETTE ER EN STILLEZONE!“. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet.

Jeg finder min bedste side frem, rejser mig og løfter tasken op på hattehylden igen. “Tak” siger Vildmanden med skærmbrillen. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på Vildmanden med skærmbrillen.

Nu skal Vildmanden med skærmbrillen have kaffe. Og som altid bilder Vildmanden med skærmbrillen sig ind at høretelefonernes ledning er lang nok til at kunne nå over til kaffeserveringen og beholder derfor høretelefonerne på – mens de er forbundet med computeren. Med besvær kommer Vildmanden med skærmbrillen på benene. Vildmanden med skærmbrillen placerer knæet på det gode ben på gulvet og lader det brækkede ben være strakt ud henover gulvet. Sådan krabber Vildmanden med skærmbrillen sig hen til kaffeserveringen. Som altid er ledningen ikke lang nok og computeren falder til jorden, men rammer naturligvis det brækkede ben på vejen ned.

“AV FOR HEEEELVEDE!!” råber Vildmanden med skærmbrillen.

Nu bliver det for meget for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden slår i bordet og rejser sig. Hjemmeværnsmanden åbner døren ind til resten af DSB 1′ i Vogn 21. “Så er det UD! Og det er NU!”. Hjemmeværnsmandens stemmer er skinger. “Jamen….” prøver Vildmanden med skærmbrillen, men Hjemmeværnsmanden afviser en dialog. “Du må sidde DERINDE. Der kan du larme og te dig tosset. UD!”. Hjemmeværnsmanden nikker til mig. Jeg nikker tilbage. Hvis bare jeg havde samme mod som Hjemmeværnsmanden. Vildmanden med skærmbrillen ser at slaget er tabt. Hjemmeværnsmanden har vundet og Vildmanden med skærmbrillen påbegynder turen ud af Stillezonen.

Da Vildmanden med skærmbrillen forlader stillezonen, kigger jeg på Vildmanden med skærmbrillens brækkede ben og tænker hvordan det mon er brækket. Vildmanden med skærmbrillen er universets mest klodsede menneske, men går op i ekstreme sportsgrene. Det har helt sikkert været på en sådan tur at Vildmanden med skærmbrillen er kommet galt af sted. Men så slår det mig. Vildmanden med skærmbrillen er sikkert kommet til skade allerede i lufthavnen inden afrejse til Alperne, hvor Vildmanden med skærmbrillen sikkert skulle kastes ud af en helikopter kun iført et snowboard. Ulykken i lufthavnen har sikkert været på et af de rullebånd, der findes rundt omkring i lufthavnen. Vildmanden med skærmbrillen er sikkert trådt ud på båndet og har undervurderet hastigheden. Dette har sikkert resulteret i at Vildmanden med skærmbrillen er stået  på røven med et brøl.

Og resultatet: Det brækkede ben.

“Sådan skal det gøres” siger Hjemmeværnsmanden og kigger rundt i kupéen. Hjemmeværnsmanden ser tilfreds ud.

I guder hvor er Vildmanden med skærmbrillen dog et irriterende menneske. Men hvor er det godt at jeg har Hjemmeværnsmanden. Endnu en dag hvor jeg elsker Hjemmeværnsmanden mere end jeg elsker mig selv.

Æggemandens kollaps – fase 1

admin 0 Comments

Månederne har ikke været gode ved Æggemanden. Æggemanden har taget på. Æggemandens skjorter er ved at være for små. Knapperne nærmest skriger efter mere sytråd. Det er også gået ned ad bakke for Æggemandens hygiejne. Æggemanden lugter af sved og ser generelt fedtet ud. Jeg er begyndt at frygte for Æggemandens ve og vel. Der er morgener hvor man kan spotte en rødvinsunderlæbe. Det virker også som om at Æggemanden er mere presset end sædvanligt.

Sidst vi slap Æggemanden havde Æggemandens børn aflyst en middag hos Æggemanden.  Det virker som at der efterfølgende er begyndt en decideret nedtur.

Det er torsdag morgen,  og jeg står på mit sædvanlige tog kl. 07.23. På DSB 1′ i vogn 11 sidder kun 2 engangspendlere og Æggemanden. Jeg sætter mig så jeg kan følge med i Æggemandens rejse. Jeg har det med Æggemanden som et trafikuheld. Det er tragisk, men jeg kan ikke lade være med at kigge.

Æggemanden nikker nervøst til mig og bøjer så hovedet ned i de mange papirer. Æggemanden har travlt. Æggemanden skriver noter som det gjaldt liv og død. Det var sikkert noget Æggemanden skulle have klaret dagen før, måske efter aftensmaden.

Jeg forestiller mig at Æggemanden er kommet sent hjem dagen før. Æggemanden åbner første flaske rødvin og tænder for ovnen. Så finder Æggemanden 2 frysepizzaer frem. Dem med Jakabov skinkestrimler og champignon. Æggemanden drikker den første flaske meget hurtigt og spiser de 2 frysepizzaer – alene – i det store tomme hus. Og herefter åbner Æggemanden næste flaske rødvin, kigger i arbejdspapirerne for så at lægge dem væk. Æggemanden kan ikke mere arbejde den dag. Istedet finder Æggemanden VHS båndene frem. Dem med brylluppet, konfirmationen, de lykkelige ferier. Og kun iført underbusker, med tårer i øjnene, falder Æggemanden i søvn.

Tilbage til Vogn 11. Æggemandens telefon ringer. Æggemanden ignorerer opkaldet. Telefonen ringer igen og Æggemanden ignorerer igen opkaldet. Dette sker en 3-4 gange.  Hver gang telefonen ringer, lukker Æggemanden øjnene. En af Engangspendlerne bliver til sidst så irriteret over den ringende telefon at Engangspendleren snerrer: “Så tag dog den skide telefon!”.

Æggemanden besvarer opkaldet. Æggemanden sveder. Da Æggemanden har taget telefonen kører toget ind på Sorø Station. Æggemanden kigger længelsfuldt ud på perronen og tankerne om de 2 cigaretter, Æggemanden kunne have nået at ryge.

Jeg prøver at lytte mig frem til hvem det er Æggemanden taler med. Det er ikke arbejdsrelateret, kan jeg fornemme. Så siger Æggemanden en sætning, der afslører hvad opkaldet handler om. “Jeg skal nok får styr på det overtræk” siger Æggemanden med lav stemme. “14 dage, bare 14 dage”. Æggemanden lægger røret på og læner sig tilbage. Æggemanden lukker øjnene og sidder sådan i nogle minutter.

Selvfølgelig. Efter skilsmissen har Æggemanden ikke kunne sælge det store hus. I den dramatiske skilsmisse har Æggemanden sikkert påtaget sig alle udgifter for det store hus. Æggemanden ryger mange cigaretter, drikker meget rødvin, spiser junkfood, hustrubidrag og nu rod i økonomien.

Og så er der arbejdspladsen. En arbejdsplads der kræver det umulige af Æggemanden. Der tales sikkert om Æggemanden i krogene på arbejdspladsen.

“Har du for meget at lave? Så bare få Æggemanden til at lave det” siger Æggemandens kollegaer sikkert. “Æggemanden siger aldrig nej”. 

Der laves sikkert også practical jokes med Æggemanden på Æggemandens arbejdsplads. Ting bliver tapet fast på Æggemandens bord. Knappenåle på Æggemandens stol. Og ved juletid går Æggemandens drillenisse sikkert langt over stregen. Laver fake breve fra RKI eller pantefogeden til Æggemanden. Telefonfis natten lang. Løsner på låget til saltbøssen i kantinen. Måske er det gået så vidt at drillenissen har spredt rygter om at Æggemanden har lavet seksuelle overgreb på børnene og at det er grunden til skilsmissen.

Og nu sidder Æggemanden her i vogn 11 torsdag morgen. På vej til den arbejdsplads som har bragt Æggemanden så meget ondt. Med rod i økonomien. Ingen kontakt til børnene. Ingen venner. Æggemanden åbner igen øjnene og går i rask fart ud mod toilettet.

Da Æggemanden kommer tilbage har Æggemanden røde øjne.  Jeg tror at Æggemanden har grædt. Æggemandens telefon ringer igen. Æggemanden kigger nervøst på Engangspendleren, som returnerer et blik, der fortæller at Æggemanden bare skal svare den telefon nu. Æggemanden besvarer opkaldet og her er det helt klart arbejdet det drejer sig om.  Æggemanden får ikke ros, tværtimod. Jeg kan høre den råbende stemme i røret helt over til min plads.

“Men var det ikke først til fredag?” spørger Æggemanden nervøst. Det var det så ikke, for stemmen i røret råber højt. “Jeg laver det med det samme” siger Æggemanden og lægger på. Æggemanden lægger nogle papirer tilbage i tasken og finder den gamle bærbare pc frem. Æggemanden tænder maskinen og begynder at taste. Først taster Æggemanden i et højt tempo. Men tempoet falder og falder og til sidst går Æggemanden i stå. Æggemanden bøjer sig forover og lægger hovedet ned i sin arm. Lidt som man gjorde når man kedede sig i folkeskolen.  Sådan bliver Æggemanden liggende i alt for lang tid. Jeg overvejer hvad jeg skal gøre. Jeg ser at Æggemandens kaffekop er tom. Jeg går over til Æggemanden og spørger: “Vil du have kaffe med?”. Æggemanden løfter og hovedet og kigger mig i dybt i øjnene. Så smiler Æggemanden. Eller, det er ikke et rigtigt smil, men en antydning af et smil.

“Ja tak”. Jeg skænker kaffe til Æggemanden. Med rystende hånd drikker Æggemanden kaffen.  Og forsøger at taste på computeren. Æggemanden opgiver computeren og stirrer tom ud af vinduet.

Stakkels Æggemand. Jeg frygter at dette er første fase af Æggemandens endelige kollaps.

Snackkurven

admin 0 Comments

I starten af april foretog Statsbanerne et drastisk træk. Et decideret voldsomt træk, vil jeg kalde det.

Det er en tirsdag. Jeg har været på arbejde i mange timer. Solen skinner og jeg begiver mig mod Høje Taastrup Station for at tage toget hjem. Jeg havde egentlig prøvet at booke en pladsbillet til Vogn 11, men der var udsolgt. Så jeg endte med en Plads i DSB 1′ Stillezone i Vogn 21.  Den kvikke læser vil huske at dette er Hjemmeværnsmandens foretrukne plads i toget. Og på denne tirsdag sidder Hjemmeværnsmanden da også på sin plads da jeg kommer ind i toget.

Hjemmeværnsmanden har brune fodformede Ecco sko på. Et par lyse bukser. En t-shirt med trykket “Sunny Beach”. Jeg tænker at det må have været en hård ferie for Hjemmeværnsmanden. Jeg husker en ferie på en ø nogle kilometer fra Sunny Beach for år tilbage. Sunny Beach lød som helvede på jorden. Larm, larm og atter larm. Og Hjemmeværnsmanden, som jo elsker stilhed og ordentlig opførsel.  Jeg ved ikke hvem der har haft det mest hårdt på den rejse. Hjemmeværnsmanden eller Hjemmeværnsmandens lille kone.

I dag har Hjemmeværnsmanden også sin mavetaske på. Hjemmeværnsmanden har spændende ting i den taske. I dag opdager jeg at Hjemmeværnsmanden har et kompas i mavetasken. Udover kompas har Hjemmeværnsmanden også nogle bolsjer. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden måske også har et våben i tasken. Det håber jeg, Når Hjemmeværnsmanden har mavetasken på, plejer Hjemmeværnsmanden at være i ekstra godt humør. Jeg tror at Hjemmeværnsmanden kigger sig i spejlet om morgenen, og så tager Hjemmeværnsmanden en beslutning.

“I dag bliver en god dag. Jeg tager mavetasken på!”

Men i dag ser Hjemmeværnsmanden slet slet ikke glad ud. Noget har ødelagt Hjemmeværnsmandens dag. Damen med den hidsige sweater sidder også i vognen. Damen med den hidsige sweater ser heller ikke glad ud. Det er som at noget er sket inden jeg træder ind i vognen. Noget virkelig forfærdeligt. Da jeg har sat mig går det op for mig at både Hjemmeværnsmanden og Damen med den hidsige sweater stirrer på den samme ting ved kaffeserveringen. Og så ser jeg det.

Snackkurven står i kaffeserveringen. Snackkurven, som plejer at blive bragt rundt i toget, står nu i kaffeserveringen. Da Hjemmeværnsmanden  ser at jeg har fået øje på snackkurven, råber Hjemmeværnsmanden.

“DOVENSKAB! Det må være en ny kontrollør, der er med toget i dag!”

Men det er ikke dovenskab. For Mennesket er med på rejsen i dag. Og Mennesket er ikke doven. Mennesket brænder for Statsbanerne. Mennesket kommer ind i Vogn 21 for at billettere. Hjemmeværnsmanden ser Mennesket,  rejser sig og afventer at Mennesket træder ind i Stillezonen. Hjemmeværnsmanden ligner et vildt dyr, som er klar til at gå til angreb. Mennesket træder ind i Stillezonen.

“HVAD FANDEN FOREGÅR HER!!” Hjemmeværnsmanden peger ned på snackkurven. Mennesket trækker vejret dybt, lukker øjnene og begynder så at tale. Meget langsomt.

“Jeg kan meddele d’herre at pr. 7. april vil personalet ikke længere komme rundt med snackkurven. Snackkurven vil nu være at finde i kaffeserveringen. Fremover er det selvbetjening, mine herre!”

Hjemmeværnsmanden bliver gasblå i hovedet.

“HVAD SATAN! Nu kan enhver jo tage fra kurven. Også dem, som ikke kører DSB 1′. Skal vi nu sidde og holde øje med de rejsende på JERES vegne! Der er så mange andre ting, som vi skal holde øje med!”.

Hjemmeværnsmanden har taget snackkurven op i hånden og holder den HELT op i hovedet på Mennesket.  “FØRST serveringsvognen. Og NU dette!”. Jeg kigger over på Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater nikker i takt til Hjemmeværnsmandens ord. Damen med den hidsige sweater er også chokeret over Menneskets kontante udmelding og den beslutning, som Statsbanerne har truffet.

Jeg tænker et kort øjeblik på Det grå grydehår. Det må være virkelig hårdt for Det grå grydehår at tage en så stor ændring ind.

Tilbage til virkeligheden. Mennesket er presset. Mennesket er ikke glad for at blive skældt ud. Og jeg tror også at Mennesket føler sig presset over ikke længere at kunne styre Snackkurven med hård hånd. Mennesket kan ikke længere bestemme hvem der skal have noget fra Snackkurven og hvor meget. Mennesket er heller ikke glad forandring. Det er han bestemt ikke ene om. Pendlere hader forandring mere end noget andet.

“Det er IKKE mig, der har bestemt dette. Det er en ledelsesbeslutning. Der er snart ikke noget tilbage i togene”. Mennesket ser helt trist ud.  Hjemmeværnsmanden ser pludselig også berørt ud og spørger Mennesket om Mennesket ikke vil sidde et øjeblik. Mennesket sætter sig overfor Hjemmeværnsmanden og Hjemmeværnsmanden serverer en halv kop kaffe for Mennesket. Og her sker der noget. Trods de mange konflikter mellem Mennesket og Hjemmeværnsmanden bliver der pludselig knyttet bånd.

“Sådan var det også i hæren” siger Hjemmeværnsmanden. “Fornyelse, nedskæring og manglende disciplin. Derfor sagde jeg mit job op og blev ansat i Hjemmeværnet. I Hjemmeværnet er selv ledelsen dedikeret!”. Hjemmeværnsmanden ser utrolig stolt ud. Mennesket, derimod, ser trist ud. Mennesket kan jo ikke forlade Statsbanerne. Også selvom Mennesket i perioder gerne ville. Mennesket kan ikke andet end at arbejde hos Statsbanerne. Hjemmeværnsmanden kigger først på Damen med den hidsige sweater, så på mig og så på Mennesket. Hjemmeværnsmanden tager computeren frem. Jeg ved godt hvad det betyder. Der skal klages.

“Der er kun en vej når man er utilfreds med noget” siger Hjemmeværnsmanden. “Jeg skriver en klage“.

Mennesket ser pludselig meget nervøs ud. “Du nævner ikke mig, vel?” Hjemmeværnsmanden ryster på hovedet. Mennesket ser lettet ud. Mennesket rejser sig og lægger hånden på Hjemmeværnsmandens skulder. “Tak” siger Mennesket.

2 unge mennesker går hurtigt gemmen Stillezonen. Mennesket vender tilbage til kontrollørrollen, løber efter de 2 unge mennesker og forlanger at se billet.

Den kendte skuespiller

admin 0 Comments

Jeg har kørt i tog med Den kendte skuespiller 2 gange. Begge gange har været en heftig affære.

Den kendte skuespiller er temmelig tyk og ikke særlig høj. Den kendte skuespiller er ikke så tyk at Den kendte skuespiller ikke kan sidde på en enkel plads, men Den kendte skuespiller vælger alligevel at bestille 2 sæder.

Den kendte skuespiller nærmest falder ind i DSB 1′ kupéen.

Den kendte skuespiller sveder.
Den kendte skuespiller bander.
Den kendte skuespiller pruster.
Den kendte skuespiller har fedtet hår.
Den kendte skuespiller har hul på bukserne.
Den kendte skuespiller virker beruset.

Det er som om at kaos omgiver Den kendte skuespiller.

Den kendte skuespiller finder sine 2 pladser og så sker det, som er sket begge gange jeg har kørt med Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller finder 2 computere frem og tænder dem begge. Den kendte skuespiller sætter nu hver sin film på, på hver af de 2 computere. Og så bliver det helt skørt. For Den kendte skuespiller medvirker i begge film. Den kendte skuespiller vælger ikke at benytte høretelefoner, hvilket selvfølgelig også er svært med 2 computere, men skruer derimod godt op for begge film. Den kendte skuespiller lægger sig ned over de 2 sæder og tager fødderne op på sædet – iført sko.

Vi er flere pendlere som er voldsomt provokeret af denne adfærd. Jeg kigger på Den blege bankmand og Den blege bankmand sender mig et “Lad mig tage denne her” blik. Den blege bankmand går hen til Den kendte skuespiller og læner sig hen over de 2 computere.

“Kunne man forestille sig at du kunne dæmpe dine film?” Den blege bankmand taler venligt men bestemt til Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller skruer en meget lille smule ned. Så lidt ned at det kun kan opfattes som en provokation. Den blege bankmand spørger igen Den kendte skuespiller om Den kendte skuespiller ikke vil skrue ned. Denne gang ignorerer Den kendte skuespiller helt Den blege bankmand.

Den blege bankmand sender mig et trist blik. Et blik der fortæller at Den blege bankmand har givet op. Det ligner ellers ikke Den blege bankmand at give op. Jeg rejser mig og går hen til Den kendte skuespiller. Da jeg står foran Den kendte skuespiller ser jeg at Den kendte skuespiller er faldet i søvn. Den kendte skuespiller udviser en total respektløs opførsel.  Jeg overvejer selv at skrue ned, men besinder mig og prikker til Den kendte skuespiller.Den kendte skuespiller sover meget tungt og vågner ikke. Eller også er det Den kendte skuespillers måde at ignorere mig på. Jeg sætter mig tilbage. Jeg kigger på Den blege bankmand. Den blege bankmand ryster på hovedet.  Den blege bankmand fortæller en historie om en medarbejde i banken som blev fyret grundet tvivlsom adfærd.

“Desværre kan man ikke fyre en medrejsende” slutter Den blege bankmand af og griner på en trist måde.

På tidspunktet for denne episode kører serveringsvognene stadigvæk i IC-togene. Og det er netop en serveringsvogn, som  får vækket Den kendte skuespiller. Da Den kendte skuespiller hører de klirrende flasker i serveringsvognen farer Den kendte skuespiller og bestiller hurtigt 3 små flasker hvidvin.  Den kendte skuespiller åbner hurtigt en flaske og drikker den kvarte flaske vin på få tårer. Den kendte skuespiller lægger sig igen med fødderne oppe og slår en høj latter op over hvad Den kendte skuespiller ser på skærmen. Sig selv.

Den blege bankmand skal lige til at rejse sig, da Mennesket træder ind i kupéen. Mennesket ser ikke glad ud. Mennesket er forkølet. Mennesket er ikke typen som melder sig syg. Så Mennesket er naturligvis på arbejde. Mennesket pudser næse, har tårer i øjnene og snøfter uden ende. Mennesket billetterer ved min og Den blege bankmands plads. Så bevæger Mennesket sig over mod Den kendte skuespiller og bliver helt rød i hovedet. Det er tydeligt at Mennesket ikke aner hvem Den kendte skuespiller er, men ser Den kendte skuespiller som en rejsende, der i den grad sidder det forkerte sted.

“HVAD FANDEN FOREGÅR DER HER?” råber Mennesket. “ER DU KLAR OVER AT DETTE ER FØRSTE KLASSE? JEG SKAL BEDE DIG OM OMGÅENDE AT PAKKE DINE TING OG FINDE EN ANDEN PLADS!“. Menneskets stemme er skinger. Den kendte skuespiller viser Mennesket billetten til de 2 sæder. Mennesket stivner og kigger gentagne gange på billetten.

“FÅ DE FØDDER NED FRA SÆDET OG SKRU NED FOR DEN LARM!!” skriger Mennesket og forsvinder ud af Vogn 11.

Mennesket kommer tilbage med snackkurven.  I dag er der en spansk tapas anretning med ost, pølse og lidt brød. Mennesket serverer for Den blege bankmand og mig. Mennesket sukker og bevæger sig hen til Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller kigger i kurven.

“Jeg kan ikke lide ost, har du ikke noget andet?  Gerne noget sødt, tak!”

Mennesket tager sig til hovedet. “Jamen, så skal jeg da lige smutte ud og bage en kage til herren!”. Mennesket skummer af raseri. Den kendte skuespiller bliver nu ophidset og beder Mennesket om at tjekke om der er noget sødt. Og siger Den kendte skuespiller noget, som får Mennesket til at ændre kurs.

“Jeg skulle jo nødig være nødsaget til at bede om dit navn i forhold til at sende en klage”. Mennesket ser pludselig meget lille ud. Jeg tænker at der enten ALDRIG er blevet klaget over Mennesket. At Mennesket simpelthen har skræmt folk fra at klage. Eller at der ligger så mange klager at Mennesket står yderst på Statsbanernes planke.

Mennesket forsvinder ud af kupéen og kommer kort tid efter tilbage med et lille stykke chokolade til Den kendte skuespiller. Den kendte skuespiller tager imod chokoladen og Mennesket skal til at forlade kupéen igen.

“Åh, undskyld” siger Den kendte skuespiller henvendt til Mennesket. “Jeg har 2 pladser. Jeg bør have 2 stykker chokolade“.

Mennesket læner sin pande mod døren og knytter næverne. Mennesket er helt rød i hovedet. Så begynder Mennesket at hviske… “1, 2, 3, 4……..5“. Det er sikkert Menneskets måde at kontrollere et voldsomt raserianfald på.

Mennesket forsvinder igen og kommer tilbage med et lille stykke chokolade. Mennesket smider det lille stykke chokolade ned på bordet foran Den kendte skuespiller. “Fortsat god rejse, hr!“.

Ikke alle dage er gode for Mennesket.

Selvfølgelig får Mennesket sin hævn. Den historie kommer i næste del.

Hypokonderen

admin 0 Comments

Tillad mig at præsentere den på mange måder værste af alle mine pendlerbekendtskaber. Hypokonderen.

Hypokonderen er en mand i 50’erne. Hypokonderen er en høj og meget tynd mand. Helt utrolig tynd, faktisk. Hypokonderen er stort set hud på pind. Hypokonderen har næsten ikke noget hår, kun en lille smule over ørene. Hypokonderen går klædt i lyse farver. Hypokonderen har altid en meget stor rygsæk med sig.

Det tog lidt tid før jeg indså et mønster i Hypokonderens hverdag. Men ligeså stille er jeg blevet lullet længere og længere ind i Hypokonderens sære hverdag. Det starter med at jeg bider mærke i et opkald som Hypokonderen foretager hver dag. Hver dag kl. 08.00 ringer Hypokonderen til sin læge. Man kunne så tænke at Hypokonderen måske fejlede noget alvorligt og var nødsaget til at foretage dette opkald hver morgen. Men sådan er virkeligheden ikke. Hypokonderen stiller alle mulige spørgsmål og de er meget forskellige fra dag til dag. En dag handler det om en summen i højre arm, den næste dag om afføring og så mistanke om lungebetændelse. Der er ingen rød tråd i disse opkald – kun en mistanke om sygdom. Det er tydeligt at lægen i den anden ende hurtigt afviser Hypokonderen.

Når lægeopkaldet er overstået skal Hypokonderen have kaffe. Her tager Hypokonderen et par mørke handsker på og bevæger sig op imod kaffeserveringen. Hypokonderen tager det midterste krus i den høje stabel af krus og inspicerer det nøje. Er det ikke tilfredsstillende, skifter Hypokonderen det ud med et andet krus. Et par gange har Hypokonderen måtte droppe kaffen da ingen af krusene levede op til Hypokonderens krav.

Det samme gør sig gældende når togpersonalet serverer morgenmad. Hypokonderen er meget skeptisk og inspicerer nøje morgenmadsbakken. Lever den ikke op til kravene bliver personalet sendt ud efter en ny. Hypokonderen stiller en masse spørgsmål om hvordan morgenmaden har været opbevaret op til togrejsen. En gang imellem afviser Hypokonderen også morgenmaden hvis Hypokonderen har mistanke om at morgenmaden kan være fyldt med sygdom.

En anden sær detalje:
Hypokonderen snakker på kun på udåndingen. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det gør at Hypokonderens sætninger er meget korte da de skal afsluttes på udåndingen. Ofte trækker Hypokonderen ikke vejret særlig dybt, hvilket giver meget kort tid til at færdiggøre sætningen på udåndingen. Nogle gange må Hypokonderen dele sætninger i 2 dele hvis det er en lang sætning.

Når disse ting er overstået har vi passeret Ringsted. Så skal Hypokonderen læse. Hypokonderen læser læge/sundheds/helse magasiner. De gange jeg har siddet ved siden af Hypokonderen, har jeg lagt mærke til at det mest er brevkasserne, som Hypokonderen bruger tid på at læse. Jeg er sikker på at Hypokonderen selv skriver en del til disse brevkasser og leder efter sine egne breve og de tilhørende svar. Der er dage hvor Hypokonderen irriteret smider et blad fra sig og ryster på hovedet. Det må også være irriterende at ens breve ikke kommer med. Og Hypokonderen skriver sikkert mange breve.

Det sker også at Hypokonderen finder en iPad frem. Her læser Hypokonderen på www.netdoktor.dk . På Netdoktor.dk er det samme mønster. Hypokonderen søger og søger. Og meget specifikke steder. Der ryger sikkert rigtig mange mails afsted til netdoktor.dk

Hypokonderen  har en meget stor rygsæk med sig på den daglige rejse. Jeg har endnu ikke fået lejlighed til at kigge ned i denne taske. Men jeg kan høre en masse metalgenstande rasle og larme i tasken. Jeg har en forestilling om at der er blodtryksmåler, stetoskop og termometer i tasken. Nu kan kunne man jo få den tanke at Hypokonderen rent faktisk er læge. Men nej. Det er Hypokonderen ikke. På hjemturen har Hypokonderen til tider glemt at tage adgangskortet til sit job af skjorten og dette kort afslører at Hypokonderen IKKE er læge.

Det værste er dog at Hypokonderen får det værste frem i mig. Jeg er selv hypokonder. Ikke så meget som Hypokonderen, men nok til at Hypokonderen kan bringe mig ud af fatning.

Det er mandag morgen. Jeg er træt og jeg har sovet dårligt. Ved siden af mig sidder Hypokonderen. Hypokonderen taler med sin læge i telefonen. Hypokonderen spørger lægen om noget med sit hjerte og bryst. Hypokonderen beskriver en trykkende fornemmelse i hjerte og bryst og er som altid bekymret. Som Hypokonderen kommer længere og længere ind i samtalen med lægen begynder jeg at føle det. En trykken for mit bryst. Stikkende fornemmelser i armene. Jeg mærker min håndflader bliver svedige. Jeg føler mig svimmel. Hypokonderen bliver som altid afvist af lægen og lægger irriteret røret på. Jeg har det svært. Jeg synes at min fysiske tilstand stille og roligt bliver værre og værre. Hypokonderen finder sin iPad frem og jeg kan ikke lade være med at kigge med. Hypokonderen åbner netdoktor.dk og søger på ordet “cancer”.

For en stund falder min verden fra hinanden. Hvad skal der blive af min familie? Hvad skal der blive af det hele? Jeg er tæt på at græde. Det er langt fra første gang at Hypokonderen  har bragt mig ud af fatning. Det sker faktisk ret tit. For et par uger siden snakkede Hypokonderen om et dårligt knæ med sin læge. Jeg haltede i to dage. En anden gang talte Hypokonderen med lægen om en mulig blodforgiftning. Da jeg kiggede på mine blodårer så de sorte ud. HELT sorte. Jeg følte en brændende fornemmelse i hele min krop. Det var en forfærdelig følelse.

Tilbage til toget mandag morgen hvor det nu sker. Det der altid sker når en anden pendler presser mig til det yderste. Når jeg har fået nok. Jeg ønsker vedkommende ondt. Og her mandag morgen, med en slem trykken for brystet, ønsker jeg at Hypokonderen vil blive rigtig syg. At Hypokonderens knæ vil falde af. At Hypokonderens hænder vil gå i stykker, så Hypokonderen ikke længere kan holde en telefon. Og mest af alt at Hypokonderen vil blive så syg at Hypokonderen vil blive fyret og aldrig mere skal pendle. Og aldrig mere gøre mig syg.

Men midt i vreden tager min trykken for brystet til og jeg må slappe af. Jeg læner mig tilbage og prøver at fokusere. I dag går det godt. I dag får jeg overbevist mig selv om at jeg ikke er syg inden jeg skal af toget. Så nemt er desværre ikke altid. Nogle gange er jeg syg i dagevis.