Det er vintertid og det er allerede mørkt når jeg rejser hjemad på den daglige tur. Det er i sig selv ret deprimerende, men jeg elsker nu at sidde i et tog, mens mørket sænker sig udenfor. Så hygger jeg mig rigtig. Jeg drikker kaffe, tænker vigtige tanker, har intense visioner og hviler i mig selv. Så føles hver togtur som juleaften.
Men der er også pendlere, der hader mørket og kulden. Hjemmeværnsmanden er af dem. Hjemmeværnsmanden trives bedst i korte ærmer og helst i sportssandler. Hjemmeværnsmanden er et sommermenneske. Når efteråret kommer snigende holder Hjemmeværnsmanden den kørende i sportssandaler og shorts så længe som overhovedet muligt. Men i oktober må Hjemmeværnsmanden som regel give sig og tage et par hvide tennissokker under de brune sportssandaler og par lange beigefarvede bukser.
Der er forresten en pendler, som jeg ikke har fortalt om. Det er en velkendt politiker på den danske venstrefløj. Politikeren er som regel en glad mand. Men en gang imellem modtager Politikeren et telefonopkald, som kan gøre Politikeren ophidset . Andre gange kan Politikeren sidde og læse i nogle papirer og pludselig blive meget vred over indholdet. Politikeren brænder for sit politiske arbejde, det er der ingen tvivl om. Men overordnet virker Politikeren som et rart menneske.
Jeg er ret sikker på at Hjemmeværnsmanden ikke bryder sig om Politikeren. Jeg tror nemlig at Hjemmeværnsmanden stemmer på den anden fløj. Desuden kender jeg Politikerens holdning til hæren, og jeg kan ikke tro andet end at Politikerens kritiske holdning til krig og hær må provokere Hjemmeværnsmanden.
Det er tirsdag, det er råkoldt, det er mørkt og toget hjem er ved at ramme de 45 minutters forsinkelse. Tog ruller langt om længe ind til perronen på Høje Taastrup station og jeg stiger ind i vogn 21 hvor Hjemmeværnsmanden sidder og skummer af vrede. Jeg kigger ned på Hjemmeværnsmandens fødder og kan se at Hjemmeværnsmanden har 2 sæt tennissokker under sportssandalerne for at modstå den råkolde efterårsdag. I dag har Hjemmeværnsmanden en sweater på. Det er første gange at jeg har set Hjemmeværnsmanden iført en sweater. En sweater med det flotte hjemmeværnslogo på. Hjemmeværnsmanden kigger irriteret på sit ur.
Politikeren sidder også i Vogn 21. Politikeren skriver løs på sin computer. Politikeren kommer med små tilfredse lyde og foran Politikeren står hvad der ligner en rød sodavand. Jeg tænker at Politikeren har haft sin egen sodavand med i toget. Jeg finder min plads og sætter mig. Da jeg har tager computer frem, skal jeg have kaffe og hér ser jeg det. I kaffeserveringen – ved siden af det almindelige kildevand – står de. De røde sodavand. Jeg kigger op på Hjemmeværnsmanden, som ryster på hovedet.
“Ja, hvad bliver det næste” sukker Hjemmeværnsmanden. “Vingummibamser og røde pølser!?“.
Hjemmeværnsmanden fnyser. Politikeren kigger op. “Det ville nu være rart med en smoothie her i toget. Man får en hel anden energi end al den kaffe“. Politikeren smiler til Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden kigger vredt på Politikeren og tager en tår af kaffen. Politikeren fortsætter. “Jeg synes nu er at det er fint med bredere udvalg her i toget og en rød sodavand har aldrig skadet nogen, det er jo næsten nostalgisk”. Politikeren smiler igen til Hjemmeværnsmanden og nu er det tydeligt at Hjemmeværnsmanden ikke gider hører mere på Politikeren.
“Inde på Borgen kan i te jer som det passer jer, men dette er en stillezone! Her er man STILLE!” Hjemmeværnsmanden peger på Stilleskiltet og kigger vredt på Politikeren. Der bliver stille i nogle minutter. Så tager Politikeren den røde sodavand og åbner den. Hjemmeværnsmanden kigger på Politikeren, som hvis Politikeren havde smittet Hjemmeværnsmanden med en grim sygdom. Politikeren tager en stor slurk af den røde sodavand og udbryder et “Aaaaaah!“.
“STILLE!” skriger Hjemmeværnsmanden.
På hele turen har der været temmelig koldt da klimaanlægget ikke fungerer. Hjemmeværnsmanden fryser. Og da en kontrollør kommer ind i kupéen, overfalder Hjemmeværnsmanden vedkommende og forlanger en løsning på problemet med det defekte klimaanlæg. Kontrolløren beklager meget, men Hjemmeværnsmanden er nu rigtig tosset. “I Sølvpilen var der aldrig denne slags problemer!” råber Hjemmeværnsmanden. “Men i disse blikspande er der altid problemer og så skal jeg sidde her og blive syg? Er det hvad du vil have!?“. Jeg kigger over på Politikeren, som tilsyneladende morer sig over optrinet. Kontrolløren forsvinder ud af kupéen og roen falder på igen. Men kun kortvarigt. For så henvender Politikeren sig til Hjemmeværnsmanden og peger på Hjemmeværnsmandens sweater med det flotte hjemmeværnslogo på.
“Hvad gør i så når i er på øvelse i det barske danske klima?” Politikeren griner. “Vi må da ikke håbe at Danmarks sidste bastion ikke falder grundet den barske kulde!“. Politikeren griner nu højlydt. Og nu bliver det hele for meget for Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden rejser sig og går helt hen til Politikeren. Nu peger Hjemmeværnsmanden på Politikeren. “Mens i sidder på jeres flade og laver intet som helst, er vi nogle der beskytter vores land!“. Hjemmeværnsmanden er helt rød i hovedet. “Og lige meget hvor mange penge i stjæler fra os, vil den danske hær stå stolt!”. Hjemmeværnsmanden sænker pegefingeren og går tilbage til sin plads.
“PLADDERHUMANISTER!” råber Hjemmeværnsmanden og slår i bordet. Hjemmeværnsmanden nikker til mig og jeg nikker igen. Hjemmeværnsmanden slår en ekstra gang i bordet og nikker igen til mig. Jeg overvejer om jeg selv skal slå i bordet men retter mig i stedet op og nikker mere intenst til Hjemmeværnsmanden. Så slår Hjemmeværnsmanden i bordet en sidste gang. Og så kan jeg ikke lade være. Jeg slår i bordet og Hjemmeværnsmanden lyser op. Det føles godt. Så kan Politikeren lære det!