Month: juli 2015

Fikumdikmanden og episoden med hesten

admin 0 Comments

Jeg har fået knyttet et tættere forhold til Fikumdikmanden end nogen anden pendler. Det er som om at den episode med min familie, som vinkede til mig fra perronen, har rørt ved noget i Fikumdikmanden. Fikumdikmanden vil rigtig gerne tale. Fikumdikmanden elsker jo vin. Jeg elsker selv hvidvin, så vi har talt en del om hvidvin. Vi taler også om mad. Fikumdikmanden elsker dansk mad. Og gryderetter. Især gryderettet. Men der er en ting, som fylder mere end vin og mad i vores samtaler.

Fikumdikmandens barndom, ungdom og forholdet til Fikumdikmandens mor.

Fikumdikmanden taler meget om ting, som Fikumdikmanden ikke fik fortalt sin mor. Fikumdikmanden lider af en frygtelig dårlig samvittighed. Og der er meget Fikumdikmanden gerne ville have fortalt moderen inden hendes død. Der er særlig en episode, som jeg kan fornemme at Fikumdikmanden er ked af at Fikumdikmanden aldrig fik fortalt moderen.

Episoden med hesten. Den har været luftet nogle gange fra Fikumdikmandens side og Fikumdikmanden ser ekstra påvirket ud når den episode bringes i spil. Jeg har besluttet mig for at finde ud af episoden med hesten går ud på. Og det skal vise sig at blive en yderst dramatisk historie og morgen i Vogn 11.

Det er en fredag morgen og jeg stiger på toget 7.23. Det er sommerferie for de fleste. Fikumdikmanden sidder alene på DSB 1′ i Vogn 11. Jeg er glad for at vi er alene. Det er som om at Fikumdikmanden åbner mere op, når vi er alene. Samtalen drejes igen ind på ting som Fikumdikmanden angrer og igen siger Fikumdikmanden ordene  “Episoden med hesten“.

Nu kan jeg ikke længere holde mit spørgsmål tilbage. “Hvad var det med den hest?” spørger jeg. Fikumdikmanden læner sig tilbage i sædet, tager sixpencen af og sukker dybt. “Jeg er jo fra landet” begynder Fikumdikmanden. “Jeg er vokset op på en gård. Med 3 skorstene. Der var nu dejligt. Vi havde 5 heste og en masse køer. Køerne og markerne var vores levebrød“. Jeg tænker at Fikumdikmanden  egentlig ikke ligner en fra landet. Jeg havde skudt Fikumdikmanden til at være fra en større by. Det stilfulde ydre bærer ikke præg af landet.

“Min mor elskede heste. De betød alt for hende“. Fikumdikmanden ser allerede meget berørt ud og jeg skynder mig at fylde kaffe i Fikumdikmandens krus. “Men der var særlig en hest, hun elskede. Hun kunne bruge timer med den hest. Den hed Henning. Mor elskede Henning”. Fikumdikmanden får våde øjne og kigger ned i bordet. “Nogle gange….” Fikumdikmanden går i stå. Der går nogle sekunder. “Nogle gange var det svært at min mor elskede Henning så højt…..”.

Jeg husker på hvad Fikumdikmanden  tidligere har fortalt. Det store behov for nærhed. Den voldsomme morsyge. Behovet for at blive holdt om. Mange af de ting, som Fikumdikmanden simpelthen ikke kunne få fra sin mor. Jeg forstår godt at det har været hårdt at se den stærke kærlighed mellem moderen og Henning. Jeg ser for mig at Fikumdikmanden kommer ud til moderen i stalden. Moderen strigler Henning og ler højt, krammer Henning og har overskud til Henning. Fikumdikmanden er nok en 8 år. Fikumdikmanden er ked af det. Fikumdikmanden vil bare gerne være tæt på mor. Mærke hende. Lugte hendes lugt. Lugten af tryghed. Men moderen har travlt med Henning.

“Ikke nu, Fikumdikmand! Mor er lige sammen med Henning! Kan du ikke se det?”

Og så er Fikumdikmanden ellers gået tilbage til sit værelse. Her har Fikumdikmanden grædt sig i søvn.

Det skal vise sig at min forestilling ikke er langt fra sandheden, for Fikumdikmanden begynder nu at tale om at det var svært at være nummer 2. Og så ovenikøbet slået af en hest. “Der skulle jo arbejdes på sådan en gård dengang. Så både min mor og far havde lange arbejdsdage. Mange gange blev klokken langt over spisetid før de var færdige med dagens gøremål. Mange dage gik mor direkte ud til Henning efter maden. Og så måtte jeg finde på noget selv. Ofte kunne jeg høre mor grine og le ude fra stalden”. Fikumdikmanden sukker. “Det var de stunder hvor jeg havde allermest brug for mor….Det var de stunder, der gjorde så ondt”.

Fikumdikmanden tager en dyb indånding. “En aften var jeg rigtig sur på mor“. Jeg fornemmer at vi er ved at nå ind til sagens kerne. Fikumdikmanden er helt rød i hovedet og tager brillerne af. “Jeg lukkede Henning ud af stalden“.  Fikumdikmanden kigger mig dybt i øjnene. “Jeg lukkede Henning ud af stalden” gentager Fikumdikmanden. Jeg er rystet. Fikumdikmanden fik simpelthen nok og straffede moderen ved at lukke Henning ud af stalden.

Fikumdikmanden kigger mig igen dybt i øjnene. “Men det er ikke alt. Henning blev kørt ned på grusvejen, som førte op til den store vej. Det var købmanden, der ramte Henning“. Fikumdikmanden tager sig til hovedet. “Købmanden kom selv op til gården og fortalte om påkørslen og far tog med købmanden ned for at se om det var en af vores heste. Da far kom tilbage, fortalte han at Henning var død….”.

Jeg er nu mere end rystet. Det er meget voldsomt det hele. Også Fikumdikmanden er voldsomt berørt. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg skænker mere kaffe op til Fikumdikmanden.

“Mor græd og græd. Og jeg blev sendt til mit værelse for at jeg ikke skulle se mor græde. Jeg kunne høre mor græde hele aftenen. Og næste morgen stod hun ikke op. Der gik mange dage før mor stod op igen. Det var jo ikke meningen at Henning skulle dø….jeg var jo bare en lille dreng, der havde brug for sin mor”.

Jeg spørger forsigtigt til om Fikumdikmanden fik meget skæld ud. Jeg frygter at Fikumdikmanden nu vil fortælle mig at Fikumdikmanden er blevet fysisk straffet. Men det er heldigvis ikke tilfældet. “Jeg fortalte aldrig mor at det var mig, der lukkede Henning ud. Og nu er hun død…………Undskyld, mor“. Fikumdikmanden bøjer hovedet i skam. Jeg sidder lamslået tilbage. Sikke en hemmelighed at have båret rundt på i alle disse år. Der går nok ikke en dag hvor Fikumdikmanden ikke tænker tilbage på den dag, hvor Fikumdikmanden lukkede Henning ud og Henning efterfølgende blev kørt ned.

“Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” får jeg fremstammet. Fikumdikmanden ryster på hovedet. “Der er ikke så meget at sige. Mor er død og sandheden om Henning vil hun aldrig få“.

“Undskyld, mor” siger Fikumdikmanden og kigger mod himlen.

Fikumdikmanden

admin 0 Comments

Jeg har kendt til Fikumdikmanden længe. Flere år faktisk. Men det er først for nylig at Fikumdikmanden rigtig har gjort sig bemærket som pendler.

Fikumdikmanden  er en mand i midt 60’erne. Fikumdikmanden er vinhandler og rejser fra Fyn til København en 2-3 gange om ugen. Fikumdikmanden er en lille tyk mand, som altid er yderst velklædt. Mit gæt er at Fikumdikmanden  går i meget dyrt tøj. Fikumdikmanden bærer små runde briller med et kraftligt stel. Fikumdikmanden har altid en sixpence på og Fikumdikmanden har et skæg, som der virkelig bliver kælet for. Fikumdikmanden er yderst stilfuld.

Fikumdikmanden brænder for den gode vin. Fikumdikmanden har altid en iPad og et lille tastatur med på sin rejse. Her kigger Fikumdikmanden på vine. Fikumdikmanden læser om vine, kigger ud af vinduet og smasker lidt. Som om at Fikumdikmanden smager på vinen ud fra beskrivelsen på en hjemmeside. Så lukker Fikumdikmanden øjnene, lader indtrykket trænge ind og går så videre til næste vin. Og sådan kan Fikumdikmanden få en hel rejse til at gå.

Da serveringsvognene stadig kørte stolt, kunne man købe noget virkelig dårlig vin. I kvarte flasker. Når Fikumdikmanden så en rejsende købe en sådan vin, kunne man se afmagten i Fikumdikmandens øjne. Afmagt over dårlig vin. Afmagt over at et andet menneske træffer en beslutning om at drikke dårlig vin. Afmagt over at Statsbanerne træffer en beslutning om at sælge dårlig vin.

Det er fredag morgen og min kone og søn har fulgt mig til stationen for at vinke farvel. Jeg ser allerede Fikumdikmanden sidde i Vogn 11, da toget kører ind til perronen. Fikumdikmanden kigger ned på min kone og søn. Og da jeg kommer ind i kupéen, kigger Fikumdikmanden stadigvæk på min kone og søn, som står og vinker. Fikumdikmanden kigger på mig og smiler. Der går lidt tid og så henvender Fikumdikmanden sig til mig. For første gang nogensinde.

“Sikke en sød søn, du har” siger Fikumdikmanden.
“Tak” svarer jeg.
“Han er glad for sin mor, kan jeg se” fortsætter Fikumdikmanden.
“Ja, han er lidt morsyg for tiden” svarer jeg.

Der går lidt tid. “Jeg var meget morsyg som lille” siger Fikumdikmanden så. “Men det var en anden tid. Der var mere distance mellem forældre og børn“. Fikumdikmanden ser helt trist ud. “Jeg ville så gerne holdes om, hele tiden. Jeg bliver så glad når jeg ser en mor holde om sit barn. Det gør mig glad, men det vækker også et savn i mig“.

Det er voldsomt at blive mødt af dette kl. 7.23 fredag morgen. Men jeg tænker at min lille familie må have ramt noget dybt i Fikumdikmanden.

Fikumdikmandens telefon ringer og Fikumdikmanden besvarer opkaldet. Jeg er ret sikker på at det er Fikumdikmandens kone. Fikumdikmanden glemmer for en stund moderen og der tales om nogle gæster til et middagsarrangement. Fikumdikmanden taler længe om hvilke vine, der skal serveres. Fikumdikmanden bruger utrolig lang tid på HVER enkel vin, som Fikumdikmanden har overvejet. Fikumdikmanden kommer frem til at Fikumdikmanden  vil servere en tung spansk vin til maden. Og det er ikke hvilken som helst mad, som Fikumdikmanden vil lave til gæsterne.

“Jeg laver sådan en fikumdikgryde” siger Fikumdikmanden til konen. “Du ved, den med mørbrad og cocktailpølser. Den smager skønt med den spanske vin“.

Fikumdikmanden ser helt salig ud ved tanken om den gode vin og fikumdikgryden. Jeg tænker på Fikumdikmandens kone og håber at hun ligeledes brænder for den gode vin. Ellers må det være hårdt at være gift med Fikumdikmanden. Der har sikkert været episoder hvor Fikumdikmandens kone er kommet til at åbne en forkert flaske vin til maden. Efterfølgende har Fikumdikmanden sovet i gæsteværelset i 14 dage – som straf. Måske har Fikumdikmandens kone forsøgt at undskylde overfor Fikumdikmanden. Men Fikumdikmandens sind er sikkert som vin. Det skal modnes før det er klart.

Fikumdikmanden kigger igen på mig. “Min mor er død. Der var så meget jeg ikke fik sagt“.  Nu ser Fikumdikmanden for alvor trist ud. “Jeg boede jo hjemme meget længe, på den måde var jeg nok lidt anderledes. Det var svært for mig at forlade min mor“. Jeg tænker at Fikumdikmanden sikkert først er flyttet hjemmefra i 30 års alderen. Og at Fikumdikmandens kone har en meget moderlig rolle i Fikumdikmandens liv, Fikumdikmanden har jo brug for den moderlige omsorg. “Der er så mange ting, jeg gerne ville have sagt undskyld for, men det fik jeg aldrig gjort mens hun var i live”. Jeg er lidt paf, da Fikumdikmanden aldrig rigtig har sagt noget, og nu lukker op for den helt store godtepose.  “Undskyld, mor” siger Fikumdikmanden og kigger ud af vinduet.

Jeg siger til Fikumdikmanden at det jo altid er trist, hvis der er ting man ikke når at fortælle før et menneske dør. Men Fikumdikmanden er nu et helt andet sted.

“Alle de gange jeg kom for sent, alle de gange jeg løj om hvor jeg tog hen, episoden med hesten….“. Fikumdikmanden lukker sin iPad ned og retter på sin sixpence. “Mest af alt ville jeg bare gerne holdes om dengang. Men sådan var min mor ikke og nu er hun død“.

Fikumdikmanden får røde øjne og jeg rejser mig og skænker en kop kaffe til Fikumdikmanden.  Resten af turen stirrer Fikumdikmanden tomt ud af vinduet. Jeg får helt dårlig samvittighed over at have bragt det store afsavn og uafsluttede forhold til moderen op i Fikumdikmanden.

Det skal vise sig ikke at blive sidste gang at Fikumdikmanden fortæller om sin barndom og mor……

 

Den blege bankmand og de mange penge

admin 0 Comments

Vi slutter den lille Roskilde Festival triologi med et indlæg om Den blege bankmand. Det er lang tid siden at vi har haft Den blege bankmand på banen. Den blege bankmand hader Roskilde Festivallen og det kaos festivallen medfører for os rigtige pendlere. Men Den blege bankmand er delt. For der er mange penge i omløb på Roskilde Festival. Den blege bankmand elsker når pengene arbejder, og det gør de på Roskilde Festival.

Det er en fredag eftermiddag under Roskilde Festival. Det er varmt, og en del festivalgæster venter på IC 803, som jeg også gør.

“Nå, kan du holde varmen, unge mand” siger en stemme bag mig. Det er Den blege bankmand. Den blege bankmand har en god dag. Sejlersko og korte skjorteærmer hvor de 2 øverste knapper står åben, så man kan se Den blege bankmand fine guldkæde. Den blege bankmand er solbrun og nyklippet. Det er tydeligt at Den blege bankmand har en god dag.

Vi stiger på toget og går mod DSB 1′ i vogn 11. Plads 26 er ledig. Det gør mig glad. Den blege bankmand sætter sig på Plads 27 – skråt overfor mig. Vi får skænket kaffe og Den blege bankmand finder det store ringbind frem. Det med billedet af Den blege bankmand på. Vi sidder lidt og så begynder Den blege bankmand at tale til mig.

“Det er hårdt at bo i Roskilde under festivallen” siger Den blege bankmand. “De er overalt, det er ikke til at være nogle steder“. Jeg nikker. Selvfølgelig er det hårdt. Bare det at køre i tog under festivallen er hårdt. Den blege bankmand bladrer lidt i ringbindet og fortsætter. “Men der kommer penge til byen, pengene arbejder i Roskilde i disse dage”. Den blege bankmand finder et stykke papir frem fra ringbindet. “Så meget omsætter Føtex for HVER dag under festivallen“. På papiret har Den blege bankmand lavet en meget lang og kompliceret udregning, som jeg på ingen måde forstår. Jeg forstår heller ikke hvordan Den blege bankmand er kommet frem til de meget voldsomme tal. Den blege bankmand smiler ved tanken om de mange penge. Den blege bankmand finder nu et næste stykke papir frem. “Det her er omsætningen hos bageren“. Igen viser Den blege bankmand en lang og indviklet udregning, som jeg slet ikke kan overskue.

“Det er mange penge på så få dage” siger jeg. Den blege bankmand svarer mig “Det er det nemlig, unge mand. Det er mange penge”. Den blege bankmand ser helt saglig ud.

Men glasset er ikke kun fyldt med den bedste rødvin, sure rønnebær lurer i bunden af glasset og Den blege bankmand ser pludselig misfornøjet ud. Den blege bankmand finder et blankt stykke papir frem og skriver et stort tal på papiret. “12.000.000,-“ står der. “Ved du hvad det er?” spørger Den blege bankmand. Jeg ryster på hovedet. “Det er det beløb Roskilde Festivallen donerede til velgørenhed!“. Den blege bankmand er ophidset. “Non profit…” vrænger Den blege bankmand. “DE PENGE SKAL I EN BANK! DE PENGE SKAL ARBEJDE! DET BELØB SKAL VOKSE!”. Den blege bankmand er tydeligvis ophidset ved tanken om at penge foræres væk. “NON PROFIT I MIN BARE!“. Den blege bankmand slår i bordet.  Det er sjældent at Den blege bankmand bruger et sådan sprog.

Den blege bankmand synker tilbage i sædet. “Festivalgæsterne burde boykotte alt handel på festivallen. Pengene bør ligge hos de lokale erhvervsdrivene….“. Dette er åbenbart noget som ligger Den blege bankmand voldsomt på sinde. For nu åbner Den blege bankmand igen ringbindet og bladrer og finder den sidste Roskilde Festival årsrapport frem. Den blege bankmand bladrer irriteret i rapporten. “Non profit…..” sukker Den blege bankmand.

Vi er nået til Høje Taastrup og en del festivalgæster stiger på. 2 smukke unge piger med festivalarmbånd går igennem DSB 1′ i Vogn 11. Den blege bankmand kan godt lide unge piger. “Nå, så er det festivaltid“. Den blege bankmand smiler til de unge piger. De unge piger fortæller Den blege bankmand at det er deres 2. gang på festivallen. Den blege bankmand afbryder de 2 piger. “I skal huske at handle hos de lokale erhvervsdrivende i Roskilde. Roskilde Festival klatter jeres penge væk på velgørenhed. DE PENGE SKAL INVESTERES – IKKE KLATTES VÆK PÅ VELGØRENHED!” Den blege bankmand er igen ophidset og de 2 unge piger ser forskrækket ud og går videre.

“God festival og brug en masse penge! Lokalt!” råber Den blege bankmand efter de 2 unge piger.

Alt dette sætter tankerne i gang hos mig. Måske har Den blege bankmand været involveret i Festivallen. Måske har Den blege bankmand kæmpet sig op i rækkerne ved festivallen. Her har Den blege bankmand ladet som om at Den blege bankmand var tilfreds med at Festivallen var non-profit, men i virkeligheden har Den blege bankmand haft en plan. At komme til tops, få lukket ned for velgørenheden og få pengene til at arbejde for Festivallen – i en bank. Da dette er blevet opdaget har man truffet en tung ledelsesmæssig beslutning om at fyre Den blege bankmand. Dette har gjort Den blege bankmands had til Roskilde så massivt.

Jeg lægger tankerne fra mig og kigger over på Den blege bankmand, som er faldet i søvn. Det er hårdt at brænde for en sag.

Hjemmeværnsmanden og smørhåret

admin 0 Comments

Vi bliver ved Roskilde Festivallen. Og vi bliver ved en mandag  – dagen efter festivallen, hvor alle festivalgæster skal hjem.

Jeg står på Vogn 21 på Hovedbanegården og bevæger mig ned mod stillezonen. Jeg ser at Hjemmeværnsmanden allerede sidder på sin vanlige plads. Hjemmeværnsmanden bander og svovler mens Hjemmeværnsmanden bladrer nogle papirer igennem. Jeg kan se at papirerne har Hjemmeværnslogoet på, så jeg tænker at det er nogle vigtige papirer. Hjemmeværnsmanden slår i bordet. Engangspendleren overfor Hjemmeværnsmanden hopper i sædet. Jeg ved ikke hvad der står i papirerne, men det er tydeligvis noget, som har bragt Hjemmeværnsmandens sind i kog.

Hjemmeværnsmanden pakker papirerne væk og kigger ud af vinduet. Men Hjemmeværnsmanden kan ikke finde ro og vender og drejer sig i sædet. Efter et par minutter flår Hjemmeværnsmanden den store gamle bærbare computer op af tasken. Der er altid et vis underholdningsmoment at observere Hjemmeværnsmanden og computeren. Computeren er MEGET lang tid om at starte op. Og Hjemmeværnsmanden er MEGET utålmodig. Hjemmeværnsmanden slår til computeren og vrisser “KOM NU!“. Hjemmeværnsmandens computer er endelig startet op og nu skal Hjemmeværnsmanden bruge internettet. Hjemmeværnsmanden sender mig det sørgmodige “Vil du ikke hjælpe mig med at komme på nettet?” blik, som jeg naturligvis fanger og hjælper Hjemmeværnsmanden. Engangspendleren går på toilettet og jeg er alene med Hjemmeværnsmanden i stillezonen. Nu kan Hjemmeværnsmanden ikke længere holde på det.

“De har rykket den årlige øvelse. Til midt i min ferie, så jeg ikke kan deltage! Jeg sidder jo på Cypern!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet. “For SATAN!” Hjemmeværnsmanden slår igen i bordet. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden ikke har noget at skulle have sagt.

“Nedstemt. Demokrati”. Hjemmeværnsmanden siger ordet “Demokrati” med en hånlig stemme. Engangspendleren kommer tilbage og vi afbryder samtalen. Demokratiet har sejret over Hjemmeværnsmanden. Der er ikke noget at sige til at Hjemmeværnsmanden er ekstra ond i sulet i dag. Engangspendleren fumler med Børsen og taber et tillæg på gulvet. “STILLE!!!” skriger Hjemmeværnsmanden.

Toget begynder at køre og inden Høje Taastrup meddeles det at man må påregne mange rejsende på Roskilde Station grundet Roskilde Festivallens afslutning. Hjemmeværnsmanden tager sig til hovedet. Jeg har lidt ondt af Hjemmeværnsmanden. Først den dårlige nyhed om den årlige øvelse og nu også festivalgæster. Hjemmeværnsmanden slår i bordet igen.

Da vi kører ind til Roskilde Station kan man ikke se andet end festivalgæster. Beskidte festivalgæster. Hjemmeværnsmanden  kigger med foragt på de mange mennesker. Og så begynder indstigning i toget. Mange festivalgæster går igennem den lille Stillezone i Vogn 21. Stort set alle snakker og for hver festivalgæst som snakker flyver Hjemmeværnsmanden op af sædet og hyler “STILLE! STILLE FOR HELVEDE!!!“.

Toget er fyldt og der står nu også 4 festivalgæster i stillezonen hvor vi sidder. Der er så mange mennesker, at de de 4 festivalgæster, som står i vores Stillezone, simpelthen ikke kan være andre steder. Det er 4 unge teenagere. Jeg vil skyde dem til at være en 17-18 år. Alle har de heavyrock t-shirts på, 3 af dem har langt hår, og den sidste kort hår. Alle ser de temmelig berusede ud. Hjemmeværnsmanden henvender sig til de 4 unge heavyrockere. Og med en løftet pegefinger siger Hjemmeværnsmanden.

“I er på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt. Jeg vil gøre jer opmærksom på at dette er en stillezone. EN STIL-LE-ZO-NE!” Hjemmeværnsmanden kigger de 4 unge dybt i øjnene og sætter sig ned igen. Den unge Heavyrocker med det korte hår fniser og tager en tår af en dåseøl, og Hjemmeværnsmanden løfter straks pegefingeren og peger på ham.

Toget har kørt et par minutter og en mærkelig lugt begynder at sprede sig i den lille stillezonekupé. Jeg kan se at Hjemmeværnsmanden også har fanget den. Det er en sammensat lugt. Der er lidt sved i den. Der er urin i den. Der er øl i den. Men der er også en 4. ting. Det er svært at gennemskue. Det er en kvalmende og tung lugt. Og sammen med Hjemmeværnsmanden aftershave er det næsten ikke til at bære. Heavyrockerne kan se at vi snuser og væmmes. De smiler til hinanden og prøver at holde latteren inde. Hjemmeværnsmanden er presset og frustreret. “Hvad saaaatan, er det der lugter sådan….” siger Hjemmeværnsmanden.

Heavyrockerne knækker helt sammen af grin og den korthårede udbryder “VI HAR SMØR I HÅRET!!“. Jeg kigger på deres hår, og ganske rigtigt. Det er fedtet ind i smør. Flere steder sidder der deciderede smørrester. Heavyrockerne er helt smadret af grin og en af de andre råber igen “VI HAR SMØR I HÅRET!“.

Og så går det ned for Hjemmeværnsmanden. Nedsmeltning. Øvelse, festival og nu 4 heavyrockere med smør i håret. “FØJ FOR SATAN!!!” skriger Hjemmeværnsmanden. “KAN I KOMME UD! OG DET ER NU!!“. De 4 heavyrockere er nu helt smadret af grin. Jeg rejser mig og åbner til den lille mellemgang mellem 2 vogne. Jeg ser at der er en lille cirkel hvor ingen mennesker sidder. Jeg knipser til Hjemmeværnsmanden, og peger mod den lille cirkel. Og så sker der noget, som jeg stadig tænker på hver dag. Hjemmeværnsmanden åbner lædermavetasken og finder et par handsker frem. Hvad bruger Hjemmeværnsmanden dog disse handsker til? Jeg ved ikke helt hvilken type handske det er, de er hvide og har nogle gummiknopper på håndflade siden. Hjemmeværnsmanden tager handskerne på og griber fat i 2 af heavyrockerne.

“Nu skal jeg hjælpe jer ud” siger Hjemmeværnsmanden med en skarp stemme. Og med et fast greb trækker Hjemmeværnsmanden de 2 første heavyrockere ud af kupéen og hen til den lille ledige cirkel. Derefter får de 2 sidste samme tur. Døren ud til mellemgangen lukker i og vi sætter os. Hjemmeværnsmanden finder 2 vådservietter i kaffeserveringen og tørrer handskerne af, inden de ryger tilbage i mavetasken. Engangspendleren ser chokeret til. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden.

Der er ingen tvivl om at ovenpå nederlaget med øvelsen, har Hjemmeværnsmanden haft brug for en sejr. Og den fik Hjemmeværnsmanden. Jeg skænker en kop kaffe til Hjemmeværnsmanden og sætter mig tilbage. Hjemmeværnsmanden nikker.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på den slags” siger Hjemmeværnsmanden. Jeg er enig. Hvad ligner det egentlig at komme smør i håret blot for at chikanere os pendlere.

Det grå grydehår og rapperne

admin 0 Comments

Det er mandag og Roskilde Festival er slut dagen forinden. Helt grotesk mange mennesker skal med toget mod Jylland. På daværende tidspunkt pendlede jeg fra Hovedbanegården. Da toget kører indtil perronen meddeles det at alle pladsreservationer er annulleret grundet de mange mennesker, som Statsbanerne mener vil stige på toget i Roskilde.

Og ganske rigtigt, på Roskilde Station står festivalgæster så langt øjet rækker. Jeg sidder på DSB 1′ i vogn 11 sammen med Damen med den hidsige sweater og Det grå grydehår. Især Det grå grydehår har det svært under Roskilde Festival. De mange mennesker og de meget høje lyde gør Det grå grydehår nervøs. Det grå grydehår må ofte lukke øjnene og finde sit glade sted når der virkelig er pres på i toget.

Toget fyldes HELT op. Der er så mange mennesker med at også DSB 1′ bliver proppet af festivalgæster. Det grå grydehår er ligbleg. Det grå grydehår sidder med lukkede øjne og mumler et eller andet. Jeg tænker at Det grå grydehår nærmest messer “Find det glade sted, find det glade sted, find det glade sted…”. Eller måske er Det grå grydehårs kone på et tidspunkt blevet træt af Det grå grydehårs usikkerhed. Det er sikkert svært at være ude at handle med Det grå grydehår. Konen har prøvet med: “Skal vi ikke prøve at spise noget nyt i aften? Noget grønt og ingen kød?”. Denne udmelding har sikkert gjort Det grå grydehår så dårlig og svimmel at Det grå grydehår har måtte støtte sig til køledisken. Og efter mange af sådanne episoder har Det grå grydehårs kone fået nok og forlangt at Det grå grydehår ændrede sig. Det grå grydehår har måske prøvet meditation for at finde ro. Og måske er det hvad Det grå grydehår har gang i.

Dørene lukkes i og toget begynder at køre. I vores kupé står 4 unge mænd. I hvide undertrøjer og store bukser. Den ene af de unge mænd har en KÆMPE boomblaster med sig. Boomblastermanden ligner en der har fået en del at drikke. Boomblastermanden prøver at rappe nogle vers af yderst tvivlsom kvalitet. Jeg husker specielt en sætning og jeg skal allerede nu beklage det voldsomme sprogbrug, som ellers ikke er noget vi dyrker her på bloggen. “Kællingerne går ned, på min pik som er fed” snøvler Boomblastermanden. Da Det grå grydehår hører denne linje må Det grå grydehår holde fast i bordkanten og Det grå grydehårs messen tager til.

Det viser sig at Boomblastermanden ikke er den eneste som kan rappe. Skiftevis rapper de unge mennesker. Jeg ved ikke særlig meget om rap. Men det jeg hører er virkelig ringe. Og så sker det. Boomblastermanden trykker play på den store boomblaster og høj rapmusik strømmer ud af højtalerne. Det grå grydehår hopper i sædet, Damen med den hidsige sweater taber sin kaffe udover bordet. Selv får jeg et chok. Rytmen hamrer ud af boomblasteren og Boomblastermanden rapper med på sangen. Det er ikke til at bære.

Pludselig retter Det grå grydehår sig op i sædet og ligner pludselig et menneske med overskud. Det grå grydehår styrkes sikkert ved tanken om hvad konen vil sige, når Det grå grydehår fortæller om hændelsen og fortæller at Det grå grydehår intet gjorde. Konen vil sikkert svare “Det er typisk dig, Grå Grydehår. Da naboen byggede hegnet 4 cm inde på vores grund, gjorde du heller intet. Du er en TØSEDRENG! Det sagde min far også altid at du var!”. Men i Det grå grydehårs alder lader man sig sikkert ikke skille. Så konen holder ud. Måske nyder hun endda at håne Det grå grydehår.

Det grå grydehår rejser sig og går hen til Boomblastermanden og spørger stille og roligt om Boomblastermanden ikke vil skrue ned for musikken eller bedre endnu, slukke for musikken. “Fuck dig, gamle nar!” råber Boomblastermanden ind i hovedet på Det grå grydehår. Det grå grydehår griber ud efter noget at holde i. Jeg rejser mig, støtter den tydeligt rystede Det grå grydehår og siger vredt til Boomblastermanden at man skal tale pænt. Boomblastermanden giver mig samme tur og jeg indser at der ikke kan trænges ind til Boomblastermanden. De ungere rappere rapper videre til musikken og jeg tænker at jeg må holde de 40 minutter ud.

Vi når Ringsted Station og døren til kupéen går op. Ind træder Mennesket. Mennesket stirrer med foragt på Boomblastermanden og scenariet, som udspiller sig. Der går nogle sekunder. Mennesket hader Roskilde Festivallen. Mennesket hader festivalgæsterne. Men Mennesket hader denne form for optøjer endnu mere. Jeg tænker at jeg vil kaste lidt benzin på bålet. Jeg fortæller hvordan at både Det grå grydehår og jeg er blevet overfuset og at det ikke kan være rigtigt. Mennesket koger. Mennesker kigger på mig og siger så de 2 betryggende ord.

“Lad mig!”

Mennesket prikker Boomblastermanden på ryggen og skriger Boomblastermanden ind i hovedet. “HØR, HVAD FANDEN ER DET LIGE HER FOREGÅR!?“. Mennesket flår boomblasteren ud af Boomblastermandens hænder. Jeg er i det øjeblik sikker på at Mennesket vil ødelægge boomblasteren. Men Mennesket gør noget helt andet. Med lynets hast vender Mennesket boomblasteren rundt, åbner en klap på bagsiden og flår samtlige batterier ud. Mennesket lægger batterierne ned i lommen og giver Boomblastermanden boomblasteren tilbage. Jeg kigger over på Det grå grydehår, som er tæt på at græde. Det grå grydehår rokker overkroppen frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Det ligner en stressreaktion.

Mennesket kigger nu Boomblastermanden lige i øjnene. “D’herre, i skal af på Sorø station!“. Boomblastermanden ryster på hovedet og fortæller at rapperne skal til Vejle. “I SKAL IKKE TIL VEJLE! I SKAL AF I SORØ, SOM ER NÆSTE STOP!!” skriger Mennesket.

Boomblastermanden griner hvilket får Mennesket til at se rødt. Mennesket tager fat i Boomblastermanden og trækker ham ud til udgangen. Boomblastermandens rapvenner følger med i en ikke så høj sindstilstand. Og så sker det. Mennesket smider de 4 rappere ud på Sorø Station.  Jeg mærker glæden i min mave. Det grå grydehår er stoppet med at rokke frem og tilbage. Jeg får øjenkontakt med Det grå grydehår. Det grå grydehår har helt røde øjne og højre hånd ryster. Jeg skænker en kop kaffe til Det grå grydehår. Ind kommer Mennesket. Mennesket smiler. Jeg smiler. Damen med den hidsige sweater smiler. Ingen skal bringe ufred i Menneskets tog. Ingen.

Mennesket, Hjemmeværnsmanden, Trommemanden og Roskilde Festivallen

admin 0 Comments

Jeg flyttede fra København til Korsør  for 8 år siden. Der skulle ske noget nyt. Jeg havde på daværende tidspunkt job på Vesterbro i København og dermed startede mit liv som pendler. Det første halve år kørte jeg ikke på DSB 1′. 3 ting ændrede dog dette.

  1. 3 møder med en flok spejdere om morgenen. Spejdere som havde været på weekendtur – uden bad.  Lugtende af bål og tis. Og til tider prut. Sur, sur børneprut.
  2. Manglende plads i toget
  3. Roskilde Festival og hvad der her følger med.

Misforstå mig ikke. Jeg har været et aktivt festivalmenneske og holder meget af Roskilde, men som pendler er dagene op til, under og efter Roskilde Festival bare ikke særlig sjove. Endeløse horder af mennesker. Så efter den første oplevelse med Roskilde Festival, som pendler, traf jeg beslutningen. Jeg opgraderede til DSB ‘1.

Ligeså meget som det er ulideligt at pendle under Roskilde Festivallen, så er der også en masse glade pendlerminder forbundet med Roskilde Festivallen. Fordi…

Hjemmeværnsmanden HADER Roskilde Festivallen.
Mennesket HADER Roskilde Festivallen.
Det grå grydehår HADER Roskilde Festivallen.
Den blege bankmand HADER Roskilde Festivallen.
Sixpence Nazisten HADER Roskilde Festivallen.

Og dette har ført til mange guldkorn, som jeg vil poste her mens festivallen står på.

Onsdag d. 1. juli. Jeg skal hjem fra arbejde og venter på mit tog på Høje Taastrup. På stationen er der en hel del festivalgæster, som skal til Roskilde Station. Jeg lægger især mærke til en ung festivalgæst som bærer en trommer i en rem bag om nakken. En lilletromme. Og i et bælte har den unge mand helt ubegribelig mange trommestikker hængende. Der er ingen tvivl om at den unge mand har fået en hel del at drikke. Der trommes på trommen og råbes. Jeg priser mig lykkelig for at disse unge mennesker kun skal med et stop.

Da toget kommer til perronen er det allerede helt proppet. Jeg får presset mig ned til DSB 1’ Stillezonen i Vogn 21, hvor Hjemmeværnsmanden sidder alene. Hjemmeværnsmanden ser meget frustreret ud.  Ja, måske mere vred en frustreret. Jeg sætter mig og vi nikker til hinanden. Jeg kan fornemme at Hjemmeværnsmanden gerne vil sige noget, men venter på at jeg godkender samtalen i stillezonen. Jeg laver en bevægelse med hånden og nikker. Den fanger Hjemmeværnsmanden og begynder at tale.

“Dette cirkus har stået på i alle de år, jeg har pendlet. Man burde finde en løsning, så os normale mennesker ikke skulle stå model til dette…”.

Toget bremser hårdt op lige ved Trekroner station. Der meldes i højtalerne at vi får et mindre ophold. Og så hører jeg det. Det lyder som en form for optog der nærmer sig. Og ganske rigtigt, da jeg kigger ud mod mellemgangen ser jeg Trommemanden + optog. De synger og Trommemanden spiller på tromme. Fra den modsatte side går døren op og ind træder Mennesket. Mennesket ser helt vild ud. Det er 25 grader, Mennesket er i fuld uniform og toget er pakket. Mennesket kan ikke skjule at det er en svær dag. “Forbandede festival!” snerrer Mennesket mens Mennesket billetterer.

Så hører Mennesket det også. Optoget ude i gangen. Mennesket kigger ud i mellemgangen og får nu øje på Trommemanden + optog. Mennesket bliver akut lilla i hovedet og løber ud mod optoget. Jeg kan ikke høre de præcise ord, som Mennesket bruger, men Mennesket råber og skælder ud. Der bliver stille i mellemgangen og Mennesket kommer tilbage.

“3 ud af 10 punkter i togets ordensreglement brudt”. Mennesket sveder så meget at svedpletterne under armene nu er trængt helt ud til blazeren. Mennesket finder ordensreglementet frem og peger på de 3 punkter, som Trommemanden + optog har brudt. “Havde jeg haft muligheden, havde jeg smidt HELE banden af toget!“. Ved den tanke går Mennesket i stå og smiler. Vi holder stadig ved Trekroner station og jeg spørger Mennesket hvor længe vi skal vente. Mennesket svarer at Mennesket vil undersøge sagen og vende tilbage. Mennesket forsvinder ud af Stillezonen.

Screen Shot 2015-07-02 at 07.30.48

Og så sker det. Vi hører larm igen. Døren til DSB 1′ går op og Trommemanden + optog marcherer gennem DSB 1′ til lyden af den forbandede lilletromme. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet og begynder at råbe. Men de 8-10 syngende mennesker overdøver Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden tager fat i en af festivalgæsterne for at råbe vedkommende op. Dette resulterer i at festivalgæsten tager fat om Hjemmeværnsmanden og begynder at danse. Hjemmeværnsmanden ved slet ikke hvad han skal gøre. Jeg tager mig selv i at råbe: “SÅ GIV DOG SLIP PÅ MANDEN!” i håb om at festivalgæsten slipper Hjemmeværnsmanden.  Efter 20 meget lange sekunder giver festivalgæsten slip og optoget fortsætter gennem toget.

Hjemmeværnsmanden synker sammen i sædet. Hjemmeværnsmandens ferie t-shirt (i dag er det en Bornholm t-shirt med en krøllebølletrold på) er blevet en smule beskidt. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Vi er begge målløse. Hjemmeværnsmanden skal til at sige noget, da døren igen går op og Trommemanden + optog løber i gennem kupéen. Døren går i igen for kun 5 sekunder efter at gå op igen. Denne gang er det Mennesket. Mennesket løber i høj hastighed efter Trommemanden + optog. “STOP SÅ FOR FANDEN!!!” skriger Mennesket. Hjemmeværnsmanden sætter i løb efter Mennesket.  Og ude i selvsamme mellemgang får Mennesket stoppet Trommemanden + optog. Et par stykker fra optoget når dog at låse sig ude på toilettet. Mennesket banker hårdt på døren og forlanger at døren bliver åbnet. Dette sker ikke, og så træffer Mennesket en hurtig beslutning. Mennesket sparker døren op og hiver de de 3 personer ud fra toilettet. Det er ikke første gang at jeg har set Mennesket ødelægge døren til toilettet.

Hjemmeværnsmanden har trængt den dansende festivalgæst op i et hjørne og taler med store ord. Hjemmeværnsmanden viser de sorte pletter omkring krøllebølletrolden på t-shirten. Hjemmeværnsmanden har løftet pegefingeren. Så ved man at det er alvor.

Hjemmeværnsmanden kommer tilfreds tilbage til stillezonen. Hjemmeværnsmanden ser tilfreds ud. “Det er sidste gang at han laver sådan et nummer herinde”. Jeg nikker. Toget er begyndt at køre igen, og jeg kigger ud i mellemgangen, hvor jeg ser at Mennesket har fundet bødeblokken frem. Der skrives bøder. Jeg vidste ikke at man kunne give bøder for dårlig opførsel, men mon ikke Mennesket er ligeglad. Sådan en opførsel må have konsekvenser og dem er Mennesket manden for at føre ud i livet.

Endelig Roskilde station og de mange festivalgæster forlader toget. Jeg ser Mennesket nede på perronen. Mennesket råber og ser helt vild ud midt i de mange hundrede mennesker på perronen. Toget kører fra Roskilde Station og Mennesket kommer tilbage til vores Stillezone. Mennesket sætter sig overfor mig og tager kasketten af. Mennesket er badet i sved. “Sådanne lømler skal ikke løbe om hjørnerne med mig” siger Mennesket og tørrer sveden af panden.

“Man er nødt til at slå hårdt ned på urostiftere. I Hjemmeværnet havde den slags opførsel medført en straf”. Hjemmeværnsmanden kigger alvorligt på Mennesket. “En straf!” Hjemmeværnsmanden slår i bordet imens Hjemmeværnsmanden siger ordet “Straf”.

“Hvis bare man kunne straffe” svarer Mennesket. Vi nikker alle sammen. Hvis bare man kunne straffe den slags opførsel.