marts – 2015 – Mit liv som pendler

Hypokonderen

adminmarts 23, 2015 0 Comments

Tillad mig at præsentere den på mange måder værste af alle mine pendlerbekendtskaber. Hypokonderen.

Hypokonderen er en mand i 50’erne. Hypokonderen er en høj og meget tynd mand. Helt utrolig tynd, faktisk. Hypokonderen er stort set hud på pind. Hypokonderen har næsten ikke noget hår, kun en lille smule over ørene. Hypokonderen går klædt i lyse farver. Hypokonderen har altid en meget stor rygsæk med sig.

Det tog lidt tid før jeg indså et mønster i Hypokonderens hverdag. Men ligeså stille er jeg blevet lullet længere og længere ind i Hypokonderens sære hverdag. Det starter med at jeg bider mærke i et opkald som Hypokonderen foretager hver dag. Hver dag kl. 08.00 ringer Hypokonderen til sin læge. Man kunne så tænke at Hypokonderen måske fejlede noget alvorligt og var nødsaget til at foretage dette opkald hver morgen. Men sådan er virkeligheden ikke. Hypokonderen stiller alle mulige spørgsmål og de er meget forskellige fra dag til dag. En dag handler det om en summen i højre arm, den næste dag om afføring og så mistanke om lungebetændelse. Der er ingen rød tråd i disse opkald – kun en mistanke om sygdom. Det er tydeligt at lægen i den anden ende hurtigt afviser Hypokonderen.

Når lægeopkaldet er overstået skal Hypokonderen have kaffe. Her tager Hypokonderen et par mørke handsker på og bevæger sig op imod kaffeserveringen. Hypokonderen tager det midterste krus i den høje stabel af krus og inspicerer det nøje. Er det ikke tilfredsstillende, skifter Hypokonderen det ud med et andet krus. Et par gange har Hypokonderen måtte droppe kaffen da ingen af krusene levede op til Hypokonderens krav.

Det samme gør sig gældende når togpersonalet serverer morgenmad. Hypokonderen er meget skeptisk og inspicerer nøje morgenmadsbakken. Lever den ikke op til kravene bliver personalet sendt ud efter en ny. Hypokonderen stiller en masse spørgsmål om hvordan morgenmaden har været opbevaret op til togrejsen. En gang imellem afviser Hypokonderen også morgenmaden hvis Hypokonderen har mistanke om at morgenmaden kan være fyldt med sygdom.

En anden sær detalje:
Hypokonderen snakker på kun på udåndingen. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det gør at Hypokonderens sætninger er meget korte da de skal afsluttes på udåndingen. Ofte trækker Hypokonderen ikke vejret særlig dybt, hvilket giver meget kort tid til at færdiggøre sætningen på udåndingen. Nogle gange må Hypokonderen dele sætninger i 2 dele hvis det er en lang sætning.

Når disse ting er overstået har vi passeret Ringsted. Så skal Hypokonderen læse. Hypokonderen læser læge/sundheds/helse magasiner. De gange jeg har siddet ved siden af Hypokonderen, har jeg lagt mærke til at det mest er brevkasserne, som Hypokonderen bruger tid på at læse. Jeg er sikker på at Hypokonderen selv skriver en del til disse brevkasser og leder efter sine egne breve og de tilhørende svar. Der er dage hvor Hypokonderen irriteret smider et blad fra sig og ryster på hovedet. Det må også være irriterende at ens breve ikke kommer med. Og Hypokonderen skriver sikkert mange breve.

Det sker også at Hypokonderen finder en iPad frem. Her læser Hypokonderen på www.netdoktor.dk . På Netdoktor.dk er det samme mønster. Hypokonderen søger og søger. Og meget specifikke steder. Der ryger sikkert rigtig mange mails afsted til netdoktor.dk

Hypokonderen har en meget stor rygsæk med sig på den daglige rejse. Jeg har endnu ikke fået lejlighed til at kigge ned i denne taske. Men jeg kan høre en masse metalgenstande rasle og larme i tasken. Jeg har en forestilling om at der er blodtryksmåler, stetoskop og termometer i tasken. Nu kan kunne man jo få den tanke at Hypokonderen rent faktisk er læge. Men nej. Det er Hypokonderen ikke. På hjemturen har Hypokonderen til tider glemt at tage adgangskortet til sit job af skjorten og dette kort afslører at Hypokonderen IKKE er læge.

Det værste er dog at Hypokonderen får det værste frem i mig. Jeg er selv hypokonder. Ikke så meget som Hypokonderen, men nok til at Hypokonderen kan bringe mig ud af fatning.

Det er mandag morgen. Jeg er træt og jeg har sovet dårligt. Ved siden af mig sidder Hypokonderen. Hypokonderen taler med sin læge i telefonen. Hypokonderen spørger lægen om noget med sit hjerte og bryst. Hypokonderen beskriver en trykkende fornemmelse i hjerte og bryst og er som altid bekymret. Som Hypokonderen kommer længere og længere ind i samtalen med lægen begynder jeg at føle det. En trykken for mit bryst. Stikkende fornemmelser i armene. Jeg mærker min håndflader bliver svedige. Jeg føler mig svimmel. Hypokonderen bliver som altid afvist af lægen og lægger irriteret røret på. Jeg har det svært. Jeg synes at min fysiske tilstand stille og roligt bliver værre og værre. Hypokonderen finder sin iPad frem og jeg kan ikke lade være med at kigge med. Hypokonderen åbner netdoktor.dk og søger på ordet “cancer”.

For en stund falder min verden fra hinanden. Hvad skal der blive af min familie? Hvad skal der blive af det hele? Jeg er tæt på at græde. Det er langt fra første gang at Hypokonderen har bragt mig ud af fatning. Det sker faktisk ret tit. For et par uger siden snakkede Hypokonderen om et dårligt knæ med sin læge. Jeg haltede i to dage. En anden gang talte Hypokonderen med lægen om en mulig blodforgiftning. Da jeg kiggede på mine blodårer så de sorte ud. HELT sorte. Jeg følte en brændende fornemmelse i hele min krop. Det var en forfærdelig følelse.

Tilbage til toget mandag morgen hvor det nu sker. Det der altid sker når en anden pendler presser mig til det yderste. Når jeg har fået nok. Jeg ønsker vedkommende ondt. Og her mandag morgen, med en slem trykken for brystet, ønsker jeg at Hypokonderen vil blive rigtig syg. At Hypokonderens knæ vil falde af. At Hypokonderens hænder vil gå i stykker, så Hypokonderen ikke længere kan holde en telefon. Og mest af alt at Hypokonderen vil blive så syg at Hypokonderen vil blive fyret og aldrig mere skal pendle. Og aldrig mere gøre mig syg.

Men midt i vreden tager min trykken for brystet til og jeg må slappe af. Jeg læner mig tilbage og prøver at fokusere. I dag går det godt. I dag får jeg overbevist mig selv om at jeg ikke er syg inden jeg skal af toget. Så nemt er desværre ikke altid. Nogle gange er jeg syg i dagevis.

Den nye køreplan

adminmarts 17, 2015 0 Comments

“I skal være opmærksomme på at der er ændringer i køreplanen fra på mandag. God dag!” Mennesket forsøger at smile, forlader Vogn 11 og lader os pendlere sidde tilbage med usikkerheden omkring nye tider og hvordan dette påvirker vores daglige rutiner.

Som altid har DSB gjort lidt ekstra for os pendlere op til ændringerne. Et A4 papir er hængt op ved kaffeserveringen og med fonten comic sans står der at vi pendlere skal kigge på en hjemmeside for at få de nye tider. Men det er ligesom først da Mennesket gør os opmærksomme på det, at det egentlig går op for os. Vi kigger nervøst på hinanden, men tænker nok alle at det ikke vil blive så slemt.

I mine mange år på ruten, har der endnu ikke været ændret på afgangstiderne og på denne mandag morgen har jeg lykkelig glemt alt om ændringerne trods Menneskets forsøg op at yde en god service ugen forinden. Jeg står på stationen og kigger ud mod Storebæltsbroen. Jeg kigger efter mit tog. Jeg elsker når jeg kan se togets lygter i det fjerne. Det er så smukt. Jeg elsker ting som er smukke. Togets lygter er smukke i mørket.

Minutterne går og intet tog er at se. Jeg går hen til en informationsskærm og ser det der får det til at løbe koldt ned af min ryg. 7.19 står der på skærmen. Normalt står der 7.11. Og så kommer jeg i tanke om hvad Mennesket fortalte. Den nye køreplan. Den fordømte nye køreplan.

Da toget ruller ind på perronen ser jeg at et større selskab sidder i min elskede Vogn 11, så jeg tager en beslutning om at sætte mig i Vogn 21. Da jeg kommer ind i Vogn 21 ser jeg Det grydehår, Chefen og Damen med den hidsige sweater, som åbenbart også har valgt Vogn 11 fra grundet det større selskab. Det grå grydehår ser ud som om en læge netop har fortalt at Det grå grydehår lider af en dødelig sygdom og har få uger tilbage at leve i. Det grå grydehår kigger ned på sit armbåndsur, så rundt i kupéen, så ned på sit armbåndsur. Det grå grydehår sveder og har våde øjne. Engang satte Suzanne Bjerrehus sig ved siden af Det grå grydehår. Reaktionen på den nye køreplan, samt den fyldte Vogn 11, minder meget om reaktionen over Suzanne Bjerrehus. Svær angst og manglende tryghed.

Mennesket kommer ind i kupéen. Mennesket ser stresset ud. Mennesket har nok fået mange spørgsmål om de nye tider. Jeg forestiller mig at Mennesket også er påvirket af den nye køreplan. Mennesket deler rundstykker ud. Jeg får abrikosmarmelade og spørger pænt Mennesket og jeg kan få byttet marmeladen til en jordbær eller hindbær. Mennesket nikker. Mennesket ved det godt. Men på denne morgen er vi alle påvirket. Chefen får naturligvis også en abrikosmarmelade. Chefen spørger Mennesket om den også kan blive byttet. “Der er IKKE andet” svarer Mennesket vredt. Chefen skal til at spørge om hvordan Mennesket kan vide det, men Mennesket skriger skingert tilbage at Mennesket ikke vil høre mere om den nye køreplan. Det grå grydehår lukker øjnene og finder sit glade sted.

Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i Vogn 21. Hjemmeværnsmanden ser vild ud i øjnene. Hjemmeværnsmanden flår sin jakke af og kaster den aggressivt op på hattehylden. Hjemmeværnsmanden kigger på mig. Hjemmeværnsmanden nikker ikke.

Hjemmeværnsmanden får skænket kaffe og sat sig. Hjemmeværnsmanden sukker. Minutterne går. Toget forlader ikke Sorø Station. Da vi har holdt på Sorø Station i en 5 minutter drøner et lyntog forbi os og kort tid efter begynder vores tog at køre. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet da Hjemmeværnsmanden ser Mennesket.

“8 minutter på stationen, 6 minutter i toget. Til grin i 14 minutter! Nu kommer jeg for sent og hvad vil i gøre ved DET!”.

Hjemmeværnsmanden er vred. Mennesket venter nogle sekunder efter at Hjemmeværnsmanden er færdig med at råbe. “Er du færdig?” spørger Mennesket køligt. “Nye afgangstider og et længere ophold i Sorø, så lyntoget kan overhale. Dette er grundet den nye køreplan”. Hjemmeværnsmanden bliver rød i hovedet af raseri. “JEG SKAL FANDME IKKE VENTE PÅ ET LYN…”. Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Mennesket afbryder. “Send en klage!” råber Mennesket.

Hjemmeværnsmanden prøver med en sidste sætning, men Mennesket råber “SLUT!”. Mennesket forsvinder ud af kupéen. Hjemmeværnsmanden kigger mig i øjnene. “Det er typisk. Lyntogspendlerne skal altid behandles bedre end os intercitypendlere. Sådan har det altid været”. Jeg tænker lidt over det og husker pludselig alle de gange hvor mit tog har skulle holde og vente på at et lyntog skulle passere. “De glemmer at det ikke er de rigtige pendlere som rejser i lyntog. Det er kun mennesker som skal på ferie”. Hjemmeværnsmanden har helt ret. Lyntoget er proppet med Engangspendlere. “Men nu skal det være slut. Jeg vil ikke længere finde mig i det. Jeg klager!”. Hjemmeværnsmanden slår i bordet mens Hjemmeværnsmanden siger ordet “klager”. Jeg spørger forsigtigt Hjemmeværnsmanden om Hjemmeværnsmanden klager meget. “Én gang om måneden. Mindst” Hjemmeværnsmanden ser meget alvorlig ud. “Ser du, det er vores pligt. Hvorfor tror du at vi har det så godt herinde? Det er ikke kommet ud af ingenting.”

Igen bliver jeg betaget af Hjemmeværnsmandens visdom. Selvfølgelig har livet ikke altid være så godt på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden har kæmpet mange kampe for os DSB 1′ pendlere. Engang var der sikkert ikke vand. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der vand. Engang var der sikkert ikke en snackkurv. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der en snackkurv. Engang var der sikkert ikke aviser. Så sendte Hjemmeværnsmanden en masse klager, så kom der aviser. Jeg bliver lidt rørt over Hjemmeværnsmandens rolle i hvor godt vi har det på DSB 1′. Hjemmeværnsmanden nikker til mig og finder sin computer frem. Jeg kan se det i Hjemmeværnsmandens øjne. Det er klagetid.

På Roskilde Station har Den blege bankmand også valgt Vogn 11 fra og kommer ind i Vogn 21. Den blege bankmand ser nervøs ud. “Jeg har ventet i 12 minutter, er det virkelig..”. Den blege bankmand bliver afbrudt af Hjemmeværnsmanden, som knipser for at få Den blege bankmands opmærksomhed. Den blege bankmand kigger på Hjemmeværnsmanden, som peger ned på sin computer og nikker. Den blege bankmand nikker forstående tilbage til Hjemmeværnsmanden. Den blege bankmand har forstået hvad der er i gang. Det forstår vi alle. Det gør os trygge denne mandag morgen.

Hjemmeværnsmanden gør os trygge.

Æggemanden og den gennemsigtige skjorte

adminmarts 13, 2015 0 Comments

Kære læser, det er vigtigt at du har læst min præsentation af Æggemanden, før du læser dette indlæg.

Det er februar. Det har været gråvejr i 5 måneder. Det er tirsdag – ugens værste dag – og det regner. Det skal vise sig at blive den hårdeste dag meget længe.

Jeg kommer ind i Vogn 11 og indtager Plads 26 som altid. I kupéen sidder Chefen, Æggemanden og 2 Engangspendlere. Æggemanden sidder ved siden af mig på den anden side af midtergangen på Plads 28 og Chefen sidder skråt over for mig på Plads 27. Chefen er i et meget blandet humør. Chefen skal til lufthavnen og flyve til London. Jeg har på fornemmelsen at Chefen skal fremlægge noget for Chefens chef i London og at det der skal fremlægges ikke er noget Chefen er tilfreds med. Chefen taler højt i telefon.

“THEN YOU MUST DO IT ALL OVER! OPTIMIZE, OPTIMIZE, OPTIMIZE! SALE, SALE, SALE!” råber Chefen pludselig. Chefen lægger røret på, slår i bordet og laver Smilet til mig. Jeg har øvet mig længe på et retur-smil og jeg er næsten ved at være der. Det starter med at smiler så meget jeg kan. Normalt er jeg typen som smiler med lukket mund, men når jeg returnerer Chefens Smil, så lader jeg min overlæbe trække ca. 2 cm op, så mine fortænder kommer til syne. Det er som at det med overlæben også får Chefens overlæbe til at gå 2 cm op. Hvis jeg så virkelig strammer mig an, kan jeg få min overlæbe til at komme et lille stykke længere op. Dette returnerer Chefen ved også at trække overlæben højere op. Chefens overlæbe kan dog trækkes højere op end min. Den kan faktisk næsten blive et med næsen.

Toget er nået til Slagelse og Æggemanden begynder at sidde uroligt. Æggemanden er rygetrængende og sidder allerede klar med en lighter og en pakke grønne Look. Æggemanden ser træt ud. Meget træt. Æggemandens skjorte er våd af sved under armene og Æggemanden har dybe sorte render under øjnene. På Sorø Station løber Æggemanden ud af toget og ned på perronen i den silende regn. Toget holder på Sorø i 6 minutter hvilket er nok til at Æggemanden kan nå at ryge 2 cigaretter.

Jeg ser ned på perronen og der står Æggemanden og ryger. I et massivt regnvejr. Æggemanden har ikke taget jakke på og den hvide skjorte er ikke længere kun våd under armene. Æggemanden kommer tilbage til sin plads. Æggemandens hvide skjorte er helt gennemsigtig og jeg kan se Æggemandens brystvorter gennem den hvide skjorte. Ydmygelserne vil ingen ende tage for Æggemanden. Chefen kigger med væmmelse på Æggemanden og ryster på hovedet. Æggemanden havde ikke overlevet længe i Chefens organisation. Chefen laver hurtigt Smilet da Æggemanden vender hovedet mod Chefen.

Æggemandens bord roder. Æggemanden taster løs på en gammel computer. Æggemanden sukker. Æggemanden taster videre. Æggemanden bladrer i papirer. Æggemanden holder hænderne op foran sine øjne og læner sig tilbage. Æggemandens telefon ringer. Æggemanden kigger nervøst på telefonen. Måske er det opkald grunden til at Æggemanden har virket ekstra nervøs.

Æggemanden besvarer opkaldet og taler med lav og ydmyg stemme. “Ja. Ja. Det ved jeg godt. Undskyld. Det gør jeg om lidt. Undskyld. Ja. Nej, selvfølgelig ikke.”

Det er helt tydeligt at Æggemanden får skæld ud af sin chef. Æggemanden har sikkert ikke nået hvad Æggemanden skulle. I Æggemandens firma kommer alle sikkert til Æggemanden. “Hey, Æggemand. Har du ikke tid til det her?” spørger Æggemandens kollegaer sikkert. Og Æggemanden kan ikke sige nej. Og nu her, tirsdag morgen, er Æggemanden bagud og får skæld ud. Under samtalen finder Æggemanden nogle papirer med krusseduller, som ligner notater, frem. Æggemanden læser højt fra disse papirer og jeg forestiller mig at det var noget Æggemanden skulle have skrevet rent og sendt til sin chef. Måske var der faktisk deadline igår. Da Æggemanden er færdig med samtalen lægger Æggemanden papirerne med notaterne ved siden af sin computer og går over til kaffeserveringen for at skænke kaffe. Man kan stadig se Æggemandens brystvorter gennem den våde hvide skjorte. Da Æggemanden kommer tilbage til sin plads stiller Æggemanden kaffen fra sig men får stillet den på hjørnet af en brugt morgenmadsbakke. Dette resulterer i at kaffen vælter ud over Æggemandens notater.

Æggemanden venter nogle sekunder imens Æggemanden kigger på de gennemblødte papirer. I de sekunder ser Æggemanden helt fortabt ud. Jeg tænker at disse notater har indeholdt noget som Æggemanden har brugt det meste af natten på. Alene i det store hus. Det store hus som engang rummede et lykkeligt ægteskab. Alene i det store hus med lidt for meget rødvin. Alene i den stue hvor børnene engang legede. Dengang før Æggemandens liv gik i tomgang i virksomhedens hamsterhjul.

Æggemanden tørrer kaffen op. Æggemanden prøver at tyde hvad der står på papirerne uden held. Og det ender med at Æggemanden smider de mange papirer ud. Chefen fniser. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Æggemandens elastik er helt slap og Æggemanden synker helt sammen i sædet. Æggemandens telefon ringer igen. Det går hurtigt op for mig at det er en af Æggemandens børn. Først ser Æggemanden opløftet ud, men det skal hurtigt vende. For under samtalen siger Æggemanden pludselig “Så i kommer ikke på lørdag alligevel?”. Den glæde der var at spore i Æggemandens ansigt forsvinder.

Jeg er sikker på at afbuddet skyldes den bitre kamp mellem Æggemanden og Æggemandens eks-kone. Æggemandens eks-kone har sikkert sagt til børnene at Æggemanden har været utro og generelt er et dårligt menneske. Det har fået Æggemandens børn til at aflyse lørdagens middag. En middag Æggemanden sikkert har glædet sig til i månedsvis. I de søvnløse nætter har lige netop denne middag været det eneste som har kunne frembringe et lille smil på Æggemandens læber. Nu skal Æggemanden sidde alene lørdag aften. Alene med den store sammenkogte ret, som Æggemanden havde planlagt at lave. Æggemanden havde sikkert allerede købt kød, bacon, champignon, cocktailpølser og rødvin. Jeg tager mig selv i at få våde øjne, men lader naturligvis som om at jeg har fået noget i øjet.

Kort tid efter kommer Mennesket gennem kupéen og ser Æggemandens kaotiske bord. “Sikke en svinesti!” udbryder Mennesket. “Havde du tænkt dig at jeg skulle rydde alt dit skrald op!”. Mennesket ryster på hovedet og fortsætter videre gennem toget. Her kan jeg ikke mere. Det er simpelthen for synd for Æggemanden. Jeg tager to skraldeposer og går hen til Æggemanden. Foran Æggemanden åbner jeg den ene pose, så Æggemanden kan putte sit skrald ned i den. Æggemanden smiler til mig. Jeg smiler igen med et “Der er lys for enden af enhver tunnel” smil.

“NO DISCOUNTS! NO MERCY!!” råber Chefen ind i sin telefon og slår i bordet.

Ikke alle dage er gode i Vogn 11.

Tak til Anna Mie Hansen for hendes fortolkning af Æggemanden

Den nye kontrollør – utryghed og krig

adminmarts 4, 2015 0 Comments

Dette indlæg er en fortsættelse af indlægget om Hjemmeværnsmanden, Vildmanden med skærmbrillen og foldecyklen.

Det er torsdag morgen. Jeg sidder i DSB 1′ Stillezonen i Vogn 21 og Den nye kontrollør er med i dag. Den nye kontrollør er en ung mand. Den nye kontrollør har kørt på strækningen i 5 måneder nu. Den nye kontrollør er korrekt påklædt. Den nye kontrollør billetterer venligt, dog bestemt. Den nye kontrollør går op sit job. Så hvad er problemet?

Det er svært for os pendlere at tage en ny kontrollør ind. At acceptere en ny kontrollør. Det tager lang tid før en ny kontrollør forstår det stramme og uskrevne regelsæt på DSB 1′. Det tager lang tid før en ny kontrollør lærer os nøglependlere at kende. En del af de rutinerede kontrollører spørger mig ikke længere om kort eller billet. Mennesket gør selvfølgelig. Men de fleste andre nikker blot til mig. “Det er i orden, hr” siger de. Det kan jeg godt lide. Det tror jeg alle vi rigtige pendlere kan lide. Så føler vi os vigtige. Det kan vi godt lide. Vi kan godt lide at føle os vigtige.

Det grå grydehår er en af dem som har sværest ved at vænne sig til nye ting. Engangspendlere, nye kontrollører og især kvindelige personligheder skræmmer Det grå grydehår. Engang satte Suzanne Brøgger sig ved siden af Det grå grydehår. Der gik Det grå grydehår på ganske kort tid igennem en række følelser:

Frygt – Det grå grydehår lignede en der var ved at få et massivt angstanfald.
Sorg – Det grå grydehår fik våde øjne og, og tror jeg, var meget tæt på at græde.
Vrede – Det grå grydehår insisterede, på en meget ophidset og vred måde, på omgående at komme ud fra sin plads.

Her 5 måneder efter at Den nye kontrollør er begyndt at billetterer på vores rute udviser Det grå grydehår et lignende reaktionsmønster når Den nye kontrollør billetterer. Det grå grydehår har endnu ikke kigget Den nye kontrollør i øjnene og er tydeligvis stadig stærkt påvirket af det nye element på rejsen.

Det grå grydehår er ikke den eneste, som har det svært ved nye ting. Den blege bankmand har flere gange udvist en stor angst overfor nye tiltag. Kaffen og Rejsekortet er gode eksempler. Bag det hårde forretningsmenneske gemmer der sig et menneske, som frygter det nye. På den måde minder Den blege bankmand og jeg meget om hinanden. Den blege bankmand har svært ved at vænne sig til Den nye kontrollør. Den nye kontrollør billetterer altid når Den blege bankmand er ved at skænke kaffe. Det ved de rutinerede kontrollører at man ikke skal. Ingen billettering inden for de første 5 minutter efter at toget har forladt stationen. Der skænker vi kaffe. Finder vores ting frem. Sætter os til rette. Den blege bankmand reagerer meget voldsomt når billetteringen foretages så tidligt på rejsen. “Du kan vel vente et øjeblik” snerrer Den blege bankmand ofte og ryster på hovedet.

Der er dog en helt bestemt pendler, som Den nye kontrollør er kommet rigtig skævt ind på. Og det er ikke hvilken som helst pendler. Efter at Den nye kontrollør truede Hjemmeværnsmanden med en kontrolafgift for det ulæselige og kaffeødelagte pendlerkort har Hjemmeværnsmanden ført sin helt egen lille krig mod Den nye kontrollør.

Tilbage til toget denne torsdag morgen. Toget når Sorø og Hjemmeværnsmanden træder ind i kupéen. Hjemmeværnsmanden har lyse bukser på og en “Jeg elsker Himmelbjerget” t-shirt på. Hjemmeværnsmanden kigger intensivt efter hvilken kontrollør der er på rejsen i dag. Da Hjemmeværnsmanden ser Den nye kontrollør rynker Hjemmeværnsmanden brynene. Hjemmeværnsmanden flytter som det første alle vandflasker fra stillezonen til kaffeserveringen i den anden del af DSB 1′ kupéen. Det går helt utrolig hurtigt. Lynhurtigt er Hjemmeværnsmanden tilbage på sin plads. Hjemmeværnsmanden lægger sit spritnye blå pendlerkort frem på bordet og kigger stolt på det. Hjemmeværnsmanden nikker til mig. Jeg nikker tilbage. Jeg er med på hvad der nu skal ske. Nu mener Hjemmeværnsmanden business. Hjemmeværnsmanden er klar til kamp. Hjemmeværnsånden raser i Hjemmeværnsmandens årer.

Ind i stillezonen kommer Den nye kontrollør. Hjemmeværnsmanden flyver op af sædet.

“Det er ikke for sjov at jeg betaler over 3000,- hver eneste måned for at køre i tog! Hvor er mit vand!”

Hjemmeværnsmanden smiler triumferende til mig mens Den nye kontrollør ser på. Den nye kontrollør forsvinder ud efter vand. Hjemmeværnsmanden sætter sig og kommer med et “høhø“. Den nye kontrollør kommer tilbage med 5 flasker vand. “Det var bedre” grynter Hjemmeværnsmanden.

“Må jeg se kort eller billet?” spørger Den nye kontrollør. Jeg kan se på Hjemmeværnsmanden at Hjemmeværnsmanden har ventet på dette øjeblik. Hjemmeværnsmanden holder det spritnye pendlerkort helt op i ansigtet på Den nye kontrollør. “Kan du så læse teksten DENNE gang!?” råber Hjemmeværnsmanden. Den nye kontrollør svarer meget afdæmpet og roligt at Hjemmeværnsmanden jo havde vist et ugyldigt kort sidst og at Den nye kontrollør havde været large og ikke givet Hjemmeværnsmanden en kontrolafgift. Den nye kontrollør lader sig ikke provokere. Jeg kan se at det gør Hjemmeværnsmanden endnu mere ond i sulet.

“Nu skal jeg fortælle dig en ting, unge mand. Jeg har kørt på denne strækning i rigtig mange år. Helt tilbage fra tiden med Sølvpilen har jeg dagligt kørt på denne strækning. Og jeg har ALDRIG fået en kontrolafgift. Jeg ka…”

Hjemmeværnsmanden når ikke længere da Den nye kontrollør afbryder. “Så var det da godt at jeg var large. Og nu må jeg bede dig om at være stille herinde. Det er en stillezone”. Den nye kontrollør fortsætter videre gennem toget. Som om intet var sket.

Hjemmeværnsmanden går i stå. Hjemmeværnsmanden er chokeret. Jeg er chokeret. Hjemmeværnsmanden sætter sig og slår i bordet. “For saaatan”. Hjemmeværnsmanden tager sin computer op og hamrer løs i tastaturet. Sidste jeg så Hjemmeværnsmanden hamrer så hårdt i tastaturet var da kaffen blev skiftet.

Fortsættes…..