Vildmanden med skærmbrillen

Vildmanden med skærmbrillen er ikke en ny pendler, men Vildmanden med skærmbrillen er først begyndt at chikanere mig de sidste par uger. Vildmanden med skærmbrillen er med på min hjemtur og Vildmanden med skærmbrillerne skal til Jylland.

Vildmanden med skærmbrillen er stor, men ikke tyk. Vildmanden med skærmbrillen har en voldsom kraftig knoglebygning. Vildmanden med skærmbrillens hænder er på størrelse med min brystkasse. Vildmanden med skærmbrillen har et stort og ulækkert skæg. Den type skæg som madrester kan gemme sig for omverden i. Den type skæg som har rigtig mange farvenuancer og hvor dele af disse nuancer potentielt kan være snavs. Jeg har set mange ting i Vildmanden med skærmbrillens skæg. Madrester, blade, sne og jord.

Vildmanden med skærmbrillen går i store strikkede sweatre. Gerne med et eller andet motiv. Den anden dag var der et stort grantræ på Vildmanden med skærmbrillens strikkede sweater. En anden dag var der en snemand på Vildmanden med skærmbrillens strikkede sweater. Men det flotteste motiv var et bjerg med sne på toppen. Der var også en masse træer på bjerget. Jeg tror at Vildmanden med skærmbrillen har en strikkeglad kone, som forsyner Vildmanden med skærmbrillen med de fine strikkede sweatre.

Vildmanden med skærmbrillen er helt urolig klodset. Når Vildmanden med skærmbrillen har sat sig på sin plads tager Vildmanden med skærmbrillen en computer og et par høretelefoner frem. Vildmanden med skærmbrillen skal nemlig se noget, som vi vender tilbage til. Vildmanden med skærmbrillen tager høretelefonerne på og slutter dem til computeren. Høretelefonerne har en ret kort ledning. Men alligevel skal Vildmanden med skærmbrillen altid prøve at nå kaffeserveringen MED høretelefonerne på. Det er himmelråbende indlysende at ledningen er for kort. Men alligevel prøver Vildmanden med skærmbrillen at nå kaffeserveringen. Vildmanden med skærmbrillen strækker armene alt hvad Vildmanden med skærmbrillen kan for at nå kaffen. Med ledningen ER for kort. Dette resulterer i at Vildmanden med skærmbrillens computer bliver trukket ud over bordets kant og ryger på gulvet. Dette gentager Vildmanden med skærmbrillen hver evig eneste dag.

Når Vildmanden med skærmbrillen skal se på sin computer tager Vildmanden med skærmbrillen en skærmbrille anno 2002 på. I dag findes der smarte og diskrete skærmbriller. Dem undgår Vildmanden med skærmbrillen. I stedet tager Vildmanden med skærmbrillen en KÆMPE skærmbrille på. Jeg har aldrig set så store skærmbriller før. De er fedtede og enorme. Jeg har forsøgt at finde et billede af denne type skærmbrille, men det har desværre ikke været muligt. Skærmbrillen får Vildmanden med skærmbrillen til at se helt vanvittig ud.

Vildmanden med skærmbrillen har altid 2 cykelhjelme med sig. De 2 cykelhjelme er identiske. Altså HELT identiske. Hvis Vildmanden med skærmbrillen ikke skal se programmer på sin computer, tager Vildmanden med skærmbrillen ikke den ene cykelhjelm af. Den beholder Vildmanden med skærmbrillen på under rejsen. Dette er enormt generende for Vildmanden med skærmbrillen sidder jo ikke godt med cykelhjelmen på og er urolig i sædet. Jeg tænker om den ene cykelhjelm er til brug på Sjælland og den anden i Jylland. Måske har Vildmanden med skærmbrillen en eller anden form for OCD på det punkt.

For tiden byder snackkurven på en pakke med knækbrød og en lille glasbeholder med humus. De små stykker knækbrød er lige præcis for store til at komme ned i glasbeholderen. Hjørnet af knækbrødet kan lige snitte fyldet, men heller ikke mere. De fleste pendlere har regnet ud at skeen, som egentlig er til at røre i kaffen med, passer ned i glasbeholderen og kan bruges til at smøre fyldet på knækbrødet. Så langt er Vildmanden med skærmbrillen ikke nået. Vildmanden med skærmbrillen bruger gerne et kvartes tid på at prøve at få knækbrødet til at nå fyldet. Efterfølgende prøver Vildmanden med skærmbrillen at knække knækbrødet i mindre stykker, så det passer ned i den lille glasbeholder. Dette resulterer i en sky af krummer ud over det hele. Dette gentager Vildmanden med skærmbrillen også hver evig eneste dag!

En sidebemærkning om snackkurven og Vildmanden med skærmbrillen. Selvom snackkurven byder på det samme udvalg hver dag i en måned ad gangen, bliver Vildmanden med skærmbrillen lige glædelig overrasket hver dag.

“NØJ! Hvor SER det lækkert ud!” nærmest råber Vildmanden med skærmbrillen. Og Vildmanden med skærmbrillen kommer med en masse “MUMS!” og “UHM!” og “FOR POKKER DET ER LÆKKERT I DAG!” undervejs.

Men nu kommer det mest vanvittige. Jeg havde svært ved at tro det de første gange jeg så det. Jeg tænkte først  at det måtte være et tilfælde. Men nej, det er Vildmanden med skærmbrillens store interesse.

Bjergbestigning!

Vildmanden med skærmbrillen kigger på Youtube film om bjergbestigning. Vildmanden med skærmbrillen læser rejsekataloger, bøger, brochurer og alt hvad der har med bjergbestigning at gøre. Men det er ikke bare almindelig bjergbestigning. Nej, Vildmanden med skærmbrillen har en bog ved navn “Ekstrem bjergbestigning”. Og jeg kan se at Vildmanden med skærmbrillen søger på “Ekstrem bjergbestigning” på Youtube. Og det ser voldsomt ud, gør det. Ja, det ser faktisk ret farligt ud.

Jeg tænker først at dette nok bare er noget som Vildmanden med skærmbrillen  kan lide at kigge på og læse om. Men nej, en telefonsamtale afslører at Vildmanden med skærmbrillen skal til Alperne og klatrer, ligge i telte, tage stilling til ting som sikkerhed, iltforbrug og klatrefærdigheder.

Verdens største og mest klodsede menneske skal simpelthen hænge i et reb på et bjerg i Frankrig.

Den kendte sanger

Den kendte sanger er en meget kendt og folkekær sanger. Den kendte sanger rejser med tog fra tid til anden og således er jeg stødt på Den kendte sanger en hel del gange. Den kendte sanger kan godt lide at være kendt. Ja, Den kendte sanger holder faktisk utrolig meget af at være kendt. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke bryder mig om Den kendte sanger. Den kendte sanger er egentlig bare en Engangspendler. Men Den kendte sanger vil meget gerne have status af en rigtig pendler.

Det er en sen tirsdag eftermiddag og jeg sidder på Plads 26 i Vogn 11 mens toget holder på Københavns Hovedbanegård. Jeg ser Den kendte sanger gå forvirret rundt i cirkler nede på perronen. Den kendte sanger er iført et hvidt jakkesæt i hør. Den kendte sange går længe rundt på perronen. Og Den kendte sanger slingrer en anelse.

Den kendte sanger kommer langt om længe ind i Vogn 11 og sætte sig skråt overfor mig. Den kendte sangers hvide hør jakkesæt er krøllet, der er pletter på Den kendte sangers skjorte, Den kendte sangers hår er pjusket. Den kendte sanger er tydeligvis temmelig beruset. “Hvor fanden bliver den serveringsvogn af!!” råber Den kendte sanger. Den kendte sanger placerer fødderne på sædet overfor uden at tage skoene af. Toget forlader perronen og Den kendte sanger falder omgående i søvn. Der går ikke mange minutter, så begynder der at løbe en fin bane af savl ud af Den kendte sangers mund og ned på den hvide blazer af hør.

Jeg tænker at Den kendte sanger må have haft et hårdt program. Måske er en længere periode med koncerter slut og Den kendte sanger har holdt en brag af en efterfest. Ellers har Den kendte sanger en off-dag. Det kan vi jo alle have. Min sidste tanke er at Den kendte sanger måske har holdt et massivt alkoholmisbrug skjult fra offentligheden. Måske lurer skilsmisse og hussalg lige om hjørnet for Den kendte sanger. Jeg tager mig selv i at ønske Den kendte sanger modgang. Der skal altid være problemer med Den kendte sanger i toget, når Den kendte sanger endelig er med.

Omkring Høje Taastrup kommer Mennesket ind i Vogn 11 og er klar til at foretage en billettering. Mennesket kigger på Den kendte sanger og det er tydeligt at Mennesket deler min holdning om Den kendte sanger.  Mennesket kigger på Den kendte sangers fødder på sædet overfor og så tilbage  på Den kendte sanger. Mennesket bliver helt rød i hovedet og rusker hårdt i Den kendte sanger.

“FÅ SÅ DE FØDDER NED!” råber Mennesket ind i hovedet på Den kendte sanger. Den kendte sanger vågner forvirret op. Det er som om at det går op for Mennesket at Den kendte sanger er beruset. Mennesket er nu helt rød i hovedet. “KORT ELLER BILLET!” råber Mennesket til Den kendte sanger. Den kendte sanger begynder irriteret at lede alle lommer igennem, men finder ikke en billet. Den kendte sanger kigger ned i gulvet, det ser ud som om at Den kendte sanger prøver at sunde sig. Så kigger Den kendte sanger op på Mennesket, forsøger at smile og siger så: “Ved du ikke hvem jeg er? Jeg kan ikke finde min billet, kan vi finde ud af noget?”.

Menneskets ansigtskulør skifter fra rød til lilla. Mennesket råber ind i hovedet på Den kendte sanger:

“VI KAN FINDE UD AF EN KONTROLAFGIFT PÅ 750,- !”

Mennesket finder bødeblokken frem. Men i det samme kommer en af Menneskets yngre kvindelige kollegaer gennem kupéen. Hun ser Den kendte sanger og stopper op. Hun smiler forelsket  til Den kendte sanger og spørger om der er nogle problemer. Mennesket svarer ikke men peger på bødeblokken. Kollegaen lægger hånden hen over Menneskets bødeblok og siger “Måske vi kan hjælpe Hr. Xxxxx i dagens anledning”. Den kendte sanger lægger sin hånd på kvindens hånd og siger tak. Den kendte sanger følger op med at invitere kvinden til en koncert. Mennesket lægger bødeblokken tilbage i lommen og kigger med et dræbende blik på den kvindelige kollega.

De 2 kontrollører forlader Vogn 11 og Den kendte sanger ser tilfreds ud. Men Den kendte sanger ser hurtigt efter sur ud igen. “Hvor fanden bliver den serveringsvogn af!!” udbryder Den kendte sanger og sidder uroligt på sit sæde. Mellem Roskilde og Ringsted kommer serveringsvognen endelig til Vogn 11. Den kendte sanger køber 4 kvarte flasker vin. Den første hvidvin åbnes under betalingen. Den kendte sanger tømmer halvdelen af flasken i en tår. Den kendte sanger er tørstig. Nu liver Den kendte sanger op. Den kendte sanger finder en MacBook frem og skriver løs. Til tider udbryder Den kendte sanger “NEJ!” eller “SÅ for fanden!”. Denne tilstand varer dog kun en små 10 minutter. Herefter falder Den kendte sanger igen i søvn. Og igen savler Den kendte sanger.

Det er tid til servering af snacks. Mennesket kommer tilbage til Vogn 11 med snackkurven. Mennesket ser at Den kendte sanger har stillet sin brune lædertaske på gulvet – ved sædet – i midtergangen. Mennesket rynker brynene og sparker til Den kendte sangers taske, så denne flyver et meters penge ned af midtergangen. Efterfølgende rusker Mennesket i Den kendte sanger.

“DER MÅ IKKE STÅ BAGAGE I MIDTERGANGEN, JEG VAR VED AT FALDE OVER DIN BAGAGE!”

Den kendte sanger kigger ned af mellemgangen og ser sin taske ligge et par meter længere nede. Den kendte sanger lunter ned efter sin taske og Mennesket kigger på mig. Mennesket smiler og nikker. Ingen sanger skal komme i Menneskets tog og diktere en dagsorden. Jeg nikker tilbage. Jeg smiler. Mennesket smiler. Jeg smiler igen. Ingen kendt sanger skal diktere noget som helst i vores vogn.

Mennesket serverer ikke snacks til Den kendte sanger.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte – Part 3

Dag 1:

Jeg kan mærke det allerede da jeg ser toget komme mod perronen. Denne fornemmelse af at der er noget forkert i Vogn 11. I min Vogn. Denne følelser viser sig som regel at holde stik.

Og ganske rigtigt. Da toget ruller ind på perronen ser jeg det. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte sidder i Vogn 11. Og på Plads 26. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  er tilbage efter lang tids fravær.  Jeg rammes af en akut vrede. Jeg flår mobilen frem for at booke Plads 26 i Vogn 11 fra Slagelse station, så jeg efter Slagelse kan smide Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte væk fra Plads 26. Men ak nej. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har naturligvis booket pladsen.

I dag er det en af de vogne, hvor der er 2 siddeplader med front mod Plads 26. Det varierer lidt om pladserne foran Plads 26 vender front eller bagende til Plads 26. Jeg sætter min lige overfor Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Jeg skuler til Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte . Jeg sørger for at fylde ekstra meget med mine ben og finder min computer frem. Irriteret spørger jeg Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte om der mon kan blive plads til min computer eller om Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  har eneret på bordet.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte kigger provokerende på mig og rykker sin 17″ store Dell computer 1 cm tilbage. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  kigger ud af vinduet i nogle sekunder. Jeg skynder min at skubbe den store Dell computer yderligere 10 cm, så den er ved at ryge ned i skødet på Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Denne gang smiler jeg triumferende til Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte.

Nu skal jeg have kaffe. Jeg kigger ned på Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjortes kæmpe skrummel af en computer og ser noget som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte spiller ikke længere kun 7-kabale. Nej, Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har foretaget en installering af et spil computeren. Nu spiller Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte også Skak.

Hvorfor har man partout brug for Plads 26, når man blot skal spille Skat eller 7-kabale. Jeg er vred og tosset. Det er ting man gør i standard-  eller familiekupéer. Ikke på Plads 26 i Vogn 11. Jeg overvejer et kort sekund at spilde et stort krus kaffe udover Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte men slår hurtig den tanke væk. I stedet tager jeg en svær beslutning. Jeg vil prøve at få det bedste ud af turen. Jeg vil forberede mig på det kursus jeg skal på. Jeg vil nyde min kaffe. Jeg vil nyde musik i mine høretelefoner. Dette projekt går godt i ca. 5 minutter. Så ringer Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjortes mobiltelefon.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har en ringetone, som jeg ikke har hørt siden 2005. Det er noget fra et Anders Matthesen show hvor Matthesen med meget høj og skinger stemmer siger et eller andet, som hverken var sjovt i 2005 eller idag. Samtalen, som Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  fører, er åbenbart noget sjovere end ringetonen for Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  griner som en besat. Det er et højt og skingert grin. Et grin, som nærmest gør ondt i mine knogler.

Jeg kan ikke mere. Min tur er ødelagt. Min morgen er ødelagt. Min dag er ødelagt. Knust af Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte. Jeg tager mine høretelefoner på og lukker øjnene i afmagt.

Da jeg kommer hjem om aftenen skynder jeg mig at bestille en pladsbillet til næste morgen. En pladsbillet til Plads 26 i Vogn 11.

Dag 2:

Da toget ruller ind på perronen næste morgen sidder Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte på Plads 26 i Vogn 11. Men i dag kigger Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte nervøst ud af vinduet af da toget kører ind på perronen. Jeg smiler. Jeg forestiller mig at Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte har sovet godt og er i et strålende humør. Tidligere på morgenen har Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  skænket kaffe, smurt et rundstykke og gået til computeren for at købe en pladsbillet. Her erfarer Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte at Plads 26 i Vogn 11 er optaget. Da Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte lidt senere træder ind i Vogn 11 ser Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte at Plads 26 i Vogn 11 er optaget fra Korsør af. Men går den så går den. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  sætter sig alligevel.

Jeg kan næsten ikke vente med at komme ind i toget og smide Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  væk fra Plads 26. Jeg har tænkt hele morgenen over hvilken sætning, som jeg vil benytte.

“Ja, så gik den ikke længere!”
“Så skal der spilles Skak fra Plads 32, kammerat!”
“Du skal stå op tidligere for at snyde mig! Kan du komme væk!”

Der er mange muligheder. Jeg går ind i DSB’1 og ser at Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte er den eneste i hele kupéen. Mit humør bliver endnu bedre. Det kan næsten ikke blive bedre.

“Ja, nu sidder du igen på min plads” siger jeg med et stort triumferende smil på læben. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte leger den gamle leg og spørger om jeg ikke kan sætte mig på en af de mange ledige pladser. Jeg holder mig telefon helt op til Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte s ansigt. 2 cm fra øjnene.

“Se, det er min plads. Jeg vil gerne have min plads nu” siger jeg højt og insisterende.

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  rejser sig og begynder at pakke sine ting sammen. Jeg laver tramper utålmodigt i gulvet imens. Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte vil nu sætte sig overfor mig. Da Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte skal til at sætte sig siger jeg:

“Åh, kan du ikke tage en anden plads? Så er der bedre benplads.”

Manden med de karrygule bukser og forvasket lilla skjorte  lusker over til Plads 22. Jeg læner mig tilbage og mærker roen og trygheden. Og sejren.

 

Tanker om Mennesket

Dette indlæg er lidt anderledes end de andre, som i indtil videre har læst, kære læsere. For tiden er Mennesket med på de fleste af mine daglige rejser. Mennesket er efterhånden godt beskrevet i denne blog, så jeg vil i dette indlæg ikke bruge tid på at beskrive Mennesket yderligere. Derimod har jeg gjort mig rigtig mange tanker om hvordan Mennesket er blevet som Mennesket er blevet. Hvad der ligger til baggrund for de ofte meget aggressive kampe, som Mennesket vælger at føre dag efter dag. Med andre ord, så er dette mine tanker om Menneskets liv og det er udelukket resultatet af mine spekulationer.

Mennesket er vokset op med Statsbanerne i blodet. Menneskets far var togfører og Menneskets mor arbejdede i det administrative felt ved Statsbanerne. Jeg er sikker på at både Menneskets mor og far satte en stor ære i at arbejde for Statsbanerne. Måske havde Menneskets mor kage med hjem når generaldirektøren fyldte år. Jeg tror at Menneskets i en meget tidlig alder blev introduceret til toge og togdrift. Jeg tænker at når Mennesket sad på potten, så gav moderen læsestof om Statsbanerne til Mennesket. Måske et personaleblad. Så sad Mennesket der på potten og kiggede på billeder af tog – alt imens kaldet til Statsbanerne blev stærkere og stærkere.

Mennesket har et mål gennem hele skolegangen, selvfølgelig et job ved Statsbanerne. Og målet; at køre toget. Desværre bærer Mennesket meget stærke briller grundet et svagt syn og her tror jeg at den første rigtige afvisning i livet har fundet sted. Et nederlag, som til den dag i dag piner Mennesket.  Mennesket kunne ikke køre tog grundet det svage syn. Det har dog ikke stoppet Mennesket i at arbejde ved Statsbanerne. Statsbanerne har alle dage været Menneskets kald.

Mennesket finder en kone. Desværre det ikke muligt at finde en kone internt ved Statsbanerne, så Mennesket har fundet en kone med et administrativ job inden for det offentlige. Måske Måløv Kommune. Det er et svært ægteskab. Mennesket er meget væk. Mennesket tager mange vagter og det er svært at opretholde gejsten i ægteskabet. I start 1988 vælger Menneskets kone at lade sig skille fra Mennesket. Her følger en svær periode i Menneskets liv. En tid hvor Mennesket tvivler på sig selv. Tvivler på kaldet. Tvivler på en fremtid i Statsbanerne. Et sted der har kostet Mennesket så dyrt.

25. april 1988 kl. 06 ringer Mennesket til sin chef og melder sig syg. Den første og sidste sygedag i Menneskets efterhånden lange liv. Det er ikke et rart opkald. Menneskets hænder ryster. Mennesket står ikke op af sengen den dag. Mennesket vender og drejer livet. Prøver at finde hoved og hale i det hele. Så tænder Mennesket for radioen og kommer ind midt i Radioavisens Ekstranyheds udsendelse. “8 dræbt i togulykke i Sorø” siger oplæseren. Mennesket ringer til en kollega for at høre hvilket tog, der er forulykket. Mennesket er tæt på at besvime da Mennesket hører at det er IC 104, som er forulykket og at 8 mennesker har mistet livet og 70 mennesker er såret. IC 104 er Menneskets afgang. Menneskets liv. Og blot 4 timer tidligere ringede Mennesket til Menneskets chef og meldte sig syg.

De følgende timer bliver afgørende i Menneskets liv. Mennesket tager en stor beslutning. Mennesket tager Sorø-ulykken på sine skuldre. Mennesket er overbevist om at hvis Mennesket havde været på IC 104 på det tidspunkt, så havde Sorø-ulykken ikke fundet sted. Hvor der før havde været en tvivl om hvorvidt kaldet til Statsbanerne var det rigtige, har Mennesket nu besluttet sig. Kaldet til Statsbanerne har aldrig været stærkere.

“ALDRIG IGEN!” har Mennesket skrevet på alle sider i en notesbog. Flere gange med streg under.

De næste uger klipper Mennesket avisartikler ud, optager nyhedsudsendelser og går ture ved ulykkesstedet. De mange udklip sætter Mennesket ind i et ringbind, men de rigtige vigtige artikler hænger Mennesket op på væggen.  Blandet andet gennemgangen af ulykken fra DSB personalebladet. Den kopierer Mennesket, så den både hænger i stuen og i køkkenet. “ALDRIG IGEN” har Mennesket også skrevet på hver kopi.

Mennesket går nu mere op i sit job end nogensinde før. Mennesket laver aggressive billetteringer. Mennesket udskriver bøder. Mennesket forlanger ro og orden og ikke mindst respekt for DSB’ regler. Mennesket vil ikke længere acceptere rejsende, som på en eller anden måde kan bringe rejsen i fare. Mennesket registrerer hvornår rejsende går på toilettet, og er de der længere end nødvendigt, er Mennesket der og forlanger en billettering. Ser Mennesket bagage i midtergangen, bliver Mennesket vred. Det er sikkerhedsbrud, som Mennesket hverken kan eller vil acceptere. Mennesket ifører sig i alt slags vejr den fulde uniform. “Det er vigtigt at give de rejsende en tryghed, uniformer giver tryghed” tænker Mennesket og tænker tilbage på faderens smukke brune uniform.

Kollegaerne begynder at trække sig. Der snakkes om Mennesket på Hovedbanegårdens frokoststue når Mennesket ikke er der. Der trækkes lod om hvem der skal dele vagt med Mennesket.

Mennesket bryder sig ikke længere om at være hjemme. Mennesket vil hellere sove i de kabiner, som kontrollørerne har på udvalgte stationer. Her er Mennesket tæt på togene. Tæt på Statsbanerne. Her kan Mennesket hurtigt reagere. Sådan har det ny været i siden den sorte dag – 25. april 1988.

Her snart 30 år efter Sorø-ulykken fortsætter Mennesket ufortrødent sin kamp ved Statsbanerne. Kampen for at den store tragedie fra 1988 aldrig må gentage sig. Ingen kompromis. Ingen lempelser af regler. Aldrig mere Sorø 1988 siger Mennesket til sig selv. Hver eneste dag.

Udklip fra DSB personalebladet, som Mennesket har hængende i køkken og stue:

Screen Shot 2015-01-19 at 11.41.11

 

Chefen – Part 2

Jeg måler gerne mennesker i “elastik” forhold. Altså hvor meget elastik er der tilbage i et menneske. Eksempelvis er der ikke meget elastik tilbage i Det grå grydehår. Det grå grydehår er en meget slap elastik. Svovlmandens elastik er ikke helt slap, men den er bestemt heller ikke spændt ud.

Chefen, derimod. Her er elastikken spændt helt ud. Den er spændt og den er klar. Jeg lovede for et par indlæg siden at vende tilbage til Chefen.

Lige inden jul skal jeg hjem fra arbejde. Jeg træder ind i Vogn 11 og ser som det første Chefen. Chefen har en kuffert stående på gulvet. Chefen har taget skoene af, så Chefen kan have fødderne oppe på sædet overfor. Jeg finder hurtigt ud af at Chefen har været på en arbejdsrelateret rejse. Og rejsen er gået godt. Ja, den er faktisk gået rigtig godt. Chefen kigger på mig og laver smilet. Chefen smiler som altid med hele ansigtet.

Chefens telefon ringer og Chefen siger “Ja!“.

Pause.

WHEN I CALL YOU ANSWER” råber Chefen så.
WHEN THE BOSS CALLS YOU ANSWER!” råber Chefen.

Efter et øjeblik er Chefen faldet ned igen og taler – på dansk selvfølgelig – med vedkommende i den anden ende. Samtalen handler naturligvis om salg. Chefen fortæller at Chefen har banet vejen for noget stort i udlandet. Chefen har taget sin guldkæde af og svinger med den i luften mens Chefen fortæller om udlandseventyret. Chefen ser meget tilfreds ud. Det er en ekstra god dag når Chefen taler om sig selv i 3. person og det gør Chefen i dag.

Men pludselig sker der noget. Jeg er ikke sikker på hvad. Men Chefen rejser sig op og begynder at gå uroligt frem og tilbage i mellemgangen. Chefen lægger sin guldkæde. Chefen retter på sit hår. Det er som om at vedkommende i den anden ende har givet Chefen en dårlig nyhed. Chefen bøjer sig over sit bord.

“Pipeline, quality, sales” siger Chefen roligt.
“Pipeline, quality, sales” gentager Chefen. Denne gang lidt højere og Chefen slår i takt til ordene i bordet.
“PIPELINE, QUALITY, SALES! “ råber Chefen og lægger røret på.

Chefen kigger på telefonen, så på mig, så peger Chefen på telefonen og ryster på hovedet. Jeg ryster også på hovedet. Chefen laver smilet til mig. Chefen må have mange udfordringer i hverdagen. Ansatte, som ikke besvarer Chefens opkald. Ansatte, hvis pipeline er helt til rotterne. Men jeg tror også at det at det gør at Chefens elastik er spændt HELT ud – hver dag!

Chefen sætter sig ned og toget holder i Ringsted. En flok af unge piger går igennem kupéen. Det ser Chefen straks. Chefen læner sig ud imod midtergangen og kigger på pigerne som de går forbi. Chefen smiler. Chefen smiler virkelig meget. Chefen blinker til en af pigerne og smiler så meget at jeg er bekymret for om Chefens ansigt vil gå i stykker. Pigerne er væk, Chefen læner sig tilbage, tager hænderne om bag hovedet og siger “Aaaaah“. Så lukker Chefen øjnene i nogle sekunder. Jeg tror at Chefen tænker tilbage på noget godt i livet. Måske en aften i byen i Viborg – langt væk fra konen. En aften i Viborg med unge piger og eksotiske drinks. Chefen bliver dog hurtig afbrudt af en stemme.

Må jeg sidde på dette sæde?” spørger Damen med den hidsige sweater. “Jeg vil helst sidde i køreretningen“. Chefen tager fødderne fra sædet overfor og ser irriteret ud. Damen med den hidsige sweater sætter sig. Chefen læner sig tilbage og lukker øjnene. Med lukkede øjne tager Chefen guldkæden på. Chefens iPad og iPhone ligger på bordet. Efter en 10 minutters tid sover Chefen. Chefen har sikkert brugt meget energi på rejsen. Chefen har nok arbejdet i døgndrift på de unge piger og de store tunge forretningsaftaler. Jeg beundrer Chefen. Tænk at være så meget Chef.

Ups!” siger Damen med den hidsige sweater og hele bordet svømmer i kaffe. Kaffen drypper ned i skødet på Chefen og Chefen vågner med det samme. “Nej for FANDEN!” råber Chefen og prøver først at redde Apple podukterne. Chefen bukser er våde af kaffe og Chefen smiler ikke. Chefen hjælper ikke Damen med den hidsige sweater med at tørre op, men flytter sig til en anden plads – lige overfor mig. Chefen bander og svovler. “FOR FUCK’S SAKE!” råber Chefen. Chefen finder sin pudseklud frem og begynder at pudse på de kafferamte Apple produkter.

Chefen er begyndt at svede en smule. Og her opdager jeg noget, som får mig til at elske Chefen endnu mere. 2 sveddråber løber fra Chefens tinding og ned af kinden. De 2 sveddråber efterlader en bane hvor noget lysere hud kommer til syne. Og her slår det mig. Chefen benytter en form for selvbruner. Det er meget tydeligt som flere sveddråber forsætter ned af den samme bane i Chefens ansigt. Banen bliver lysere og lysere. Jeg kigger på den lyse bane i Chefens hud og tænker  selvfølgelig. Chefen har ikke tid til at ligge i et solarie eller på en strand. Der er aftaler, der skal lukkes. Unge piger skal charmeres. Selvfølgelig vælger Chefen en selvbruner.

Chefen ser at jeg stirrer på Chefens ansigt. Chefen forsvinder hurtigt ud på togets toilet. Få minutter efter vender Chefen tilbage. Apple produkterne er rene. Og den lyse bane i Chefens ansigt er væk.

Det er på dage som disse at ens liv føles meningsfuldt.

Nødstop i Viby Sjælland

På min pendlerrejse kører IC toget gennem en række stationer uden stop. Viby Sjælland er et af disse. Viby Sjælland ligger mellem Roskilde og Ringsted. Jeg har aldrig brudt mig om Viby Sjælland. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men jeg kan bare ikke lide Viby Sjælland.

En kold dag i januar 2013 skal jeg hjem fra arbejde og med mit sædvanlige tog hjem fra Hovedbanegården (som jeg pendlede til på daværende tidspunkt). Der lugter allerede sært i toget, da jeg stiger ind. Det grå grydehår observerer også den sære duft. “Man skal da lige love for at her lugter sært” siger Det grå grydehår henvendt til sig selv. Sixpence-Nazisten er mere ligefrem og råber “FY FOR SATAN!” da Sixpence-Nazisten har sat sig. Toget kører og en kontrollør undskylder dem grimme lugt og lover os rejsende at man er i krig med at finde en løsning.  Sixpence-Nazisten slår igen med flad hånd i bordet.

Jeg sidder overfor Damen med den hidsige sweater. Damen med den hidsige sweater sidder modsat køreretningen og ser mildest talt anspændt ud. Damen med den hidsige sweater kæmper med lugten og de sure opstød. Så meget at Damen med hidsige sweater glemmer at vælte noget.

Der meddeles at der er noget galt med togets toiletsystem og at man vælger at gøre et stop på Viby Sjælland station – lige inden Ringsted Station hvor Sixpence-Nazisten skal af – for at togføreren kan forsøge at løse problemet. Sixpence-Nazisten slår endnu en gang i bordet og råber. Toget holder en 10 minutters tid hvorefter det annonceres at toget ikke vil fortsætte og at alle skal forlade toget. Det næste IC tog – 30 min senere – vil stoppe i Viby Sjælland og samle os op. Sixpence-Nazisten bliver nu for alvor vred. Sixpence-Nazisten tramper voldsomt i gulvet og råber om at  komme for sent til en aftale og at nogen må betale den tabte tid.

Da alle rejsende kommer ud på perronen skal der telefoneres. Alle hiver mobiler frem. Blot for at erfare at der absolut ingen dækning er på Viby Sjælland Station. Sixpence-Nazisten løber fra den ene ende af perronen til den anden ende med mobilen helt i vejret for at få signal mens Sixpence-Nazisten bander og svovler som aldrig før. Jeg kigger længere ud af perronen og ser Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden står kun i t-shirt, selvom vi er midt i januar og det er koldt. Jeg tænker at jeg vil få mest ud af ventetiden ved at stille mig ved Hjemmeværnsmanden. Hjemmeværnsmanden nikker til mig da Hjemmeværnsmanden ser mig. Jeg nikker tilbage.

“Se hvor de alle løber rundt” siger Hjemmeværnsmanden og står helt stille. “Det er normalt, når et menneske presses, men det nytter ikke noget. Toget kommer ikke hurtigere af at løbe rundt” fortsætter Hjemmeværnsmanden. Jeg nikker til Hjemmeværnsmanden, som nikker igen. Jeg tænker at Hjemmeværnsmanden må være erfaren i at være presset. Måske har Hjemmeværnsmanden været i krig. Hvis Hjemmeværnsmanden har været i krig, er jeg sikker på at Hjemmeværnsmanden har slået et andet menneske ihjel. Hjemmeværnsmanden slutter enetalen af. “Det gælder til gengæld om at være hurtig, når næste tog kommer ind. Ellers er der ingen plads og så skal man stå. Hurtig og smart, skal man være“. Hjemmeværnsmanden nikker igen. Jeg nikker tilbage og overvejer et “hehe” men vurderer at det ikke passer til situationen.

Der er mange mennesker på Viby Sjælland Station. Rigtig mange. Jeg tænker over Hjemmeværnsmandens vise ord og begynder at forberede mig på at komme i Vogn 21 med Hjemmeværnsmanden. Længere ude på perronen står Det grå grydehår og Damen med den hidsige sweater – jeg fornemmer at de også forbereder sig. Sixpence-Nazisten har opgivet at få signal på mobilen og har sluttet sig Hjemmeværnsmanden og jeg.

“Så håber jeg FANDME der er plads” råber Sixpence-Nazisten. Hjemmeværnsmand nikker. “Selvfølgelig er der plads, og ellers bliver der plads” siger Hjemmeværnsmanden og stirrer på køreledningerne. Der er noget nedværdigende i at stå op i et tog. Jeg vil hellere vente 30 minutter på næste tog end at stå op. Engangspendlere står, rigtige pendlere sidder. Jeg lufter denne tanke for Sixpence-Nazisten og Hjemmeværnsmanden, som begge nikker. Jeg nikker tilbage og sammen kigger vi på køreledningerne.

De 30 minutter er snart gået. 2 minutter inden næste IC tog ankommer meddeler DSB at toget kommer i spor 4 og ikke 2, hvor vi alle står. Nu begynder vi alle at løbe mod trappen for at komme til den anden perron. Jeg ser lidt længere fremme at Det grå grydehår forsvinder ned mellem alle menneskene. Jeg løber lige i hælene på Hjemmeværnsmanden og Sixpence-Nazisten. Lige ved trappen ligger Det grå grydehår, som åbenbart er faldet. Jeg løber forbi og glædes ved at der nu er en mindre at slås om DSB 1′ pladserne med. Jeg ser at også Hjemmeværnsmanden smiler.

Idet vores lille trio kommer op af trapperne til spor 4, kører toget ind på Viby Sjælland Station. Til vores held holder Vogn 21 lige foran trapperne. Vi kigger på hinanden. Hjemmeværnsmanden nikker og stiller sig ind foran en mor med 3 mindre børn. Sixpence-Nazisten og jeg følger med. Da dørene går op presser Hjemmeværnsmanden sig foran. Hjemmeværnsmanden får skubbet til en ældre mand, som brokker sig og herefter rammer Hjemmeværnsmanden’ taske en ældre dame, som udbryder et “AV for pokker!“. Det går så hurtigt at jeg taber Hjemmeværnsmanden af syne. Sixpence-Nazisten er lige bag mig og vi møver os gennem de mange mennesker i det allerede fyldte tog. Til min rædsel genkender jeg 2 DSB 1′ pendlere foran Sixpence-Nazisten og jeg. Da vi kommer ind i DSB 1′ kupéen, er der kun 2 ledige pladser. Hjemmeværnsmanden sidder ved siden af de 2 ledige pladser og ser meget tilfreds ud. De 2 pendlere foran os skal til at sætte sig på de 2 ledige pladser, men Hjemmeværnsmanden rejser sig.

Desværre, her er optaget” siger Hjemmeværnsmanden.

De 2 pendlere brokker sig, men Hjemmeværnsmanden ryster blot på hovedet. De 2 pendlere går videre. Sixpence-Nazisten og jeg kommer frem til de 2 pladser. Hjemmeværnsmanden peger først på os og så på de 2 ledige pladser. Jeg føler en brusende fornemmelse i maven. Hjemmeværnsmanden smiler og siger “høhø“. Jeg følger op med et “hehe“. Sixpence-Nazisten smiler og griner.

Chefen

Chefen er en ny pendler. Chefen rejser fra Odense til København hver dag. Chefen er chef. En vejviser. Virksomhedens fyrtårn.  Chefen går ikke så meget op i vogne og kupéer, så Chefen sidder forskellige steder hver dag.

Chefen er i start 50’erne. Chefen vil gerne udstråle en yngre alder, men Chefen snyder ikke mig. Chefen tager meget sol. Chefens hud er som læder på bøjle. Chefen er sportstrænet og slank. Chefen har afbleget kort hår og meget hvide tænder. Chefen er ekspert i at smile med hele ansigtet. Chefen kan se rigtig vred ud for sekundet efter at smile med hele ansigtet. Jeg tænker at Chefen har lært det på et Chef-kursus. “Smil til dine ansatte, det motiverer” har en coach sikkert engang fortalt chefen. På et splitsekund skifter Chefen ansigtsudtrykket tilbage til det sure og anstrengte.

Chefen går i dyrt tøj. Som regel et jakkesæt. Skjorten er for det meste hvid, men der er dage hvor Chefen tager en lyserød skjorte på. Den passer godt til Chefens brune hud. Når Chefen åbner øverste knap i skjorten kommer en flot guldkæde til syne.

På fødderne bærer Chefen sylespidse sko. Chefen har ret store fødder, og sylespidsen gør skoen endnu større. Chefen har alle de nyeste Apple-produkter. iPad, iPhone, MacBook Air. Alt er nyt og poleret. Og Chefen har en lille sort klud, som Chefen ofte tørrer Apple-produkterne af med.

Det er et par måneder siden at jeg stødte på Chefen første gang. Den dag rejste Chefen med 2 kollegaer. Det var meget tydelig at Chefen er chef. Jeg kan huske at Chefen pludselig flåede et stykke papir frem, tegnede en masse firkanter på det, skrev noget uforståeligt i hver af dem og til sidst pegede på en firkant. Imens Chefen pegede på den ene firkant slog Chefen med den anden hånd i bordet i takt til ordene:

“SALES, SALES, SALES!”

Chefen sagde det utrolig højt og slog med kraft i bordet. De 2 andre nikkede i takt til slagene i bordet.

Chefen understreger altid tingene på engelsk og jeg skal ærligt indrømme at det virker. Også på mig. Jeg lader mig rive med. Jeg husker en anden episode hvor Chefen taler i telefon. Jeg tænker at Chefen taler med et sælger. Chefen er tydeligvis ophidset. Pludselig råber Chefen:

“THAT’S A MICKEY MOUSE BUDGET!”

Sælgeren har sikkert sendt et salgsbudget til Chefen og Chefen er bestemt ikke er tilfreds med tallenes størrelse. Chefen råber noget om motivation til sælgeren og afslutter samtalen med ordene:

“Jeg kan IKKE vise aktionærerne et Mickey Mouse budget – det laver du om. Nu!”.

Herefter lægger Chefen på – uden at sige farvel. Jeg tror ikke det er sjovt at rage uklar med Chefen, men jeg tænker også at sælgeren er ret tosset. Man sender ikke et Mickey Mouse budget til Chefen. Efter denne episode har jeg tænkt meget på hvordan Chefen er på Chefens arbejdsplads. Jeg forestiller mig at Chefen elsker at gå en tur gennem de forskellige afdelinger. Chefen elsker at se frygten i de ansattes øjne, når Chefen kommer gående igennem gangene.

En anden gang taler Chefen også i telefon. Samtalen handler igen om salg, kan jeg udlede. Jeg husker specielt denne samtale da Chefen indenfor ganske få sekunder præsterer dette:

Chefen kigger på mig.
Chefen laver smilet.
Chefen kigger væk.
Chefen råber “TARGETING, TARGETING, TARGETING!!”.
Chefen kigger mig.
Chefen laver smilet.

Men Chefen er ikke kun vred når Chefen taler i telefon. Chefen taler også tit med venner. Her kan Chefen også godt lide at være Chef. Det er meget lidt taletid, vennerne får. Chefen fylder meget i samtalen. Chefen taler om rejser. Om at blive kastet ud af en helikopter over et bjerg iført et snowboard. Om restaurant-besøg – gerne fine restauranter. Om brunch i New York. Men mest af alt om piger. Chefen taler meget højt om piger. Gerne unge piger. Chefen fortæller højt om oplevelserne med de unge piger. Der er mange oplevelser. Og de er unge. Chefen sparer ikke på detaljerne. Chefen smiler mere end nogensinde, når Chefen taler om piger.

Øjeblikket efter kan Chefen så ringe til sin kone. Eller det antager jeg at det er. Damen i den anden ende kaldes for “Skat” og der tales om børn og skolegang. Jeg er meget imponeret over Chefens hurtige skift. Chefen smiler dog ikke helt så meget når Chefen taler med konen.

Der er allerede mange gode øjeblikke med Chefen, men jeg vil stoppe for nu og blot sige:

Kære læser, byd Chefen velkommen til “Mit liv som pendler”. 

Bjørnen med den stærke ost – konfrontationen

For at forstå baggrunden for dette indlæg, er det vigtigt at læse indlægget om Bjørnen med den stærke ost.

Det er mandag morgen. Jeg har sovet elendigt. Jeg er irritabel. Jeg er ved siden af mig selv.

Jeg stiger på IC 803 kl. 07.13 på Korsør Station. Jeg træder ind i Vogn 11 blot for at erfare at en Engangspendler har booket Plads 26. Engangspendleren taler højt i telefon, skænker kaffe og ser glad ud. Engangspendleren har tydeligvis fået en god nats søvn og glæder sig til dagen. Jeg kigger blot på Engangspendleren og føler vreden og afmagten i mig.

Mennesket er der med det samme og foretager billettering. “Ønsker herren et rundstykke i dag?” spørger Mennesket mig. Jeg takker ja, og Mennesket vender tilbage med et rundstykke. Til min store irritation ser jeg at Mennesket har givet mig en abrikosmarmelade. Jeg begynder at brokke mig, men Mennesket afbryder mig med en afvisende gestikulering og ordene: “Ja, så vil jeg anbefale at du spiser udenom“.  Jeg er sikker på at Mennesket smiler da Mennesket vender sig og forlader kupéen.

Toget er snart på Slagelse Station og jeg bander fortsat over Mennesket, Engangspendleren og den generelle uretfærdighed i verden. På Slagelse Station stiger Bjørnen med den stærke ost ind i kupéen. Jeg kan mærke i mig selv at jeg ikke kan rumme Bjørnen med den stærke ost på denne allerede forfærdelige morgen.

Bjørnen med den stærke ost sætter sig, åbner sin taske, finder den lille bøtte frem og stiller den på bordet. Bjørnen med den stærke ost venter på en billettering og et rundstykke. Mennesket kommer ind, kigger på den lille bøtte og sukker. “Ønsker herren et rundstykke til det medbragte ost?” spørger Mennesket. Bjørnen med den stærke ost takker ja og lidt efter kommer Mennesket tilbage med et rundstykke. Mennesket sukker igen.

Jeg prøver på alle måder at kigge væk fra det der nu skal ske.

Bjørnen med den stærke ost åbner den lille bøtte. Tager det fugtige stykke ost op. Lægger det på rundstykket. Kæler for det. Retter på det. Knækker omhyggeligt hjørnerne af, så osten passer til rundstykket. De små ostehjørner ruller Bjørnen med den stærke ost mellem sine fingre inden de ryger op til munden. Jeg kan mærke at min arrigskab nu er svær at styre. Bjørnen med den stærke ost skal nu have kaffe. Og med ostefingre berører Bjørnen med den stærke ost ALT hvad der er at berøre i kaffeserveringen.

Jeg når at tænke en række tanker inden mit egentlige vredesudbrud. Jeg tænker ting som at jeg ønsker at Bjørnen med den stærke ost rammes af akut mælkeallergi. At Statsbanerne forflytter Bjørnen med den stærke ost til Holbæk, så Bjørnen med den stærke ost må tage Grisen fra Slagelse til Tølløse. Men værst af alt, jeg tænker at verden ville være et bedre sted uden Bjørnen med den stærke ost. Her kommer Bjørnen med den stærke ost bare anstigende og ødelægger alt for mig. Inden min samvittighed sætter ind sker der noget.

Hele kupéen lugter af svovl og børneprut fra Bjørnen med den stærke ost’ ost. Da Bjørnen med den stærke ost igen sætter sig kan jeg ikke længere holde vreden tilbage.

Kan du for fanden ikke bruge en vådserviet til de fingre inden du smører alt ind i ost!?” vrisser jeg. “Og er det stykke ost så pokkers vigtigt? Det lugter forfærdeligt! Egoist!” snerrer jeg videre. Det grå grydehår ser pludselig nervøs ud og sidder uroligt. “Så for pokker” siger Det grå grydehår til sig selv og kigger ned i gulvet.

Bjørnen med den stærke ost kigger på mig, med et sørgmodigt blik. Et meget sørgmodigt blik. Bjørnen med den stærke ost sætter rundstykket fra sig og kigger mig i øjnene. Den dårlige samvittighed mig rammer intenst og hårdt. Jeg kan se det hele i Bjørnen med den stærke ost ‘ øjne. Nederlagene. Først flytter statsbanerne Bjørnen med den stærke ost til et kontor. Et sted Bjørnen med den stærke ost ikke trives. Bjørnen med den stærke ost er begyndt at trøstespise. Chokolade og kage i pauserne. Bjørnen med den stærke ost er blevet tyk. Konen har påtalt det overfor Bjørnen med den stærke ost. Bjørnen med den stærke ost kan pludselig ikke længere handle i Din Tøjmand, da størrelserne ikke er store nok. Nederlagene har stået i kø. Bjørnen med den stærke ost har sikkert en teenagedatter, som er flov over Bjørnen med den stærke ost’ udseende. Bjørnen med den stærke ost tager ikke længere til Ringsted Festival for at høre den rock Bjørnen med den stærke ost  tidligere elskede af frygt for at møde folk, som Bjørnen med den stærke ost kendte i Bjørnen med den stærke ost ‘ storhedstid.

Og nu er det eneste faste holdepunkt – et stykke stærk ost i en plastbøtte.

“Hvis det er generende, skal jeg nok lade den blive hjemme fremover” siger Bjørnen med den stærke ost så.

Jeg stivner. Jeg stivner og indser kendsgerningerne. Bjørnen med den stærke ost har aldrig sådan rigtig haft brug for det stærke  stykke ost. Det er ikke vigtigere end at det kan efterlades hjemme. Jeg mærker vreden blusse op igen. Jeg mister pludselig alt for Bjørnen med den stærke ost. Nu har Bjørnen med den stærke ost generet mig på så mange rejser og jeg er pludselig overbevist om at det har været med vilje. Det har været planlagt. Bjørnen med den stærke ost har gjort alt for at chikanere andre rejsende. Det har været en leg for Bjørnen med den stærke ost. Jeg skal til at sige en lang række ord, men nøjes med et “For satan…”. Jeg tager mine høretelefoner på og lukker øjnene. Jeg kan ikke mere.

Der er bare dage hvor livet arbejder imod en.